UKRAINE OG EU #1 // TEMA – Der er gennem det seneste halve år blevet arbejdet målbevidst på EU’s udvidelse mod øst, men man risikerer også at komme til at smide barnet ud med badevandet, skriver forfatter, økonom og international konsulent Morten Kvistgaard i denne statusopgørelse.
Europaminister Marie Bjerre (V) gjorde status over det danske EU-formandskabs arbejde med EU-udvidelsen i en Altinget-podcast optaget den 15. og sendt den 25. december. Her er en supplerende kommentar.
Formandskabets resultater
Det danske EU-formandskab har placeret EU-udvidelsen som en central strategisk prioritet under overskriften Et stærkt Europa i en verden i forandring. Jeg indleder med nogle positive resultater af den danske indsats.
Danmark har brugt formandskabet til at holde momentum i optagelsesforhandlingerne især for Ukraine og Moldova. Danmark har lukket den såkaldte screeningsproces, hvor Ukraines og Moldovas lovgivning gennemgås for at vurdere, hvor den afviger fra EU’s regler og derfor skal tilpasses.
Der er efterfølgende arbejdet målrettet på at åbne de første vigtige forhandlingskapitler, herunder politikområder om retsstat, demokrati og borgernes lige rettigheder, som er fundamentet for hele forhandlingsprocessen. Det er desværre ikke lykkedes, da Ungarn har nedlagt veto pga. modstand mod ukrainsk medlemskab af EU. Arbejdet er nu gået i stå.
Danmark har endvidere presset på for at udfolde modellen, hvor kandidatlande før det fulde medlemskab får gradvis adgang til dele af det indre marked og EU’s forskellige programmer. Det er et initiativ, der har været under udvikling i flere år, og under dansk ledelse er der indgået flere vigtige aftaler, der rykker Ukraine tættere på den europæiske familie. Her er nogle eksempler.
Danmark har spillet en central rolle i at formalisere overgangen for Ukraine til EU’s frie roaming-område. Formandskabet har arbejdet på de sidste detaljer i en permanent aftale, og det er planen, at Ukraine bliver en del af EU’s roaming-område 1. januar 2026. Det betyder, at ukrainere kan bruge deres telefon i EU (og omvendt) uden ekstra gebyrer, som vi kender det mellem Danmark og de øvrige EU-lande.
Ukraine har længe været en aktiv partner i EU’s uddannelsesprogram Erasmus+, og under det danske formandskab er programmet blevet tilpasset specifikt til de udfordringer, krigen har skabt. I 2025 er der afsat særlige midler til projekter, der skal genopbygge det ukrainske uddannelsessystem og støtte ukrainske studerende, både i Ukraine og i udlandet.
Et opsigtsvækkende resultat under formandskabet er, at Ukraine nu er tæt integreret i EU’s forsvarsstruktur. Efter forhandlingerne i efteråret er Ukraine associeret medlem af Den Europæiske Forsvarsfond (EDF). Det betyder, at ukrainske forsvarsvirksomheder kan indgå i konsortier med EU-virksomheder og modtage støtte til forskning og udvikling af militær teknologi.
Det er en del af en større forhandlingspakke, som det danske formandskab afsluttede i november, og som skal styrke den europæiske forsvarsindustri og Ukraines relationer hertil.
Danmark har også brugt sin ekspertise inden for energisektoren til at fremme integrationen af Ukraine og Moldova i det europæiske energinet. Der er lagt en køreplan for fuld sammenkobling af el-markederne senest i 2027. Planen handler ikke kun om nødstrøm, men om at Ukraine kan begynde at handle el på lige fod med EU-lande. Det øger sikkerheden og gør Ukraine til en potentiel eksportør af grøn strøm til EU i fremtiden.
Danmark har endvidere åbnet døren for, hvordan EU skal udvikle sig for at kunne rumme nye medlemmer. Altså kobles udvidelsen direkte sammen med behovet for interne reformer i EU. Danmark har presset på for, at EU skal bevæge sig væk fra kravet om enstemmighed på områder som udenrigspolitik og i stedet skal benytte flertalsafstemninger for at undgå handlingslammelse.
Formandskabet har også lagt de tekniske byggesten til det næste EU-budget efter 2027, hvor man for første gang indregner de økonomiske konsekvenser af at optage store landbrugslande som Ukraine. Det indbefatter analyser af, hvordan landbrugsstøtten og regionalstøtten skal se ud efter 2027, så EU-budgettet ikke sprænges.
I podcasten talte Marie Bjerre meget om Ukraine og problemerne med Ungarns vetoer. Hun kom kun kort ind på de øvrige lande i udvidelsesprocessen, for eksempel på Vestbalkan, men hun gjorde klart, at EU-udvidelsen har som sit overordnede formål at holde russerne ude.
At vinde nabolandene for EU og Europa, men at adgangen til EU skal være meritbaseret: At ansøgerlandene skal have tilstrækkelig administrativ kapacitet og skal leve op til grundlæggende principper og værdier.
Resultatet er en proces, der anerkender fremskridt, men som også kræver reelle resultater for eksempel i bekæmpelsen af korruption. Det gælder alle ansøgerlande, ikke mindst i Ukraine, men forskellen mellem Kyiv og landene på Vestbalkan er, at der i Ukraine både er politisk vilje og samtidig et ydre pres i kraft af den russiske angrebskrig til et opgør med korruptionsspøgelset.
Marie Bjerre er optimistisk: Alle landene gør bestemt store fremskridt, hvad angår de såkaldte Københavnskriterier, herunder retsstatsprincipperne. Men er det sådan, det forholder sig i virkeligheden, hvis Marie Bjerre træder ned fra det globale sikkerhedspolitiske elfenbenstårn og ser på, hvad der sker i de enkelte lande? Mit korte svar er nej. Det fremgår også af Kommissionens årlige fremskridtsrapporter, udsendt i november 2025, og her er to eksempler, der ser positive ud på forsiden, men som har hver sin negative bagside.
Resultaternes bagsider
Energisektoren
Det danske formandskab har opnået enighed om udfasning af russisk rørført gas til EU. Den 10. december 2025 bekræftede EU-ambassadørerne den politiske aftale om et totalt forbud, der indebærer en fuld udfasning senest i november 2027.
Det er en succes. Endelig, kan man tilføje. Men da kandidatlande som Serbien og Nordmakedonien og flere EU-medlemmer som Østrig og Ungarn har været 100 % afhængige af russisk gas, har Danmark måttet indgå aftaler om opgradering af rørledninger, så gas kan pumpes fra EU fx fra Grækenland eller Kroatien og ind i Serbien og Nordmakedonien.
Et konkret resultat er opskaleringen af en gasforbindelse mellem Bulgarien og Serbien. EU har subsidieret store dele af byggeriet for at give Serbien adgang til gas fra Aserbajdsjan og flydende gas fra havne i Grækenland og for at få Serbien til at mindske båndene til russiske Gazprom. På trods af EU’s pres og investeringer rapporteres det alligevel i december 2025, at Serbien har forlænget sin gaskontrakt med russiske Gazprom frem til 31. marts 2026, samtidig med at samhandlen mellem de to lande øges år efter år.
Selvom EU subsidierer Serbiens vej væk fra Rusland, fortsætter Beograd med at holde døren åben til Moskva. Det viser paradokset, at EU investerer milliarder af euro i infrastruktur, men ikke kan (eller ikke vil) tvinge Serbien til et fuldstændigt geopolitisk brud, så længe de leverer på andre strategiske områder, herunder våben til Ukraine.
Serbien er også blevet inviteret med i EU’s fælles gasindkøbsplatform, så de kan købe gas ind til EU-priser i stedet for at skulle forhandle bilateralt med Rusland. For at Serbien ville acceptere disse ændringer, er der indgået en diplomatisk byttehandel, hvor EU garanterer, at hvis Rusland lukker for gashanen, så vil EU prioritere forsyningen til Serbien på linje med EU-medlemslande (Roadmap towards ending Russian energy imports).
Danmark er lykkedes med en plan, der reelt fjerner russisk gas fra Balkan, men prisen har været massive EU-investeringer i alternativ serbisk infrastruktur, der har et blakket ry for sin uigennemsigtighed og korruption. EU køber sig til Serbiens loyalitet ved at betale for nye energi-forbindelser.
Våbensektoren
Serbien har en af de største og mest alsidige våbenindustrier på Balkan. Under det danske formandskab har fokus været på, hvordan man kan bruge denne kapacitet til at støtte Ukraine indirekte via andre EU-lande. Det er en adgangsbillet for Beograd til tættere relationer med Bruxelles.
Det er velkendt, at Serbien eksporterer våben til EU-lande som Bulgarien og Polen, som derefter sender dem videre til Ukraine til Ruslands store utilfredshed. Min pointe om, at vi ser gennem fingre med retsstatsprincipperne, bliver særlig tydelig her. Serbiens forsvarsindustri er en af landets mest værdifulde aktiver, men også en af de mest uigennemsigtige sektorer med tætte bånd til den politiske elite, plaget af korruption og omgåelse af serbisk og international våbenlovgivning.
Serbien er ikke fuldt associeret med Den Europæiske Forsvarsfond, som Ukraine er blevet det. Det skyldes primært, at EDF-deltagelse kræver overensstemmelse med EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Serbiens vrangvilje mod sanktioner mod Rusland er her en formel barriere.
Men når EU (med dansk accept) inviterer Serbien tættere på forsvarsfondens økosystem uden at kræve oprydning i korruptionen i de statslige selskaber og uden at sætte foden ned over for de manglende sanktioner mod Rusland (og anerkendelse af Kosovo), bekræfter det min pointe: Sikkerhed og våbenproduktion er vigtigere end Københavnskriterierne i den nuværende geopolitiske virkelighed.
En af de mest konkrete og diskrete succeser under det danske EU-formandskab er projektet i Vandel, hvor det private firma SkyPro Propulsion har fået tilladelse til at producere 122 mm raketter ved hjælp af serbisk teknologi. Det er et skoleeksempel på den danske model, som Danmark har promoveret under formandskabet.
Modellen går ud på at finansiere våbenproduktion direkte hos modtageren/brugeren eller i tæt samarbejde med kandidatlande for at få våben hurtigere frem til fronten i Ukraine. Tilladelsen til Vandel-projektet blev givet af danske ministerier i november 2025 og er kulminationen på et forløb, hvor Danmark har brugt sin rolle som formandsland til at vise, hvordan man kan integrere teknologisk know-how fra lande uden for EU (Serbien) i en dansk/europæisk produktionssammenhæng.
Ved at producere 122 mm raketter, der er russisk standard, i Danmark, men tilpasset vestlige systemer som amerikanske HIMARS og israelske PULS, løser man et akut logistisk problem for både Danmark, Ukraine og Nato.
Som nævnt er Serbien ikke formelt associeret med Forsvarsfonden på grund af udenrigspolitisk vrangvilje. Men Vandel-projektet viser, hvordan det danske formandskab har løst det dilemma. Ved at lade en dansk privat virksomhed stå for produktionen med serbisk teknologi kan projektet nyde godt af de nye initiativer under det europæiske forsvarsindustriprogram. Serbien får en økonomisk gevinst og en fod indenfor i det europæiske forsvarsøkosystem, mens EU og Danmark får adgang til den serbiske ekspertise i billig og effektiv raketproduktion.
Det er næppe tilfældigt, at tilladelserne til Vandel-projektet kom i november. Det skete samtidig med, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen var vært for EU’s forsvarsministre for at færdiggøre aftalerne om at øge den europæiske produktionskapacitet. Projektet er givetvis blevet brugt internt i EU-forhandlingerne som bevis på, at det danske formandskab ikke bare taler om forsvarsberedskab, men leverer konkrete produktionslinjer på rekordtid.
Vandel-projektet er en stor militær og diplomatisk succes for Danmark, men det er muliggjort af et serbisk teknologisk samarbejde med en statslig våbenindustri, der er berygtet for korruption og manglende gennemsigtighed. Man vælger altså at prioritere raketter til Ukraine her og nu over de langsigtede krav om, at Serbien skal rydde op i sin forsvarssektor.
Det samme sker i Bosnien og Hercegovina (BiH), der er den eneste aktør på Vestbalkan, der kan matche Serbiens våbenproduktion. Flere EU-lande har de seneste år indgået aftaler om levering af komponenter fra Bosnien, som er nødvendige for produktion af 155 mm artillerigranater, der efterspørges af Ukraine. Det danske formandskab har derfor arbejdet på at inkludere bosniske underleverandører i de forsyningskæder, som EU behøver, for at vi ikke løber tør for ammunition.
Våbensektoren i Bosnien er imidlertid også berygtet for manglende gennemsigtighed og korruption. Ved at finansiere de bosniske fabrikker for at få ammunition til Ukraine risikerer EU at styrke lokale krigsherrer og korrupte eliter, der modarbejder de reformer, der også kræves for EU-medlemskab. Danmark har balanceret behovet for ammunition mod kravet om, at Bosnien skal levere på Københavnskriterierne om en velfungerende retsstat. Igen ser det ud til, at forsyningssikkerhed trumfer retsstatsreformer.
Det ligner et mønster: Vi bruger de tidligere jugoslaviske våbenfabrikker som en ekstern muskel for EU’s forsvar, men vi udhuler muligheden for at stille krav om indførelsen af retsstatsprincipper, der oprindeligt var målet med udvidelsen. De er i dag underlagt geo- og sikkerhedspolitiske hensyn.
Vi ser et geopolitisk dilemma i EU’s udvidelsespolitik: At det danske formandskab og EU er lykkedes med de tekniske og politiske hardware-løsninger om energi og våben, men er ved at tabe kampen om den demokratiske software. Altså selve de værdier, som Københavnskriterierne blev skabt til at beskytte. Men alternativet om at lade Ukraine mangle ammunition og lade Balkan falde tilbage i russisk afhængighed er naturligvis heller ikke acceptabelt. Det anerkender jeg.
Hælder EU barnet ud med badevandet?
Der er flere grunde til, at min bekymring om at hælde barnet ud med badevandet er særligt relevant lige nu:
I lande som Serbien, Bosnien og Albanien støtter EU såkaldte stabilokrater. Det er ledere, der leverer stabilitet og geopolitisk loyalitet fx ved at sige nej til russisk gas, levere våben og kontrollere migrationsstrømme, men som internt i landene svækker de frie medier, underminerer retsvæsenet og lader korruptionen blomstre. Når vi subsidierer deres energiinfrastruktur og giver dem adgang til Forsvarsfonden (EDF) for at holde russerne ude, svækker vi samtidig vores eget krav om håndhævelsen af retsstatsprincipperne. Lederne ved, at de er for vigtige for EU’s sikkerhed til, at vi tør stille dem til regnskab.
Når retssystemet ikke fungerer, har vi ingen garanti for, at våbenpenge og EU’s tilskudsmidler til energiinfrastruktur ikke ender hos ministrene og deres venner. Ved at accelerere optagelsesprocessen af geopolitiske årsager risikerer EU at importere systemer, hvor korruptionen er indbygget i staternes DNA.
Der er en reel risiko for, at Københavnskriterierne fra 1993 (retsstat, demokrati, beskyttelse af mindretal) bliver til en tjekliste, som landene krydser af på papiret, mens virkeligheden er en anden. Hvis EU i 2025 giver lande som Serbien og Bosnien store sejre på de våbentekniske områder, uden at de har leveret på retsstaten, sender EU et signal til regionen om, at geopolitik trumfer retsstatsprincipper og fundamentale værdier.
Det danske formandskab har været effektivt, men fremdriften er kommet med en pris. Spørgsmålet er, om EU kan sikre et land eller en region mod russisk indflydelse, hvis man samtidig lader regionen gå til grunde indefra af korruption, snyd og svindel. Geopolitikken trumfer lige nu retsstaten. I 2025 har EU valgt at belønne Serbien med aftaler om våben og energi, selvom retsstaten bløder, og EU de facto suspenderer Københavnskriterierne.
EU råber vagt i gevær gennem Europa-Parlamentet, men handler ikke gennem Kommissionen, fordi man er bange for at miste Serbien som strategisk partner i en tid med krig i Ukraine. Fraværet af konsekvens udtømmer respekten, både hos de politiske ledere, men endnu værre også hos de unge mennesker i landene på Vestbalkan, der tror på EU som en vej ud af undertrykkelse, korruption og organiseret kriminalitet.
Det er præcis det, jeg kalder at smide barnet ud med badevandet. Hvis man optager lande, hvor de studerende tæves, og korruption fører til infrastrukturelt kollaps, uden at nogen bliver stillet til ansvar, har man så overhovedet styrket det europæiske projekt, eller har man gjort det mere sårbart indefra?
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og