MIDTVESTLIV // KLUMME – Det kan godt være, at USA kalder sig ‘Land of the Free’, men som udlænding er der mange friheder, der ikke gælder. Julie Bendtsen er træt af krumspring, der ikke nytter, og regler, der ikke giver mening.
CHICAGO – Jeg havde en helt exceptionelt elendig dag i fredags. Ikke på den der “jeg støder lige samme tå på et hårdt møbel fire gange og bider mig selv i tungen samme sted igen og igen, mens børnene har Roskildesyge, og jeg har pms”-måden. Ægte dårlig.
Det udsprang af noget så banalt som et kørekort, men endte med at handle om noget helt andet: en følelse af at bukke og neje og bøje sig, men stadig være mindre værd i et system, der er ubøjeligt. Eller på visse områder slet og ret ubegribeligt.
Derfor er min og børnenes status på grund af immigrationsmyndighedernes fuldstændig ulandsagtige lange sagsbehandlingstider teknisk set stadig under behandling
Når man bosætter sig i USA, skal man have sig et amerikansk kørekort. Evnemæssigt er det ikke den store udfordring: Man skal møde op, bestå en teoriprøve på en computer, som man kan øve sig på inden, og så skal man køre en tur rundt om blokken – i sin egen bil, vel at mærke.
Da jeg tog mit første amerikanske kørekort i 2015, kostede det den nette sum af fire dollars. Det er alle de papirer, man skal medbringe, der er den største byrde, men når de er samlet, er sagen egentlig rimelig bøf.
Flytter man så til en ny stat, skal man have et nyt kørekort fra den pågældende stat. Det er i de fleste tilfælde bare en konvertering, ingen prøve. I Illinois har man 90 dage til at erhverve sig sit kørekort, men på grund af covid er bare dét at få en tid på motorkontoret en pine bagi.
Nuvel, det lykkedes ved at stå tidligt op og acceptere, at det sted, vi kunne få en tid, ligger en halv time væk, så fredag morgen kørte min mand og jeg og børnene – som havde skolefri på grund af Langfredag – og alle vores dobbelttjekkede papirer mod dét, vi troede ville blive en formsag. Ind og ud på en halv time. Max.
Det var ikke sådan, det gik. Ikke for mig, i hvert fald. Min mand kom ind og fik taget sit nye kørekort, men jeg blev afvist ved skranken. Mine papirer var ikke, som de skulle være. Jeg skal undlade at kede jer med detaljerne. Sandt at sige er hele situationen også så speget, at jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne forklare det.
Den følelse lige dér er en følelse af at være uvelkommen. Uønsket og uværdig til noget så simpelt som et forbandet kørekort. Ligesom jeg er uværdig til at få et job.
Men lad mig opsummere det med, at jeg ikke kunne få lov at konvertere mit North Carolina-kørekort til et Illinois-kørekort, fordi jeg endnu ikke har fået det nye immigrantvisum, vi skiftede til, da min mand fik nyt job, og vi flyttede.
Han er primary, børnene og jeg er dependents. Også kendt som det tynde øl. Hans visum blev godkendt inden for to uger, fordi firmaet betalte for ekspres-sagsbehandling, men det er ikke en mulighed for de medfølgende.
Derfor er min og børnenes status på grund af immigrationsmyndighedernes fuldstændig ulandsagtige lange sagsbehandlingstider teknisk set stadig under behandling. Mit gamle visum er ikke længere gyldigt, og det nye ligger mellem 17 og 22.5 måneder væk (skal man tro de vejledende behandlingstider på myndighedernes hjemmeside).
Lad os bare skære den ud i ligestillingspap – ikke kvinde og mand imellem, men som i forsørger kontra medfølgende: Jeg kan ikke få mit nye kørekort, fordi jeg bare er partneren, der fulgte med. Jeg kan i øvrigt heller ikke få lov at arbejde. Det måtte jeg på det tidligere visum, og jeg nåede da også at søge – og komme til samtale til – et job hos National Hockey League (manner, den sidder stadig og svider lidt i mig), inden verden lukkede ned, og ingen spillede hockey i månedsvis.
Jeg tudede hele vejen hjem fra motorkontoret og on/off resten af dagen. Afmagt og arrigskab flød over og løb ned ad det ansigt, jeg for første gang i månedsvis (covid, ved I) havde sminket så nydeligt, så jeg kunne se pæn ud på mit nye kørekort. Jeg skal vise det, hver gang jeg køber en flaske vin i supermarkedet, så det nytter jo ikke noget at ligne en smadret damecykel. Men billedet blev aldrig taget. Jeg blev sendt væk. På trods af, at jeg havde gjort alt rigtigt. Der var intet, jeg kunne have gjort anderledes.
Den følelse lige dér er en følelse af at være uvelkommen. Uønsket og uværdig til noget så simpelt som et forbandet kørekort. Ligesom jeg er uværdig til at få et job. Og det mindede mig om alle de gange, jeg har haft den følelse før, på egne eller fælles vegne. For lad mig bare sige det ligeud: At være fremmed i et land er fandme ingen dans på roser, når selvsamme lands systemer gang på gang fremstår, som om de er sat op til at se enhver, der forsøger sig med dem, mislykkes miserabelt.
Det er hårdt, det er frustrerende, og det er en ubehagelig følelse af at blive set som og forblive andenrangs. En, der hverken har fortjent respekt eller rettigheder
USA er jo på langt de fleste områder et relativt civiliseret samfund, og jeg er udmærket klar over, at det er nemmere at slå sig ned her end i så mange andre lande med mere korruption, mindre struktur og løsere love. Og heldigvis er langt de fleste af vores dage da også lysår bedre end i fredags – ellers havde det her lille familieeventyr været en hel del kortere. Men selv i et land, der har så mange ligheder med mit eget, er oplevelsen af at stikke ud som brækket finger tilbagevendende.
Jeg er meget forsigtig med at lufte mine frustrationer over for amerikanere, når de her situationer opstår. Det ender unægteligt med, at jeg i min tilstand af at have fået nok udtrykker mig for firkantet, og de tager det personligt.
For det er jo deres land, jeg kritiserer. Og dermed dem. Amerikanere er så nærmest karikaturagtigt patriotiske, så hvis man tillader sig at mumle, at deres land på nogle områder opfører sig som en arrogant og ikke altid lige skarp dørmand på et provinsdiskotek, er der garanti for virkelig dårlig stemning. Så det lader jeg efter bedste evne være med.
Men jeg lader ikke være med at tænke det. Jeg tænker på idiotien i bureaukratiet og den komplette mangel på sund fornuft. Og jeg tænker på, hvor svært det er at være indvandrer, immigrant, flygtning – eller hvem som helst, der med reelt gode intentioner har prøvet at bosætte sig i et land, de ikke er født i.
Til alle, der i jeres liv har en fremmed – en, der er kommet til jeres hjemland – lovligt og med de bedste intentioner: Der er meget stor sandsynlighed for, at vedkommende gør alt, hvad han eller hun kan for at følge alle regler og love og være et præmieeksemplar af en ny borger.
Desværre er der også lige så stor sandsynlighed for, at vedkommende, på trods af intentioner, hårdt arbejde og velvilje, alligevel igen og igen er løbet panden mod en mur – og har følt, at alt hvad de gør rigtigt, er forgæves i et system, der ikke er interesseret i at se dem lykkes.
Du kan sagtens være en fantastisk ven med et varmt hjerte i et land, der til tider opfører sig koldt, uempatisk og uvelkommende
Det er hårdt, det er frustrerende, og det er en ubehagelig følelse af at blive set som og forblive andenrangs. En, der hverken har fortjent respekt eller rettigheder.
Og når de i afmagt og frustration brokker sig over dit land – for jeg er sikker i min sjæl på, at det her ikke bare er et amerikansk fænomen – så lad være med at tage det personligt. Du ved ikke, hvordan det er at være fremmed i dit land. Du kender ikke til forhindringerne og reglerne og faldgruberne og blindgyderne. Du aner ikke, hvorfor lige den onsdag, fredag, aften eller sommerdag var dråben, der fik øjenkrogene til at mangle plads, og de vrede, sårende ord om dit land til at flyde.
Det handler ikke om dig. Du kan sagtens være en fantastisk ven med et varmt hjerte i et land, der til tider opfører sig koldt, uempatisk og uvelkommende. I stedet for at blive fornærmet, så giv din indvandrerven et kram. Der er en god chance for, at hun trænger til det.
LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Julie Bendtsen løb mod en mur i motorkontoret og kunne bruge et kram. Det er ikke altid let at være indvandrer. Foto: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
