Frygt, solidaritet og massegrave former den polske støtte til Ukraine
UKRAINE OG EU #7 // TEMA – De polske holdninger til et tættere samarbejde med Ukraine er præget af to dybtliggende drivkræfter i landets historie: frygten for Rusland og viljen til at hjælpe mennesker i nød. Også de polske massegrave fra anden verdenskrig spiller en rolle i holdningsdannelsen.
Polen har ydet en betydelig støtte til Ukraine siden det russiske angreb i 2022. Omkring en million flygtninge har fået ophold i Polen, og de polske våbenleverancer har været omfattende. Alligevel er Polen fortsat særdeles forbeholden over for et ukrainsk medlemskab af EU og Nato.