POV SPORT // ANALYSE – I weekenden sluttede Giro d’Italia, mens vi i Danmark går og tripper efter Grand Depart, optakten og de første tre etaper af Tour de France på dansk grund. Men er de store etapeløb på vej i en mere kedelig retning? Thomas Riis vender for og imod i sin analyse af Giroen.
Da Jai Hindley i søndags kørte over målstregen i Verona, var det som vinder af Giro d’Italia.
Løbet startede tre uger tidligere i Budapest og fortsatte derefter på Sicilien, hvorfra det snørede sig op gennem støvlelandet i det, der kan betegnes som et udskilningsløb.
For mens ingen i klassementets top formåede at køre afgørende fra hinanden, faldt den ene aspirant til podiet efter den anden fra. Til sidst sad Jai Hindley (Bora-Hansgrohe) og Richard Carapaz (Team Ineos) alene tilbage på løbets sidste bjerg, adskilt af blot tre sekunder i klassementet.
Her viste Hindley sig som den stærkeste. Carapaz forsøgte sig med en kort acceleration, der prompte blev besvaret af australieren, og med hjælp fra sin holdkammerat, Lennard Kämna, fik han distanceret den lyserøde førertrøje så grundigt, at ecuadorianerens sidste spræl kom til at ligne et alibi-forsøg, hvormed han blot takkede sit hold for deres tillid.
På toppen af Passo Fedaia havde Hindley opbygget et forspring på et minut og 28 sekunder, hvilket gav ham en margin på et minut og 25 sekunder forud for søndagens 17 kilometer afsluttende enkeltstart.
Den afventende kørsel blandt klassementsholdene gav plads til, at mange etaper blev afgjort i et udbrud
Som viste sig at være rigeligt for australieren til at sikre Bora-Hansgrohe deres første grand tour-sejr i et løb, hvor holdet på flere etaper lignede feltets stærkeste, men hvor etapernes forløb generelt ikke blev domineret af klassementholdenes dagsorden.
Selvom Hindleys holdkammerater allerede på etapen til Torino syntes at have fundet nøglen til at isolere Carapaz fra sine hjælpere, da de med et overraskende angreb splittede feltet, ventede både de og Mikel Landas Bahrain-Victorious konsekvent til bjergetapernes sidste stigning med at lægge et eventuelt pres på den lyserøde førertrøje.
Den afventende kørsel blandt klassementsholdene gav plads til, at mange etaper blev afgjort i et udbrud, og til, at mange af de mest prestigefyldte etaper blev vundet af ryttere uden for klassementets absolutte top – sidst med Alessandro Covis (UAE Team Emirates) kraftpræstation på lørdagens kongeetape.
Grand tour-tendens
Hermed accentuerede årets Giro en tendens, der synes at præge cykelsportens grand tours i disse år. Hvor vi gennem to årtier har set de store etapeløb blive minutiøst kontrolleret af først Armstrongs US Postal og senere af Team Sky, der er blevet til Team Ineos, så synes det professionelle felt nu at have udskiftet denne hierarkiske styreform med anarki.
En insisterende kørelyst i feltet medførte, at mange af Giroens etaper aldrig fandt den ro, der ellers har været sædvane, når dagens udbrud har fået lov til at køre. Etapestarterne udviklede sig i stedet til flere timers jagt og angreb, indtil benene havde afgjort, hvem der ville få lov til at dyste om sejren.
Det giver et hårdt og uforudsigeligt cykelløb – også for klassementets top. Og måske netop her skal vi finde noget af forklaringen på, hvorfor klassementsfavoritterne endte med at forholde sig afventende: De mange angrebslystne ryttere fik lov til at præge etapernes udvikling i en sådan grad, at den eksplosivitet og den selvtillid, der skal til for at lave afgørende tidsforskelle, efterhånden blev kørt ud af benene på klassementets topryttere.
Forudsætningen herfor er naturligvis, at niveauet i feltet generelt er lige, og en lære vi kan drage af denne Giro må være, at der ikke i øjeblikket er helt så stor forskel på klassementsfavoritterne og alle de andre.
Hvorvidt løbet var kedeligt, afhænger af hvad man forstår ved det kedsommeliges modsætning
Således kan tendensen til anarki og uforudsigelighed måske medføre, at selve kampen om klassementet paradoksalt nok bliver mindre action-packed, og der har da også været en udbredt diskussion under årets Giro om, hvorvidt løbet egentlig var ret kedeligt.
Hvorvidt løbet var kedeligt, afhænger af hvad man forstår ved det kedsommeliges modsætning. Hvis det modsatte af kedsommelighed er spænding, kan man påpege, at spændingen om løbets afgørelse jo blev trukket til det absolut sidste. Man må sige, at årets Giro var ganske spændende.
Hvis det modsatte af kedeligt er underholdende, kan man måske have en pointe. For hvis man finder det underholdende at se klassementsfavoritterne skiftes til at angribe og tage tid på hinanden, blev man slemt skuffet over de mange spektakulære stigninger, der blev passeret i monoton stil.
I en tid hvor mere intellektuelle tilgange til cykelsport har vundet mange læsere og seere, og hvor det er blevet udbredt at formidle løbet som et kulturelt fænomen, der skal forstås i en historisk kontekst, stiller denne diskussion et presserende spørgsmålstegn ved, hvad der overhovedet gør cykelsport interessant.
La corsa più bella del mondo
Præget af denne tilgang kan man let komme til at affeje det som overfladisk at hævde, at løbet var kedeligt med henvisning til, at sådanne kritikere må forstå at værdsætte løbets historie, rytternes stil, og geografien og kulturerne, løbet bevæger sig igennem. Det er trods alt la corsa più bella del mondo – verdens smukkeste løb.
Spørgsmålet er dog, om ikke meget af det fascinerende ved cykelsport i virkeligheden ér ganske overfladisk og banalt? Et cykelløb er ikke en samling af tegn, der skal tydes, før man forstår en bagvedliggende mening, og når vi følger løbet med bankende hjerte og svedige håndflader, er det ikke fordi vi er lynhurtige til at se løbet som et udtryk for alt muligt andet. Er det ikke at tale udenom at henvise til alt det, der omgiver løbet, når man forsvarer det mod kedsomhedskritik?
Måske skal man ikke alene følge et cykelløb for underholdningens eller spændingens skyld. Måske bør vi snarere hylde rytterne for at tage løbet seriøst.
Men selvom vi generelt kan prise os lykkelige for, at den kalkulerede kørestil er trådt i baggrunden, så skal man passe på at ønske sig over i den anden grøft
Siden årene med Team Sky’s dominans har World Tour-rytternes løsslupne og impulsive kørestil vækket begejstring. Pogacar (UAE Team Emirates) har vist sig som den mest angrebslystne grand tour-vinder i mange år, og i denne Giro kan man fremhæve Van Der Poels (Alpecin-Fenix) utallige angreb, hvormed han på egen hånd ændrede løbets karakter på mange af etaperne.
Men selvom vi generelt kan prise os lykkelige for, at den kalkulerede kørestil er trådt i baggrunden, så skal man passe på at ønske sig over i den anden grøft.
Personligt er jeg mere fascineret af at se et hold, der er velforberedt, og som klogt formår at afveje muligheder og risici undervejs, end når ryttere, der intet har at tabe, kaster sig hovedkulds ud umulige opgaver. Med andre ord kan jeg bedre lide at se Carapaz undlade at angribe på den flade afsluttende stigning til Cogne, end at se Van Der Poel dag efter dag ødsle med sine kræfter.
Hvorfor skulle Carapaz risikere at sidde alene med en stor, samlet gruppe bag sig i et løb, der tegner til at blive afgjort af få sekunder? Spørgsmålet for Van Der Poel syntes snarere at være ”hvorfor ikke?”, og det synes jeg er ret kedeligt.
At udnytte mulighederne
Der er dog det ejendommelige ved cykelløb, at man som rytter afvejer sine muligheder på baggrund af løbets udvikling samtidig med, at man selv er en del af løbet. Derfor må man også selv tage et ansvar for at skabe de rammer, der skal til, for at man kan vinde.
Netop derfor savnede jeg flere gennemtænkte og gennemførte taktiske udspil fra klassementsholdenes side, hvormed de forsøgte at forme løbet til deres egen fordel.
Mange etaper bød på flade stykker mellem stigningerne og på nedkørsler til mål, og det kan gøre det vanskeligt at gennemføre lange solo-udbrud. En sådan etapeprofil gør det til gengæld oplagt at sende sine holdkammerater ud som forpost, så man kan angribe tidligt og få hjælp på de flade stykker.
Man kan med rette spørge til, om en sådan taktik er udtryk for en tilstrækkelig konsekvens, hvis man kører for at vinde klassementet
Ikke før Kämna bidrog til at sætte Carapaz på løbets sidste stigning, så man en af klassementsholdenes angrebsivrige hjælpere indgå som en taktisk forpost for deres kaptajn. Tværtimod så vi Hindleys og Landas tropper køre efter etapesejre – begge hold med succes i skikkelse af Kämnas sejr på 4. etape til Etna og Buitragos sejr på 17. etape til Lavarone.
Man kan med rette spørge til, om en sådan taktik er udtryk for en tilstrækkelig konsekvens, hvis man kører for at vinde klassementet. Hindley vandt som bekendt løbet, og vinderen har altid ret. Alligevel må han undervejs have ønsket sig at hente tid på Carapaz, og hvorfor formåede ingen af holdene at præge løbets gang og organisere et taktisk udspil?
Dårlig ledelse?
Hvis årsagen er ligegyldighed, vil jeg medgive, at det ville have været kedeligt, men jeg har svært ved at tro, at det er tilfældet.
Måske er årsagen snarere manglende risikovillighed, opfindsomhed, eller måske manglende ledelse. Det kan i en vis forstand give et kedeligt cykelløb, men så længe det betyder alt for rytterne at vinde, vil der være sådanne, ganske almenmenneskelige faktorer, der er afgørende for løbets gang.
Kedeligt? Måske. Men sådan er livet nogle gange, og hvis cykling er bare en smule som livet, er det i det mindste vedkommende.
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
