UKRAINE OG EU #3 // TEMA – Putins stadigt ekspanderende terrorkrig har nu også gjort Ukraines nattog til dronemål, og frygten har igen sat sig i kroppen. I krigens første år fungerede statsbanerne som et sjældent frirum – et næsten urørligt kredsløb gennem et land under angreb. Nu er også dette rum blevet en del af krigens logik. Peter Hyll har endnu en gang rejst gennem Ukraine med tog.
NATTOG I UKRAINE – Der findes få ting, der er både smukkere og mere effektive i Ukraine end nattog. Og få rejseformer er mere sikre i et land, der hver nat hjemsøges af russiske droner og missiler. Eller rettere: sådan var det i krigens første år.
Men i januar i år krydsede Putin også denne symbolske grænse i sin stadige udvidelse af, hvad terror kan være.
I sidste måned havde et nattog fra den søvnige grænseby Chop, i hjørnet hvor Slovakiet, Ungarn og Ukraine mødes i ly af sneklædte Karpaterbjerge, bevæget sig de mange hundrede, ja flere tusind, flade langstrakte kilometer østpå, mod Barvinkove, et lige så søvnigt stop syd for millionbyen Kharkiv. Men ikke langt fra Barvinkove indtraf tragedien: For første gang i krigen blev et propfyldt og kørende nattog ramt, to vogne sat i brand og fem mennesker mistede livet. Der var næsten 200 ombord.
Alt dette er terror, slet og ret, og det er Putins krigslogik, hvor der ikke længere er forskel på civile og militære mål
De to brændende vogne blev hurtigt afkoblet, og resten kørte videre til destinationen med næsten schweizisk præcision. Stoisk og robust, som Ukrzaliznytsia, Ukraines statsbaner, gang på gang har vist sig at være – den femte statsmagt i denne krig, mener mange.
Og det var jo ikke en fejlbombning, ikke når der kom tre droner i et koordineret angreb. Handsken var endnu en gang taget af på Ruslands side, krigens logik var rykket endnu et skridt.
”I ethvert land ville et droneangreb på et civilt tog blive betragtet på samme måde – som en terroraktion. Der er ikke og kan ikke findes noget militært formål med dette,” skrev Zelenskyj på sin Telegram-kanal kort efter.
Men måske er det heller ikke hele sandheden, for formålet er militært i den forstand, at det handler om at vinde krigen på enhver måde og gerne så beskidt som muligt, kan vi forstå: Formålet er den terror, der hver dag hjemsøger folk i store og små byer, og som rammer bønder på marker midt i høsten, således som det gang på gang sker i de landområder i syden, der grænser op til fronten. Eller den terror, der ligger på lur efter civile på gaderne i Kherson i det, som russerne kalder ’menneskesafari’, og hvor droneoperatører sidder i sikkerhed på den anden side af fronten, i dette tilfælde den brede Dniproflod, og styrer deres dødelige små metalfugle direkte ned i folk på gaden.
Droner er den største dødsårsag blandt almindelige mennesker i Kherson, til trods for at alle byens gader er dækket af net og at få vover sig udenfor.
Med både dagtog og nattog rejser jeg først fra Odesa til Mykolaiv, hvor den danske ambassade har fået til opgave at lede genopbygningen efter russernes belejring
Alt dette er terror, slet og ret, og det er Putins krigslogik, hvor der ikke længere er forskel på civile og militære mål. Man hører næsten Goebbels’ stemme: ‘Wollt ihr den totalen Krieg?!’ over Den Røde Plads i dag
Derfor kan det forekomme formålsløst af Zelenskyj at påpege terror i forbindelse med nattoget. Men samtidig skal han – og vi alle – jo slå alarm, hver gang Putins generaler trækker os alle et nøk længere ned i barbariet, væk fra krigens love og oplysningens idealer – hvor er du, Voltaire, når vi har brug for dig? – væk fra det Europa, ukrainerne kæmper for og vil være en del af.
Luftalarm over banegården
Luftalarmen lyder over Kyiv. Jeg står på hovedbanegården Voksalna, klokken er 21.27 en hverdagsaften i november sidste år, og der er 15 minutter til mit nattog til Odesa. Ingen går i panik, alt er roligt og ordentligt. Det er blevet hverdag, og Putin bomber jo ikke togene – det ved vi med sikkerhed. Vi gennes derfor alle bort fra den store afgangshal, ud i efterårsregn og mørke, ned i tunnellen for ad den vej at komme til toget. Dernede venter folk i ly for droner og missiler, eller de går stille op og stiger på toget. Det eneste, der forstyrres, er ens sidste-øjebliks proviantering fra butikkerne på stationen. Med andre ord er jeg nu på toget uden mad og drikke.
Toget kører til tiden kl. 21:42, for der skal mere end luftalarmer til at rokke ved køreplanen hos de ukrainske jernbaner. Med sene afgange er det alligevel også lidt mindre vigtigt med maden – folk har spist, og man går direkte til køjs.
Det er altid spændende, hvem man møder. Jeg køber altid billet til 2. klasse i nattoget. Med en 1. klasses billet risikerer man at sidde mutters alene i ophøjet majestæt. Det ville være et spild af tid og af samtaler.
I aften er der en stille dame i den anden underkøje, om end hun med øjnene afslører, at hun nok forstår engelsk. I overkøjerne sidder et kærestepar, han fransk og hun ukrainsk, begge just færdige fra samme universitet, som jeg studerede på for tyve år siden, så vi udveksler sladder om gamle professorer. De er søde, de unge, men trætte. De har rejst hele dagen fra Kharkiv, skal nu til Odesa og videre til Moldova i morgen. Alt sammen med nattog. Hvor er det herligt.
Jeg får mig en kop the i én af togstewardessens smukke glaskopper med vand direkte fra den samovar, som togvognen har. Jeg lægger mig til rette med en nyoversat frontberetning om slaget ved Bahkmut i vinteren 2022-23, skrevet af den unge krigsreporter og litterat Myroslav Luiuk, som jeg har en aftale med om et par uger til et interview til POV. Jeg falder dog hurtigt i søvn, for til min skuffelse er der ikke meget snik-snak i dag, og Bakhmut-bogen er god, men jernbanesvellernes regelmæssige dak-dak dak-dak gør deres til at lulle mig ned i Morfeus arme.
På vej sydpå til Sortehavets Perle
Ti timer senere er vi i Odesa. Nyhedskanalen United24 beretter om tre dræbte og en sammenstyrtet boligblok i Kyiv i timerne efter. Langs jernbanelinjen var der stille – russerne angriber jo ikke tog. Det ved vi stensikkert. Der kunne jo være udenlandske politikere eller diplomater ombord, og den slags mål indgår ikke i Putins taktik – endnu. Omend i sidste måned blev det alligevel annonceret, at togstationen i Krematorsk nu lukker, og derved den sidste strækning af den togforbindelse, der bringer soldater og civile helt ud til fronten.
Så nu er det Barvinkove, der er terminus. Stationen i Krematorsk var også scene for en massakre tilbage i juni 2022, og sidenhen har fronten flyttet sig nærmere og nærmere. Indtil det altså nu bliver dømt for farligt at køre tog helt dertil. Falder Krematorsk og tvillingebyen Sloviansk, falder hele Donetsk – en stor sejr til Putin, a la Prokovsk i december og Bakhmut i 2023.
Men med Ruslands langsomme fremrykning og enorme tabstal kan dette dog kun forventes at ske om 18-20 måneder, eller lidt tidligere hvis Trump formår at sælge Ukraine til højstbydende investorer, Blackstone eller lignende.
Soldaten i den øverste køje, der hidtil har stirret stift ind i sin telefon, bliver også lokket ned
Men vi er heldigvis på vej i en anden retning. Gennem natten sydpå til Sortehavets Perle. Og i vores kupe er der kun få, der snorker, og ingen falder ud af sengen. Hver især får vi om morgenen nogenlunde elegant klædt os på under dynen og smidt sengetøjet i en bunke, og hver især finder vi vores tasker og sko. Vi siger farvel. Odesa er dog ikke større, end at jeg samme dag løber ind i både den stille dame og det unge kærestepar. Vi udveksler høfligheder, vi har jo trods alt tilbragt natten sammen, menage a quatre.
Med små tog-hop op langs Dniprofloden mod Kyiv
Nogle dage senere starter jeg en stor halvcirkel af en tur op langs Dnipro-floden. Med både dagtog og nattog rejser jeg først fra Odesa til Mykolaiv, hvor den danske ambassade har fået til opgave at lede genopbygningen efter russernes belejring og dertil hørende ødelæggelser af store dele af regionen i 2022. Vand, varme, skoler og hospitaler er alle blevet renoveret ved hjælp af ’den danske model’.
I Mykolaiv sætter jeg mig på toget til Zaporitzha, og rejsen fører mig igennem et regnfyldt efterårslandskab. Mange solsikkemarker står krøllede, brune og uhøstede hen på grund af faren for droner. Det er trist at se.
I kupeen møder jeg Juliia og Nataliya. Juliia taler lidt engelsk og arbejder med IT, og fordi hun således kan bo hvor som helst, kan hun følge sin mand, der er i hæren og har en af de tjanser, borte fra frontlinjen, hvor han hele tiden forlægges. De er således ofte nye steder, han på en kaserne og hun i en korttidslejlighed eller slet og ret med nattog.
Juliia smiler – stolt over at manden kæmper for Ukraine og kisteglad over at kunne se ham så ofte, en glæde, som er få par forundt i dagens Ukraine. På grund af den voksende mangel på mænd (og damer) i trøjen, på frivillige og hvervede, er orlov ikke noget, der ruttes med, og har man engang skrevet kontrakt, kommer man ikke ud af den igen, medmindre man såres eller kender en, der kender en…
Mens Juliia fortæller sin historie, og jeg bidrager med brudstykker af min egen, har den ældre Nataliya dækket op på kupeens lille bord. Nataliya taler ikke engelsk og synes at foretrække russisk fremfor ukrainsk, hvilket ofte er en indikator på folks alder og under hvilket regime, de voksede op.
Men jeg gestikulerer og får plads til mit bidrag til vores impromptu og sammenbragte middag. På Odesas berømte Pryvoz-marked har jeg tidligere på dagen købt pølse, sort brød og svampe i lage til netop dette formål. Og jeg har en georgisk rødvin med skruelåg i tasken samt små metalbægre, som jeg altid har med mig. Fire små kopper i læderitui. De var udbredte i halvfjerdserne, hvor alkoholen flød mere frit, og kan nu findes på ethvert godt dansk loppemarked. Mine forældre, der satte pris på en hotelsjus, havde et sæt og kaldte dem for plimbægre.
Vinen passer til de hjemmelavede kødboller, syltede agurker og fyldte kåldolmere, som Nataliya har med. Soldaten i den øverste køje, der hidtil har stirret stift ind i sin telefon, bliver også lokket ned. Han er lille og væver og svinger sig med et hug ned i gulvhøjde. Han har været på orlov og skal nu tilbage mod øst. Vi spiser og snakker, indtil stewardessen kommer forbi og med sit tilbud om the indikerer, at nu er det snart tid. Så begynder aftenens lille ballet: hver reder sin egen seng med de stivede lagner, og derefter går herrerne ud på gangen, imens damerne skifter til nattøj. Lyset slukkes, der ønskes en behagelig nat, og snorkeriet starter. Vi snorker alle for Vorherre – mine børn mener endog, at jeg også gør det, omend jeg aldrig selv har hørt det.
Fra Zaporitzha, hvor jeg besøger den store dæmning over Dniprofloden og Khortysia-øen midt i strømmen, hvorfra kosakkerne i nogle hundrede år styrede deres rige, kører jeg videre til den store grå industriby Dnipro – som i dag har navn som floden, men som i Sovjettiden hed det mere russisk-klingende Dnepropetrovsks – og tilbringer der et par dage.
Og så videre til den mere søvnige og trist betonbebyggede provinshovedstad Cherkarsy, der uventet indhylles i årets første sne, da vores tog kører ind på stationen, og jeg siger farvel til den togrejses medpassagerer: En mor og hendes teenagesøn, der lige har fået sin første elguitar, og for hvem verden er mere rock ’n’ roll end krig. Endnu. For selvom minimumsalderen for hæren stadigvæk er på 25 år, er der jo nok alligevel en chance for, at hun, som generation efter generation af ukrainske mødre før hende, må aflevere sin søn til at kæmpe endnu en dum krig. Det skete i 1914, i 1941, til Korea og Afghanistan, og nu igen overfor Putins Kolde Krig 2.0.
Vaskemaskiner stopper midt i det hele, ovne før maden er færdig, elevatorer imellem to etager og folk sidder fast … og fryser. Den første rapport om en gammel dame, der frøs ihjel, kom i slutningen af januar
Efter en dag i sneen kører jeg med tog tilbage til Kyiv. Jeg har ikke tal på, hvor mange tusinder af kilometer, jeg de sidste 3 ½ år har rullet gennem i Ukraine. Da jeg første gang kom hertil i 2022, var turene mest fra Polen til Kyiv og nordpå til Chernihiv og Sumy. Sidenhen kom Kharkiv også med som destination, og flere gange Odesa samt Lviv og Charkasy. Og én gang hele vejen til Chop, der vitterligt er det søvnigste af grænseovergangene og derfor nøje udvalgt, da min midlertidige opholdstilladelse var løbet ud. Klokken fem om morgenen i Chop er der ikke en soldat, der rejser et øjenbryn, og jeg kunne tage til Budapest for at få papirerne i orden igen.
Frygten sidder nu i kroppen
Sidst i januar i år befinder jeg mig igen på Kyivs hovedbanegård, Voksalna. Men med billet i hånden og rygsæk over skulderen er det denne gang med et lille stik af noget frygtsomt. For det er nu nogle dage efter angrebet på nattoget fra Chop til Barvinkove og de fem dræbte passagerer. Hvad nu hvis? Det som før var et næsten komplet helle i manges ukraineliv, et lille lykkeland på skinner, er nu også underlagt krigens logik. Gad vide, om jeg er den eneste, der har det sådan?
Starten af 2026 har nok været nogle af de hårdeste uger i den fjerde vinter i krigen for de ukrainske storbyers vedkommende. Der er minus ti-femten-tyve grader udenfor, og Putin har rettet sin bombekampagne systematisk mod varme-, vand- og elforsyning, for således at knække moralen (det er ikke lykkedes).
Tusinder af beboelsesejendomme er uden varme siden nytår, vandet forsvinder eller fryser rørene til sprængning, elektriciteten kommer og går, mest det sidste, og der kan ikke længere planlægges ud fra et fastsat rotationsskema imellem de forskellige bydele eller regioner, det hele er tilfældigt: Vaskemaskiner stopper midt i det hele, ovne før maden er færdig, elevatorer mellem to etager og folk sidder fast … og fryser. Den første rapport om en gammel dame, der frøs ihjel, kom i slutningen af januar, og den er nu fulgt af flere.
Mit tog på én af disse bitre kolde januaraftener kører vestpå. Endestation er Przemysl på den polske grænse. Det er igen en af de sene afgange, så alle i kupeen har spist før, men jeg fouragerer alligevel lidt småkager, en flaske vin og mine små metalbægre… og håber snart at være tilbage i Ukraines femte statsmagts trygge kupeer.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og