MIDTVESTLIV // KLUMME – Hvor kritisk må en fremmedarbejder egentlig tillade sig at være? Det spørgsmål stiller Julie Bendtsen oftere og oftere sig selv i takt med, at USA’s interne kriser og splittelse bliver stadigt større, og landet ind imellem synes på vanviddets rand. For hvem må egentlig tale højt om det?
“Tænker I nogensinde på at flytte hjem?”, spurgte et nyere midtvestbekendtskab – vi kan jo kalde hende Stacey – mig for nylig. Hun boede selv i England i en årrække, men flyttede tilbage til USA, da Obama blev valgt første gang, fordi det banebrydende valg for hende betød optimisme og håb for en lysere fremtid.
Fast forward til i dag, hvor Trump stadig styrer Det Republikanske Parti som en samling marionetdukker, hvor primærvalget for republikanernes vedkommende nogle steder kæmpes mellem Kongres-stormsympatisører, folk der – blandt utrolig mange andre nærmest ubegribelige skandaler – kalder Ukraines præsident en “thug”, og førhen respekterede læger, der har vendt videnskabsbaseret lægefaglighed ryggen til fordel for tv-kvaksalveri og salg af mildt sagt problematiske slankemidler.
Hvis det ikke var så dommedagslurende for amerikansk politiks fremtid, ville det være næsten underholdende.
Og om ikke andet end distraktion fra det faktum, at landet lige nu er ramt af en katastrofal og landsdækkende mangel på modermælkserstatning, som efterlader forældre landet over i desperation over ikke at kunne give deres nyfødte mad i månedsvis. Samtidig med, at republikanerne i Oklahoma og andre ligesindede stater er godt i gang med at bane vejen for, at endnu flere uønskede børn skal tvinges i verden. For slet ikke at tale om skoleskyderier og andre massakrer, som ingen tilsyneladende har nogen interesse i at forhindre.
Det forjættede visumstempel
Nå, men tilbage til spørgsmålet fra Stacey, som selv mere end bare en sjælden gang imellem overvejer det selv – at flytte langt væk. Men hun er ikke i den forstand så priviligeret som jeg, der altid har en Plan B, en nødbremse.
Hvis vi ikke havde haft det, ville det godt nok også have virket ganske omsonst at hoppe og springe så meget for de amerikanske immigrationsmyndigheder, som vi har gjort kontinuerligt i syv år, bare for at få lov at blive her, knokle måsen ud af bukserne, overholde reglerne og bidrage så godt vi kan.
Det land, jeg flyttede til, er et andet end det, jeg nu bor i
Det bliver aldrig nemmere, og systemet er et, der synes at have den grundpræmis, at alle udefrakommende skal føle sig så uvelkomne som muligt. Skyldige og snydere, indtil det modsatte er bevist. Og det – det modsatte, altså – beviser vi så med jævne mellemrum for at få det ene forjættede visumstempel efter det andet.
Ja, vi tænker på at flytte hjem. I nogle perioder oftere end andre. “Hvorfor gør I det så ikke? Hvis du er så utilfreds, og Danmark er så meget bedre, hvorfor flytter I så ikke bare hjem?” Den kommer jævnligt. Og svaret er egentlig ganske enkelt: Fordi vi har skabt os et virkelig fint liv her i USA. Vores børn er glade – og har i øvrigt været velsignede med en skolegang, jeg ikke er overbevist om, at de ville have fået i Danmark – vi har gode venner, og vi får nogle oplevelser, som et liv i Danmark med to fuldtidsjobs aldrig ville have givet os mulighed for. Vi ved godt, hvor priviligerede vi er.
Men vi ved også, at alt hvad vi har, har vi selv banet vejen for, og at USA om noget er et land, hvor man smeder sin egen lykke. USA er ikke nogen gavebod, og der er ikke noget, der hedder åbne arme her. Det er et land med de største muligheder – men det er også et land med store, store problemer.
Problemer med splittelse, systemisk racisme, masseskyderier, kvinderettighedskatastrofer, fattigdom og et sundhedsvæsen så mangelfuldt og grådigt, at en ambulancetur, en blodprop eller et kræftbeløb kan betyde livsvarig økonomisk ruin. Alt er større i USA – på godt og ondt. De seneste år er det desværre sidstnævnte, der har fået et bredere og bredere tag.
De fremmede(s) øjne
Når jeg beskriver dem – problemerne, altså – bliver det af nogen opfattet som utaknemmelighed. Utilfredshed. Forkælelse. Brok. Har jeg måske ikke fået adgang til et eventyr og liv mange andre drømmer om? Har mine børn ikke fået den uvurderlige gave det er at være tosprogede, har min mand ikke fået et godt job med en god løn, der lægger grunden for vores gode liv?
Man må kritisere lige, hvad man vil, så længe der er grund til det
Jo, jo og jo. Men det betyder ikke, at jeg skal hænge et amerikansk flag op ved min hoveddør, tie taknemmeligt stille og bøje hovedet, fordi jeg får lov at være her – og selv har valgt at bo her. Vi er fremmedarbejdere her – det vil sige, det er teknisk set kun min mand, der er dét, jeg er sådan set bare fremmed – og vi ser på landet med fremmede øjne.
Må en, der har valgt at bosætte sig i Italien, heller ikke kritisere mafiaens absurd magtfulde rolle i landet? Må en, der har valgt at bosætte sig i Sverige, ikke kritisere landets fejlslagne integrationspolitik? Må en, der har valgt at bosætte sig i Danmark, ikke kritisere det faktum, at på trods af et af verdens ubetinget højeste skattetryk er der i dele af landet næsten 100 ugers ventetid på at blive udredt for demens?
Den præmis accepterer jeg ikke. Man må kritisere lige, hvad man vil, så længe der er grund til det. Kritik er ikke brok. Og jeg har intet problem med at sige, at det land, jeg flyttede til, er et andet end det, jeg nu bor i. Syv år er en rum tid. Ikke bare for et liv – men også for et land.
På samme måde er hjemve ikke et udtryk for afstandstagen. Det bunder ikke i modvilje eller negativitet, tværtimod. Når jeg lider af hjemve – og giver udtryk for det – handler det om at længes efter noget. Ikke om at lægge afstand til noget andet.
Bevares, det kan godt være, at fjordrejer kan ses som den absolutte modsætning til de optøede og dybstegte ditto man lidt for ofte støder på her, men det handler ikke om, at noget er bedre end andet. USA har en masse, der er “bedre” – vilde naturoplevelser, højt til loftet og et folk fyldt med masser af de åbne arme, som immigrationsmyndighederne nok helst ikke vil have, at vi skal se og mærke – men hjemve handler ikke om konkurrence og sammenligning. Det handler om rødder og om de fantomsmerter, der kan opstå, når de rødder bliver revet over.
Den amerikanske drøm eller en saga blot?
Der er også dem, for hvem det virker frygtelig utaknemmeligt, at jeg tillader mig at sætte klare ord på mine frustrationer over et land, der på så mange måder så åbenlyst er i stykker, fordi de selv har eller har haft en drøm om at bosætte sig her.
Dem, for hvem hvert surt opstød føles som en balje af bræk ud over deres amerikanske drøm. Men din amerikanske drøm er ikke min. Og jeg bliver i øvrigt mere og mere overbevist om, at hele ideen om den amerikanske drøm er en saga blot, der holdes i live i et desperat forsøg på ikke at se døden af en anden anakronisme i øjnene: At USA skulle være The Greatest Nation in the World.
Det gode er blevet lidt sværere at få øje på
Det er de færreste af vores amerikanske venner, der stadig tror på det. At deres land skulle være det bedste i verden. De fleste er rystede over den retning, deres land gennem de seneste år har bevæget sig i, og giver jævnligt udtryk for deres sorg og skam over, at det land de altid har troet på, på mange områder ser ud til at være i frit forfald.
Jeg kan godt forstå dem – og føler med dem. Og samtidig glæder jeg mig i mit stille sind over dem, fordi det netop er mennesker som dem, der er grund til, at jeg ved, at der stadig er masser af godt at finde her i landet.
Derfor er vi her endnu. På grund af alt det gode, vi trods alt har mødt, oplevet, taget med os. Som vi aldrig ville have været foruden, og som stadig venter forude. Men når jeg er hjemme på besøg og gang på gang møder den slet skjulte undren fra venner og familie, der måske har lidt sværere ved at få øje på det gode på afstand, så forstår jeg dem godt. Det gode er blevet lidt sværere at få øje på. Og det føles ikke længere helt så stort som meget andet i USA.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
