DANSK GIN // ENEBÆRSUCCES – Til og med lørdag er der Copenhagen Gin Fest. Bo Nygaard Larsen benytter lejligheden til at se nærmere på den danske ginscene. Dansk gin har for alvor bidt sig fast hos forbrugerne herhjemme og i udlandet, og løbende kommer der nye mærker til. Læs mere her og få gode bud på en lækker weekenddrink.
Det nye er, at nyheden ikke længere er en nyhed. Dansk gin har i den grad bidt sig fast på et stadigt voksende marked, og det, der engang kunne synes som et kuriosum, er i dag en selvfølge.
Der er flere forklaringer på succesen, men den afgørende er, at dansk gin generelt bliver produceret i en høj kvalitet
Min kollega Poul Arnedal indrammede det så præcist, da han tidligere på ugen skrev om den internationale succes, som Thornæs Destilleri i Helsinge oplever med deres Mad Owl Gin. En nylig ordre på 104.000 flasker til Craft Gin Club, der er Storbritanniens største ginklub, siger ikke så lidt og viser, hvor langt dansk gin er kommet.
Der er flere forklaringer på succesen, men den afgørende er, at dansk gin generelt bliver produceret i en høj kvalitet. På et marked, hvor forbrugerne kan vælge mellem så mange flasker, er netop niveauet med til at gøre forskellen.
De danske pionerer
Alle eventyr har en startdato. Tirsdag den 9. september 2008 kl. 15.00 præsenterede Henrik Hammer fra Hammer & Son sin Geranium Premium London Dry Gin på Radisson på Frederiksberg. Det var den første danske gin, siden De Danske Spritfabrikker i 1977 indstillede produktionen af Cloc.
Geranium sætter stadig en standard og er den gin i verden, der har fået medaljer i flest konkurrencer, 16 i alt. I 2014 indtog Nordisk Brænderi ved Fjerritslev og Njord Gin Distillery i Aarhus også ginscenen, og de bliver fortsat, sammen med Hammer & Son, opfattet som de danske pionerer.
Siden da er det kun gået fremad. Michael Sperling, ginekspert og blogger, har på sin hjemmeside, enverdenafgin.com, talt op, at der pr. februar i år findes 377 danske ginner og 48 ginproducerende destillerier. Sagt med andre ord er det langt fra alle producenter, der destillerer deres egen gin. Det er for omkostningstungt og for risikabelt i et marked, hvor der er hård kamp om hyldemetrene.
En stor del af ginnerne har nærmest karakter af et hobbyprojekt, hvor der destilleres i ganske små mængder. For eksempel blev førsteoplaget af Bøgevang Small Batch Gin fra Køge kun lavet i 187 flasker, da den blev sendt på markedet i 2020. En gin, der på grund af dens tilsætning fennikel har en let smag af anis.
Det skal du bruge
5 cl Bøgevang Small Batch Gin
15 cl Fever-Tree Mediterranean Tonic Water
Bladene fra en fennikel
Fuld smæk på timian
Nicolai Sivgaard Simonsen og Jonas Wulff Christensen har været med et par år længere. I 2018 grundlagde de SiWu Distillery, som de sidste år omdøbte til Nordic Ethanol. Her producerer de serien Nordic EtOH Gin. Begge er uddannede kokke, og det var ønsket om at arbejde med smag på en anden måde, der fik dem i gang.
”Vi havde et ønske om at skabe vores helt eget smagsunivers, hvor vi kunne bygge videre på vores viden om smag med spiritus som ny håndværksplatform. Mange af processerne var genkendelige, og vi vidste, at vores styrker ved produktfaglighed, kreativitet og smagspalet fra kokkebranchen kunne bidrage med noget nyt,” siger Nicolai Sivgaard Simonsen og fortsætter:
”Vi startede vel egentligt, fordi vi gerne ville bidrage til en spirituskultur, der skal motiveres af kvalitet over kvantitet, hvor glæden ved smagen er større end effekten, og hvor forbrugeren oprigtigt kan stole på, at vi har gjort vores bedste, for at kunne tilbyde det bedste, til den bedste pris.”
Urtenoterne har yderligere en appetitvækkende effekt, lig med kinabarken i en tonic, så det også spiller i en gin og tonic
Der er tre varianter i EtOH-serien. Den ene, Nordic Ethanol Dry Gin – Green Edition, som jeg laver en gin og tonic med her, indeholder blandt andre ingredienser timian.
”Timian opfylder et par vigtige grundpiller i en god gin. Den har en tydelig og karakteristisk smag, der stadig ikke overdøver, men har god renhed. Alle dele ved timian bidrager samlet med de noter, der også findes i en klassisk tør gin, og derfor integrerer den godt med selvsamme klassiske botanicals, som vi har anvendt i netop denne gin.
Urtenoterne har yderligere en appetitvækkende effekt, lig med kinabarken i en tonic, så det også spiller i en gin og tonic. Som bonus er det bare en meget genkendelig og udbredt urt, som hos flertallet virkelig kan vække minder til en dag i urtehaven eller en tur til sydens sol og varme,” siger Jonas Wulff Christensen.
Det skal du bruge
5 cl Nordic EtOH Green Edition – Organic Dry Gin
15 cl Seventeen 1724 Tonic Water
Frisk timian
Agurketid ved Præstø
Radius Distillery er en de gamle i klassen. Det begyndte i 2017 i Stenløse, men to år efter flyttede det til Oremandsgaard Gods ved Præstø. Her bliver der eksperimenteret med mange smagsnuancer, og på den måde viser folkene bag de mange muligheder, der er i gin. Her har jeg valgt en af mine favoritter, deres Batch 00022 med agurk. Den er inspireret af skotske Hendrick’s, der i 1999 revolutionerede markedet med deres agurkeinfuserede gin.
Det skal du bruge
5 cl Radius Gin Batch 00022
15 cl Artisan Skinny London Tonic
Skiver af økologisk agurk
Hele peberkorn
Lette noter fra Vrads
Jeg slutter af i skovene uden for Vrads ved Bryrup i Midtjylland. Her, sådan nærmest for sig selv, ligger Vrads Destilleri. Bag står Marie Brinkgaard og Kristoffer Falk Qvist, der både danner par privat og arbejdsmæssigt. De producerer forskellige ginner. I denne opskrift bruger jeg deres Earth, der har smag noter æble, pære, kvæde og friske lærkenåle.
Det skal du bruge
5 cl Vrads Gin Earth
15 cl Seventeen 1724 Tonic Water
Pynt med en skive tørret æble eller pære
Copenhagen Gin Fest
Har du fået smag på mere, så læg vejen forbi Copenhagen Gin Fest, der holder åbent til og med lørdag den 26. februar.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her