Den næste, som skriver eller siger “jeg har altså selv ligget i telt i Afghanistan/som spejder/på camping, og det var altså godt nok til mig, så er det også godt nok til asylsøgere,” skulle tvinges til at bo i asyllejr i et halvt års tid eller så. Og på samme økonomi som lejrens øvrige beboere.
Jeg har dyb respekt for de mennesker, som har været sendt til bl.a. Afghanistan, Irak og Kosovo, men det giver ikke mening at sammenligne forholdene for udsendt personel og asylansøgere.
1. Som soldat (og læge og sygeplejerske) har man selv indvilget i forholdene og har udsigt til at komme hjem igen.
De fleste asylansøgere er ufrivilligt flygtet til et andet land, og de ved ikke, om de nogensinde kommer hjem igen.
2. For en udsendt soldat er lønnen minimum 32.000 kr. pr. måned, vel at mærke efter skat. Jeg under vores soldater hver en krone og mange flere, men lønnen er på et niveau, der viser, at det tydeligvis er et job, som de udfører, og som vel også til en vis grad er en kompensation for ulemperne i forbindelse med opgaven.
For de enlige asylsøgere, som typisk er dem, som bor i teltene, er der højst 79 kr. pr. dag at leve for, altså højst et par tusinde kr. om måneden – som der vel at mærke skal betales mad af. Er de et sted med kost inkluderet, falder beløbet. De skal i øvrigt arbejde for beløbet (eller på anden vis overholde nogle kontrakter).
3. Soldater er på en klart defineret opgave, og selv om der er mange og traumatiserende oplevelser, herunder livsfare, er der også en forståelse af en mission og fællesskab. Og af at de skal hjem igen.
Asylsøgere er i et limbo. Flere af dem ved ikke, om de kan blive i Danmark og på hvilke betingelser, eller hvad der skal ske. Mange bærer traumer, mange af dem burde formentlig være i en form for behandling.
For både soldater og asylansøgere er teltene noget midlertidigt, men for soldaterne er det et led i en mission, som de bliver betalt for, og de har trods alt en idé om (de fleste), hvad der skal ske bagefter.
4. Soldater bruger en stor del af deres vågne timer på deres job og har et formål med deres tid. De er aktive og handlende.
Asylansøgere er i vidt omfang henvist til en passivitet, som vi ellers havde lovet os selv ikke at gentage efter barakbyerne til flygtningene fra eks-Jugoslavien. Daværende konservative gruppeformand Helge Adam Møller sagde i 1999 efter den indsats, at “… vi var heller ikke klar over, hvilken negativ påvirkning det har på folk at sidde i barakbyer i måneder og siden år, uden at de må foretage sig noget som helst. De fejl må vi ikke begå igen.”
Det gør vi så alligevel.
5. Soldater er kolleger, har en klar kommandovej og en organisation i ryggen, som kan støtte, hvis der opstår kontroverser og uenighed om forholdene.
Asylansøgere kender ikke forholdene og har ikke nogen fagforening eller andet, som kan gå ind og løfte sagerne videre fra den enkeltes klage til nogle, som kan behandle den. Det giver anledning til en del konflikter.
6. Når man er i krig, affinder man sig med de bedst opnåelige indkvarteringsmuligheder. Lang pokker i vold ude i Helmand er det ikke særligt sandsynligt, at der er et par ledige huse eller plads til at bygge mere permanente faciliteter. Teltene er bedre end ingenting. Det er de også for asylansøgere, men her er der en bevidsthed om, at det kunne være bedre. Både Røde Kors og flere kommuner har givet udtryk for, at der var plads til ansøgerne under bedre forhold.
Så mens soldater ligger i teltlejr, fordi det er den bedste mulighed, der er til rådighed, ligger asylansøgere i teltlejr, fordi … ja, hvorfor egentlig?
Man kan mene, at teltlejre er et glimrende alternativ til at flygte for livet i Syrien. Men man skal ikke begynde at sammenligne det med soldaterlivet. Jeg har også overnattet i militære lejre, og nej, det er ikke misundelsesværdigt og ikke godt for nattesøvnen. Og jeg har overnattet under langt værre forhold både som spejder og på Roskilde. Men det gør en verden til forskel, om det er noget, man frivilligt har indvilget i.
Den situation, man sidder i som asylansøger, kan ikke sammenlignes med noget andet. Jeg oplevede blandt flygtninge i Danmark fra krigen i eks-Jugoslavien, hvor lidt der skal til, før der opstår konflikter. Alle har nerverne uden på tøjet, og de små konflikter bliver stedfortrædere for de større og smertefulde problemer, som er langt sværere at tale om: Hvordan det går derhjemme, om et elsket menneske stadig lever, om der bliver et liv at komme i gang med. Så er det lettere at få afløb ved at klage over maden og synke sorgen.
PS: Du kan også læse tidligere udsendt Knud Andersens mening om, hvorvidt hans forhold kunne sammenlignes med asylansøgeres her.
PPS: Nej, danske soldater gør ikke selv toiletterne rene, i hvert fald ikke ifølge en beretning fra Camp Bastian, der i øvrigt giver et glimrende indblik i soldaternes bestemt ikke misundelsesværdige liv. Det med toiletrengøringen er åbenbart en vigtig diskussion, fornemmer jeg i visse medier.
Bærende foto: Danske soldater på march i Camp Leatherneck, 2011, Afghanistan. Foto: Lance Cpl. Bryan Nygaard, U.S. Marine Corps
Hvis du kan lide, hvad du læser, er du meget velkommen til at dele på de sociale medier. Du kan også vælge at sende et økonomisk bidrag til mine fortsatte skriverier på Mobilepay +45 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt. Og har du ikke allerede gjort det, så giv os gerne et like på Facebook
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
