
PRÆSIDENTVALG // ANALYSE – Præsidenten i Portugal har ikke samme indflydelse som i eksempelvis Frankrig og USA, men søndagens valg af den midtsøgende António José Seguro som landets præsident i de næste fem år er en god indikator for folkestemningen i landet.
Mens stormen Kristin rasede og floder gik over deres breder, gik portugiserne søndag til valgurnerne i anden runde af det valg, der afgjorde, hvem der skal være landets præsident de kommende fem år.
For første gang i 40 år var det nødvendig med en anden runde efter, da ingen kandidat til valget 16. januar havde opnået mere end 50 pct. af stemmerne. De to kandidater, der har dystet i tre uger, er socialisten António José Seguro og formanden for det højreekstreme parti Chega, André Ventura, der er jurist og tidligere fodboldkommentator. Chega tilhører gruppen Patrioterne i Europa-Parlamentet, hvor også Dansk Folkeparti er medlem.
Socialisterne støttede Seguro
Stemmerne er nu talt op, og valget blev en stor sejr til António José Seguro, som vandt valget med 67 pct. af stemmerne mod André Venturas 33 pct. Valgdeltagelsen var på 52 pct. og dermed højere end ved det seneste præsidentvalg i 2021, da kun 40 pct. af vælgerne stemte. Seguro fik flertal i alle regioner undtagen i Algarve og på Madeira. Her stemte flertallet på André Ventura.
António José Seguro var formand for Socialistpartiet (PS) fra 2011 til 2014, da han blev udfordret som partileder af António Costa, som i dag er formand for Det Europæiske Råd. António Costa vandt dengang over José Seguro med 64 pct. af stemmerne ved en intern urafstemning, og han blev Portugals statsminister fra 2015 til 2023. José Seguro forlod efterfølgende politik, men dukkede for nylig op igen som uafhængig kandidat til præsidentposten.
Stemmerne er nu talt op, og valget blev en stor sejr til António José Seguro, som vandt valget med 67 pct. af stemmerne mod André Venturas 33 pct.
Kort tid efter meldte socialisterne deres støtte til Seguro, og da det efter første runde stod klart, at Seguro og Ventura ville blive de to kandidater i den afgørende runde, meldte også tre venstrefløjspartier ud, at de opfordrede til at stemme på Seguro. Ikke for at støtte ham, men for at undgå at André Ventura blev valgt.
Chega kom første gang i parlamentet med ét mandat i 2019. Portugal har ikke nogen spærregrænse. Dermed fik Ventura sit navn slået fast som politiker. Hidtil havde han kun været kendt som den aggressive fodboldkommentator, der var god til at angribe de andre klubbers kommentatorer under tv-debatter. En stil, som han fortsatte over for de politiske kolleger i parlamentet. André Ventura stillede også op til præsidentvalget i 2021, hvor han opnåede 11 pct. af stemmerne.
Ved parlamentsvalget i maj 2025 opnåede PS og Chega begge omkring 23 pct. af stemmerne, men PS fik i første omgang et mandat mere og blev dermed det største oppositionsparti til den mindretalsregering, som centrumhøjrepartiet PSD dannede under ledelse af Luís Montenegro. PSD hører til EPP-gruppen i Europa. Det var det dårligste valg for PS siden demokratiets indførelse i Portugal efter Nellikerevolutionen i 1974.
Men et portugisisk parlamentsvalg kan imidlertid få et andet udfald, efter at alle stemmerne er talt op, fordi de portugisiske emigranter i udlandet har ret til at stemme, og deres stemmer kommer altid med nogle dages forsinkelse. De vælger to mandater i Europa og to uden for Europa. Traditionelt stemmer emigranterne oftest på PS, men det er lykkedes André Ventura at appellere til dette segment, så Chega opnåede tre og socialisterne kun ét af emigranternes mandater. Derfor har Chega et mandat mere end PS i parlamentet.
Det dårlige valgresultat resulterede i, at socialisternes kontroversielle formand Pedro Nuno Santos trak sig fra posten allerede på valgnatten. Den nye formand, Luís José Carneiro, blev valgt en måneds tid senere, og siden er det gået fremad i meningsmålingerne for PS.
Udsigt til grundlovsændringer
António José Seguro har lanceret sig selv som en midtsøgende kandidat og appelleret til borgerlige vælgere. Han har fået opbakning fra mange enkeltpersoner fra regeringspartiet PSD som den tidligere præsident Cavaco Silva, PSD’s egen præsidentkandidat Luís Marques Mendes og Lissabons overborgmester Carlos Moedas. Mere end 250 kendte ikke-socialister har i et brev opfordret til at støtte Seguro for at sikre demokratiet i Portugal.
Præsidenten har ikke samme magtfulde rolle i Portugal som i Frankrig og USA, og rollen er i vid udstrækning ceremoniel, men den siddende præsident kan i krisetider opløse parlamentet, udskrive valg eller afsætte en premierminister. Derudover skal præsidenten sammen med forfatningsdomstolen overvåge, at den lovgivning, som vedtages i parlamentet, er i overensstemmelse med grundloven, og netop grundloven har været en central del af valgkampen.
For første gang i Portugals moderne historie har højrefløjen 70 pct. af mandaterne i parlamentet, og det er tilstrækkeligt til at vedtage ændringer i grundloven. Der har siden den eksisterende grundlov fra 1975 været flere ændringer, men altid som et samarbejde mellem PS og PSD.

André Ventura har foreslået at ændre grundloven, så der kun skal være 100 medlemmer af parlamentet frem for de eksisterende 230, og det har fået mange til at støtte den midtsøgende António José Seguro, som altså nu kan se frem til at blive landets næste præsident.
Lige nu verserer der en sag mellem Parlamentet og den nuværende præsident Marcelo Rebelo de Sousa, fordi parlamentet har vedtaget en lov om indvandreres rettigheder og adgangen til statsborgerskab, som indeholder indskrænkninger i forhold til den eksisterende lovgivning. Forslaget er blevet afvist af præsidenten og sendt retur, fordi det indeholder elementer, som er uforenelige med grundloven.
André Ventura har foreslået at ændre grundloven, så der kun skal være 100 medlemmer af parlamentet frem for de eksisterende 230, og det har fået mange til at støtte den midtsøgende António José Seguro.
Den nye præsident har udtalt, at han vil bremse den lovgivning og indføre mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi regeringspartiet ikke nævnte det i sin valgkamp og har forberedt vælgerne på, hvad de rent faktisk har stemt på.
Men søndag aften, da statsminister Luis Montenegro lykønskede den nye præsident, sagde han, at intet er forandret, for magten ligger hos regeringen og Parlamentet, og han forventer et godt samarbejde med den nye præsident. Og lige nu forhandler han altså med arbejdsmarkedets parter om en arbejdsmarkedsreform, og det skal præsidenten rette sig efter.
Fagbevægelsen er imod reformen og holdt i december generalstrejke, så det ser ud til, at der er lagt op til en konflikt på dette område.
Den nyvalgte præsident takkede for opbakningen og forsikrede, at han vil være præsident for alle portugisere, og at valget har været en sejr for de demokratiske og konstitutionelle værdier.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og