REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #13 – “Det er en helt usædvanlig by, det ser man straks, og parisisk i en grad, så man ville føle sig hensat til den anden ende af kontinentet en anden epoke, hvis ikke det var for det udtalte forfald og manglen på vedligeholdelse.” Journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen ankommer i dette afsnit til Odessa ved Sortehavet efter en lang nat på nattoget fra det bundfrosne Kiev.
Mange tidligere Sovjet-borgere har fortalt os om, hvor bekvemt og billigt det var at bevæge sig omkring i det endeløse imperie frem til 1991: Jernbanedriften – om ikke andet – var uovertruffen. Man kunne tage toget fra Bialystok til Vladivostok, fra Europas hjerte til Stillehavets tågede kyst, gennem ni tidszoner, i behageligt selskab med mennesker af alle mulige etniciteter, som stort set alle talte russisk – og det kostede nærmest ingenting. Og det var vel også en slags frihed?
Ukraine er en afskallet stump Sovjetunion, og derfor, har vi allerede erfaret, eksisterer her endnu den dejligste, mest effektive jernbanedrift, som enhver – ulig i Vesteuropa – har råd til at benytte sig af. Vi har købt sovevognsbilletter på anden klasse fra det bundfrosne Kiev til det – bilder vi os ind – nærmest subtropiske Odessa og glæder os til at vågne op i morgen tidlig ved Sortehavet.
Der er alligevel stort set ingen gæster. Ingen tager på storby-weekend i ”Sortehavets Paris” i disse tider. Ingen tager til Ukraine. Vi har det hele for os selv
Hovedbanegården i Kiev har højloftede, elegante ventesale med servering af diverse, og vi tilbringer et par behagelige timer med at spise os mætte og drikke kaffe, før vi går ombord på ekspressen lidt før 22. En stram dame i stram uniform anviser os strengt vores pladser i en firemandskupé, og endnu inden afgang har vi redt op med knitrende, nystrøgne lagner og gjort os klar til en af tilværelsens mest udsøgte fornøjelser – en nat i sovevogn. Og vi har kupeen for os selv!
De uskyldiges søvn
Et halvt minut inden afgang flyver kupédøren imidlertid op med et brag, ind træder en herre indhyllet i en sky af alkoholdampe. Den lavstammede, midaldrende gentleman stirrer et øjeblik olmt på os med blodskudte øjne, præsenterer sig så mumlende som Vladimir, erkender i nogen grad, at vi er udlændinge og ikke taler noget som helst brugbart sprog, og udpeger endelig efter en del overvejelse den øverste køje. Den vil han ha’ – er der nogen indvendinger?
Han tænker sig et øjeblik grundigt om, mens han klør sig på maven – så fisker han en flaske ud af sin Adidas-taske, slynger tasken op på den udvalgte briks, går i stå igen, inspicerer os afmålt en sidste gang – og forsvinder brummende ned af korridoren i retning af et opstemt herre-selskab for enden af vognen, mens togstammen tungsindigt begynder at dampe ud fra Kyiv Passazhyrskyi.
De gode gamle dage er for længst ovre, men hotellet eksisterer endnu, og det har trods krig, kommunisme og røver-kapitalisme bevaret en stor del af sin elegance
Toget er godt og vel ude af Kiev, og vi sover de uskyldiges søvn, bevidstløst nydende en af ”tilværelsens mest udsøgte fornøjelser”, da døren ruller op med et metallisk slam!: Vladimir er tilbage, massivt dunstende af sprut. Inden han med stor usikkerhed er kommet på plads i det høje, er vi begge lysvågne, bedre bliver det ikke, da vores rejsekammerat indleder en snorken i verdensklasse, en rallen, prusten og gispen, der fylder vores hyggelige, rullende hjem til bristepunktet frem til klokken henad seks, hvor toget endelig – endelig!– ruller ind på Odessas Centralstation, og hvor Vladimir vender tilbage til de levendes rige med et brøl af forbløffelse og knalder hovedet i loftet.
”Måske er det på grund af den slags, at folk foretrækker at flyve”, foreslår Anne, da vi går gennem den opulente, rigt udsmykkede banegårdshal, ud til vores første kig på den berømmede by, Sortehavets Paris. Der er sne. Minus tre grader. Solen er endnu ikke stået op. Vi har en hotelreservation, værelset vil være til rådighed klokken 14, oplyses det.
Første morgen i Sortehavets Paris
Det første par timer slår vi ihjel i en præfabrikeret plastikcafé i to etager ude på banegårdspladsen. Vi får et hjørne på første sal og sidder og hænger med vores kaffe sammen med en snes lokale, der heller ikke synes at have noget meningsfuldt at foretage sig på dette ukristelige tidspunkt. De yngre kunder er uden undtagelse tavst opslugt af deres mobiltelefoner; de ældre, som der er påfaldende mange af og som gennemgående er usselt og billigt klædt, har efter alt at dømme søgt herind for varmens skyld; ude er der næsten lige så koldt som i Kiev, og her tåles de gamles tilstedeværelse i nogen en tid, hvis de kan købe sig en kop te og en bolle.
Ved første daggry går vi ud på pladsen og trasker ned af den brede og kilometerlange Pushkin Gade i retning af havnen. Der er endnu ikke megen trafik og kun få mennesker på gaden, så der er god mulighed for at studere den fine arkitektur i ”Sortehavets Paris”, mens vi snubler afsted på de hullede fortove.
Det er en helt usædvanlig by, det ser man straks, og parisisk i en grad, så man ville føle sig hensat til den anden ende af kontinentet en anden epoke, hvis ikke det var for det udtalte forfald og manglen på vedligeholdelse. De smukke etageejendomme med art nouveau-forsiringer og franske altaner lyser op i hvidt eller lyse pastelfarver – men maling skaller af, søjler forvitrer, altaner hænger faretruende i rustfortærede ophæng, og basun-engle, klassiske karyatider og marmortrapper synger på allersidste vers. Og der bor tydeligvis mange og meget fattige mennesker i de faldefærdige ejendomme.
Koryfæernes by
Først da vi har tilbagelagt to-tre kilometer og nærmer os den berømte promenade ved havnen og den endnu mere berømte Potemkin trappe ned mod vandet, får elendigheden en ende og erstattes af pragtfulde teatre, museer, en aldeles storslået operabygning og dyre restauranter, hvor man er ved at gøre klar til første ryk-ind. Vi skal overnatte på intet mindre end Londonskaya, en klassisk, hvid bygning med udsigt til promenade, havn og hav, et etablissement der for hundrede år siden var byens fornemste; hotellet hvor Anton Tjekhov, George Simenon, Marcello Mastroianni og en perlerække af andre koryfæer har tilbragt dage og nætter.
De gode gamle dage er for længst ovre, men hotellet eksisterer endnu, og det har trods krig, kommunisme og røver-kapitalisme bevaret en stor del af sin elegance – og via Internettet kan man købe en overnatning til ganske beskedent beløb, har vi opdaget. Receptionisterne er søde og tildeler os en suite på første sal. Der er alligevel stort set ingen gæster. Ingen tager på storby-weekend i ”Sortehavets Paris” i disse tider.
Ingen tager til Ukraine. Vi har det hele for os selv.
Alle fotos af skribenterne
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
