MENTALT OVERSKUD // KOMMENTAR – Når vi skal gøre op med vores egen mistrivsel, kan det være en hjælp at flytte fokus fra det indadvendte blik til handling, lød det for nylig i et essay på siden her. Men hvad gør de, der – netop på grund af deres mistrivsel – ikke kan finde kræfterne til at handle overhovedet, spørger Louise Juhl Dalsgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er opvokset ved Limfjorden. Deroppe, hvor mågerne er i overtal, og man stadig kan være heldig at få lov at prutte om prisen. Min mand gjorde det i sommer. Det var i en herretøjsbutik i Fjerritslev, han købte en skjorte og tre par underbukser. ”For tos pris?” forsøgte han sig lidt i sjov – og sådan blev det. Han betalte kun for to par underbukser, den sidste var ligesom en del af handlen.
I Nordjylland står talemåderne i kø. Der er ikke den situation, der ikke kan tackles med et ordsprog. Et af dem, jeg oftest hører brugt, er: ”Det handler ikke om, hvordan man har det, men om hvordan man ta’r det.”
Det lyder jo lovende, hvis man sidder alene på sjette år i sin lejlighed uden mod til at gå ud for at handle. Just do it, som det lyder i Nike-reklamen. Smøg ærmerne og kom afsted.
Det er jo ikke en dum tanke, for vi kan vel alle blive enige om, at løsningen i hvert fald ikke er at blive siddende i ensomheden og vente på at dø af sult eller forkøbe sig i dårlig take-away. Men er svaret virkelig så simpelt?
Det giver simpelthen ikke mere mening at forlange, at en depressionsramt skal handle sig ud af sit mørke, end det gør at forlange, at en lam skal rejse sig og gå
For nylig bragte POV en artikel under overskriften ”Vores følelser er kommet på vildspor”. Den handlede om det stærkt bekymrende fokus på, hvordan folk har det. De går til psykolog og sygemelder sig med stress, man taler ligefrem om en mistrivsels-epidemi. Men, mente artiklens forfatter, vi burde i stedet rette fokus på, hvordan vi ta’r det.
Ikke sådan at forstå, at skribenten negligerede folks smerte, men bare at de i stedet for at grave i den skulle finde knofedt og kampånd frem. Ændre de vilkår, der lå til grund for deres smerte og mistrivsel.
Mistrivsel bunder (også) i underskud
Det er jo en god idé, den overser bare det faktum, at langt de fleste, der har det skidt, ikke har overskuddet, redskaberne eller det fornødne mod til at sige fra. En depression er ligefrem kendetegnet ved handlingslammelse og apati.
Det giver simpelthen ikke mere mening at forlange, at en depressionsramt skal handle sig ud af sit mørke, end det gør at forlange, at en lam skal rejse sig og gå.
”Måske skulle vi som eksperiment overveje at flytte fokus fra selvgranskning til handling? Det er ikke vores følelser, der bør definere os – det er vores handlinger. Måske ligger nøglen til mening og trivsel ikke i at forstå vores følelser, men i at handle for andre og for fællesskabet,” foreslog artiklens forfatter, og som det fællesskabselskende menneske, jeg er, rammer det selvfølgelig lige midt i solar plexus.
Ja. Vi skal hellere arbejde for hinanden og vores næste end kun for os selv. Klart. Det forudsætter bare, at vi har noget at kæmpe med, nogle kræfter, et sprog, et forum, der lytter. Det kræver også, at vi ikke er så triste, at vi er i tvivl om, hvad der overhovedet er at kæmpe for.
Jeg har selv været en af dem, artiklen peger på. En af dem, der så indad, gik til psykiater, psykolog. Ikke fordi jeg ikke handlede, men fordi mine handlinger var højst uhensigtsmæssige, ja ligefrem livstruende.
I årevis havde jeg gjort alt, jeg kunne, skrevet stile om fremmedgørelse og ensomhed, sunget sange om at føle sig forladt. Jeg havde lavet alle mine lektier, stået forrest i alle demonstrationer, læst digte højt til morgensamling.
Alt sammen forgæves, jeg lykkedes ikke med at få sagt, hvad jeg ville sige, og så holdt jeg i stedet min kæft. Lukkede munden, helt bogstaveligt, undlod at spise, tabte 40 kilo. Dét kan man da kalde handling, endelig lykkedes jeg med at få omverdenen til at begribe, at jeg havde det skidt.
Når der kaldes på handlinger orienteret mod fællesskabet, så forlanger det allerede et vist overskud, som de, der har det værst, ikke kan mønstre
De mange selvskadende piger og drenge, vi ser i dag, forsøger vel også at handle. Så kan vi mene, hvad vi vil om, at det er egoistiske handlinger, men af egen erfaring kan jeg sige, at den slags som regel er en reaktion på magtesløshed. Ingen skærer i sig selv for sjov.
Hvis de i stedet kunne skrive en kronik til Politiken og komme i Deadline og få lov at udgive en bog med velformulerede argumenter mod kapitaliseringen af krop og sjæl eller arbejdsmarkedets rigide struktur, ja så tror jeg ærligt, de ville foretrække det.
Så når der kaldes på handlinger orienteret mod fællesskabet, så forlanger det allerede et vist overskud, som de, der har det værst, ikke kan mønstre. Det er den privilegeredes ønske.
Handling kræver kræfter
Da jeg sad i min etværelseslejlighed i Aarhus Nord med en vægt på 39 kilo og følte mig ubrugelig og tilovers, foreslog et familiemedlem mig at gå med aviser. Jeg stod jo alligevel op, før fanden fik sko på (min maves rumlen vækkede mig), og hvorfor så ikke bruge de mørke timer på at omdele dagblade.
På den måde ville jeg også blive mere selvforsørgende, bidrage til samfundet, øge mit selvværd. En på alle måder god idé, hvis da ikke det var, fordi mine arme var så tynde, at jeg knap kunne vende et blad i de aviser, jeg blev foreslået at dele rundt.
Jeg tror på handling. Men det er ren Maslow: I hans behovspyramide vil mennesket først søge at få stillet sin sult, dernæst finde ly og så forplante sig. Først når den slags er imødekommet, begynder vi langsomt at orientere os mod omverdenen, danne familie, finde venner – på baggrund af hvilke vi opbygger et selvværd, en følelse af værdi for andre end os selv.
Og når dét er skabt, ja, så har vi kræfter til at kæmpe for andet og mere end bare de nærmeste og os selv. For samfundet, fællesskaberne. Miljøet, verden.
Det kræver et godt helbred at være syg, lyder et velkendt paradoks. På samme måde kræver det et nogenlunde velfungerende følelsesliv at kunne mønstre de nødvendige kræfter til at handle.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
