UKRAINE OG EU #3 // TEMA – Under Maidan mobiliseredes de unge via sociale medier, og pludselig kom deres forældre også. Det var en kædereaktion, en slags civilmagi. Det har skabt en robusthed og en tro på, at det ukrainske samfund kunne ændre sig nedefra og ikke blot skulle tilpasse sig alt og alle, kleptokrater eller Ruslands imperiale vilje. Det skriver Peter Hyll-Larsen, der har mødt den ukrainske stjernesociolog Tymofii Brik. Brik mener, at ukrainerne har en særlig tillid, modstandskraft og et håb om Europa, der får dem til at holde ud.
Den iskolde vind syntes sendt af Kreml, hele vejen fra Sibirien; spyttet ud fra Sankt Petersborgs kanaler og havnekajer, undervejs mellem Finland og Estland, over Østersøen, forbi Bornholm, rundt om Amager og nu fygende ned gennem Havneløbet for at ramme Gammel Dok med fuld styrke. From Russia with Love.
Det rasler i nedløbsrør, vinduerne vibrerer, og et sted i loftet giver et gammelt træværk et nervøst knæk. Men intet kan slå det gamle pakhus omkuld. Det er lige så bredt, som det er højt, solidt og uforskammet robust, måske lidt som den ukrainske befolkning, som det repræsenterer i disse år ved at være hjemsted for Ukraine House Denmark.
Tymofii Brik, rektor ved Kyiv School of Economics, som i dag skal tale statistisk og sociologisk om Ukraines rejse fra selvstændighed for 35 år siden til krig og modstand i dag
Indenfor byder forperson Nataliya Popovych velkommen til endnu et event, som hun utrætteligt – og med smil på læben – har gjort mange gange hver måned siden marts 2023. Således også på denne januardag i 2026, Ukraines Day of Unity, hvor der er varme i radiatorerne. Gamle pakhuse har en særlig evne til at gøre kulden håndterbar, så Ukraines sønderskudte energisektor, minus 18 grader og tusinder af boligblokke uden vand og varme virker på afstand en smule mere abstrakt.
Nataliya Popovych og hendes team har ydet et utrætteligt stykke ambassadørarbejde gennem de sidste tre-fire år med talks, udstillinger, middage, musik, oplæsninger og forsamlingshus for herboende ukrainere og danske fans. Nogle gange føles det næsten absurd og provokerende, hvor trygt der er her, i huset og i det lille smørhul Danmark, ihukommende at verden derude konstant truer med at bryde sammen, i øst og i vest, mellem flammer og frost. Her er der varmt, stearinlysene er tændt, og vi kan høre hinanden tænke.
Det er i denne ramme, at Nataliya byder velkommen til aftenens gæst: Tymofii Brik, rektor ved Kyiv School of Economics, som i dag skal tale statistisk og sociologisk om Ukraines rejse fra selvstændigheden for 35 år siden til krig og modstand i dag.
En rejse ind i Europa og mod et EU, der næsten ikke kan andet end skuffe, men som er den eneste fremtid i sigte. Alternativet: Putin vinder, og Europa forbliver en illusion.
Ukraine er weird
Brik er en ung mand, iført mørkt jakkesæt og et meget fokuseret blik. Men der er et glimt af humor i hans smil, og hans hænder bevæger sig næsten dansende omkring med den lille fjernbetjening, han bruger til at bladre frem og tilbage – frem og tilbage! – i sine uendelige PowerPoints. En skiftende væg af farvelagte grafer og lange taltabeller folder sig ud foran os.
Det er, som om han tror, at tallene alene kan fortælle historien om et land, der for knap fire år siden var på nippet til at miste alt, men som alligevel kæmper videre med optimisme, tillid og en ret ukuelig vilje.
Brik er her for at præsentere data fra The European Social Survey, som han selv har bidraget til, såvel som utallige nationale undersøgelser gennem de sidste 30 år. Nogle indikatorer, lader han os forstå, viser større splittelse, mens andre peger på sammenhængskraften i det store, flade land.
Hans oplæg i dag handler om, hvorfor Ukraine har vist sig ekstremt modstandsdygtigt i denne krig, og han trækker på perspektiver fra decentralisering, den historiske arv og det, man lidt tåget kan kalde den nationale identitet.
Paradokset er dette: Hvis vi har lav tillid til autoriteter, hvorfor melder så mange sig så nu frivilligt til at bidrage, til at indtræde i hæren, som jo også er en autoritet? Sociologisk kalder vi det social anomali
“Ukraine er et underligt land, weird,” begynder han. “Set sociologisk over de sidste 30 år, og især de sidste ti, er der en dobbelthed i befolkningen. På den ene side er Ukraine modstandsdygtigt, modigt og kampklart. På den anden side er mange trætte, de ønsker en våbenhvile. Det er ikke paradoksalt i sig selv, det er naturligt i et samfund på over 40 millioner. Men det, der fascinerer mig, er, hvordan tillid fungerer her.”
Han peger på endnu en graf. Den viser en nogenlunde konstant lav tillid til stat og autoriteter over mange år, men en stor stigning i tilliden til det nære: til familien, lokalsamfundet og til frivillige:
“Folk stolede aldrig på eliterne. Tag 90’erne: Alt blev stjålet af oligarker, og så kom Yanukovytj og hans Donbas-gangstere og stjal videre. Og hvad stod tilbage? Et tomrum. Befolkningen blev patrioter og kynikere på samme tid. Men paradokset er dette: Hvis vi har lav tillid til autoriteter, hvorfor melder så mange sig så nu frivilligt til at bidrage, til at indtræde i hæren, som jo også er en autoritet? Sociologisk kalder vi det social anomali.”
Rusland er fortabt – Ukraine derimod ikke
Jeg forsøger at følge med i slidesene, og det er klart nemmere, når Brik illustrerer med små, levende eksempler. Samtidig bliver det mere udfordrende, når han fortaber sig i digressioner og associationer. Han er lidt svær at hamle op med, og min notesblok truer med at gå i brand af overstregninger og pile mellem halvfærdige sætninger.
“Efter Maidan i 2014, eller jo, faktisk allerede før det, men specielt da, decentraliseredes beslutningsprocesser og strukturer. Magten blev ret bastant lagt ud til regionerne. De forskellige oblasts og selv hromadaerne – byer og landsbyer – blev pludselig magtfulde.”
“På papiret i hvert fald. Og sjovt nok skete lidt det samme i hæren. Den blev også decentraliseret, som det ses i dag i krigen, hvor forskellige bataljoner og hærgrupper ofte fundraiser separat og fremstår med deres egen identitet og branding, lidt i stil med en feudalhær. Samtidig må vi formode, at alt koordineres på det store tegnebræt.”
Under Maidan mobiliseredes de unge via sociale medier, og pludselig kom deres forældre også. Det var en kædereaktion, en slags civilmagi. Det har skabt modstandskraft og robusthed – ideen om, at det ukrainske samfund kunne ændre sig nedefra og ikke blot skulle tilpasse sig alt og alle, kleptokrater og Ruslands imperiale vilje. En tillid til egen kraft og til, at der alligevel fandtes myndigheder, der lyttede. Efter megen blod og tårer.
Ukraine har altid mobiliseret folk, ikke kun i krig, men også i sociale bevægelser. Folk reagerer, når de ser uretfærdighed. Det er dette, der skaber et samfund, som kan modstå chok
Nataliya kommer med et glas vand, og Tymofii Brik smiler til flokken af fremmødte og tilføjer: “Husk på, hvad der skete for nylig. I august 2025 var folk på gaden for at forsvare anti-korruptionsenhederne NABU og SAPO mod Zelenskyjs lidt forhastede forsøg på topstyring. De vandt. Det var et klart tegn på, at vi bevæger os ud af tomrummet. Husk også på, at man i Rusland aldrig ville tillade noget lignende. Der pågår ingen demonstrationer. Rusland er på vej i den helt anden retning, væk fra Vesten og Europa, væk fra demokrati og håb. Rusland er fortabt. Ukraine derimod er ikke tabt, men Ukraine har brug for fortsat hjælp. Meget af den, og lige nu.”
Tymofii Brik fortsætter med det sociologiske: “Ukraine har altid mobiliseret folk, ikke kun i krig, men også i sociale bevægelser. Folk reagerer, når de ser uretfærdighed. Det er dette, der skaber et samfund, som kan modstå chok. Robusthed handler ikke kun om forsvar. Det handler om at kunne tilpasse sig og handle hurtigt. Og som sagt om tillid, men her er det vigtigt, at tillid må belønnes. Hvis institutionerne ikke forbedres, falder alt sammen igen.”
Vi er verdensmestre i overlevelse
Ordet er nu frit, og vi er flere, der rækker hånden op og spørger til Europa.
“Alle statistikker viser,” siger Brik, “at ukrainere har større tillid til Europa, end europæere har til hinanden. Det er måske godtroende og skyldes sikkert, at vi banker på døren, gerne vil ind, og at vi grundlæggende er ret uoplyste om, hvad EU er og kan. I andre er mere kyniske, måske skuffede. Vi knytter vores skæbne til EU. Igen i modsætning til Rusland, der har vendt sig bort fra Europa. Under Katarina den Store var det europæisk. De forskellige tsarer, der giftede sig ind i de europæiske kongehuse, ville Europa. Var der ikke en dansk tsarinde engang? Ja, selv Sovjet var vel europæisk i sin grundlæggende ideologi. Men nu ikke længere. Rusland har vendt sig indad, mod sit eget destruktive ødeland.”
Han smiler igen, men denne gang med et stænk af ironi.
“Ja, EU er ikke perfekt. Ukraine vil blive skuffet. Men vi har lært af 90’ernes smuldrede sikkerhedsgarantier, Minskaftalerne og Budapest-memorandummet. Vi er vant til skuffelser. Alligevel er accepten af afhængigheden af EU og Vesten nu stor. Våben, genopbygning, statens hovedopgaver – stort set alt er europæisk finansieret. Og det er jo på en vis måde godt, set fra Kyiv, for det skaber et skæbnefællesskab. Forhåbentlig føler Europa sig forpligtet, fordi investeringerne har været så store, fortsat er det og forhåbentlig bliver ved med at være det. For Europa er vi tillige et testlaboratorium for robusthed, innovation og måske for decentraliserede partnerskaber. Subsidaritetsprincippet hed det vist engang i EU. Det er os. Og vi kan skubbe EU i retning af bedre, smartere policies og løsninger, bedre teknologi, bedre forsvar og forsvarsvilje, et opgør med bureaukratiet.”
Mens vinden stadig hyler ned igennem Københavns havn, er det tydeligt: Ukraine kan ikke stå alene, men kan heller ikke ignoreres
Han tager endnu en pause, læner sig tilbage og nikker.
“Vi kan også være den lille dreng over for kejseren uden klæder. Mange ukrainere, der flygtede i 2022 – de mere veluddannede – vender nu tilbage fra Tyskland og andre lande, fordi bureaukratiet er for tungt der. Det skubber forhåbentlig også på Europa og sender et signal. Vi kan få jer til at tænke nyt, hvis blot I vil lytte.”
Så du tror på EU?
“Ja,” siger han, “det er jo ikke en religion, men ja, som så mange ukrainere. Vi har ikke noget valg. Og vi vil. Vi har mod på at blive en europæisk nation. Men vi skal hele tiden navigere mellem signalerne fra jeres forskellige og konstant skiftende ledere. Hvert år nye politikere med nye visioner. Alt er jo indenrigspolitik i Europa, og lige om lidt kommer der en ny Macron, en ny Merz, en ny Meloni – og sikkert også en ny Mette. Og så kan det være, at der ikke er så meget opbakning til os i Europa, at jeres fokus og legitimitet investeres andetsteds. Grønland for eksempel. Dér har Putin været ekstremt succesrig de sidste par uger i at få Trump til at ændre hele verdens fokus. Alt imens Rusland bomber løs i den kolde ukrainske vinter. Vi har ingen varme i Kyiv, blandt andet på grund af Grønland. På den måde er historien fuld af skuffelser for Ukraine, med fokus der ændres og følelsen af at være kastebold. Men det betyder ikke, at vi opgiver.”
Han drikker lidt mere vand og tilføjer med et smil: “Og vi har noget at lære jer. Vi er ikke naive, vi er verdensmestre i overlevelse.”
Far er skuffet
Senere samme aften er Zelenskyjs tale fra Davos på TV. Efter at have lyttet til Tymofii Brik og hans analyser og optimisme er kontrasten slående.
Zelenskyj taler om Vestens mangel på afgørende handling og sammenligner Europa med filmen Groundhog Day: gentagelse, gentagelse, gentagelse.
“Vi lever som i en film, hvor alt gentages i uger, måneder, år,” siger han. Han kritiserer manglende europæisk forsvarskapacitet, afhængighed af NATO og USA og manglende vilje til at holde Rusland ansvarlig. Han nævner Venezuela og Irans blodige protester, som Vestens politik har ignoreret. Han fremhæver Putins fortsatte ustraffede handlinger, selvom Europa har indefrosset russiske aktiver.
Zelenskyj er for en gangs skyld helt klar i mælet. Far er skuffet! Europa skal opføre sig som en selvstændig aktør, handle, udvikle egne forsvarskapaciteter, lægge langt mere pres på Rusland. Det er en skarp og følelsesladet appel.
Jeg tænker på Tymofii Brik i Gammel Dok og hans analytiske, strukturerede og rolige tilgang. Zelenskyj derimod, er presset, frustreret og direkte. To sider af samme mønt – forsker og leder. Begge har store forhåbninger for Ukraine i Europa, men med ganske forskellige stemmer.
Ukraine er vitterligt en brik på Europas spillebræt. Brik viser os, hvordan tillid, frivillighed og innovation former landet indefra, mens Zelenskyj minder os om, at Europa stadig må handle, ellers går tiden og livet siver ud i Groundhog Day. Og i aften, mens vinden stadig hyler ned igennem Københavns havn, er det tydeligt: Ukraine kan ikke stå alene, men kan heller ikke ignoreres.
Ukraine er ikke længere Ruslands. Ukraine er Europas.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og