EU // ANALYSE – Den 27. januar underskrev EU og Indien en aftale, der skaber en frihandelszone for to milliarder mennesker. Aftalen er et strategisk svar på USA’s ensidige og vedholdende trusler om told og Mark Carneys brandtale til de liberale demokratier, der skal forene deres værdier og principper med de pragmatiske realiteter i en fragmenteret global orden. Kan EU gå foran med sine værdier, mens det navigerer i en fragmenteret verden med konkurrerende interesser, spørger Morten Kvistgaard. Svaret vil ikke kun definere EU’s forhold til Indien og Ukraine, men også dets troværdighed som global fanebærer eller fyrtårn. Som stormagt.
Forleden aften spurgte min datter nærmest irriteret, om jeg havde fået et crush på den canadiske premierminister Mark Carney. Hun var ansporet af mine gentagne positive referencer til Carneys tale på World Economic Forum i Davos.
Her trommede Mark Carney til kamp for de små og mellemstore stater mod hegemonierne, ikke mindst USA. De liberale demokratier skal forene deres værdier og principper med de pragmatiske realiteter i en fragmenteret global orden.
Aftalen er et aktuelt strategisk svar på USA’s ensidige og vedholdende trusler om told og et skridt i retning af at diversificere EU’s forsyningskæder og handelssamarbejde
Lad mig bringe et citat fra Carneys tale:
”Vi vil både være principfaste og pragmatiske. Principfaste i vores engagement for grundlæggende værdier: suverænitet, territorial integritet, forbud mod magtanvendelse undtagen i overensstemmelse med FN’s charter og respekt for menneskerettigheder. Og pragmatiske i erkendelsen af, at fremskridt ofte sker trinvis, at interesser kan være forskellige, og at ikke alle partnere deler alle vores værdier.”
Allerede den 27. januar havde vi mulighed for at teste, om EU ville gå den vej sammen med Canada. Den dugfriske og nyligt underskrevne handelsaftale mellem Indien og EU, der er døbt alle aftalers moder, er et sandt eksempel på spændingen mellem værdier og pragmatisme.
Aftalen er et aktuelt strategisk svar på USA’s ensidige og vedholdende trusler om told og et strategisk skridt i retning af at diversificere EU’s forsyningskæder og handelssamarbejde. Men den udsætter også EU for kritik for indirekte at støtte Ruslands krigsøkonomi gennem Indiens eksport af raffinerede olieprodukter baseret på russisk råolie.
Den amerikanske finansminister Scott Bessent kritiserer offentligt aftalen og erklærer, at de europæiske lande reelt finansierer en krig mod sig selv ved at købe raffinerede olieprodukter fra Indien.
Bessents udtalelser afspejler amerikansk frustration over, at aftalen indirekte kan støtte Ruslands økonomi. Måske dækker frustrationen også over, at ikke alle handelsaftaler indbefatter USA?
Men lad mig først forklare, hvad EU-Indien-aftalen indeholder, inden jeg kommer tilbage til den amerikanske kritik.
Aftalen mellem Indien og EU: En strategisk sejr med moralske omkostninger
Handelsaftalen har været på vej gennem mange år, men er aktualiseret af både Indiens og EU’s søgen efter alternativer til et stadigt mere uforudsigeligt amerikansk marked.
Ursula von der Leyen kalder aftalen en ren win-win-aftale
Aftalen skaber økonomisk diversificering for begge parter. Den skaber en frihandelszone med to milliarder mennesker, den sænker eller fjerner tolden på 97 procent af varerne omfattet af samhandlen mellem EU og Indien, og den øger EU’s eksport bl.a. af biler, kemikalier og lægemidler, mens Indien blandt andet vinder på tekstiler og ingeniørarbejde.
Ursula von der Leyen kalder aftalen en ren win-win-aftale. Vi ser for os, hvordan toldtruet eksport til USA kan sendes til et voksende marked i Indien til gavn både for dansk økonomi, beskæftigelse og for Indien.
Aftalen ses bredt som et direkte svar på Trump-administrationens aggressive toldpolitikker, som har belastet både EU’s og Indiens relationer til USA. Geopolitisk mindsker den også afhængigheden af Kina, hvilket er helt i tråd med EU’s indsats for strategisk autonomi.
Inden for energi og klima indeholder aftalen rammer for samarbejde om grøn brint og vedvarende energi, hvilket understøtter EU’s REPowerEU-mål og reducerer Indiens afhængighed af importeret energi.
De moralske og strategiske dilemmaer
Værdihåret i suppen er, som amerikanerne har været hurtigt ude med, at aftalen indirekte finansierer Ruslands krig mod Ukraine. Indien eksporterer raffinerede olieprodukter til EU til en værdi af 10-12 mia. EUR om året. Heraf stammer 30-40 procent fra russisk råolie, svarende til omkring 4 mia. EUR årligt.
Selv om det ikke er et alarmerende stort beløb, underminerer det ikke desto mindre EU’s sanktioner og finansierer Moskvas militær. Samtidig er det værd at huske på, at indiske produktionsforhold og miljøpåvirkninger ikke altid er i overensstemmelse med de standarder, der forfølges i EU.
EU’s afbødende foranstaltninger
EU er naturligvis ikke passiv i håndteringen af de dilemmaer, som aftalen rummer. Nylige initiativer sigter mod at reducere de moralske og strategiske omkostninger ved det pragmatiske valg. Helt overordnet handler det om at reducere og på sigt at fjerne import af energi fra Rusland, om det så er direkte eller indirekte via andre lande som Indien.
Det er vindere, der foretager de investeringer, og ikke tabere, som Trump sagde hånligt i Davos
EU har således vedtaget et juridisk bindende forbud mod import af russisk flydende gas inden efteråret 2027, hvor nationale diversificeringsplaner skal være klar inden marts 2026.
Udvidelsen af vindenergiproduktionen i Nordsøen og Østersøen er også et vigtigt skridt i den retning. Det er vindere, der foretager de investeringer, og ikke tabere, som Trump sagde hånligt i Davos.
Ni EU-lande med Danmark, Tyskland og Frankrig i spidsen har i denne uge underskrevet en aftale om at opføre 100 GW havvindkapacitet inden 2030, hvilket vil forsyne 100 millioner husstande med strøm og dermed erstatte russisk gas.
Endelig er EU’s 20. sanktionspakke fra januar 2026 også relevant her. Den er rettet mod Ruslands skyggeflåde af olietankere og skærper håndhævelsen af sanktionerne for at lukke de smuthuller, der gør det muligt for russisk olie at nå ud på de globale markeder.
Den franske flåde har netop beslaglagt et russisk-tilknyttet tankskib i Middelhavet på grund af omgåelse af sanktioner. Det er et konkret signal om den strengere håndhævelse.
Vejen frem: Forening af principper og pragmatisme
For at tackle Carney-udfordringen skal EU imidlertid tage en række nødvendige skridt, der gør det rimeligt at tale om aftalen som alle handelsaftalers moder og som et stærkt værdibaseret strategisk skridt i den fragmenterede verden.
Man kan for eksempel gøre følgende:
Hvis det er teknisk muligt, kan man fremskynde implementeringen af det netop besluttede forbud mod import af russisk gas i 2027. Man kan ligeledes udvide sanktionerne til også at omfatte de 35-40 procent af indiske raffinerede olieprodukter, der beviseligt stammer fra russisk råolie, og dermed bringe handelspolitikken i overensstemmelse med EU’s værdimæssige mål.
Aftalen mellem Indien og EU er et mikrokosmos af Carney-udfordringen: Kan EU gå foran med sine værdier, mens det navigerer i en fragmenteret verden med konkurrerende interesser?
Man kan mere hårdhændet bekæmpe den russiske skyggeflåde ved at udvide de maritime sanktioner, og så kan man ikke mindst øge samarbejdet med Indien om at diversificere olieimporten væk fra Rusland gennem investeringer i grøn energi, fx brint og solenergi, og dermed tilpasse sig EU’s klimamål.
Endelig vil det også være relevant at undersøge mulighederne for at gøre toldnedsættelser betinget af Indiens overholdelse af menneskerettigheder og miljøstandarder og dermed bruge aftalen til at fremme global regelbaseret handel.
Det store billede: En test for EU’s globale rolle
Aftalen mellem Indien og EU er et mikrokosmos af Carney-udfordringen: Kan EU gå foran med sine værdier, mens det navigerer i en fragmenteret verden med konkurrerende interesser? Svaret vil ikke kun definere EU’s forhold til Indien og Ukraine, men også dets troværdighed som global fanebærer eller fyrtårn i rollen som stormagt.
Det kan potentielt marginalisere USA på vigtige markeder, og måske er det faktisk en af de primære grunde til USA’s kritik af aftalen?
Aftalen er en brik i spillet om en verdensorden, hvor mellemstore økonomier som Carneys Canada søger alternativer til det amerikanske marked, især i lyset af Trumps toldpolitik og hans kontroversielle tilgang til sine allierede, herunder i striden om Grønland.
Med de nævnte komplementære og medierende foranstaltninger kan aftalen ændre den globale handelsdynamik. Aftalen kan potentielt marginalisere USA på vigtige markeder, og måske er det faktisk en af de primære grunde til USA’s kritik af aftalen? Og det er vel ikke så ringe.
Så ja: Aftalen kan blive en carneysk game changer, men det kræver proaktiv politisk handling i EU, ikke kun snak.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og