Amalie Keren Maarbjerg: Romantikken spøger i klimakrisens tidsalder

i KLIMAKRISE/Videnskab af

TIDSÅND // ESSAY – I en tid præget af klimadepression fascineres vi i stigende grad af Romantikkens ideer om menneskets ubrydelige bånd til naturen og poesiens transformerende kraft. En tysk opdagelsesrejsende fra perioden bygger bro imellem moderne videnskab og følelsernes verden, og inspirerer til udbredelsen af et etisk natursyn.

For nylig besteg jeg Chimborazo – en majestætisk vulkan omtrent 150 kilometer fra Quito i Eucador. Jeg red på muldyr henover forfrosne skråninger, i kulde og tåge i 4100 meters højde. Mine hænder og fødder var frosne og jeg var højdesyg og svimmel af kvalme. Eller i det mindste gjorde jeg i min fantasi.

Den virkelige opdagelsesrejsende var den tyske videnskabsmand Alexander Humboldt, der rejste verden tynd i første halvdel af 1800-tallet, i forsøg på at kortlægge naturen. Selv sad jeg mageligt i min sofa og læste om den modige opdagers strabadser i Andrea Wulfs Opfindelsen af naturen, der netop er udkommet på dansk.

Friedrich Heinrich Alexander von Humboldt (1769 – 1859) var en ener i videnskabshistorien, og de ideer han repræsenterer, såvel som de grundideer, der fødtes i Romantikken, går igen i vores tid. Humboldt integrerede kreativitet og poesi i sit videnskabelige arbejde uden at give køb på sin empiriske tilgang – og dermed var han blandt de første nogensinde til at fusionere romantikkens tanker med (det tætteste vi på det tidspunkt kommer) moderne videnskab.

Humboldt tænkte på tværs af fagene, bredte sig ind over en lang række forskellige videnskaber og byggede bro imellem dem med en næsten arrogant selvfølgelighed. Han fortryllede og forbandt videnskabsfolk fra hele verden og opfandt en helt ny type videnskabelig formidling, hvor tegninger og personlige refleksioner kombineres med geografiske målinger.

Carl von Linnés nøgterne klassifikation af arter kunne ikke rumme naturens væsen, mente Humboldt. Som barn af Romantikken var han på linje med andre progressive i den europæiske intelligentsia gået kold på Rationalismen, der dominerede i forrige århundrede. Midt i den brølende industrialisering, hvor netop naturen forekom mere og mere fjern, nærede Humboldt såvel som tidens øvrige romantikere et dybfølt ønske om mere indlevelse, mere intensitet og et hjem i den levende natur.

Humboldt tænkte på tværs af fagene, bredte sig ind over en lang række forskellige videnskaber og byggede bro imellem dem med en næsten arrogant selvfølgelighed. Han fortryllede og forbandt videnskabsfolk fra hele verden og opfandt en helt ny type videnskabelig formidling, hvor tegninger og personlige refleksioner kombineres med geografiske målinger. Sand viden om naturen kan ikke opnås ved fornuften alene, mente han. Empirien må næres af poesien og følelserne, hvis vi for alvor skal begribe naturens storhed – og dermed motiveres til at beskytte den.

Romantikerne fra Jena

Dette var kernen i ikke alene Humboldts natursyn, men i hele det natursyn, der prægede de første år af Romantikken i Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet, og som spredte sig til både Frankrig og Storbritanien. Dets udspring var universitetet i byen Jena i Tyskland i de sidste år af 1700-tallet, hvor en lille kreds af studerende var begyndt at eksperimentere med sammenblanding af forskellige genrer. Centrale i Jena var Goethe og naturfilosoffen Friedrich von Schelling, og det var Schellings panteistiske verdenssyn, der blev afgørende for Humboldts arbejde.

Schellings naturfilosofi udgjorde kernen i det, der i dag er kendt som tysk Idealisme og Romantik og hans ideer stod i skarp kontrast til 1700-tallets rationalisme. Schelling havde et problem med Oplysnings-tidens adskillelse af menneskets indre og den ydre verden, som han mente isolerede mennesket fra resten af den levende natur, som det dermed ikke havde mulighed for at erkende eller forbinde sig med. Naturen, mente Schelling, skulle ikke ses som en mekanisme, men som en organisme, og han mente, at der findes et stærkt organisk bånd mellem netop menneske og natur. Det var radikale tanker på den tid. Siden Aristoteles havde man som bekendt betragtet naturen som en avanceret mekanik og ressource, skabt af Gud til menneskets gavn. Med romantikerne blev naturen i sig selv besjælet, internt forbundet og i konstant skabelse.

Romantikken af i dag

Romantikken i Tyskland, som de tyske idealister baner vejen for, var således en modreaktion mod Oplysningstiden, hvor mennesket var enerådigt, fornuften styrede og hele verden skulle måles og vejes. Strømningen fødtes i en brydningstid, ud af industrialiseringen, kulturelle opbrud og den politiske ustabilitet fra revolutionsårene sidst i 1700-tallet.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende at ekkoet fra netop Romantikken høres tydeligere og tydeligere i dag. Ved sammenligning, finder vi nemlig flere paralleller til både revolutionsårene i sidste del af 1700-tallet og første del af 1800. Dengang var det den Amerikanske Uafhængighedskrig, den Franske Revolution og Napoleonskrigene, der rystede staterne. I dag er det institutionernes og formentlig også kapitalismens forestående sammenbrud samt udsigten til et globalt økonomisk og økologisk kollaps.

Tilbagevendt fra fortiden er også Romantikkens organismetænkning, ifølge hvilken alt levende er forbundet og dyrkelsen af følelser og idealer i kontrast til den rene fornuft. En lang række bogudgivelser fra de senere år vidner herom

Andre fællesnævnere er den dalende tillid til demokratiet, fremkomsten af progressive bevægelser, kampen for ligestilling, samt store videnskabelige og teknologiske ryk – herunder fremkomsten af big data, ved hjælp af hvilke vi måles og defineres af tal og algoritmer som aldrig før. Alt sammen del af en udvikling, der får os til at reflektere på ny over vores forhold til naturen.

Tilbagevendt fra fortiden er også Romantikkens organismetænkning, ifølge hvilken alt levende er forbundet og dyrkelsen af følelser og idealer i kontrast til den rene fornuft. En lang række bogudgivelser fra de senere år vidner herom: Naturen er hellig, Historien om det hele, Træernes hemmelige liv – listen af titler er lang. Og det begrænser sig naturligvis ikke til litteraturen – også kulturlivet knopskyder (hvis vi skal blive i terminologien) med natur-begejstrede initiativer.

Der arrangeres festivaler, workshops, seminarer og debatter med naturen i hovedrollen; og bred naturvidenskabelig formidling, med fascinationen i fokus, er det hotteste hotte. De hippe og kreative valfarter til Bloom videnskabs-festival i Søndermarken på Frederiksberg i København for at høre om emner, der for ti år siden kun havde tiltrukket de mest forhærdede videnskabsnørder.

Vi går til foredragsrækker med titler som Vin og videnskab, og bruger frivilligt en torsdag aften på en forelæsning om Kirkegaards naturfilosofi eller oplæg om bæredygtig livsstil. Som TV-værten Sebastian Klein formulerede det på Facebook for nylig: ”Jeg har lavet TV-programmer om natur og dyr i 25 år, og jeg har aldrig oplevet en lignende naturhype nogensinde før.”

Videnskaben demokratiseres og transformeres

Sådan en naturvidenskabelig hype var imidlertid præcis, hvad Alexander Humboldt fik sat i gang i 1827, da han nylig hjemvendt fra et ophold i USA fluks var gået i gang med at demokratisere videnskaben. Han var overbevist om, at videnskaben måtte ud ad elfenbenstårnet og ud til folket, hvis den skulle leve.

Med det tårnhøje ambitionsniveau, der var hans kendetegn, og skuldertræk tilovers for kritikerne, havde han arrangeret en foredragsrække på mere end 60 (!) foredrag i Berlin – med gratis adgang for høj som lav. Det blev en bragende succes: ”Så snart forelæsningerne blev annonceret i avisen, skyndte folk sig at sikre sig en plads, og når de fandt sted, gik trafikken i stå, og beredent politi måtte kæmpe for at kontrollere den kaotiske situation” skriver Andrea Wullf i Opfindelsen af naturen. Selv kvinderne, der slet ikke havde lov til at gå på universiteterne, var mødt op og gav angiveligt pokker i mændenes misbilligende blikke – så dyb var den naturlængsel Humboldt havde pirket til.

Humboldt tegnede, fortalte og snakkede alle et øre af, men de ting han berettede fra sine rejser var så farverige og utrolige, at de fleste levede med hans uendelige ordstrøm, og angiveligt ikke altid lige behagelige personlighed. For den farverige opdager var slet og ret en gudsbenådet historiefortæller, der ikke alene formåede at oplyse og undervise – men også at bringe videnskaben til live og begejstre.

Også i dag lader der til at have bredt sig en fast overbevisning om, at videnskaben ikke bare har muligheden for, men slet og ret er nødt til at kunne begejstre sindene, for at kunne gøre sig gældende i verden. Måske i erkendelse af, at en videnskab der ikke også virker levende og engageret, ikke har mange chancer for at blive lyttet til, i en tid hvor dens autoritet anfægtes og forskningsfriheden er truet.

I såvel Humboldts romantisk-videnskabelige natursyn, som i nicher af moderne videnskab, finder vi altså også en ide om poesien som redskab til at transformere videnskaben

Og det er ikke kun udadtil, videnskaben flirter med det poetiske og fortællende. Også i dele af videnskaben eksperimenteres der med poesien og kunsten, i forsøg på måske at genopdage et nyt, eller i det mindste overset potentiale. Et eksempel herpå er den amerikanske forsker Sam Illingworth, der for nylig udgav bogen A Sonnet to Science, i hvilken han undersøger udvalgte eksempler på historisk brug af poesi i videnskaben.

Andre går endnu længere, og integrerer selv poesien direkte i deres arbejde, for deres egen skyld. Som fx. arbejdslivforsker, lektor og studieleder på Roskilde Universitet Jo Krøjer, der i en artikel i Magisterbladet i august fortalte om sine egne eksperimenter med at udtrykke sin forskning i digtform.

Jo Krøjer og ligesindede mener grundlæggende ikke, at videnskabelig metode kan rumme kompleksiteten i deres forskning, og det tilbyder poesien en løsning på.”Digtformen betyder, at jeg kan lave forskning, der ikke prætenderer, at der findes entydige svar på, hvad mennesker oplever eller hvorfor de gør det, de gør” udtaler hun. Hun håber på denne måde at kunne give læseren noget andet, noget mere. Noget der muliggør en dybere indsigt end den, der kan formidles af data alene.

I såvel Humboldts romantisk-videnskabelige natursyn, som i nicher af moderne videnskab, finder vi altså også en ide om poesien som redskab til at transformere videnskaben.

Den store kæde af årsag og virkning

Humboldt nøjedes ikke med at revolutionere og demokratisere videnskaben og dens natursyn. På sine rejser var han vidne til rovdriften på både naturen og oprindelige folk. Han var chokeret over den behandling spanierne udsatte deres slaver for i Sydamerika og prøvede igennem flere år at påvirke den amerikanske præsident Jefferson, til at sætte ind overfor slaveriet i USA.

Jefferson var tung at danse med, når det kom til afskaffelsen af slaveriet, men andre af Humboldts tanker vandt gehør i det amerikanske: Hans bekymring for de økologiske systemer bredte sig som ringe i vandet, i en grad så han kom til at stå fadder til den amerikanske miljøbevægelse.

I 1800-tallet virker fremskridtet ustoppeligt og den hvide mand uovervindelig. Hverken oprindelige folks rettigheder eller naturens værdi i sig selv er noget, man går ret meget op – men for Humboldt og hans ligesindede hænger natur og etik mennesker imellem sammen. ”I denne store kæde af årsag og virkning” skriver han i sin dagbog, ”..kan intet enkeltstående faktum betragtes isoleret.” Udnyttelsen af naturens var altså vejen til undergang – uanset om det gik ud over dyr, planter eller mennesker. Denne ide ser vi udtrykt i moderne tid bl.a. hos den canadiske forfatter Naomi Klein, der forener kapitalisme-kritik med idealer om både miljømæssig og social bærdygtighed:

Naturvidenskaben har siden det 16. og 17. århundrede udviklet sig til ikke længere blot at være en metode til at opnå viden, men til et natursyn i sig selv. Og det er et problem, mener Jakob Wolf, primært fordi naturvidenskaben ikke har nogen etik

”De faktorer, der ødelægger vores planet, ødelægger også folks liv på mange andre måder, fra lønstagnation til gabende ulighed, til smuldrende velfærdssystemer, til opblomstringen af hvidt overherredømme og vores informationsøkologi´s kollaps. Ved at udfordre kræfterne bag får vi mulighed for at løse flere internt forbundne problemer på samme tid.” skriver hun i sin nye bog On Fire, om hvordan kapitalisme og politik forhindrer handling på klimafronten. Vi er med andre ord en del af samme organiske system, hvorfor ubalance ét sted nødvendigvis også må manifestere sig andre steder. Dermed bliver et natursyn med fokus på helheden det eneste etisk forsvarlige.

Men hvad skyldes egentlig vores problemer med at tænke i organiske systemer? Ifølge Jakob Wolf, lektor ved Afdeling for Systematisk Teologi ved Københavns Universitet, er en væsentlig forklaring, at naturvidenskaben siden det 16. og 17. århundrede har udviklet sig til ikke længere blot at være en metode, til at opnå viden, men til et natursyn i sig selv. Og det er et problem, mener han, primært fordi naturvidenskaben ikke har nogen etik.

”Naturvidenskaben beskriver, hvordan naturen er, og inderholder intet om, hvordan vi bør behandle den. Naturvidenskaben kan beskrive, hvordan en havørn eller et økosystem eller et menneske er indrettet og fungerer, men den siger ikke noget om, at vi bør drage omsorg for og bevare disse naturfænomener.” skriver Wolf i tidsskriftet FØNIX. Han understreger dog, at dette forhold ikke skal ses som en mangel ved den, da etisk stillingtagen aldrig har været naturvidenskabens formål.

Ifølge et etisk natursyn er naturen et kunstværk

Fraværet af etik, betyder altså ifølge Wolf, at naturvidenskaben ikke kan fungere som natursyn i sig selv. Ophøjer vi den til at være det, ender vi nemlig med at se naturen som en kvalitets-løs materie, vi kan behandle, som vi vil. Det er imidlertid netop, hvad de fleste af os ubevidst har gjort, mener han, og det er en væsentlig grund til de klimaproblemer og svækkede økologiske systemer, vi står med i dag.

Skal vi have et etisk natursyn, kan det derfor ikke baseres på videnskaben alene, argumenterer Wolf. Det må i stedet tage sit udgangspunkt i den vilkårlige livserfaring – altså i den måde vi umiddelbart oplever naturen på – og i ideen om naturen som et kunstværk, der bør værnes om.

At se naturen med Romantikkens briller er at acceptere, at naturen er stærkere end mennesket og vores følelser, for den har en betydning. At se den med Humboldt’ske briller er at integrere de følelser med naturvidenskaben, og bruge dem til at fortrylle og mobilisere til forandringer i naturens tjeneste

Vender vi tilbage til Videnskabsfestivalen Bloom i moderne tid, er det da også præcis den grundholdning, der præger begivenheden. Her kan man ikke alene opleve foredrag og debatter, men også kunst og æstetik. I 2019 kunne man således også høre 15-minutters lydportrætter af de tilstande den døde menneskekrop gennemgår, en debat med forfatteren Niels Lyngsø om hans essay om bevidsthed og meditation.

Også i tidens populærvidenskabelige bogudgivelser integreres poesi og naturvidenskab. Tag fx blot Historien om alting, i hvilken DNA-forskeren Eske Willerslevs rejsebeskrivelser kombineres med forfatteren Kristian Leths eksistentielle betragtninger om livet, døden og grænserne for erkendelse. Måske forstår vi efterhånden – præcis som Humboldt forstod – at der må tales til både intellekt og følelser, hvis vi skal motiveres til at beskytte naturen.

At vi tiltrækkes af ideerne fra Romantikken i dag, hvor verden klimamæssigt står på randen af kaos, har således en lang række årsager. Forestillingerne om organiske sammenhænge, ånden i naturen og menneskets plads i den, tilbyder på én gang jordforbindelse i en kaotisk tid, håb for fremtiden – og forsoning. At se naturen med Romantikkens briller er at acceptere, at naturen er stærkere end mennesket og vores følelser, for den har en betydning. At se den med Humboldt’ske briller er at integrere de følelser med naturvidenskaben, og bruge dem til at fortrylle og mobilisere til forandringer i naturens tjeneste.


Topfoto: Geographie der Pflanzen in den Tropen-Ländern, illustration af Alexander von Humboldt, 1807, Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på POV International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad.

Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby.

Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Seneste artikler om KLIMAKRISE