PORTRÆTINTERVIEW // POV-BUSINESS – På blot et par år er det lykkedes Torben Thornæs at skabe et whisky- og gindestilleri, som har vakt genklang ude i verden. Destilleriet bygger på lokale, økologiske råvarer og det reneste grundvand, som man finde i de dybe jordlag under Gribskov i Nordsjælland. Med et engangssalg på 104.000 flasker af sin Mad Owl Gin til Storbritanniens største ginklub fik han for alvor skabt opmærksomhed om sin virksomhed, hvis langsigtede mål er at producere Single Malt Whisky til både det danske og internationale marked. POV’s Poul Arnedal har mødt den tidligere tekstforfatter og journalist blandt kobberkedler, egetræsfade, ginflasker og Chesterfield-møbler på destilleriet i Kagerup.
Det er ikke hver dag, et dansk start-up-destilleri får en ordre på 104.000 flasker gin til Storbritanniens største ginklub. Men det skete for Torben Thornæs Andersen og hans Thornæs Destilleri i efteråret 2021.
Og selvom gin blev opfundet af nogle hollandske munke i middelalderen, så har England siden 1600-tallet været betragtet som ginens moderland. Det var her, den blev til et populært masseprodukt og siden er blevet udviklet og forfinet med mange smagsnuancer. Så for et dansk ’begynderdestilleri’ er et sådan salg af deres Mad Owl Gin, som de kalder den, til britiske Craft Gin Club en bedrift, der nærmest tåler sammenligning med at sælge sand i Sahara.
Navnet Mad Owl Gin stammer fra den ugle, som boede oppe under taget, da Torben Thornæs overtog laden på Falkendal
Samtidig vandt tre af destilleriets gin henholdsvis to sølvmedaljer og en bronzemedalje ved den internationale Wine & Spirits Competition i London i 2021.
Og så er det ikke engang gin, som Thornæs og hans destilleri satser størst på ude i fremtiden. Det er produktion af whisky. Men eftersom en Single Malt skal ligge på fad i minimum tre år, inden den må tappes på flaske, så er der også plads til produktion af andre spirituøse drikke, som ud over gin også omfatter æblebrændevin.
Flyttede ind i en lade klods op ad Gribskov
Torben Thornæs’ destilleri holder til i en tidligere lade på gården Falkendal i landsbyen Kagerup nord for Hillerød og nærmest klods op ad Gribskov, som er et af Danmarks største sammenhængende skovområder.
”Vi har lavet det hele selv og stort set kun ud af de ting og materialer, som allerede var her på gården,” siger destilleriejeren, mens det sidste hold kunder er ved at forlade virksomhedens salgslokale og showroom. Udover en bar og en sofagruppe i klassisk, engelsk Chesterfield-stil er rummet domineret af to lange plankeborde i barhøjde og med plads til ca. 25 mennesker, så større grupper også kan komme på besøg og blive indført i whiskyens og ginens hemmeligheder og lyksaligheder. Virksomheden blev grundlagt i 2018 og kunne påbegynde sin produktion i starten af 2020.
Thornæs selv er oprindelig cand.mag. i litteratur og arbejdede i 10 år som tekstforfatter på reklamebureauer, inden han nedsatte sig som selvstændig tekstforfatter og journalist.
”Men efter i tyve år at have skrevet om noget, som andre mennesker havde gjort og fremstillet, fik jeg behov for selv at skabe et produkt, som var mit eget,” siger Torben Thornæs.
Det betyder, at vi fra 2023 kan lave en såkaldt ‘single estate whisky’, hvor hele produktionen lige fra frø til flaske sker her på stedet
Og det skulle være whisky.
”Jeg har altid godt kunnet lide whisky, men har aldrig været nogen whiskynørd, der kendte alle de fine mærker og destillerier, og hvordan de skilte sig ud fra hinanden. Men jeg var sikker på, at her var en niche med muligheder.”
Derfor tog han en beslutning – efter først at have overbevist sin kone om de muligheder, der lå i at lave et whiskydestilleri: Inden han blev 60 år, skulle han kunne drikke sin helt egen 12-års single malt whisky. Det var i slutningen af 2017. Torben Thornæs var 47 år, så hvis han skulle nå det, var det med at komme i gang.
Økologisk korn og det reneste grundvand
Herefter gik turen til Skotland, hvor han besøgte adskillige destillerier, som med stor generøsitet delte ud af deres viden. I en kortere periode arbejdede Torben Thornæs på Strathearn Distillery uden for Perth, hvor han bl.a. mødte stedets grundlægger og tidligere ejer Tony Reeman-Clark, som ikke alene gav ham mange fiduser og hjalp ham med at planlægge etableringen af sit eget destilleri i Kagerup, men blev også en god ven, som Thornæs stadig har kontakt til.
Torben Thornæs kommer selv fra Fredensborg, hvor han stadig bor, og det var en grund til, at han valgte lige netop den ledige lade på Falkendal i Kagerup.
”Der er efterhånden en hel del whisky-destillerier i Danmark, men der fandtes overhovedet ikke nogen i hele Nordsjælland. Og netop her i Gribskov-området har grundvandet en helt usædvanlig høj kvalitet, hvilket betyder noget, når man skal fremstille whisky. Her er nogle store grundvandsmagasiner dybt nede i jorden og med fuldstændig rent drikkevand.
Samtidig er det muligt – takket være den bonde, som jeg lejer laden af – at skaffe økologisk byg, rug og hvede til produktionen af whisky. I første omgang har bonden forpagtet nogle økologiske marker i nærheden, men han er samtidig i gang med at omlægge sine egne marker til økologisk landbrug, som skal levere korn til vores produktion. Det betyder, at vi fra 2023 kan lave en såkaldt single estate whisky, hvor hele produktionen lige fra frø til flaske sker her på stedet.”
”Vi eksperimenterer stadig med vores whisky”
Og for de af vore læsere, der som bl.a. forfatteren til denne artikel ikke er fuldbefaren i, hvordan man laver henholdsvis whisky og f.eks. gin, så er whisky en drik, der udelukkende består af en destilleret alkoholbryg lavet på korn.
Smagsnuancerne kommer fra den gær der anvendes, destilleringsmetoden, vandets karakter, hvilken særlig kornsort, man har brugt samt ikke mindst den type egetræsfad, whiskyen har lagret på. ”Og her eksperimenterer vi stadig med forskellige bygsorter og fade,” fortæller Torben Thornæs og afslører samtidig, at man allerede har prøvesmagt flere af de endnu ikke færdiglagrede ’whiskyer’ som ligger på de omkring 100 forskellige egetræsfade, der fylder godt op inde i produktionsrummet.
”De første vil først være færdiglagrede i 2023, og det tegner rigtig godt for flere af dem,” siger han og afslører, at man allerede i starten af marts her i år vil lancere en såkaldt ’Young Malt’, som er et produkt, der ’kun’ har lagret i et par år, og derfor ikke må kaldes en whisky.
En af dem er Brian Laudrup, der har fået sin Laudrup Original Dry Gin fremstillet på destilleriet i Kagerup
Gin derimod skal ikke lagres, men kan tappes på flaske direkte efter destilleringen. Den destilleres her hos Thornæs på økologisk hvede og tilsættes på traditionel vis de urter, som skal give den sin særlige smag, direkte ned i kobberkedlen under destilleringsprocessen.
Grundsmagen i en gin kommer fra enebær – deraf dens navn, som stammer fra det hollandske jenever eller genever, der igen er afledt af det latinske navn for enebær, juniperus. Udover enebær tilsættes der hos Thornæs også koriander og angelikarod, og herudover kommer så de urter og frugter, som skal give den enkelte gin sin helt særlige smag. Det kan være alt fra rabarber og appelsin til lavendel og andre krydderurter og smagsgivende planter og frugter.
Smukt svungne kobberkedler, der ligner en løgkuppel
Med et minimum af tre års lagringstid for de Single Malt Whiskyer, der er Torben Thornæs langsigtede mål med sit destilleri, giver ginproduktionen mulighed for at få en omsætning i opstartsperioden. Og her spyttede de 104.000 flasker til Craft Gin Club pænt i kassen, samtidig med at det var et internationalt kvalitetsstempel for det unge destilleri.
I dag kan Thornæs Destilleri tilbyde syv forskellige gin-typer.
Og ved siden af deres egen produktion udnytter den ledige kapacitet også til såkaldt ’kontraktdestillering’, hvor man laver gin til andre, som ønsker at få produceret under deres eget label. En af dem er Brian Laudrup, der har fået sin Laudrup Original Dry Gin fremstillet på destilleriet i Kagerup.
Salget til den engelske ginklub skete, efter at Torben Thornæs havde sendt nogle prøver på sin Mad Owl Gin til England, hvor den i en blindsmagning blev udvalgt som månedens gin, der skulle sendes ud til 104.000 af klubbens medlemmer. Herefter fik man travlt med – efter aftale med klubben – at producere en specialudgave på destilleriets smukke kobberkedler, som er indkøbt i Portugal. Med sine smukt svungne former ligner kobberkedlerne nærmest en løgkuppel, hvilket er med til at give ginen en særlig blød smag.
Uglen fandt et nyt hjem i gårdens uglekasse
Navnet Mad Owl Gin stammer fra den ugle, som boede oppe under taget, da Torben Thornæs overtog laden på Falkendal. I 2018 var de nødt til at fjerne etageadskillelsen op til loftet for at leve op til brandmyndighedernes krav og få plads til de store kedler, hvor den alkoholiske væske, der er grundlaget for destilleringen, bliver fremstillet. Dermed blev uglen hjemløs. Men heldigvis fik ombygningen af laden også en lykkelig slutning for uglen, som flyttede ind i den uglekasse, der blev sat op til den i et højt træ på gården.
Startkapitalen til projektet kom fra Torben Thornæs private opsparing, fra tre mindre investorer samt fra LAG-ordningen, der med EU-midler skal skabe vækst i landdistrikter og lokalsamfund.
”I øjeblikket bruger vi kun de penge, som vi selv tjener, men på længere sigt, når vi skal ud i verden med vores Single Malt Whisky, får vi brug for nye investorer. Og det skal nok kunne lade sig gøre. Vi har et godt renommé, og dansk produceret whisky er efterhånden anerkendt langt ud over landets grænser. Så når vi får whiskyproduktionen op at køre med en større volumen, er planen ikke blot at forhandle den i Danmark, men også at eksportere til f.eks. Tyskland og det øvrige Norden,” siger Torben Thornæs, der allerede har en distributionsaftale for salg af sine produkter i Danmark med grossistvirksomheden Sprit & Co.
Og vil han så kunne nå at nyde sin egen 12-årige Single Malt, inden han bliver 60 år?
”Nej, desværre. Opstarten tog lidt længere, end jeg havde forudset. Så jeg når nok at runde de 61, men så regner jeg til gengæld også med, at det bliver en rigtig god whisky,” slutter destilleriejeren fra Nordsjælland.
Thornæs Distilleri
Kagerup Byvej 20A, 3200 Helsinge
Du kan købe Thornæs’ Mad Owl Gin i destilleriets webshop
Du kan besøge Thornæs’ gårdbutik mandag-onsdag kl. 10-15, torsdag-fredag kl. 10-17 og lørdag kl. 11-14. (Lukket alle søn- og helligdage).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her