FV26 // DEBAT – Mange partier har tilsluttet sig “sloganet” om, at vi skal rykke tættere sammen i EU-bussen. Ja, det skal vi, skriver Steen Gade, men hvad betyder det konkret for Danmark? EU er næsten fraværende i valgdebatten, selvom det næste Folketing skal træffe afgørende beslutninger om Danmarks kurs i Europa.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Valget er udskrevet uden et ord om EU. Vores europæiske politiske union, hvor vi vedtager fælles politik på stadig flere områder og især på de vigtigste.
Heller ikke et ord – bortset fra et lille kritisk pip om euroen fra Inger Støjberg og det modsatte fra Lars Løkke Rasmussen – i den første store politiske debat, arrangeret af vores to tv-stationer. Alt sammen sikkert i overensstemmelse med, hvad både mediernes og de politiske partiers fokusgrupper har fortalt dem.
Vælgerne vil hellere drøfte noget andet, hedder det sig. Derfor er de tre kandidattests, som jeg har nået at tage, da også nærmest helt tømt for de store spørgsmål, vi kommer til at tage stilling til i de næste fire år. Fra 2026 til 2030. Det er den periode, EU-Kommissionen har sat for at skaffe os rimelig strategisk suverænitet i vores verdensdel. Kun meget lidt har sneget sig ind. Lidt om indkøb af våben, om fordele ved EU-medlemskab og så heller ikke mere.
En valgkamp uden Europa
På den måde bekræfter tests, fokusgrupper og derefter alle de store debatter sig selv i en stor cirkelslutning. Det er ikke det, vælgerne vil diskutere, det er for svært, for stort. Og – måske vigtigere – fokusgrupperne viser, at det vistnok ikke flytter vælgere. Så derfor retter alle aktører stort set ind. Uafhængigt af, hvad der faktisk bliver de vigtigste dagsordener for det næste Folketing.
Altså står vi på nøjagtig samme sted, som vi plejer i folketingsvalgkampe. De vigtigste beslutninger for Danmark – og i meget høj grad også for hver enkelt af os borgere – bliver ikke drøftet, når vi sammensætter det Folketing, der skal afgøre, hvordan Danmark skal placere sig og prioritere i det europæiske samarbejde.
Det er et lille nødråb til partierne om i det mindste at tage hul på de vigtigste dagsordener for perioden 2026-2030
Denne gang virker det endnu mere ude af trit med virkeligheden end tidligere. På grund af USA under Trump ved de fleste jo godt, at det europæiske samarbejde er afgørende og bliver stadig mere afgørende. At vi står over for meget store udfordringer og valg fra nu af og indtil 2030. Ikke kun når det gælder forsvar.
Hvorfor taler vi ikke om EU ved folketingsvalg?
Det drøfter vi til valgene til Europa-Parlamentet, er den gængse forklaring. Og ja, vi er da blevet dygtigere til at drøfte emner om Europa i de valgkampe, men der er noget ”Omvendtslev” over vores valgkampe. For de store spørgsmål om, hvor tæt vi skal være på ”kernen” i EU-samarbejdet, om fælles udenrigspolitik, euroens globale rolle, evt. traktatændringer, nye medlemmer af EU med mere, afgøres jo ikke i Europa-Parlamentet, men i Folketinget og evt. i folkeafstemninger derefter.
Til gengæld har Europa-Parlamentet stor indflydelse på rigtig mange af de nære ting, som f.eks. indholdet af farlige stoffer i hudcremer og hårfarver, beskyttelse af fiskebestandene og tilskud til landbruget og dyrevelfærd.
Det ser unægtelig ofte ud, som om vi drøfter det forkerte til hvert af valgene. At det hele mest er omvendt, eller i det mindste har en helt forkert vægtning.
Og sådan tegner denne valgkamp sig da også. Ovenikøbet i en situation, hvor mange af partierne har tilsluttet sig sloganet om, at vi skal rykke tættere sammen i EU-bussen, og også er med på snakken om, at Danmark skal helt ind i kernen. Ja, det skal vi, men hvad betyder det for det land i EU, der deltager i mindst og dermed formelt ligger længst væk fra kernen?
En en mere usikker verden må EU ind i debatten
Ser man frem mod de kommende beslutninger, tegner der sig et klart billede af en enorm omfattende opgave. Lad mig fremhæve vigtige afgørelser, der presser sig på.
EU’s fremtidige budget skal forøges kraftigt, og selvom Mette Frederiksen har meldt sig positiv denne gang, er den vel ikke bare hjemme for et af de kendte ”spare-lande”?
EU-udvidelser står i kø for at blive besluttet. For Ukraine og Moldova skal der findes en stabil løsning straks efter, at krigen mod Ukraine er afsluttet. Vedtagelse af endelig optagelse af Vestbalkan-landene står for tur inden 2030.
Et rigtig tæt forsvarssamarbejde mellem EU og UK og evt. Canada skal etableres inden for eller delvist uden for NATO. Hvad med fælles våbensystemer og fælles kommandostrukturer? Hvis euroen skal tage kampen op med dollaren som global reservevaluta, skal den styrkes, og hvad så med Danmark?
Nu er tiden inde til noget lignende. Et nyt nationalt EU-kompromis, forstået som en omfattende og bred aftale, der tager udgangspunkt i et tættere og tættere europæisk samarbejde
Det samme gælder behovet for meget tættere økonomisk samarbejde om at skabe et mere reelt og bæredygtigt indre marked med fælles industripolitik – en helt ny dimension i dansk økonomisk politik. En fælles udenrigspolitik er en absolut nødvendighed, der vil kræve flertalsafgørelser på en eller anden måde. Landene i syd i EU vil givetvis, og med rette, kræve et mere socialt Europa. Ikke just der, hvor vi danskere har stået længst fremme. Men nu, efter at vi tabte sagen om mindsteløn i EU, er tiden inde til at tænke nyt og støtte kampen for et mere socialt EU.
Dertil kommer de emner, hvor EU indtil nu har været i front, som f.eks. på klima og miljø, der jo var kraftigt støttet af det forrige Europa-Parlament. Det nuværende Europa-Parlaments flertal trækker nu voldsomt baglæns, så her har vi brug for en stærk dansk indsats for at begrænse og forhindre tilbageslagene. Og samtidig støtte nye grønne dagsordener, som del af en ny industripolitisk satsning og i fornyelsen af det indre marked.
Vi undgår heller ikke – selv om næsten alle partier har ulyst til det – i de næste fire år at finde ud af, om det er foreneligt at fortsætte med EU-forbeholdene og samtidig rykke sammen i EU-bussen og helt ind i kernen af EU. På alle de områder, jeg her har remset op, handler det om ting, som skal afgøres i det Folketing, som vi vælger den 24. marts.
Det er meget, og det bliver meget. Derfor er der selvfølgelig gode argumenter for, at valgkampen ikke kan håndtere det alt sammen og ned i detaljer. Især når vi ikke rigtig har diskuteret udfordringerne tidligere. Og mit bidrag handler ikke om, at det, vi diskuterer her i valgkampens start, er ligegyldigt. Slet ikke. Men det er et lille nødråb til partierne om i det mindste at tage hul på de vigtigste dagsordener for perioden 2026-2030. Ellers er man som vælger jo nødt til at nøjes med at håbe på, at dem, man stemmer på, også er så seriøse, at de kan og vil levere et tættere og tættere europæisk samarbejde.
Jeg tror, at vi står over for ændringer, der er lige så omfattende som dem, vi stod over for, da et flertal ved en folkeafstemning sagde nej til Maastricht-traktaten i 1992. Det kom der et nationalt kompromis blandt syv partier ud af. Og den samlede aftale, der omfattede langt mere end forbeholdene som kamp for åbenhed, miljø og udvidelse af EU, har faktisk været en ledetråd for dansk EU-politik indtil nu.
Tiden er inde til et nyt dansk EU-kompromis
Nu er tiden inde til noget lignende. Et nyt nationalt EU-kompromis, forstået som en omfattende og bred aftale, der tager udgangspunkt i et tættere og tættere europæisk samarbejde, at vi skal rykke tættere sammen i bussen og helt ind i kernen. På en sådan måde, at Danmark tager de fulde konsekvenser af, at små lande som vores har brug for så tæt samarbejde i Europa som muligt og med meget stærke institutioner.
Dermed kommer vi til at forlade den forsigtige yderposition, vi har haft igennem alle årene. Trump og Grønland har sat en ny dagsorden for os. Det er blot den, der skal følges helt op på af det næste Folketing.
Steen Gade var en af drivkræfterne bag Det nationale Kompromis efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Han var da EU-ordfører og formand for SF’s folketingsgruppe. Han tog i 1998 i forbindelse med kampagnen for et ja til Amsterdamtraktaten initiativ til dannelsen af foreningen Nyt Europa for progressive EU-tilhængere. Har blandt andet skrevet: Gades Europa, Rosinantes Forlag, udgivet i 2004.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og