Konkurrencestaten er døende. Dens soldater er slidt op af årelang krig ført af deres egne generaler, der velvilligt og kynisk ofrer deres egne medarbejdere og gør dem til kanonføde ved at proklamere selvansvarlighed i et ekstremt hårdt og presset arbejdsmiljø. Fodsoldaterne bliver beskudt med kaskader af uanstændighed i en grad, vi ikke har set mage. En underlig strategi fra en hærledelse, der håber på loyalitet fra dens officerer og menige, men ikke vil give samme ydelse den anden vej i form af ordentlige og anstændige arbejdsforhold.
For nylig havde vi en gæsteblogger her på POV International Peter-Christian Brøndum, der skrev om den manglende respekt for de offentlige ansatte. Tillad mig at holde emnet varmt og supplere hans gode artikel. For det at få anstændigheden tilbage i det offentlige, kræver mere end et par artikler. Vi, der mener, det sagtens kunne blive bedre, må vedholdende bevare fokus til de nødvendige ændringer indtræffer.
Tre indlæg i Politiken på det seneste ligner et koordineret angreb på de ansatte på gulvet, der skal sikre kvaliteten i vores åbenbart truede og underdrejede velfærdssamfund. Først var det Høje Taastrups borgmester og formand for KL’s løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler, der var ude med en påstand om, at medarbejderne så sandelig ikke var stressede, men derimod meget tilfredse.
Ugen efter kom Poul Taankvist, direktør i Moderniseringsstyrelsen på banen med en understregning af, at det ikke nødvendigvis er den tsunami af forandringer og sparerunder, statens ansatte udsættes for, der stresser, men derimod medarbejdere, der ikke forstår nødvendigheden af de ændringer, stat og kommuner må fortage.
Til sidst, for en uge siden, var det så Ove Kaj Pedersen, professor i statskundskab ved Copenhagen Business School (CBS), der proklamerede, at offentlig ansatte er i gang med at underminere velfærdsstaten, fordi de ikke vil underkaste sig det politiske flertals økonomiske prioriteringer. De er forkælede og mangler selvkritik.
Politikerne må stå ved, at de bærer det fulde ansvar for kommunernes nedsmeltning
De tre herrer har i realiteten ufrivilligt beskrevet, hvad der i virkeligheden er problemet. De konstruerer en officiel sandhed, der ligger milelangt fra de ansattes oplevede virkelighed, og ved hjælp af retoriske greb får de store dele af den øvrige befolkning til at hoppe på den. Resultatet er, at de herved holder liv i myten om, at offentlige ansatte er dovne, privilegerede og kun tænker på sig selv. Det er gement.
Er det ikke enhver leders fornemmeste opgave at motivere medarbejderne hen imod et konkret mål? Og gøres det ikke ved at anerkende deres indsats frem for at mistænkeliggøre og hakke på dem i fuld offentlighed?
Der er store arbejdsmiljømæssige problemer i det offentlige. Det er absurd og ikke mindst arrogant at lukke øjnene for dette. 2015 var rekordår, når det gælder påbud fra Arbejdstilsynet, som Ugebrevet A4 påpegede i denne uge. Hele 546 gange måtte tilsynet påpege, at medarbejdere havde alt for mange opgaver og var pressede på tid. Især går tempoet hårdt ud over socialrådgivere, skolelærere, pædagoger og hospitalsansatte. Men i stedet for at gøre noget ved det, bliver det negligeret og vendt til, at medarbejderne skal kigge indad, meditere lidt mere og sige pyt. Det er jo helt sort.
Er det ikke enhver leders fornemmeste opgave at motivere medarbejderne hen imod et konkret mål? Og gøres det ikke ved at anerkende deres indsats frem for at mistænkeliggøre og hakke på dem i fuld offentlighed?
Og undskyld, her må jeg med mine 20 års erfaring som rådgiver slå fast, at jeg ikke møder dovne og egoistiske medarbejdere.
Jeg møder tværtimod medarbejdere, der forpligter sig langt ude over det rimelige og hvad de kan holde til. Jeg fatter ikke, at der ikke er begået mytteri for længe siden.
Folk efterlyser arbejdsvilkår, der gør det muligt for dem at gøre deres pligt
Men når medarbejdergrupper i dag hejser de røde advarselsflag, er det i øvrigt heller ikke kun, fordi de selv er ved at bukke under for urimeligt pres. Det er i højere grad fordi de nu kan se konsekvenserne hos dem, de skal servicere. Uheld, fejl og et serviceniveau med så ringe en kvalitet, at det snart risikerer at koste menneskeliv. Forkælede medarbejdere? Nej, pligtopfyldende som ind i helvede og parate til at gå hele vejen for at tækkes politikernes urealistiske ambitioner. Også med færrest tænkelige midler. Det er utroligt, hvad offentlige ansatte skal finde sig i disse år.
Som rådgiver gennem 20 år møder jeg tværtimod medarbejdere, der forpligter sig langt ude over det rimelige og hvad de kan holde til. Jeg fatter ikke, at der ikke er begået mytteri for længe siden.
For det første bliver de presset i uhørt grad. De pisker af sted for at få de sparsomme budgetter til at hænge sammen, og så skal de oven i dette hele tiden høre på, at de ikke gør det godt nok. Aldrig et anerkendende ord fra politikere eller ledere. Aldrig et tak for medarbejdernes velvillighed og ufattelige indsats. Jeg vil godt understrege, at det ikke er god ledelse, der i dag holder sammen på de offentlige arbejdspladser. Det er medarbejdernes arbejdsomhed og ukuelige tro på, at det nok skal blive bedre en gang.
Du beordres til at lide i stilhed
Oven i de dårlige arbejdsforhold får medarbejderne, mellem linjerne, nu så også at vide de ikke må tale om det. De skal hugge hælene i og bare gøre hvad der bliver sagt. De reformivrige politikere og deres embedsmænd kan ikke tåle at blive sagt imod og deres resistens overfor en hver rimelig kritik ses ved at medarbejderne bliver lagt for had som dovne asociale bæster. Det er tydeligt at konkurrencestaten begejstrede tilhængere er ved at være udtømt for argumenter om, hvorfor det hele tiden er de smalleste skuldre, der skal stå for skud. Ytringsfriheden gælder åbenbart kun for en lille elitær gruppe, hvor det er lønrammen der afgør om du må udtale dig kritisk om kritisable forhold.
Men når de ansvarlige vælger at lukke øjnene for realiteterne, er alle vi andre forpligtet til at råbe vagt i gevær. Konkurrencesoldaterne er blevet sendt i krig uden våben. De skal løfte velfærdsstaten op til nye højder uden midler og resurser at gøre det med. At presse medarbejderne til de segner syntes at være vejen frem, når reformer skal implementeres. Medarbejderen er blevet til den i angrebets forreste række der ofres for en sag der skal gøre det offentlige til en god forretning.
Tag bladet fra munden i stedet for at udøve selvcensur
Reformer, der indføres af ideologiske grunde og ikke udelukkende som led i besparelser, må imidlertid altid kunne tåle kritik. Det er også her vigtig at være opmærksom på, at det ved flere lejligheder har vist sig, at det flertal, der var i Folketinget, ikke repræsenterede majoriteten i befolkningen.
Ytringsfriheden gælder åbenbart kun for en lille elitær gruppe, hvor det er lønrammen der afgør om du må udtale dig kritisk om kritisable forhold.
Hvad ligner det, at kalde lærere, pædagoger, sygeplejesker og andre offentlige ansatte forkælede og egoistiske, fordi de ikke ser de sidste års reformer indenfor sundhedsområdet og læreanstalterne som tidssvarende og nyttige. De er dygtige fagfolk, som ikke stillesiddende vil finde sig i at ”velfungerende og værdifulde traditioner, kundskaber, dannelse og sociale praksisser, der er bygget op gennem lang tid og udgør rygraden i vores samfund, ødelægges af markedsgørelse, instrumentalisering og snæver nyttetænkning”, som professor i psykologi Svend Brinkmann så rigtigt udtrykker det i Politiken den 3. maj.
Vi har et repræsentativt demokrati, men det betyder ikke, at vore politikere og deres embedsmænd kan te sig som de vil. Så nej, medarbejdere skal da ikke bare klappe hælene i som Ove Kaj Pedersen forlanger. Det er vores ret at være kritiske. ”Et demokratisk samfund er et samfund, der fuldt og helt gør det muligt for sine borgere at ytre deres kritik. En infrastruktur, som bogstavelig talt baner vejen for afsenderens og modtagerens kritiske interaktion, udgør derfor rygraden i et hvert demokrati”, som lektor, ph.d og sociolog Rasmus Willig skriver i sin netop nyudgivne bog ”Afvæbnet Kritik”.
Vi skal igen og igen høre på, hvor forkælet og privilegerede de offentlige ansatte er. Virkeligheden er en anden. Men lige så snart nogen løfter sløret for de pressede arbejdsforhold, får de advarsler eller bliver hånet offentligt.
Forkvinden for psykologforeningen Eva Secher Mathiasen melder også hus forbi og afviser at faglige organisationer tænker mere på sig selv end på samfundet. For som hun siger i dagbladet Information 4. maj: ”Vi er jo selv skatteborgere og brugere af velfærdsydelser. Vi har børn i børnehaverne, vi får cancer og behov for psykologhjælp. Vi er fuldstændig klar over, at midlerne ikke er uendelige, men vi har bare også en faglighed, som er helt utroligt fraværende i måden, man prioriterer og styrer velfærdssamfundet på.”
Veje til velfærd
Hvem vil ikke gerne leve i et velfærdssamfund? Jeg vil, men jeg køber ikke den præmis, at det kun kan lade sig gøre gennem en konkurrencestat.
Jeg køber den i særdeleshed ikke, hvis det skal krænke medarbejdernes ret til at ytre sig og de risikerer ar på sjæl og krop. Så en lille elite af lavtbeskattede borgere skal kunne sidde og hygge sig trygt foran deres B&O-fladskærme langs de i fremtiden overbebyggede danske kyster. Velfærd må være velfærd for alle.
Hvem vil ikke gerne leve i et velfærdssamfund? Jeg vil, men jeg køber ikke den præmis, at det kun kan lade sig gøre gennem en konkurrencestat.
Vi kan ikke leve uden et offentligt system, det må selv dem med de dårligste øjne da kunne se. Vi kan i særdeleshed ikke leve uden de tusindevis af medarbejdere, der hver dag og nat knokler for at holde vores samfund kørende. Deres indsats er hele fundamentet for vores velfærdssamfund. Uden dem var der intet. Var det ikke mere rimeligt, at vi dagligt hejste Dannebrog i hurraråbende anerkendelse, frem for at brænde dem på bålet, fordi de i dybeste respekt for vor lands så svære økonomiske tider advarer os om, at det snart går galt, hvis politikerne ikke gør noget ved de elendige arbejdsforhold?
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Min MobilePay: 31418376
Topfoto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
