MISTRIVSEL // KRONIK – Mange mistrives, fordi de er bange for enten at være eller blive en fiasko i sammenligning med andre. Problemet er ikke, at de ikke kan være sig selv, men at de frygter, de lige netop er forkerte, når de er sig selv. Hvad er det for en eksistentiel utilstrækkelighedsfølelse, som præger især den yngre befolkning?
“Vær dig selv; alle andre er allerede taget,” skulle den irske forfatter Oscar Wilde have sagt, selv om det ikke er helt sikkert. Det giver dog god mening, hvis ordene er Wildes, for han måtte nemlig personligt betale en meget høj pris for at være sig selv.
I 1895 blev han idømt to års hårdt strafarbejde for såkaldte “homoseksuelle handlinger”. Efter løsladelsen i 1897 levede han blot tre år, før han døde, kun 46 år gammel og ødelagt, fordi han havde valgt at være sig selv.
Hvem er man, hvis man ikke er sig selv? For Wildes vedkommende skulle han i hvert fald have påtaget sig en rolle, hvor han skjulte sin homoseksualitet og i stedet levede efter konventionerne for, hvad der var den “rigtige” og “normale” form for seksualitet. Med andre ord, hvis man ikke kan være sig selv, vil man ofte se sig henvist til det, som andre ønsker, man skal være.
På den måde fanges de i en ond cirkel, hvor det at blive en bedre udgave af sig selv bliver et ideal, som ingen kan leve op til
Op gennem historien har prisen ofte været høj for de mennesker, som stod fast og forblev sig selv. Straffen har været social eksklusion, fængsel, fysisk vold og ikke sjældent døden. Kunsten at opstøve, udgrænse og om nødvendigt udslette “de forkerte”, “de unormale”, “de upassende” osv. har været et af de væsentligste redskaber til at opretholde indre orden i grupper, stammer, samfund, nationer o.l.
Det er derfor heller ikke mærkeligt, at forskellige variationer over Oscar Wildes gamle opråb om at være og forblive sig selv er blevet et primært element i det nutidige menneskes selvforståelse.
Selvovervågningens tyranni
Periodisk får George Orwells dystopi 1984 om det totale overvågningssamfund et comeback. I Orwells roman er mennesket kontrolleret helt ind i sindet for at sikre, at ingen bliver sig selv på nogen anden måde, end den herskende magt forlanger. Den systematiske overvågning på internettet, som alle konstant er udsat for i dag, motiverer naturligvis til sammenligning med den orwellske dystopi.
Men det at være eller fastholde sig selv trues også af en subtil indre overvågning, hvor vi overvåger os selv og holder os beskæftiget og pacificeret ved konstant at sammenligne os selv med andre.
Oscar Wilde følte sig ikke umoralsk, skyldig eller forkert, selv om samfundet anklagede ham for umoralske handlinger og straffede ham for homoseksualitet. I dag retter mange imidlertid stærke bebrejdelser mod sig selv og føler sig forkerte helt uden at have gjort noget forkert, umoralsk eller skadeligt.
Det er denne eksistentielle livsopgave og balancesøgning, som i dag bliver banaliseret til at være en form for konkurrence om, hvem der er bedst, smukkest, klogest, mest rigtig og succesfuld
Det, som tilsyneladende fremkalder mange sårbarhedsskabende træk, specielt blandt unge, er en diffus utilstrækkelighedsfølelse, hvor man måske nok er sig selv, men absolut ikke oplever det som nogen god udgave af sig selv, og slet ikke som den bedste. For sagen er jo, at man kunne og burde blive bedre, pænere, mere autentisk, få bedre karakterer i skolen, tage mere ansvar for klimaet, sig selv og verden i det hele taget. Man burde, med andre ord, holde op med at være så forkert.
At føle sig forkert
Den seneste undersøgelse af danskernes sundhed viser, at frygten for ikke at være god nok er udbredt, ikke mindst blandt unge. Generelt konkluderer undersøgelsen, at der i sammenligning med tidligere år er en fortsat stigning i andelen af befolkningen, der scorer lavt på den mentale helbredsskala.
Primært ses en stigning i andelen med en lav score blandt unge og især blandt kvinder i den yngste aldersgruppe er stigningen udtalt. En undersøgelse om børn og unges livskvalitet viser desuden, at “mere end hver femte pige i udskolingen ikke glad for, hvem hun er”. En pige siger således: “Jeg er utilfreds med mit udseende (…) Mine venner er så pæne og har perfekte liv, og det har jeg ikke.”
Undersøgelserne viser, at mange mistrives, fordi de er bange for enten at være eller blive en fiasko i sammenligning med andre. Her er det altså ikke et problem, at de ikke kan være sig selv, men at de frygter, at de lige netop er forkerte, når de er sig selv. Og så opstår behovet, ønsket eller drømmen om at blive en anden end sig selv. På den måde fanges de i en ond cirkel, hvor det at blive en bedre udgave af sig selv bliver et ideal, som ingen kan leve op til, fordi der skydes efter bevægeligt mål.
Som Christian Hjortkjær skriver i bogen Utilstrækkelighed, er utilstrækkelighedsfølelsen nemlig grænseløs. Oplevelsen af at kunne have gjort noget mere, noget bedre eller i det mindste det samme, som andre har gjort, hjælper ikke det enkelte menneske til at blive tilfreds, men derimod til at blive træt af sig selv og ikke orke mere.
Den universelle sammenligning
Det er ikke en urimelig tolkning, at de unges frygt for fiasko har udviklet sig i sammenhæng med den globale periode, som Zygmunt Bauman kalder for “Den universelle sammenlignings epoke”. Bl.a. de såkaldte influencere opleves som en konstant kommentar til de unges liv; en kommentar, som motiverer til uendelige og selvkritiske sammenligninger og omsættes til en indre, selvovervågning, tvivl og utilfredshed, hvilket ikke er mærkeligt, da influence jo netop betyder påvirkning.
Denne påvirkning kan resultere i en slags statusangst, hvor man oplever sig som forkert og mindreværdig i sammenligning med alle dem, der hele tiden er mulighed for at sammenligne sig med. På den måde trues man af det eksistentielle dilemma: Forbliv dig selv, og du risikerer fiasko, eller bliv som de andre, og du mister dig selv.
Bloggeren, som kom for folkedomstolen og blev dømt til fordømmelse, er jo også et eksempel på den udbredte frygt for fiasko
I Poetikken minder Aristoteles os om, at mennesker fra barnsben nødvendigvis må efterligne og sammenligne sig med andre for at blive menneske i verden. Senere må vi imidlertid holde op med at tage andre som norm for, hvem vi er. I stedet for den blotte efterligning skal vi forsøge at bruge sammenligningen til at finde vores personlige vej på baggrund af egne evner og forestillinger om, hvem vi skal være.
Men det er en svær balance, som de fleste må kæmpe med gennem hele livet. Søren Kierkegaard kaldte det at træde i eksistens, og det er denne eksistentielle livsopgave og balancesøgning, som i dag bliver banaliseret til at være en form for konkurrence om, hvem der er bedst, smukkest, klogest, mest rigtig og succesfuld.
Banalisering af den eksistentielle livsopgave
I trivselsundersøgelserne kan vi aflæse, hvad der sker med mennesker, hvis den eksistentielle livsopgave, at træde i eksistens og blive sig selv, konverteres til et spørgsmål om ikke at føle sig forkert: Helt til sygdomsgrænsen forsøger mennesker i dag at leve op til de normer og idealer, som påtvinges af kravet om sammenligning og efterligning. I romanen Samtaler med venner beskriver den irske forfatter Sally Rooney konsekvenserne af kravet om konstant selvovervågning og selvforbedring.
Romanens unge fortællerstemme siger bl.a.: “Jeg var ensom og følte ikke, jeg fortjente at have venner. Jeg skrev lister over ting, jeg skulle forbedre hos mig selv.” Og senere, efter at have mødt en anden kvinde med et vindende smil: “Jeg var klar over, at jeg senere misundelig ville øve det smil foran spejlet.”
Og ikke mindst beskrives det, som hun prøver at opnå: “… nemlig at gøre mig selv til følgende: Et menneske, der var værdigt til at blive hyldet, værdigt til at blive elsket.”
Med andre ord, hvis du ikke føler dig elsket og anerkendt, så er det, fordi du stadig er forkert og ikke har gjort nok for at forvandle dig selv til en elskelig og anerkendt person. Så må du tilbage til din tjekliste for at se, hvor det er, du har fejlet, og hjem foran spejlet for at opøve det rigtige smil.
Anerkendelse som krigstilstand
Måske kan denne banalisering af menneskets forsøg på at blive sig selv bedst beskrives som en krigstilstand. Det er i hvert fald det indtryk, man får i forbindelse med en aktuel sag, hvor en kendt dansk litteraturblogger er blevet afsløret i plagiat. Da bloggeren skulle forklare, hvorfor hun havde valgt at plagiere, sagde hun: “Mit behov for at blive anerkendt som fagligt kompetent blev så stærkt, at jeg endte med at bryde egne principper.” Oversat: Hun mistede sig selv i kampen for at blive anerkendt og betragtet som god nok.
Svaret på det eksistentielle spørgsmål “Hvem er jeg?” lyder: “Jeg er en, som ikke er god nok.”
Men det er ikke kun et spørgsmål om plagiat. Bloggeren, som kom for folkedomstolen og dømt til fordømmelse, er jo også et eksempel på den udbredte frygt for fiasko. I dette tilfælde kom frygten til udtryk gennem et ulykkeligt forsøg på at gå omvejen over snyd for at blive den version af sig selv, som man gerne vil være. Men det skete i håbet om at blive en, som kunne anerkendes og elskes. Måske burde hun mødes med mildhedens forståelse og ikke med afvisningens foragt.
I utallige andre tilfælde kommer frygten for fiasko ud som den generelle mistrivsel, usikkerhed og utilfredshed med sig selv, som trivselsundersøgelserne beskriver. Det banale krav om succes løser ikke det enkelte menneskes eksistentielle opgave med at træde i eksistens, selv om det er blevet et kulturelt og socialt anerkendt krav, som vi helt legitimt kan stille både til os selv og andre.
Kravet om succes, perfektion, skønhed og anerkendelse er blevet til en udbredt og skrækindjagende følelse af utilstrækkelighed, hvor svaret på det eksistentielle spørgsmål “Hvem er jeg?” lyder: “Jeg er en, som ikke er god nok.”
Læs også Peter Schjødts kronik “De sociale medier er ikke sociale – de er asociale”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
