LEDELSE & DIVERSITET // PORTRÆTINTERVIEW – Diversitet bliver normalt fremhævet som en af de mest effektive drivere for øget performance, mere innovation og bedre bundlinje. Men sandheden er ikke så enkel. Hvis ledelsen ikke løfter sin del af ansvaret, bliver resultatet faktisk det modsatte, siger partner i venturefonden Eir Ventures, Lene Gerlach, der har trukket på videnskabelig evidens i hele sin karriere.
Lene Gerlach har beskæftiget sig med hele værdikæden i life science-industrien og sidder i dag som partner i venturefonden Eir Ventures, der er specialiseret i at drive innovation og vækst i netop denne branche.
Det involverer et dybt og aktivt engagement i de virksomheder og startups, hun investerer i, og dermed også et indgående arbejde med, hvordan ledelsen kan understøtte og levere rammerne, der skal sikre, at virksomhederne leverer de ønskede resultater.
Jeg er resultatorienteret, og det at et produkt kan komme ud og leve – gøre en forskel og hjælpe mennesker – er for mig at se det bedste resultat, man kan forestille sig. Hvis man kan tale om en rød tråd i min karriere, så er det nok det
”Når vi går ind i virksomheder, sker det naturligvis på baggrund af en grundig analyse af deres markedspotentiale og ud fra en forventning om, at de kan realisere dette, hvis de dels får den nødvendige finansiering samt bistand til at skalere og udvikle virksomheden, fastholde det innovative drive og placere sig rigtigt i markedet.”
“Med andre ord alle led i værdikæden. I den forbindelse trækker jeg på de erfaringer, jeg har fået gennem min karriere”, indleder Lene Gerlach.
Fra pipette til patient
Når Lene Gerlach laver en tæt kobling mellem værdikæden i life science-industrien og hendes karrierevej, er det ikke tilfældigt. Den har nemlig, næsten som perler på en snor, fulgt udviklingen af nye produkter fra laboratoriet til slutbrugeren. Eller billedlig talt fra pipette til patient.
Det hele begyndte, da hun tog en erhvervs-ph.d. i neuroscience som en overbygning til en master i Human Biologi fra Københavns Universitet. En erhvervs-ph.d. er et treårigt erhvervsrettet projekt, hvor den studerende ansættes i en privat virksomhed og samtidig indskrives på et universitet. Lene Gerlach blev i forbindelse med sin ph.d. ansat hos NeuroSearch. Hendes afsluttende afhandling fik titlen “Structural analysis of the dopamine transporter”:
”Min afhandling er det, man kalder grundforskning, og som en erhvervs-ph.d. er det ret interessant, da denne form for forskning traditionelt foregår i offentlig regi, eftersom det ikke inkluderer udvikling af et konkret produkt, som efterfølgende kan markedsføres.”
“I Danmark, med virksomheder som Novo Nordisk, men også flere andre, har vi dog efterhånden nogle private aktører, som aktivt og med store ressourcer går ind i netop grundforskningen, og dermed laver investeringer, som nok har lange perspektiver for en egentlig kommerciel produktudvikling, men som samtidig er det, vi nu kan se resultaterne af, hvor vi fra dansk side kan markedsføre produkter, der er banebrydende globalt.”
“Se bare på, hvad Novo Nordisks nylige markedsføring af hhv. diabetes- og slankemedicin har generere af salg. Begge disse produkter er resultaterne af årtiers forskning og investeringer talt i milliarder”, forklarer Lene Gerlach.
Jeg har altid været optaget af at få forskningsresultaterne og de produkter, som de baner vejen for, ud til slutbrugerne, patienterne
Med sin erhvervs-ph.d. havde Lene Gerlach således allerede i forbindelse med sin uddannelse stiftet bekendtskab med de muligheder og perspektiver, der ligger i den private del af life science, og derfor var hun efter endt uddannelse ikke i tvivl om, at hun ville fortsætte ad den vej:
”Jeg har altid været optaget af at få forskningsresultaterne og de produkter, som de baner vejen for, ud til slutbrugerne, patienterne. Jeg er resultatorienteret, og det at et produkt kan komme ud og leve – gøre en forskel og hjælpe mennesker – er for mig at se det bedste resultat, man kan forestille sig. Hvis man kan tale om en rød tråd i min karriere, så er det nok det”.
I en meget kort og overordnet overflyvning flugte der de følgende år først en række stillinger som konsulent med ansvar for patentansøgninger, dette blev i 2007 med en ansættelse i Action Pharma A/S suppleret med et V.P.-ansvar for business development, hvilket medførte, at Lene Gerlach skulle forhandle på vegne af virksomheden og tilrettelægge virksomhedens strategiske prioriteringer. I 2009 blev det mere markedsrettede fokus cementeret, da hun blev business development VP i Visiopharm A/S, med ansvar for både direkte salgsrelaterede aktiviteter og indgåelse af samarbejdsaftaler med store internationale aktører.
Ny retning på karrieren
Herefter tog karrieren lidt en drejning, en drejning, som dog blev retningsanvisende for den vej, Lene Gerlach efterfølgende slog ind på:
”Jeg blev del af et projekt kaldet Copenhagen Spin-out, som hjalp med at kvalificere den forskning, der blev lavet på Københavns Universitet, DTU og Region H, til dannelsen af virksomheder, der på baggrund af forskningen kunne udviklet produkter til markedet. Det lykkedes at etablere 22 virksomheder med markedskvalificerede produkter. Jeg varetog etableringen af fem af disse selskaber i løbet af de to år, jeg var ansat”.
I hele sin karriere har Lene Gerlach været meget optaget af, at alt, hvad hun gør, skal ske på et solidt grundlag af kvalificerende forskning og entydig evidens
Herfra var linjen lagt, og i 2012 blev Lene Gerlach Investment Manager i Borean Innovation, der er specialiseret i investeringer i startups, der udvikler teknologiske løsninger til life science-industrien. Her nåede hun at arbejde med en portefølje på 23 selskaber, hvor hun, sammen med at levere den nødvendige funding gennem investeringen, også gik aktivt ind som rådgiver for ledelsen og fik plads enten som formand eller medlem af deres bestyrelser.
Arbejdet med investeringer i startups inden for life science fortsatte med ansættelsen i Vækstfonden, hvor Lene Gerlach byggede fondens early-stage life science portefølje op på sammenlagt 14 selskaber, inden hun i 2022 tog springet og blev partner i kapitalfonden Eir Ventures.
Diversitetens paradoks
Springet til rollen som partner i kapitalfonden og de områder, hvor Lene Gerlach professionelt i dag har sit primære fokus, bringer os frem til hendes pointer om diversitet.
Ifølge Lene Gerlach har hun nemlig i hele sin karriere været meget optaget af, at alt, hvad hun gør, skal ske på et solidt grundlag af kvalificerende forskning og entydig evidens:
”Jeg er rundet af universitetsverdenen og lægemiddelindustrien. Min vej ind i branchen var en ph.d.-afhandling, og det har sat sine tydelige sport i alt, hvad jeg efterfølgende har beskæftiget mig med. Når jeg beskæftiger mig med diversitet, er det derfor med udgangspunkt i international forskning, som jeg så supplerer med mine egne erfaringer”.
Det er entydigt positivt, at diversitet endelig er blevet anerkendt som en essentiel driver for skabelse af innovation, vækst og løft af bundlinjen.
Ifølge Lene Gerlach er det entydigt positivt, at diversitet endelig er blevet anerkendt som en essentiel driver for skabelse af innovation, vækst og løft af bundlinjen.
Imidlertid ser vi desværre, at den nyfundne begejstring og voksende krav om, at virksomheder skal implementere og sågar levere konkrete måltal for i hvor høj grad, de sikrer en tilstrækkelig stor diversitet i deres ansættelser og sammensætning af teams, sker uden at have blik for, hvordan kravet om diversitet ultimativt skal levere på de ønskede gevinster, forklarer hun:
”Vi ser beklageligvis, at man alene stirrer sig blind på nogle måltal, kvoter om du vil, og når sammensætningen på papiret har den efterspurgte spredning, bliver der sat flueben, hvorefter man læner sig tilbage og forventer, at magien sker.”
“Det er så her skuffelsen kommer”.
6 nøglefaktorer, ledelsen skal løfte, hvis diversitet skal levere resultater
For det er nemlig præcis, hvad der sker. Internationale studier foretaget i life science industrien konkluderer, at det faktisk påvirker virksomhedens resultater negativt, når diversiteten øges.
Overordnet set.
Men som Lene Gerlach ved, skal man altid dykke dybere ned i tallene. Det er nemlig her de egentlige og operationelle svar ligger. Og gør man det, viser der sig en ikke bare interessant men en decideret udslagsgivende faktor.
Det viser sig nemlig, at de negative resultater kommer, hvis diversiteten ikke bliver understøttet i tilstrækkelig grad af ledelsesmæssigt engagement og forståelse for, hvad der skal til.
At sikre, at medarbejderne i et diverst sammensat team får opfyldt de behov, der ultimativt betyder, at det løfter innovationsevne og performance, ligger alene på ledelsens bord
Betingelser, som det entydigt er ledelses ansvar at levere:
”At sikre, at medarbejderne i et diverst sammensat team får opfyldt de behov, der ultimativt betyder, at det løfter innovationsevne og performance, ligger alene på ledelsens bord.”
“Hvilket fordrer, at den tager et aktivt ansvar. Det ligger jo som en iboende karakteristisk i det diverse, at det er nogle meget forskellige mennesker, med forskellige personlighedstræk og baggrunde. Hvis en leder ikke aktivt går ind og sikrer, at der er et trygt arbejdsmiljø, hvor man ikke er nervøse for at blive for synlig eller tilkendegive sine holdninger, kan selv det mest diverse team ende som et ekkokommer, hvor kun et perspektiv eller løsningsmodel – fra den mest højtråbende – kommer på bordet.”
“Det kan ligne konsensus, men er jo i virkeligheden blot udtryk for, at resten af temaet holdt sig tilbage”, uddyber hun.
Lederen skal aktivt understøtte og systematisk arbejde for at sikre, at dette bliver normen for den måde, teams samarbejder og interagerer med hinanden på. Det er et stort ansvar, men hvis det bliver løftet, vil return-on-investment til gengæld være enorm
Ifølge hende kan ledelsens opgave opsummeres til seks nøglefaktorer:
- Synligt engagement: Lederen skal udvise autentisk engagement i teamets dynamikker, udfordre status quo, holde andre ansvarlige og gøre mangfoldighed og inklusion til en personlig prioritet.
- Ydmyghed: Lederen skal udvise beskedenhed med hensyn til egne evner, indrømme fejl og skaber plads til, at andre trygt kan bidrage.
- Bevidsthed om bias: Lederen skal åbent anerkende personlige blinde pletter og demonstrere åbenhed for at blive klogere.
- Nysgerrighed: Lederen skal demonstrere en åben tankegang og dyb nysgerrighed over for andre. Lytter uden at dømme og søge at forstå.
- Kulturel intelligens: Lederen skal være opmærksom på andres kulturer og agere med forståelse for dem.
- Tryghed og sammenhørighed: Lederen skal søge at styrke andre, være åben for en mangfoldighed af tankegange og skabe et rum kendetegnet af samhørighed og psykologisk tryghed.
”Når ledelsen kommunikerer og signalerer disse træk og prioriterer dem tydeligt vil det få en afsmittende effekt i teamet.”
“Men det er vigtigt at understrege, at lederens opgave ikke stopper der. Lederen skal aktivt understøtte og systematisk arbejde for at sikre, at dette bliver normen for den måde, teams samarbejder og interagerer med hinanden på.”
“Det er et stort ansvar, men hvis det bliver løftet, vil return-on-investment til gengæld være enorm”, slutter Lene Gerlach.
Læs flere erhvervsinterviews foretaget af Sophie Egede-Schrøder her.
Lene Gerlach
- Nuværende stilling: Partner i kapitalfonden Eir Ventures, der er specialiseret i startups inden for life science.
- Har en erhvervs-ph.d. i Neuroscience, lavet i samarbejde mellem Københavns universitet, NeuroSearch A/S og Mount Sinai School of Medicine, New York.
- Har en Master i Human Biologi fra Københavns Universitet.
- Har været med til at stifte netværket WiLD (læs mere i faktaboks).
- Har tidligere arbejdet i både Vækstfonden og Copenhagen Spin-Out (Afdeling ved Københavns Universitet, der bistod med identifikation af forskningsprojekter kvalificeret til
stiftelse af nye selskaber). - Sidder i flere bestyrelser. Herunder i Hoba Therapeutics, der er specialiseret i at udvikle biofarmaceutiske lægemidler til behandling af smerter og CNS-lidelser, og Synklino, en
dansk biotekvirksomhed, der med teknologi fra Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet udvikler behandlinger mod ødelæggende virusinfektioner.
WiLD
Women in Life Science Denmark (WiLD) er et netværk for kvinder i den danske Life Science branche. Netværket er målrettet topledere, bestyrelsesmedlemmer, erfarne specialister og topforskere.
Formålet med netværket er at styrke værdiskabelsen i dansk Life Science samt udfolde det fulde talentpotentiale i branchen ved at øge diversiteten på topledelses- og specialistniveau, både i virksomhederne og på universiteterne.
Ambitionen med WiLD er at skabe et fagligt inspirerende netværksforum for kvinder i topposter på tværs af industrien og akademia og samtidig øge synligheden af kvinder i de øverste ledelseslag.
Ved at stå frem og være tydelige rollemodeller ønsker WiLD at inspirere den næste generation af kvinder til i højere grad at tage topposter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her