MIDTVESTLIV // KLUMME – Hvordan sender man sin otteårige søn tilbage i skole dagen efter, at 19 jævnaldrende og uskyldige elever er blevet mejet ned i endnu en massakre? Julie Bendtsen gjorde det mod sin vilje, mod alle moderfølelser, mod alt, hvad der føles rigtigt. Og med bevidstheden om, at heller ikke denne gang ville dødstallet gøre en forskel.
CHICAGO – Tirsdag aften sendte min søns skole en email ud til alle forældrene. Den indeholdt lidt gode råd til, hvordan vi kunne tale med vores børn om nyheden om det skoleskyderi, der fandt sted i Uvalde, Texas, tidligere samme dag.
Endnu en massakre i rækken af ufatteligt mange. Og så indeholdt den – formentlig ud fra en forhåbning om, at det ville berolige os – beskrivelser af, hvordan skolen er forberedt på den slags hændelser, og hvordan eleverne bliver instrueret i såkaldte “lock down drills”. Jeg spurgte min datter, hvilke typer af øvelser de har på hendes middle school. Tre, svarede hun. “Brandøvelser, tornadoøvelser og school shootings”. Hun sagde det helt nøgternt, mens mit hjerte sank endnu mere.
Alt det ansvar, politikerne her i landet ikke vil tage, kaster de over på børnene
Da jeg fik emailen, stod jeg sammen med en gruppe andre forældre og kiggede på vores drenge, der løb rundt og legede på parkeringspladsen uden for den skøjtehal, hvor de lige havde spillet den afsluttende mesterskabskamp. De fejrede deres velfortjente andenplads efter en højdramatisk kamp, afgjort af noget så utilfredsstillende som straffeskud. De var glade, jublende, råbende, klatrende i træer og fjollede, som børn i den alder skal være. Min søn er otte år gammel. Han går i tredje klasse i en elementary school.
Da jeg næste morgen – modvilligt, fordi det netop den morgen føltes helt utrolig forkert at overlade mine børn til de rammer, der gang på gang viser sig at være blandt de dødeligste i USA – kørte min datter i skole, stod der en politibetjent ved indgangen.
Igen formentlig noget, der skulle berolige os forældre og de af eleverne, der havde hørt om skyderiet i Texas, men den kynisme, jeg har udviklet efter syv år og et antal skyderier, jeg ikke engang vil tænke på – jeg har skrevet om emnet før, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil få rig lejlighed til at skrive om det mange gange igen – betyder ulykkeligvis, at jeg ikke følte mig beroliget overhovedet.
Fordi jeg ved, at i næste uge er politibetjenten væk, og debatten om våben er glemt. Lige indtil næste gang. Da gerningsmanden gik ind på skolen i Uvalde og dræbte over 19 børn, var der stadig familier, der ventede på at begrave ofrene fra massakren i Buffalo.
Lovløse Texas
Skolen i Uvalde er en elementary school. Lige som min søns. Det er elever fra anden til fjerde klasse, der går der, og det er børn i den aldersgruppe, der tirsdag den 24. maj gik i skole og aldrig kom hjem til deres familier. Sandy Hook var også en elementary school, hvor tyve elever mellem seks og syv år i 2012 blev myrdet. Ingenting er ændret siden dengang. For som den britiske klummeskribent Dan Hodges så præcist udtrykte det: “In retrospect Sandy Hook marked the end of the gun control debate. Once America decided killing children was bearable it was over”.
Der kommer heller ikke til at ske noget denne gang. Siden Sandy Hook er republikanske politikere fortsat med gladeligt og taknemmeligt at tage imod penge fra USA’s National Rifle Association (NRA), som de facto styrer våbenkontrollen – eller mangel på samme – her i landet.
Texas’ guvernør har løsnet alle regler for skydevåben i staten, hvor stort set enhver over 18 kan gå ud og købe et håndvåben uden at have en licens. Gerningsmanden i Uvalde købte to af dem, da han blev 18. Et køb, der utvivlsomt må have gjort guvernøren stolt, taget i betragtning, at han i 2015 tweetede om. hvor skamfuldt det var, at hans stat kun var nummer i to i landet på listen over våbensalg – kun overgået af Californien.
Det passer i øvrigt ikke, når jeg siger, at intet har ændret sig siden Sandy Hook. For siden dengang har skoler landet over med jævne mellemrum haft deres “school shooting” drills, hvor de bliver trænet i, hvad de skal gøre, hvis en galning beslutter sig for at møde op på skolen for at skyde løs.
Sluk alt lyset, søg ind i skabet, sæt jer ned, vær helt stille. Sagt med andre ord: Ansvaret for, at I ikke bliver skudt, er nu lagt over på jer selv. For retten til at bære våben rører vi ikke ved. Alt det ansvar, politikerne her i landet ikke vil tage, kaster de over på børnene. Børn, der hver evig eneste dag går i skole med bevidstheden om, at skoleskyderier er blevet en del af dagligdagen i USA. Alligevel er der ingen, der vil gøre noget for at forhindre dem.
”Problemet er ikke våbene”
Dagen efter massakren på Robb Elementary i Udvale fik føromtalte guvernør Abbott travlt med at vaske sine hænder helt rene for det blod fra 19 elever og to lærere, han har på dem. Det her var ikke et gun issue, sagde han. Det var et mental health issue. Våbenrestriktioner ville ikke give nogen mening og ikke forhindre et nyt skyderi.
Men faktum er, at morderen ingen kendt mental sygdomshistorik havde. Hans mors kæreste beskrev ham som “weird”, men at være dét er trods alt ikke noget, man bliver hverken anholdt eller undersøgt af FBI for endnu. Og åbenbart heller ikke, når man i anledning af sin 18 års fødselsdag går ud og køber to rifler og kort efter annoncerer, at man har tænkt sig at skyde både sin bedstemor og en grundskole.
Vores våben er vigtigere end jeres børn
Ingen andre lande i hele verden har den samme frekvens af masseskyderier og mord eller selvmord ved skydevåben, som USA har. Landet er også det eneste i verden, hvor antallet af civile skydevåben overstiger antallet af mennesker. Alligevel insisterer republikanske senatorer, deres konservative vælgere og andre skydeglade amerikanere – og sørgeligt nok også danskere – på, at problemet ikke er våbene.
Problemet er menneskene, der bruger dem. Er det virkelig så svært at erkende, at hvis alle de skæbner med mentale problemer ikke havde så nem adgang til automatrifler og andre dræbende våben, så ville de heller ikke have så nemt ved at skyde uskyldige ofre i den ene meningsløse massakre efter den anden?
Da Australien så deres skydevåbenvold kulminere med masseskyderiet på Tasmanien i 1996, gik der to uger, inden landet havde bandlyst to af de mest dødelige typer af skydevåben og samtidig gjorde det langt mere omstændeligt at få en licens. Gennem de følgende ti år faldt antallet af skuddrab med 51 %. Men det er jo ikke våbene, der er problemet, vel?
Selv hvis vi bilder os ind, at vi kan skyde skylden på mentale lidelser og ikke skydevåben, sådan som Guvernør Abbott insisterer på, så er det heller ikke ligefrem et område, der har de mest optimistiske udsigter i Texas. Abbott skar nemlig 211 millioner dollars af statens budget for “mental health” tidligere på året, og Texas rangerer nu allersidst blandt alle 50 stater på listen over adgang til behandling og pleje, når det kommer til psykisk sygdom. Ifølge Texas-guvernøren skal der altså ikke røres ved adgangen til våben – men forebyggelse af psykiske lidelser er så heller ikke en prioritet.
Penge i lommen og blod på hænderne
Men det er åbenbart ikke våbene, der er problemet. Det er menneskene. Eller måske er det den kendsgerning, at så ufattelig mange af de republikanske senatorer er dybt, dybt i lommerne på The National Rifle Association (NRA)? Det er som bekendt svært – og svært uindbringende – at bide den hånd, der fodrer dig, og når foderet kommer direkte fra den organisation, der nægtede at aflyse en messe efter masseskyderiet på Columbine High School, fordi det ville få dem til at se svage ud – og så længe NRA har så meget magt over republikanerne, er der intet, der vil ændre sig.
Ligesom det er ubegribeligt, at så mange amerikanere vægter retten til at have huset fyldt af rifler og revolvere tungere end børns liv
Tro mig: Robb Elementary og de 19 døde børn i Uvalde kommer heller ikke til at gøre en forskel. Deres blod – og blodet fra alle de andre børn, der er blevet ofre i de andre meningsløse skyderier – er på republikanernes hænder. Og de er ligeglade.
Det ville være så nemt at gå ind i klicheen om konservatives besættelse af at fjerne kvinders frie ret til at bestemme, om de vil føde børn eller ej, men når først børnene er ude, er deres rettigheder og liv ligegyldige for selvsamme konservative. Det er ubærligt og ubegribeligt.
Ligesom det er ubegribeligt, at så mange amerikanere vægter retten til at have huset fyldt af rifler og revolvere tungere end børns liv. Sidstnævnte er ikke en kliche. Det er et faktum. Når så mange børn er døde, skudt ned af galninge, der har købt våben så nemt, som jeg køber benzin, og der stadig ikke sker andet end de evindelige, ubrugelige, fornærmende, respektløse “thoughts and prayers”, er signalet entydigt: Vores våben er vigtigere end jeres børn.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
