POV SPORT // UGENS INTERVIEW – Thomas Riis har brugt det meste af sit liv på at definere sig selv som noget andet. Og alligevel det samme som sin far. For han ville gøre alt for at blive professionel cykelrytter. I stedet endte han med at blive cykelpassioneret idehistoriker og filosof.
Måske det ligger i generne. Altså, evnen og lysten til at køre på cykel. Måske mønsterbruddet er et udtryk for at trodse dem. Dobbeltheden. Ikke fordi hans fars meritter er både forherligede og forhadte, men mere for at definere sig selv. For at forstå og udfylde tomrum eller slet og ret for at have noget mellem ørerne og få sig en uddannelse.
Fordybelsen
Nok er 29-årige Thomas Riis noget nær autodidakt på højeste danske niveau på cyklen, fordi den eksamen findes ligesom ikke. Graden må man selv opfinde eller opnå. Verdensmester eller Tour de France-vinder er jo at få en form for papir på det. I hvert fald en pokal og en stak stakater. A-rytter i Danmark er også noget. Men ikke til at leve af.
Fordybelsen, selvom den også er at finde på cyklen i et slags zen, når det klikker på lange ensomme træningsture. Den akademiske fordybelse, en bredere empiri i forståelsen af andet end sig selv for også at finde ind til sig selv. Ej at forglemme en metier.
I popkulturens udlægning skal man ikke nødvendigvis tilbage til de store filosoffer, men kan nøjes med Nik & Jay:
”Far var læge
Mor var pædagog
Alligevel er det som at jeg arvede lidt fra begge to
Nu har jeg en doktorgrad i poesi og popmusik
Voksne respekterer mig, og kids’ne synes vi the shit.”
Thomas Riis er vokset op i cykelsportens grande spectacle, med det, som en livsbetingelse og opvækstens naturlige vægmaleri. Både som lille, da Bjarne Riis var rytter, senere da han var cykelholdejer og sportsdirektør. Som kontinuerlige omgivelser. Også da han selv begyndte at cykle.
Vi er ovre i den tunge bogreol, mens han kan skæve, ikke misbilligende, men dog i min viden noget lettere udgave af slagsen under samtalen
Selvom det ikke rakte hele vejen i sportslig forstand, så fik han dog køreturen sammen med sin storebror, mor og far, ind til hyldesten i Tivoli den dag i en anden tid. Helt tilbage i 1996. Han erindrer det fjernt og har naturligvis genoplevet det på skærmens klip. Den første Tour de France-vinder i familien, såmænd, hans far. Thomas er den første med en kandidatgrad i familien. 1-1.
Bachelor i idéhistorie, kandidat i filosofi. Og så er vi ellers nogenlunde så langt væk fra Nik & Jays doktorgrad, man kan komme. Vi er ovre i den tunge bogreol, mens han kan skæve, ikke misbilligende, men dog i min viden noget lettere udgave af slagsen under samtalen.
Og hvorfor begyndte du i det hele taget at læse idéhistorie?
”Jeg tror, det hang sammen med, at jeg havde kørt på cykel i noget tid og fik så kyssesyge. Det var en vanskelig periode, og jeg fandt ud af, at jeg også havde brug for noget andet i mit liv. Jeg var faktisk først begyndt at køre organiseret cykelløb som andetårsjunior. Et enkelt år i juniorklassen som 18-årig, og derefter blev jeg senior, startede i B-klassen og kørte mig så op derfra. Det var lidt tilfældigt med studiet. Jeg vidste ikke særlig meget om, hvad idéhistorie var, men syntes bare, det lød spændende og kastede mig ud i det.”
Hvis man spurgte manden på gaden, som i tidernes morgen var en slags fast unwoke vending for nutidens mere mundrette voxpop: ”Hvor tror du egentlig Bjarne Riis’ sønner kommer fra. Altså, dem fra første ægteskab med Mette?”
Ni ud af ti ville givetvis fluks udbryde: ”Herning.”
Der ligger stadig en flise med bysbarnet Bjarne Riis på Torvet derude på Heden, hvorpå inskriptionen lyder: ”Bjarne Riis – Vinder af Tour de France 1996” og en autograf i cementskrift. Men Thomas Riis er fra Luxembourg og det bakkede søhøjland i Silkeborg, hvor han voksede op med sin mor, storebror, Jesper, og Mettes senere kæreste og mand. Med adskillige afstikkere til Italien og Schweiz, hvor far Bjarne stiftede ny familie med Anne Dorthe Tanderup.
Bjarne Riis byggede så også noget af et maison ved Vejle Fjord, som blev hans danske base. I dag bor Thomas’ mor Mette i øvrigt i Vejle.
”Så jeg flyttede fra Silkeborg til Aarhus. Da jeg begyndte at cykle, var det hele tiden med den professionelle karriere for øje. Det var nogle gymnasiefag, der fik mig til at tænke i retning af idéhistorie. Jeg gik på en linje, der hed matematik-musik. Jeg gik meget op i musik og spillede meget guitar på den tid.
Det var en spændende tid. Noget af det, der fængede mig ved idéhistorie, var nok undervisernes evne til at tematisere nogle af de store selvfølger i måden, vi indretter vores samfund og vores liv på
Jeg havde fransk på A-niveau, men kunne sådan set ikke rigtig tale det. I Luxembourg talte vi luxemburgsk, der er en blanding af tysk, fransk og flamsk. Men universitetet var fint, selvom jeg ikke fik lov til at blive undervist i de smukke gule bygninger. Os på de bløde fag blev sendt over i nogle hårde betonbygninger med glaspartier i Nobelparken på den anden side af Ringgaden.
Det var en spændende tid. Noget af det, der fængede mig ved idéhistorie, var nok undervisernes evne til at tematisere nogle af de store selvfølger i måden, vi indretter vores samfund og vores liv på. Man taler i idéhistorie om, at man ”afselvfølgeliggør” nutidens idéer ved at sætte dem i en historisk kontekst. Det føltes frisættende på en eller anden måde.
Men jeg tror egentlig også det handlede om, at det var et ret vildt sted, et lille studie, og nogle af de klogeste hoveder, jeg nogensinde har haft med at gøre. Både de andre elever og undervisere.
På sin vis følte jeg mig lidt overmatchet, og det blev jeg fascineret af. Det var medvirkende til, at jeg blev hængende. Der herskede en radikal fritænkning i en eller anden forstand. Det gav også nogle dedikerede undervisere, der fik plads til at lægge ekstremt meget sjæl og personlighed i deres arbejde.
Man kommer igennem de store hovedtænkere. Det er jo primært vestens idehistorie, man beskæftiger sig med, så det starter tilbage i antikken og bevæger sig op over den jødisk-kristne tænkning, hele vejen igennem renæssancen og Oplysningen med Descartes, og Kant, Hegel, og den moderne tænkning med Heidegger, Wittgenstein.
I dag har jeg en følelse af, at jeg burde have lagt mere i det. Men jeg havde jo også cyklen i mit hoved og kunne nok ikke have gjort det så meget anderledes. Min interesse er der stadig, og jeg bruger meget tid på at læse filosofi stadig.
Men hvad har det egentlig med at køre på cykel at gøre?
”Jamen, studiet fyldt ofte meget, når jeg på cyklen. Det kunne godt give en konstant dårlig samvittighed. Når jeg cyklede, følte jeg, at jeg burde sidde og læse og omvendt.
Hemmeligheden
Det var måske et generelt problem for mig, at jeg gjorde tingene lidt for meget alene og ikke havde haft den cykelmæssige opvækst, som de fleste andre, hvor man starter tidligt i en klub og får en grundlæggende cykelopdragelse. Det kan godt være, at jeg syntes, at jeg levede 100 procent for det, men det var ikke ensbetydende med, at der ikke kunne komme en eller anden håndværker på 55 og køre mig midt over i weekenden. På den måde kom jeg nok lidt for sent ind fra højre i sporten, fordi jeg kunne blive slået lidt ud af den slags.
Jeg startede lidt i smug med cyklingen. Det var først, da jeg havde meldt mig ind i en cykelklub, at jeg sagde noget om det til min far. Jeg tror, han blev glad for det. Jeg havde haft behov for at finde ud af, om det var noget for mig, før jeg begyndte at involvere ham og alle mulige andre i det. I et forsøg på at komme ind til kernen af, om jeg overhovedet havde lyst til at cykle. Et forsøg på at være ærlig over for mig selv.
I forhold til at køre cykelløb var det altoverskyggende mål for mig at blive professionel. Det var hele drivkraften
Jeg blev hurtigt god nok, men det der gør en god på længere sigt, tror jeg, at jeg manglede, fordi jeg ikke fik en cykeluddannelse i en klub, som man normalt gør. Med min opvækst har cykling altid været forbundet med den helt store scene. I første omgang har det mest handlet om at tage ud at cykle og være fuldstændig fri og lege med det.
Men i forhold til at køre cykelløb var det altoverskyggende mål for mig at blive professionel. Det var hele drivkraften, og derfor er det også svært, hvis man starter på et lavere niveau og ikke altid har succes, for så kan det øverste niveau føles rigtig langt væk. Det niveau, som egentlig skulle legitimere, at jeg lagde det hårde arbejde i det.
Selvfølgelig var der ret stor opmærksom om mig på grund af mit navn. Allerede året efter kørte jeg i A-klassen og blev inviteret til at køre Post Danmark for landsholdet. Jeg kan huske, at jeg blev ringet op af en fyr fra TV2, der spurgte mig, hvor god jeg kunne blive. Jeg viste ikke helt, hvad jeg skulle svare og sagde, at alle, der kører på cykel, de har vel en eller anden idé om, at hvis de gør alt, hvad de kan, så kan de blive bedre end de andre. Dét, syntes jeg, var en rimelig safe formulering.
Overskriften
Om aftenen var overskriften på tv2.dk et eller andet med: ”Riis’ søn: Jeg kan blive bedre end dem alle.” Det fik jeg det sindssygt ondt i maven over. Jeg var lige trådt ind i cykelverdenen og et dansk cykelfelt, og nu følte jeg, at alle måtte være lidt sure på mig og trætte af mig allerede.”
Men det kunne vel ikke komme helt bag på dig, at du ville blive sammenlignet med din far. At det ville betyde noget på den ene eller anden måde?
”Når du spørger ind til det, og det, jeg kan komme i tanke om, var det dét, som virkelig gjorde mig ked af det, selvom jeg selvfølgelig så spøgelser, men det gjorde, at jeg var meget på mærkerne i forhold til, hvordan resten af feltet lige så mig. Jeg var bange for at blive uvenner med folk.
Én ting er at komme sent ind i sporten som udøver, men der har nok været et eller andet dobbelt forhold i, at jeg følte, at sporten, det var min hjemmebane, og det var de andre, der var kommet ind i mit hus her. Samtidig var det mig, der var trådt ind i et i et dansk A-felt, og nu skulle prøve at være i deres verden.
Min far har altid været meget påpasselig med ikke at fylde for meget. Det har altid været mig, der er kommet til ham
Jeg kunne jo rende rundt backstage til Tour de France, og på den måde var jeg jo et eller andet sted i cykelsporten dér. Men når jeg rendte rundt til danske A-løb, så følte jeg mig fuldstændig udenfor. Jeg var ikke bekendt med, hvordan man levede som amatørrytter, fordi jeg havde kun oplevet det professionelle. Det kommer måske til at lyde meget snobbet, men det bunder virkelig i en kæmpe ærefrygt over for det miljø, jeg trådte ind i, for jeg havde slet ikke det fundament, som alle de andre havde.
Når jeg tænker tilbage på det, var det en blanding af at føle mig totalt på hjemmebane og samtidig på udebane.
Men det var ikke ensbetydende med, at jeg syntes, jeg skulle vinde fra start, og generelt var det bare så mange, der var bedre end mig. Jeg kørte sammen med Valgren, Kragh, Asgreen og alle de gode dengang. Jeg kunne fint være med, især i betragtning af, at jeg lige var startet, men stadig, så følte jeg, der var rigtig lang vej.
Min far har altid været meget påpasselig med ikke at fylde for meget. Det har altid været mig, der er kommet til ham, og det tror jeg har været et bevidst valg fra hans side. Anytime, jeg gerne ville have noget sparring, har han været klar.
Du har ikke nogen akademisk baggrund. Hverken fra din mor, og din far virker heller ikke særlig akademisk?
”Nej, det ville være synd at sige. Jeg er vist den første i familien til at gå på universitet.”
Familieforholdet
Er det en reaktion på din fortid? Det medieshow, du og din familie har været igennem, uden du jo selv var en del af det. Også da din far indrømmede brug af doping tilbage i 2007 og du var omkring 14-15 år?
”Jo, det var da hårdt, men jeg er aldrig blevet konfronteret med noget fra andre. Selvom jeg var frustreret og forvirret, har det aldrig ændret på mit forhold til min far. Overhovedet. Jeg har måske ikke set min far så meget. Alligevel har jeg altid følt, at vi var åndeligt tætte. Da jeg var lille, var det da hårdt, da min mor og far blev skilt, men vores fysiske afstand har måske altid været med til at gøre cyklingen mere spændende, fordi den blev holdt lidt væk, når jeg boede hos min mor.
Jeg har altid haft et godt forhold til min fars nye familie. Jesper og jeg har da talt meget om det, der skete, da han indrømmede dopingen. Det var godt for os, at vi havde hinanden i den tid. Og vi kunne også snakke med vores mor om det. Hun kendte trods alt vores far ret meget bedre end alle mulige andre.
Da jeg trådte ind i cykling, ville jeg gerne have været mere anonym i et cykelfelt. Omvendt har der også været nogle muligheder og et netværk, jeg kunne benytte mig af
De ting har påvirket mig rigtig meget, men det er ekstremt svært at finde specifikke ting, som har gjort en forskel. Faktum er, at jeg aldrig nogensinde er blevet konfronteret med noget i en skolegård. Hvis det er blevet nævnt, er det intuitivt ikke noget, der har rørt mig.
Hvorimod jeg kan huske den meget konkrete oplevelse med den TV2-artikel. Det blev jeg virkelig ked af, og det er jo også indirekte noget, som har med min far at gøre. Det er et vilkår, som både har givet nogle muligheder og skabt nogle problemstillinger. Det har jeg jo så bare måttet tage med.
Da jeg trådte ind i cykling, ville jeg gerne have været mere anonym i et cykelfelt. Omvendt har der også været nogle muligheder og et netværk, jeg kunne benytte mig af. Jeg kunne få en cykel af min far at køre på. Tage ned og træne ved ham og få noget sparring og generelt få sindssygt mange oplevelser og muligheder derigennem.
Det er jo også et eller andet sted igennem min far, det er qua min baggrund, som jo har noget med min far at gøre, at jeg nu kan skrive om cykelsport. På den måde er der en masse at bygge på, men bagsiden er der også. Jeg kan ikke skrive en artikel uden at tænke, om folk kun gider at læse den, fordi jeg har den familiebaggrund, jeg har.
Derfor har jeg godt kunnet lide at træde ind i det akademiske liv, hvor cykling og min baggrund ingen rolle havde.
Og for at vende tilbage til det, vi talte om tidligere, hvor jeg begyndte at læse idehistorie og videre til filosofi i København, så var det nok også for at skabe min egen verden. Det giver mig nogle overvejelser, når jeg vælger at begynde at skrive om sporten, for det giver mig en mulighed for at plante de to ting og få dem til at vokse sammen.”
Mytologien
Har du cykelmytologien i dig? Den historiske fortælling sådan på Leth-manér eller mere sporten i sig selv.
”Jeg tror man skal passe på med at drage et skarpt skel mellem cykelsporten som et æstetisk og kulturelt fænomen på den ene side og så det sportsmæssige ’i sig selv’ på den anden. Jeg ser ingen grund til at indsnævre et cykelløb til en abstrakt analyse af watt per kilo. Den åbenlyse sandhed er jo, at det skal give mening for en rytter at give alt. Og den mening kan en cykelcomputer ikke give. Så både fra beskuerens og rytterens eget perspektiv er et cykelløb fuld af fortællinger.
Da jeg trænede, værdsatte jeg geografien og naturen, omgivelserne ved Silkeborg. Det og så at rejse med cyklingen, er noget af det, jeg savner allermest. At køre sydpå et eller andet sted har altid været sjovere for mig. Hvor jeg kunne lege professionel. Jeg har set min far på fjernsynet eller selv været der i kulissen. Der ville jeg gerne selv nå hen.
For øjeblikket ser jeg meget cykling. Ikke lige efter jeg stoppede. Jeg var ekstremt ked af det, fordi jeg havde måttet sige farvel til en drøm. Og det er ikke fordi, jeg har fortrudt, at jeg valgte min uddannelse og lever, som jeg gør i dag. Sammen med min kæreste, Kajsa, vi har en søn på et år og bor på Amager.
Da jeg så efterhånden kom dertil, hvor jeg accepterede, at ok, det skulle jeg ikke, så forsvandt det magiske ved det
Alligevel var det svært for mig at vælge, for det var nærmest et livsformål for mig at blive professionel cykelrytter. Derfor havde jeg behov for at gøre noget helt andet end at sidde og se cykelløb lige bagefter. Hver gang jeg gjorde, steg pulsen, og jeg blev grebet af det og samtidig tilsvarende ked af det. Så jeg dykkede ned i studierne, mens jeg et eller andet sted stadig drømte om at komme tilbage på cyklen på et tidspunkt.
I takt med, at jeg fik givet mere slip, kom det til at betyde mindre og mindre. Det blev nærmest kedeligt, fordi jeg havde tilladt mig ikke at se mig selv i det længere. Jeg var gået fra den ultimative grebethed fra dengang, min far kørte og næsten lige så meget i de år, hvor han havde cykelhold, og der var nogen at holde med. Det var med liv og sjæl og altså, det betød alt.
Og så var der de år, jeg selv cyklede, hvor det også var interessant at følge med i cykelløb, fordi afstanden mellem dem og mig ikke var så lang længere. Nogle af dem, der kørte på skærmen, kørte jeg selv mod nogle gange. Det hele var et spørgsmål om at se mig selv i den position på et tidspunkt. Da jeg så efterhånden kom dertil, hvor jeg accepterede, at ok, det skulle jeg ikke, så forsvandt det magiske ved det.
Nu er jeg nået til punkt, hvor jeg gerne vil prøve at skrive om cykelsport. Reflektere lidt over min egen tid i den. Det er en stor motivation for mig at beskæftige mig cykling igen og genopfinde min tilgang til sporten.
Coronaen
Efter jeg stoppede, begyndte jeg at køre lidt igen og nåede lige at køre fem cykelløb i A-klassen. Jeg følte, at min krop havde det bedre og alt det efterslæb fra kyssesygen, det mærkede jeg ikke rigtig, og jeg meldte mig ind i Herning Cykelklub, kørte fem løb, og det gik egentlig fint, og det var fedt lige at prøve det forfra igen. Så kom corona, og min kæreste og jeg var lige flyttet, og jeg havde ikke så meget tid.
Hvad gjorde den der kyssesyge ved dig?
Den gjorde, at jeg var sindssygt træt hele tiden. I virkeligheden ramte den ikke så hårdt, da jeg var syg. Relativt hurtigt fik jeg at vide af lægen, at jeg kunne gå i gang med at træne igen. Jeg følte ikke jeg restituerede. Hver dag kørte jeg ud ad indkørslen på træningstur med syre helt ude i armene.
Når man er kommet så sent ind i sporten, ved man ikke, hvordan tingene skal føles, og så kan jeg jo godt sidde her bagefter og sige til mig selv, at selvfølgelig skulle jeg ikke have blevet ved med at smadre mig selv, når jeg var så smadret i forvejen
Jeg var alt for ambitiøs, og tror, at jeg blev knækket af, at mit immunforsvar var så kørt ned, at jeg blev svækket. Det kom snigende på mig, jeg hævede i ansigtet, og så ret mærkelig ud i et halvt år i gymnasiet. Lægen mente bare, at jeg ikke fik sovet nok. Da jeg spurgte, om det måske kunne være kyssesyge, blev jeg tjekket, og det var det så.
Man bliver smittet af kyssesyge. Ofte når man er presset og lidt stresset. Jeg trænede for fuldt skrald, mens jeg gik på gymnasiet og dagene kan godt blive lange, når du går i skole hele dagen og træner, når det allerede er blevet mørkt. Så spise, lave lektier og sove igen. Så er vintrene bare rigtig lange.
Når man er kommet så sent ind i sporten, ved man ikke, hvordan tingene skal føles, og så kan jeg jo godt sidde her bagefter og sige til mig selv, at selvfølgelig skulle jeg ikke have blevet ved med at smadre mig selv, når jeg var så smadret i forvejen. Det blev det ikke bedre af.
Det er nok den grundlæggende historie om den sag, at jeg simpelthen aldrig slap af med det, aldrig blev helt frisk igen. Resten af min tid som cykelrytter, var mit niveau meget svingende og pinligt dårligt nogle gange. Indimellem nåede jeg mit topniveau, men der var dage, hvor jeg kørte så ringe, at det måske også var med til at gøre, at jeg ikke magtede at blive ved.
Jeg havde sagt til min sportsdirektør, at jeg det år meget gerne ville køre det norske etapeløb Tour des Fjords, fordi jeg havde kørt det tidligere og havde en god oplevelse deroppe. Det passede godt til mig, og der var mange professionelle med, så man kunne få den der følelse af at måle sig med dem.
Om jeg havde smidt studierne, nu hvor jeg tænker tilbage på det, tror jeg ikke havde gjort en forskel
Da vi kom derop, blev jeg sat på den første stigning og samlet op af fejebladet og kunne bare flyve hjem igen. Det var så pinligt for mig. Jeg stillede til start på 1. etape, men var træt, som om jeg havde kørt en hel grand tour.
Det var med Team VeloCONCEPT, der senere kom til at hedde Team Virtu Pro – Veloconcept og med min far og Lars Seier Christensen som ejere. Men jeg var nået til enden. Jeg havde haft momenter i min korte karriere, hvor jeg var rigtig god, og hvor det så lovende ud. Jeg har ikke vundet så meget, men når man kører så svingende, som jeg gjorde, kan man heller ikke gøre krav på at være den, der bliver kørt for.
Jeg valgte at stoppe, fordi jeg simpelthen ikke kunne leve sådan længere. Om jeg havde smidt studierne, nu hvor jeg tænker tilbage på det, tror jeg ikke havde gjort en forskel. Hvis jeg havde gjort det, havde jeg kørt mig selv endnu mere ned.
Dopingen
Hvordan har du det med doping?
”Jeg er selvfølgelig kæmpe meget imod det.”
På grund af din far?
”Generelt. Det er en modbydelig ting.”
Tror du cykelsporten er ren i dag?
”Ja, det gør jeg. Helt generelt kan man også se, at niveauforskellen på professionelle og amatører slet ikke er, hvad det har været engang. Der var engang, når der var DM, og de professionelle besluttede sig for at køre, så sad amatørerne bare tilbage. Det er ikke tilfældet længere.
Sådan nogle ting er afgørende parametre for, om der foregår noget. Selvfølgelig kan man påstå, at alle amatører også er dopede, men det miljø har jeg trods alt selv været en del af.”
Hvordan har du det med din fars doping?
Jamen, selvom der ikke altid er rum til den dobbelthed, så er det jo både en afsky og en forståelse. Jeg tror aldrig, at jeg har følt, at min far og jeg kom længere fra hinanden på grund af det. Det har ikke kilet sig ind imellem vores forhold. Hans dopinghistorie er ikke noget, der gør, at jeg føler, at jeg kender ham mindre godt. Vi kan sagtens snakke om det. Det er ikke tabu for min far at tale om, heller ikke i offentligheden, han er blevet langt bedre til at tale om det.
Cykler du stadig lidt?
”Ja, en lille smule.”
Er du afklaret med det?
”Både og. Når jeg ser cykling, har jeg forliget mig med, at jeg ikke skal sidde og se mig selv i det hele tiden, men meget af det ved at køre på cykel, det, der gør det fedt, er også i et eller andet omfang at blive bedre og i det mindste have en idé om at konkurrere. Jeg tror også, det var derfor, jeg begyndte at køre lidt cykelløb igen, fordi jeg havde svært ved at få det til at give mening, hvis ikke jeg skulle køre et cykelløb.
Min mor bor i Vejle med sin mand, og dem besøger vi jo indimellem, eller de kommer herover. Min far har også været en del heroppe på det seneste. Når vi har fået sådan en lille purk, er der også noget nyt at være fælles om. Cykling har selvfølgelig altid været en vigtig fælles ting for min far og mig, men det er også dejligt, når der for eksempel er en lille baby, der kan være det.
Filosoffen
Du gjorde din kandidat i filosofi færdig i Paris. Hvorfor det?
”Jeg manglede et semester og havde lyst til at gøre noget helt andet, efter jeg var stoppet med at cykle. En form for sceneskift. Det var en udfordring at læse på fransk. Det gav bare en kæmpe frihed og et udgangspunkt, hvor jeg sagtens kunne fejle, og det ville også have været okay. Det gik dog fint og var et vigtigt udgangspunkt for mit speciale i fænomenologi og bevidsthedsfilosofi.
Som så mange andre sidst i 20’erne og med en ret bred uddannelse, leder jeg nok stadig efter en levevej. Jeg vil gerne til at skrive mere. Om cykling, og det tror jeg, vi kan få et fint samarbejde ud af på POV. På mange måder, er det stadig cykling, der er min hjemmebane. Et sted, hvor jeg kan gøre det på min måde.”
Da vi hilser af uden for Kongens Have efter en lille fotoseance gør Thomas sig klar til at sætte sig op på alt andet end en strømlinet racercykel. En havelåge med barnesæde.
LÆS OGSÅ: UGENS INTERVIEW
Da pigen med den orange bold gav FIFA en skideballe
Åh, Eriksen III…
Rikke Faurfelt: “Det tager altså noget tid at begynde at leve igen…”
Henrik Dudek: Fra elektriker og back til direktør og håndbold-boss
Har Jess Thorup knækket FCK-koden?
Jakob Kvist – biografiernes ambassadør
Fra tabloid-agenda til PR-agent
DR’s OL-vært: “Jeg burde have været død”
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
