EU I PUTINS SKYGGE #18 // REPORTAGE – Risikoen er, at grusomhederne i Israel og Gaza hæver tærsklen for, hvad vi finder acceptabelt. At en vis kynisme breder sig. At verdens befolkninger begynder at trække på skuldrene over Ukraines lidelser. I byen Lviv har man et skarpt fokus på Europa og EU.
LVIV – På vej i toget til Ukraine fra Polen betror Daniel mig: “Det er ikke Lviv, der er Østeuropas Paris. Det er Paris, der er Vesteuropas Lviv!”
Indbyggerne i denne gamle kulturby i det vestlige Ukraine har noget at have selvtilliden i. Løven er byens vartegn.
Lviv kan minde om Prag og Krakow, før turisterne væltede ind. Et forlystelsesliv – jazz, teater, opera, ballet, cabaret – med krigen, der rumler i baggrunden. Som Berlin i 1939. Gader med toppede brosten, gule, grønne og røde sporvogne fra Tjekkoslovakiet, der skramler gennem gaderne, og kaffehuse fra mellemkrigstiden. Nedslidt; investorerne holder sig væk på grund af krigen. Skønhed i forfald.
Lviv spillede en afgørende rolle i de begivenheder, der ledte op til Ukraines uafhængighed i 1991. I dag har byen et skarpt fokus på Europa og EU.
Lviv bliver ikke smukkere end her i oktober, klædt i efterårets farver. På ukrainsk betyder ”oktober” gylden.
Lviv er en by med lyde. I mit hotelværelse i den gamle by vågner jeg til troubadourernes sang og harmonikamusik, der blander sig med kirkeklokkernes spil hvert kvarter; de forskellige kirketårne har deres egen melodi.
På overfladen går livet videre uanset krigen. De gamle mænd spiller skak på Svoboda Avenue, de unge smider hinanden i springvandet på den charmerende Koliyivshchyny Plads, og børnene skiftevis fodrer og jager duerne foran Krushelnytska-teateret. Men der ligger et slør af tristesse over byen.
En helt almindelig soldat
Med over 1.000 km til fronten er byen sluppet relativt billigt fra de russiske bombardementer. Men den er under angreb. 64 dræbte og 273 sårede siden invasionen. Den 4. september tidligt om morgenen slog russerne til igen med angreb på et par beboelsesejendomme og et kunstgalleri i det centrale Lviv. Syv dræbte, herunder tre børn, og 38 sårede. De tre børn og deres mor ligger nu på Lychakiv-kirkegården.
Som Daniel bemærker: ”Indtil nu har bladene på træerne beskyttet os. Men med efterårets komme har vi ikke engang dem.”
Efteråret bebuder strømafbrydelser, kulde og mørke.
I katedralen bygget i barokstil hænger mange hundrede fotografier af borgere fra Lviv-regionen, der er faldet i krigen. Staffelier med fotos af børn, der taler til os: ”Jeg vil have min far igen.” ”Min far var verdens sejeste mand.” ”Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom min far.” Under loftet hænger en sværm af hvide fredsduer i papir.
Krøblinge præger gadebilledet. Som tiggere, i kørestole eller humpende på krykker over brostenene.
I teateret ser jeg balletten La Fille mal Gardée (Den slet bevogtede datter). Inden forestillingen lyder det over højttaleren: ”Hvis luftalarmen går, vil personalet anvise vejen til beskyttelsesrummet. Varer alarmen mere end en time, får De billetten refunderet.” Herefter tordner Ukraines nationalsang op fra orkestergraven. Alle rejser sig med højre hånd over hjertet. Mens sangen klinger ud, råber en i publikum: ”Slava Ukraini!” Salen svarer med en stemme: ”Heroiam slava!” (Hyldest til vore helte!).
På kaffehuset ”Under den gyldne stjerne” får jeg en dag en mail fra Kate:
”For to uger siden fandt jeg ud af, at min slægtning, som kommer fra Odessa-regionen og var indkaldt til militæret, forsvandt i Donetsk-regionen. Vi havde håbet, at han var blevet taget til fange, selvom forholdene i russisk fangenskab er forfærdelige. Desværre lykkedes det senere at komme i kontakt med hans kammerater, som fortalte os, at han var blevet dræbt, selvom der endnu ikke er nogen officiel bekræftelse. Han og hans enhed holdt deres position til det sidste, og de kan ikke hente hans lig på grund af de igangværende kampe. Derfor betragtes han stadig som savnet i aktion.
Militærkontoret advarede os om, at returneringen af hans lig kunne tage tid – vi kunne blive nødt til at vente flere måneder eller endda længere. Han var en almindelig soldat, men en sand helt, ligesom alle dem, der pligtskyldigt følger ordrer og kæmper til det sidste. Det er på grund af folk som ham, at vores land står stærkt.
Han vil for altid være 26 år gammel. Han fik børn, og en uge før han forsvandt, blev hans søn født – et barn, han desværre aldrig vil møde.”
Hjælpen kommer sent
Ukrainerne er trætte og slidte. Foran Taras Shevchenko-monumentet render jeg ind i en demonstration. Kravet er ikke overgivelse – slet ikke – ej heller en fredsaftale her og nu. Men at de soldater, der har tilbragt to et halvt år ved fronten, nu bliver afløst af dem, der har undveget militærtjeneste i kraft af bestikkelse eller gode forbindelser. Billedligt talt har de siddet og drukket caffe latte og kørt Porsche i Lviv, mens andre har betalt den højeste pris. Der er sprækker i sammenholdet.
Ukrainerne er taknemmelige for hjælpen fra Vesten, herunder Danmark. Hjælpen sikrer, at Ukraine ikke bliver løbet over ende. Men den er ikke tilstrækkelig til at sikre en ukrainsk sejr: Hjælpen kommer ofte forsinket, den er utilstrækkelig og behæftet med restriktioner for ikke at provokere præsident Putin, og Vesten afviser at levere de mest offensive våben.
Gaza-krigen er mere end en distraktion fra Ukraine. Vestlig militær hjælp og økonomisk støtte, der i princippet kunne være gået til Ukraine, går nu til Israel.
Verdens fokus er i disse uger og måneder på Mellemøsten. Realiteten er, at Ukraine ingen (overhovedet ingen) rolle spiller i den amerikanske valgkamp.
Vel næppe nogen krig i vor moderne historie er så klart en krig mellem det gode og det onde. Det er også en krig mellem fortiden og fremtiden
Risikoen er, at grusomhederne i Israel og Gaza hæver tærsklen for, hvad vi finder acceptabelt. At en vis kynisme breder sig. At verdens befolkninger begynder at trække på skuldrene over Ukraines lidelser.
Det amerikanske præsidentvalg kaster en slagskygge over Ukraine. En Trump-sejr er formentlig ensbetydende med, at USA afskriver Ukraine.
Et besøg på Lychakivsky-kirkegården er et fast punkt på programmet, når jeg er i Lviv. Hver gang er gravpladsen for de faldne i krigen vokset, siden jeg var her sidst. Mange af gravene er helt friske med portrætter af unge, ofte teenagere. De er faldet de seneste måneder i Kharkiv, Donbas og Mykolajiv og Kherson.
Flere steder sidder unge kvinder på hug og rengør deres kærestes grav. En kvinde maler korset på graven med træbeskyttelse, en anden har et par børn med, og de tænder fyrfadslys ved kisten. Et sted står et forældrepar og holder i hånden foran gravpladsen. En bulldozer og et hold arbejdsmænd er ihærdigt i gang med at udvide kirkegården.
Her ligger de, der skulle have været Ukraines fremtid. Unge mænd og kvinder, der i de kommende år ville have stiftet familie og opbygget det moderne Ukraine.
Vel næppe nogen krig i vor moderne historie er så klart en krig mellem det gode og det onde. Det er også en krig mellem fortiden og fremtiden. Om hvilke værdier den moderne civiliserede verden skal bygge på. Er det våben og vold? Eller demokratier, som har taget ved lære af historien? Hvis Rusland får sin vilje, vil det betyde, at alt er tilladt.
Da jeg tager afsked med Daniel, henviser han til et gammelt Ronald Reagan-citat. Under den kolde krig blev Reagan spurgt, hvad hans udenrigspolitiske strategi egentlig gik ud på. Reagan svarede: “Det er meget enkelt: Vi vinder. De taber.”
Daniel fastslår, at denne stålsatte vilje til sammen at forsvare vore fælles, vestlige værdier kunne Ukraine bruge i dag …
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og