
SIKKERHEDSPOLITIK // ANALYSE – Trump har problemer med EU, og europæerne har problemer med hinanden. Fra Madrid til Berlin og Paris diskuterer aviser og kommentatorer USA’s og Israels angreb på Iran. Samtidig afspejler mediedebatten en politisk splittelse i Europa mellem Spaniens Pedro Sánchez, der siger nej til krigen, og Tysklands Friedrich Merz, der støtter Washington.
PARIS – Donald Trump har aldrig sat pris på den spanske regeringschef Pedro Sánchez, der mere end andre europæiske ledere tager afstand fra den amerikanske præsidents drømme om en verdensorden, hvor de stærke, USA, Rusland og Kina, sætter dagsordenen for resten af verden.
Hans afsky blev ikke mindre, da Spanien afviste det amerikanske ønske om at bruge de amerikanske Rota- og Morón-baser i Spanien i forbindelse med USA’s og Israels angreb på Iran lørdag. Men Storbritanniens premierminister Keir Starmer er heller ikke populær i Det Hvide Hus.
Et gennemgående tema i den europæiske presse er, at EU og de europæiske institutioner er sat ud af spil. Europa er sat totalt på sidelinjen og er tilskuer
Den amerikansk-israelske krig mod Iran ville have fået en bedre start, hvis spaniere og briter havde stillet deres baser til rådighed, lød det fra præsidenten. Storbritannien afviste i første omgang at lade USA bruge den britiske Diego Garcia-base i Det Indiske Ocean.
“Det var ikke Winston Churchill, vi havde at gøre med”, lød det fra præsidenten om Keir Starmer, der ellers har gjort og gør meget for at bevare et tåleligt forhold til USA.
Men det er især den spanske holdning, som får Donald Trump til at se rødt. Pedro Sánchez deler også vandene i et Europa, der også i denne konflikt står på sidelinjen, og hvis ledere er splittet mellem loyaliteten over for USA og ønsket om at bruge ordene nej og stop, når det gælder den amerikanske præsident og hans israelske allieredes adfærd. I denne strid står to kombattanter i ringen: Spaniens regeringschef Pedro Sánchez og Tysklands forbundskansler Friedrich Merz.
Trump roser tysk kansler
Donald Trumps reaktion på den spanske afvisning af at stille baser til rådighed var helt forudsigelig: Trump kaldte beslutningen “frygtelig og uvenlig”, og den blev fulgt op med en trussel om stop for al samhandel med Spanien.
Truslen var ikke velovervejet, for den ville omgående få konsekvenser for resten af EU, og den spanske socialist, der står i spidsen for en koalitionsregering med venstrefløjspartiet Sumar, svarede igen onsdag.
“Vi indtager ikke holdninger, der går imod vores værdier og principper af frygt for repressalier”, lød det fra Pedro Sánchez. Spanien anser det amerikansk-israelske angreb for at være et brud på international lov, og han vurderer ligesom præsident Macron, at der var tid og rum til at finde en forhandlingsløsning med Iran om atomspørgsmålet.
Tyskland er storartet. Han har været fantastisk”, lød det fra Donald Trump om den tyske kansler
Den spansk-tyske strid brød ud, da den tyske forbundskansler Friedrich Merz under et besøg i Det Hvide Hus pludselig kritiserede Spanien for ikke at ville leve op til NATO’s krav om et fremtidigt forsvarsbudget på fem procent af BNP. Med en glædestrålende Donald Trump siddende ved siden af sig mindede kansleren samtidig om, at Tyskland har givet USA tilladelse til at benytte den gigantiske Ramstein-base i Tyskland i forbindelse med angrebene på Iran.
“Tyskland er storartet. Han har været fantastisk”, lød det fra Donald Trump om den tyske kansler, der bestandig har den tyske bileksport til USA og tyske interesser i USA i baghovedet.
Der Spiegel: Merz valgte forkert
Men hjemme i Tyskland synes en stor del af medierne ikke, at Merz var “terrific”.
“Merz valgte den forkerte side”, skrev det store nyhedsmagasin Der Spiegel onsdag.
“Amerika først. EU som nummer to. Det var kanslerens linje i Washington. Tyskland stillede sig på ‘bissens’, ikke på offerets side… Pedro Sánchez har i månedsvis haft en klar linje, og han insisterer på, at Spanien støtter den internationale retsorden. Det gælder i Gaza, i Ukraine og nu i Iran. Sánchez holder også et spejl op for Tyskland. Vil vi kaste vores værdier over bord af frygt for den amerikanske præsident?”
La Repubblica kalder forbundskansler Merz’ støtte til Donald Trump for “et dolkestød” i ryggen på den europæiske enhed
I den ansete ugeavis Die Zeit er bladets kommentatorer uenige. Avisens korrespondent i Jerusalem ser konflikten gennem meget israelske briller, mens kommentatoren Wolfgang Bauer ikke holder sig tilbage. “Dette angreb er en stor uret”, hedder det i en overskrift. “Donald Trump har hverken argumenter eller plan for krigen. Europa vil mærke følgerne. Så meget værre vil det blive, hvis regeringen dukker sig.”
Den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung vurderer, at det er nødvendigt at fjerne præstestyret i Iran, mens en anden kvalitetsavis, den centrum-venstre-orienterede Süddeutsche Zeitung, fra starten indtog et principielt standpunkt: “Folkeretten skal overholdes, også over for aggressive regimer.”
Avisen frygter, at krigen vil destabilisere hele regionen. Men dagbladet Der Tagesspiegel ser en chance for en ny fremtid for Iran uden præstestyret. “Europa bør sammen med USA og Israel samt deres arabiske allierede gøre alt for, at der opstår en ny realitet ud af denne mulighed.”
La Repubblica: tysk dolkestød
Også medier uden for Tyskland og Spanien har stærke holdninger til den tysk-spanske strid.
Den østrigske avis Der Standard er meget kategorisk. “De aktuelle begivenheder i Mellemøsten bør fordømmes enstemmigt. Spaniens regeringschef Pedro Sánchez viser vejen: Nej til krig i Iran.”
Det førende italienske dagblad La Repubblica kalder forbundskansler Merz’ støtte til Donald Trump for “et dolkestød” i ryggen på den europæiske enhed.
“Det var et dolkestød, som Madrid næppe sætter pris på. Hvis dette gentager sig, og hvis hvert medlem af EU forsøger at beskytte sig på de andres bekostning, så er Bruxelles’ dage snart talte”, skriver den store centrum-venstre-avis.
Den gennemgående holdning i den italienske presse er ligesom i opinionen åbenlys modstand mod det amerikansk-israelske angreb, og den normalt Trump-venlige regeringschef Giorgia Meloni holder lav profil.
El País: Sánchez overspiller sine kort
I Spanien har den konservative opposition og presse været relativt lavmælt i kritikken af regeringschef Sánchez’ linje.
Landets største avis, centrum-venstre-avisen El País, støtter principielt regeringschefen i denne sag, og avisen indtager også i den aktuelle sag en ekstremt kritisk holdning over for USA og Israel.
Men avisen har i flere ledere samtidig opfordret regeringschefen til ikke at overspille sine kort og risikere at drage resten af EU ind i en konflikt med USA, som alle helst vil undgå.
I en kommentar i avisen skriver politologen Estefanía Molina, at regeringschefen forsøger at udnytte situationen politisk. Han går fra det ene nederlag til det andet ved lokalvalgene, og hans parti er rystet af skandaler.
El Pais har i flere ledere opfordret Sanchez til ikke at overspille sine kort og risikere at drage resten af EU ind i en konflikt med USA
“Forværringen af forholdet til USA over Iran-konflikten kom på det rigtige tidspunkt for Sánchez, som kan konsolidere sin position som leder af venstrefløjen… Han har besluttet at bruge den internationale scene som kompensation for sin svaghed i indenrigspolitikken.”
Den vurdering står hun ikke alene med. Men det er samtidig en kendsgerning, at regeringschefen med sin klare afstandtagen fra USA har en stor del af medierne og opinionen bag sig, som det var tilfældet, da Spanien som et af de første lande sammen med Norge anerkendte Palæstina.
I Portugal konstaterer medierne, at USA uden at informere den portugisiske regering har brugt sin base i den portugisiske øgruppe Azorerne, og reaktionen i nyhedsmagasinet Público er barsk.
“Bruddet på national suverænitet for at føre en ulovlig krig, som kaster de sidste rester af international retsorden på møddingen, betyder, at Portugal er underlagt Trump”, hedder det i bladet, der taler om en vasalstatus i forhold til USA.
Le Monde: krigen bygger på en løgn
Tonen i de franske medier er gennemgående stærkt kritisk. Den kommunistiske avis L’Humanité taler ligesom den uafhængige Libération ikke overraskende om amerikansk magtfuldkommenhed og brutalitet.
Le Monde, hvis internationale dækning er langt bredere end selv de største amerikanske mediers, holder sig i en kommentar onsdag af lederskribenten Gilles Paris ikke tilbage.
Iran: “En krig, der igen er retfærdiggjort af en løgn, forvandler sig til et kapløb for Donald Trump”, lyder det i overskriften med henvisning til, at krigen breder sig og kan komme ud af kontrol med uoverskuelige følger, selv for USA.
“Krigen er sat i gang af et amerikansk-israelsk tandem uden grønt lys fra det internationale samfund eller den amerikanske Kongres. Den bliver igen retfærdiggjort af en løgn, denne gang om ‘øjeblikkelige trusler’ mod amerikanske interesser”, skriver Gilles Paris.
En stribe analyser og kommentarer i begge aviser taler om en hovedløs og kaotisk amerikansk strategi
Han henviser til den seneste af de to foregående og katastrofale amerikanske krige i Mellemøsten, som også byggede på en løgn om irakiske masseødelæggelsesvåben, som ikke eksisterede.
Under overskriften “Iran: mellem den internationale retsorden og bødlens hoved har Israel og USA valgt” skriver den konservative avis Le Figaros anerkendte udenrigspolitiske ekspert Isabelle Lasserre:
Hun stiller det vigtige spørgsmål: “Skal man eliminere en tyran eller respektere den internationale retsorden?” Hendes konklusion er, at den internationale retsorden, som vi har kendt den, har været sat ud af spil i lang tid, og ifølge Isabelle Lasserre kan visse krige være retfærdige. Også selv om de ikke har et juridisk grundlag.
Spørgsmålet er bare, hvem der har retten til at betegne en krig som retfærdig.
Britiske medier: Trumps hovedløse strategi
Det uafhængige britiske dagblad The Independent holder sig ikke tilbage. Med henvisning til Keir Starmers afvisning af angrebet skriver The Independent:
“Man kan forestille sig, at han byggede den på en juridisk vurdering: at et alvorligt militært angreb fra et land mod et andet er ulovligt, når der ikke er tale om en øjeblikkelig aggression. Det bryder FN’s charter og fører os tilbage til princippet om, at magt kan løse internationale uenigheder…”
I Storbritannien har lederskribenter og kommentatorer fra venstredrejede aviser som The Guardian formuleret sig i samme retning, mens den konservative presse som The Times og The Telegraph vurderer, at Iran i årtier har udgjort en fare for Mellemøsten, hvilket retfærdiggør et opgør med regimet og dermed en krig mod landet.
Men en stribe analyser og kommentarer i begge aviser taler om en hovedløs og kaotisk amerikansk strategi, som hverken tager højde for konsekvenserne i Mellemøsten eller verdensøkonomien, og ligesom de amerikanske medier stiller de spørgsmålet, om præsident Trump har et klart og veldefineret endemål for krigen.
Europa er sat udenfor
Et gennemgående tema i den europæiske presse er, at EU og de europæiske institutioner er sat ud af spil. Europa er sat totalt på sidelinjen og er tilskuer, konstaterer avisen Salzburger Nachrichten.
For det store italienske dagblad La Stampa er det endnu værre. Europæerne optræder hver for sig, og de tre store, Frankrig, Tyskland og Storbritannien, forsøger alene at koordinere deres indsats, først og fremmest for at varetage deres egne interesser.
Det store hollandske dagblad De Volkskrant er pessimistisk på vegne af Europa.
“Hvis krigen i Iran udvikler sig til et kaos, hvilket langt fra er udelukket, så vil Europa mærke konsekvenserne, potentielt i form af en strøm af flygtninge, højere energipriser og terrorisme. Europa står på sidelinjen og har ingen indflydelse på udviklingen.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og