FITNESS // KLUMME – “Jeg når altid lige at hyggesnakke med de andre, og min træning er ikke udtryk for en ydrestyret performance- og konkurrencekultur, men bygger på omsorg, glæde på andres vegne og godmodige drillerier … samt et indre ønske om bare at stå op om morgenen og have det godt, indtil man en dag dratter om.” Morten Skovgaard er træt af, hvad han ser som en fortænkt politisering af træning og fitnesscentre.
Forleden faldt jeg over en diskussion om fitnesstræning på en vens Facebook-væg.
Den var foranlediget af undren over nogle polemiske februarklummer om fitnesscentrenes såkaldte kulturelle kapital i Information og Weekendavisen, hvor der blev læst både symbolik og politik ind i træningsaktiviteterne.
Min ven, forfatter og journalist Torben Sangild fortalte, at skribent ved Information Matthias Dressler-Bredsdorff skriver om, “hvordan fitness er et udtryk for klassesamfundet og kapitalismen, og at det er en måde at være en del af eliten på, at man pumper sin krop hård. Han er nu selv begyndt at træne, kigger sig rundt i fitnesscenteret og ser kun pæne, unge mennesker, der allesammen ligner hinanden”.
I Weekendavisen læste Sangild, at en anden skribent, Mikka Tecza, ser en ganske anden vinkel i en replik netop til Dressler-Bredsdorff, og skriver så:
“Det er de højreorienterede, der dyrker fitness. De intellektuelle og venstrefløjen har efterhånden (ikke mindst via Jørgen Leth) omfavnet sporten, endda senest håndbold, men fitness mangler. Den er der ikke skrevet digte om, for den er alligevel for prollet og individualistisk. Det er ikke kapitalismen, der har skabt idealet om den veltrænede krop, det går tilbage til antikkens idealer, skriver hun. Og hvad er der egentlig galt med at pumpe sin krop? Det er sundt, det er godt, og måske burde også de intellektuelle omfavne det.”
Diskussionen virker for mig umådeligt fortænkt og overfladisk. Man kan ikke sige noget fornuftigt om fitness, hvis man blot politiserer og generaliserer
Diskussionen virker for mig umådeligt fortænkt og overfladisk. Man kan ikke sige noget fornuftigt om fitness, hvis man blot politiserer og generaliserer ved at hælde alle former for fitnesstræning i samme kategori uden at tage højde for hverken alder, folks individuelle motivation for at træne og de mange og vidt forskellige kulturer, der opstår omkring træningen.
Forskningen er temmelig entydig: Muskelmassen falder med alderen, og dette fald (sarkopeni) begynder for de fleste at accelerere omkring de 60 år. Al funktions- og styrketræning både før, i og efter denne alder er bare penge i banken til at få den bedst tænkelige alderdom i sin egen krop, og hvis pænt tonede eller store muskler og en atletisk bygning samtidig er en del af éns kropsideal, er det jo bare en ekstra bonus.
Mere behøver der faktisk ikke at ligge i det for folk, der vælger at fitness- og styrketræne.
I sidste ende er det bare dejligt at være stærk og at presse sig selv til at blive endnu stærkere – eller som minimum modvirke det uafvendelige fysiske forfald.
Der bliver ofte fortolket performancekultur ind i alt, hvad vi foretager os, men det er vigtigt at skelne mellem, om folk først og fremmest udfører deres fysiske præsentationer til gavn for sig selv, eller om det er mere ydrestyret.
Her kunne man måske kaste sig ud i nogle lidt mere meningsfulde generaliseringer om, at yngre mennesker over en bred kam kan vise sig at være mere ydrestyrede og træne ud fra forfængelighed og/eller for at forøge deres chance for at tiltrække en partner eller passe ind i en flok, mens de lidt ældre nok er mere fokuserede på at opnå en sund og stærk krop af primært helbredsmæssige årsager.
Men det vil jeg lade andre om, for der er ganske sikkert en masse demografisk, social og kulturel kompleksitet, der også skal tages højde for i dét billede.
Sikkert er det imidlertid, at det klassiske kropsideal har været under nedbrydning i årevis – den muskuløse, fedtdrænede og toptunede atletkrop er ikke længere det mål, alle spejler sig selv i og stræber efter i dag.
Fitnessbilledet er broget og inkluderende
Det er særlig interessant for os mænd i Generation X, som er vokset op med 80’ernes bodybuilderkultur og et væld af seje B-film med hårdtpumpede filmhelte med store, tunge muskler. De var dengang enten den bærende æstetik for vores kropslige stræben, hvis vi rent faktisk trænede og prøvede at komme i god form – eller et åg, som dem med spaghettiarmene bare måtte finde sig i at blive sammenlignet med, hvis de ikke gik så meget op i den slags.
Dengang kunne man med rette tale om en oldgræsk kultur og olympiske idealer. Men fitnessbilledet er simpelthen langt mere broget og inkluderende i dag.
Og så skal det selvfølgelig også bemærkes, at der i den moderne bølge af kropspositivitet er opstået en vis modkultur mod “fitnesskulturen” og de æstetiske og helbredsmæssige idealer, man associerer med den, fordi nogle mennesker er dødtrætte af at få dem proppet ned i halsen og konstant få at vide, at de er usunde og ser forkerte ud.
Her ser man interessant nok også ofte en stærkt generaliseret opfattelse af fitnesstræningen og motivationerne, tankerne og kulturen bag den.
Jeg er tæt på de 50 år og træner næsten dagligt i hverdagene på en lokal fysioterapiklinik på Nørrebro i København. Først og fremmest fordi jeg ved, hvor meget muskelmasse kommer til at tælle i det samlede sundhedsregnestykke i de kommende årtier.
Funktionstræning er jo dybest set en kedelig og mekanisk aktivitet, som ikke rigtig kan sammenlignes med for eksempel det at dyrke holdsport eller at blive dygtig til en individuel disciplin. Men til gengæld er det dejligt målbart og nemt at udføre, når man først har fundet disciplinen frem til det, og det giver også et dejligt roligt mentalt rum, hvor man bare kan koncentrere sig helt og holdent om sig selv.
Den sociale dimension er ikke baseret på ydrestyret performance- og konkurrencekultur, men netop på omsorg, glæde på andres vegne og godmodige drillerier
Jeg er vild med den lille landsby i storbyen, som jeg igennem det seneste års tid er blevet en del af derovre, hvor jeg altid lige når at hyggesnakke med de andre morgenduelige – og hvor man automatisk bliver bekymret, hvis en af de ældre pludselig fraviger sit træningsmønster i flere uger ad gangen uden at have fortalt noget til os andre på forhånd.
I den kontekst er den sociale dimension ikke baseret på ydrestyret performance- og konkurrencekultur, men netop på omsorg, glæde på andres vegne og godmodige drillerier om, at alt fravær naturligvis bliver ført til protokols – og et indre ønske om bare at stå op om morgenen og have det godt, indtil man en dag dratter om.
Der er ikke noget fortænkt i det fællesskab, og der er ikke nogen politisk dimension eller alle mulige andre indbildte sociale dynamikker. Vidt forskellige generationer mødes bare helt afslappet og giver sig i kast med deres forskellige træningsprojekter i samme rum. Og man spejler sig positivt i hinandens små succeser og lader sig inspirere af andre – særligt når man ser folk, der med ærefrygtindgydende fokus og energi funktionstræner hårdt for at komme sig oven på skade eller sygdom.
Det er meget langt fra det skræmmebillede af narcissistisk og konkurrencepræget fitnesskultur, nogle gerne vil opmale. Det er faktisk fuldstændig, som det skal være.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her