POV SPORT // UGENS INTERVIEW – Tobias Hansen kender de fleste sportsinteresserede som både radiokommentator og TV-vært på DR. Det burde vi ikke. For han burde slet ikke have været her nu ifølge sin egen bedste overbevisning. Men det er han, har sit drømmejob, og glæden og begejstringen ved det lyser ud af ham. Også taknemmeligheden.
Man sagtens forestille sig lyden af to skivestave, der lige bliver slå sammen 2×2 hurtigt og så afgang. Svært på skrift, sådan lidt a la et par bambuspinde: ”Klonk–klonk”. For DR’s OL-vært, 42-årige Tobias Hansen, er det lyden af at være nærmest lykkelig, for sådan gør han, stadigvæk, når han sætter af fra toppen og ned over pisten.
Ikke med afmærkninger rød eller sort, altid offpiste, altså, dér hvor de færreste kommer, dér hvor suset er størst og sneen bedst.
For snart 15 år siden og i dag var og er signaturlyden det eneste, han kan huske fra den skæbnesvangre tur ned ad en bjergside i Frankrig, som enhver logik tilsiger, og han også selv mener, burde have kostet ham livet. ”Klonk, klonk”. Og så blev alt sort i over en uge.
Sjette sans?
Som om en sjette sans havde givet ham forvarslet, da han med sin gode makker, Tomas, skulle af sted fra hytten på Alpe d’Huez til toppen for at runde ugen af med en sidste tur. Den skulle have alt, hvad den kunne trække, og Tobias vendte om for lige at bytte den mere almindelig brugte hjelm ud med fullface-udgaven. Havde han ikke gjort det, havde han slået sig selv ihjel få timer senere, er han overbevist om.
Vi sidder og taler i cafeen for foden af CopenHill, hvor DR har valgt at placere sit OL-studie. Kraftvarmeværket med den lidt selvmodsigende og indbyggede skibakke, Amagerværket, på kanten af Hovedstaden og vel noget nær det nærmest vores lille land kommer på at kalde os en skisportsnation, hvis man ellers fjerner Grønland fra regnskabet.
Ikke at nedkørslen bag DR’s faste vært på progammet hver aften klokken 18 ”OL på pisten” er specielt skræmmende for ham. Et lille bump velsagtens for en gammel skibums.
For sådan én var Tobias Hansen dengang. Måske en lille smule stadig, men nu dog med både ægteskabelige og faderlige forpligtelser, lejlighed og sommerhus, oveni. Ej at forglemme sportsjournalist- og værtsjobbet som i netop disse dage passer perfekt ind i hans version af verden: Vintersport.
Han er nu også til den sommerlige udgave og har de seneste år været fast udsendt radioreporter på Tour de France, dækket fodboldkampe en masse i LIGA på P3, der nu er rykket over på P4. Men for dette interview vender vi tilbage til skibakken og dens betydning i Tobias Hansens liv.
At han er taknemmelig for overhovedet at stå på den og i det hele taget endte med at blive sportsjournalist. Jeg var faktisk selv en smule indblandet i den del og har i virkeligheden ikke set ham siden. Jeg havde som redaktionschef været hans daglige chef igennem en fire måneders tid på DR Sporten, da han drog på påskeferie i april 2007.
Da ulykken skete, var der kun tre måneder tilbage af hans praktiktid, og han skulle tilbage på Journalisthøjskolen i Aarhus. Jeg husker en redaktion i choktilstand og en far i telefonen, som Tobias desværre for nylig har mistet til kræft, jeg talte med om praktiske forhold i forbindelse med Tobias’ videre uddannelse. Og vi fik det ordnet det på en måde, så Tobias Hansens praktiktid var godkendt, og hans sidste år på skolen kunne blive udsat et halvt år, indtil han forhåbentlig var kommet sig.
Det får vi daglige vidnesbyrd om, at han er i denne tid, selvom han lige har været væk fra skærmen et par dage med en coronamistanke, som to PCR-tests har gjort til skamme. Og han har indvilliget i at genfortælle historien, som han har gjort et par gange før. Ved samme lejlighed kan jeg også få genopfrisket forløbet, jeg om ikke har glemt, så nok har fortrængt og alligevel bliver mindet om, hver gang jeg ser ham på skærmen eller hører hans sportsbegejstrede stemme i radioen.
Historien
”Jeg mangler tre måneder af min praktik, det er påske, og jeg skal derned, fordi min lillebror, Jeppe, er dernede, og vi skal lige nå at have den sidste uge af sæsonen med. Han var i Alpe d’Huez den sæson. Han fortsatte, da jeg var taget hjem. Da jeg kørte derned og er ved at nærme mig Alpe d’Huez, bliver jeg ringet op, at jeg skal køre til Grenoble, fordi min lillebror er røget på hospitalet. Han har slået hovedet og kan ikke huske, hvad der er sket. Jeg ringede hjem til min mor og er fuldstændig opløst, da jeg kommer ind på hospitalet. Min bror er ved bevidsthed og han sætter sig op i sengen og siger: ’Hej, Tobias, hvad laver du her?” Så lagde han sig ned, og tre sekunder efter gjorde han det samme. Det gjorde han tæt på 100 gange. Hans hjerne havde fået et ordentligt slag, men han havde haft hjelm på. Det havde vi altid.”
”Jeg kan bare huske, hvor hårdt det var at ringe hjem til min mor og fortælle hende, at han lå der, og hvor rørt hun blev over det. Mine forældre kom ikke ned. Heldigvis vidste min mor lidt om hjernerystelser, og der skal egentlig ikke så meget til, før man reagerer sådan. Din korttidshukommelse er fuldstændig væk, men du kan hurtigt komme over det. Jeg tror, at han kom hjem eller op til Alpe d’Huez igen allerede næste dag. Men det var ikke sjovt at opleve én, man elsker, have det sådan.”
”Så går der en uge. Det er en fredag, og vi vil køre hjem samme aften. Jeg havde været virkelig godt kørende, havde aldrig været så god på ski end den uge. Af en eller anden grund. Jeg kørte stærkt, kørte sikkert, droppede stort, altså hoppede ud over store klipper. Det havde været en god uge. Det fede er jo, at man ikke kan se de der klippefremspring. De er det, der er det uforudsigelige. Du kører ikke bare ned et sted og så satser på, at det går. Man vil typisk også kunne se et eller andet, før du kører ud over, eller også har du kørt der før, så man ved, at her plejer at være et eller andet eller lige ved dét træ der, skal du tre meter til venstre og så videre. Men det er stadig uforudsigeligt, og det er det, jeg går efter. Og ikke mindst den bløde sne, hvis der er faldet ny sne.”
Skiinstruktør
”Jeg er vokset op i Engesvang mellem Silkeborg og Ikast og begyndte at stå på ski med mine forældre som 3-4-årig. Klassisk Norge-Sverige-agtigt. Langrendsski og så med liften op. Det har set ud ad helvedes til. Første gang, jeg var på ski, tog vi til Isaberg i Sverige. Der var helt grønt, kan jeg tydeligt huske, så det var kunstsne. Så har vi været lidt i Sälen og i Norge. Low key-ferie, som bare handlede om at komme op i noget sne. Ikke fordi, mine forældre var specielt vilde med at stå på ski, men de ville bare gerne give os, min lillesøster, lillebror og mig den oplevelse, og så rejste vi altid sammen med en anden familie, min bedste kammerat og hans forældre.”
”Lige så stille begyndte det at udvikle sig, da jeg kom på Glamsdalens Idrætsefterskole på Fyn. De havde ikke en skilinje, men vi var på skitur et par gang. Men det tog først virkelig fart efter gymnasiet i Ikast. I 1998 var jeg på mit første skikursus og tog min første instruktøruddannelse. Den har ændret sig meget siden, men jeg har den højeste danske uddannelse, og så kan man toppe den op med alt muligt i Frankrig og andre steder. Der er mange, der har den højeste danske uddannelse, men det var det, der gjorde mig til en god skiløber at få den. Jeg blev aldrig konkurrenceløber, men kørte et par free ride-konkurrencer, offpiste-konkurrencer. Det var ikke det, jeg syntes var sjovt.”
”Jeg havde en kammerat, der havde et lille skirejsebureau i Ikast. 700 gæster på en sæson eller i den stil, og han kunne godt bruge min hjælp. Jeg var jo stort set gratis, jeg skulle bare have et sted at bo og et liftkort. Sådan havde jeg syv sæsoner i træk i Lex Deux Alpes, lige ved siden af Alpe d’Huez. Jeg har aldrig været der til Tour de France de tre gange, jeg har dækket det for DR i radioen, men det skal vi til sommer. Det var typisk fra starten af december og til midt i april. Vi boede fire mand i sådan en lille skodlejlighed. Det var lige meget, vi ville bare køre på ski. I begyndelsen var jeg der sammen med min bedste kammerat, og lidt senere fik jeg også min lillebror med, da han var færdig med gymnasiet. Han er to år yngre end mig, så han var der i fem år. Vi er bedste venner, snakker stadig sammen hver dag.”
Forberedelsen
”Jeg er på et hotel, og det er mig og Tomas. Han er dansker, men arbejder i den franske skiskole dernede, og han har fri den dag, så vi skal ud at køre sammen. Han har været dernede hele sæsonen og har ligesom mig haft mange sæsoner. Vi går ud af hotellet, og så siger jeg til ham: ’Nej, vi skal fandeme give den gas i dag, så jeg går lige ind og bytter hjelm. Jeg havde den almindelige, som ligner en forvokset cykelhjelm og så en motorcykelhjelm. Den gik jeg ind og tog, nu skulle den fandeme ha’, det var sidste dag og alt det der. Den hjelm reddede mit liv. Hvis jeg ikke havde haft den på, var jeg blevet smadret. Det er vildt at tænke på.”
”Vi kørte op og kørte nogle ture, og der er én tur, jeg har kigget på hele sæsonen. Alle de gange, jeg har været i Alpe d’Huez, har jeg tænkt, at dén der skal jeg prøve at køre på et tidspunkt. Det var et sted, der var sindssygt teknisk svært og meget stejlt. Et sted, hvor man ikke skulle vælte, hvis du væltede, var du fucked. Det vidste jeg godt, for jeg havde jo studeret den nedefra. Efterhånden som du kører offpiste, bliver du god til at studere et bjerg. Jeg er ret god til at kigge op på et bjerg og sige: ’Hold kæft, hvis man lige køre derover, så kan man komme ned her. Det ser da spændende ud, lad os prøve det.’ Når man er oppe, så husker man det så godt, man kan, og kører efter forholdene. Første gang, du er et sted, kører du ikke 100 kilometer i timen, men når du har været der 100 gange, kan du godt køre 100 kilometer i timen.”
”Den her havde jeg aldrig kørt. Den var stejl, og jeg vidste som sagt godt, at jeg ikke skulle vælte, fordi det var så udsat et sted. Jeg vidste godt, at de der klipper, de var der, og dem skulle jeg ikke ud over, men rundt om. Jeg er faktisk på vej ned et andet sted, men så beslutter jeg mig for, at det skal fandeme være i dag. Jeg tager skiene på ryggen og går lige op og tilbage hen over en kam, og Tomas kører ned et andet sted og siger, at han stiller sig dernede og venter, så han kan se, hvor jeg kører. Jeg gør mig klar, og det sidste, jeg kan huske, er mit ritual for ligesom at psyke mig selv op, at jeg knalder stavene sammen to gange ”klonk, klonk – klonk, klonk”, og så satte jeg i gang. Det er det sidste, jeg husker.”
Livsstil
”Vi var meget atypiske. Jeg kan huske en nytårsaften, da vi gik i seng klokken kvart i 12, fordi det sneede helt vildt, og vi vidste, at næste dag ville der ikke være nogen klokken 9 om morgen, og så havde vi det hele for os selv. Det var sådan meget karakteristisk for den måde, vi var der på. De fleste danskere, der er dernede på den alder, de er der mere for at drikke bajere. Det gjorde vi også, men vi var der mest for at stå på ski. Den danske skiskole, som vi fik vores uddannelse i, foregår blandt andet i Alpe d’Huez og andre steder, hvor man melder sig til nogle ugekurser på kanten af sæsonen i slutningen af april eller starten af december. Lærte at køre porte eller skolesving.”
”Men det var skiløbet i Les Deux Alpes, der gjorde, at jeg blev god til det. Det lagde basen til, at jeg kunne uddanne mig som instruktør. Det tog mig to sæsoner. Men jeg har stort set aldrig arbejdet som instruktør, den tog jeg egentlig mest for at blive en bedre skiløber, fordi jeg havde det sådan, at jeg ikke gad at undervise, for så kunne jeg ikke selv stå på ski. Hvorimod, hvis jeg var guide, kunne det godt være, jeg skulle lave en pistevisning, men så var du stadigvæk på ski selv, og du kunne også i højere grad selv bestemme. Hvis der var nogle, der havde brug for skiskoleundervisning fredag klokken 9, blev du nødt til det. Så kunne du ikke lige sige, at vi starter to timer senere, fordi der var god sne. Jeg var ansat halvanden sæson som instruktør, men havde en aftale med noget, der hed den europæiske skiskole, hvor jeg kun arbejdede fire uger og blev kongebetalt. Det var noget med 400 kroner i timen som 20-årig. I de fire uger vidste jeg, at jeg bare kunne slå klappen ned og koncentrere mig om det, og så betalte det hele sæsonen.”
Styrtet
”Jeg kan tydelig huske, at jeg banker stavene sammen, men overhovedet ikke at jeg kører nedad. Tomas står nede og kan se det hele, og han siger, og det giver meget god mening at til at starte med skal jeg igennem sådan et smalt sted, inden jeg kan dreje til venstre. Der vidste jeg også godt, at jeg ville få fart på, for den var smal og stejl, og jeg kan ikke dreje før, jeg er igennem den passage. Og lige i det, jeg drejer til venstre, da vælter jeg. Normalt vælter jeg ikke sådan et sted. Jeg vælter aldrig sådan et sted. Så enten har jeg mistet bevidstheden, hvilket jeg tænker er det mest sandsynlige. Det har jeg aldrig prøvet før. Christian Eriksen-agtig, hvad ved jeg?”
”Da har jeg så meget fart på, at da jeg så vælter, måske fordi jeg rammer nogle sten, så begynder jeg at slå koldbøtter, og jeg vidste jo godt, at det var det, der ikke skulle ske. Hvis du først begynder at slå koldbøtter, kan du ikke bremse. Så stopper du, når den ikke er stejl længere. Problemet var, at der var klipper der, hvor jeg var på vej ned. Jeg slår koldbøtter, og Tomas kan se, at jeg kæmper for at komme op på skiene igen, så jeg må være ved bevidsthed, er måske kommet det igen, jeg kan bare ikke huske det. Overhovedet ikke, har aldrig kunnet sidenhen og kommer heller aldrig til det, for jeg har prøvet alt muligt.”
”Derfra kan Tomas bare se mig ryge ud over de klipper. Der er 35-40 meter ned. De hælder. Jeg kommer ud over og rammer dem tre gange på vej ned. Han siger, at de første to gange kæmper jeg stadig, og sidste gang er jeg som en dukke, der bare falder det sidste stykke. Sidste gang ryger hjelmen også af. Hvis den var røget af den første gang, var jeg død med det samme. Én ting er, at min krop blev smadret, men hovedet tog ikke skade. Jeg havde ingen mærker i hovedet overhovedet.”
”Jeg ligger bare stille i sneen. Der er ikke så langt over til et lifthus, og Tomas kan fransk og råber over mod huset, at vi skal bruge hjælp med det samme. ’Helikopter, nu.’ De svarer bare: ’Non, non, non’, og han går amok og råber helt vildt, bruger alle sine gloser, og så fanger de den. De har 100 procent sikkert set det, for der var ingen andre, der kørte der.”
Skibumsen
”Når jeg var hjemme om sommeren og efteråret, arbejdede jeg som bartender, tjener, rengøringsassistent eller skolelærervikar. Jeg begyndte på Journalisthøjskolen i 2005, da jeg var 27. Jeg havde passet mine ting i folkeskolen og gymnasiet og havde hele tiden et ønske om at få en rigtig uddannelse, men vidste bare ikke hvilken. Og jeg havde det jo egentlig ret fedt inden. Jeg levede helt klart for at stå på ski. Kun det. Jeg kørte offpiste fra første dag, men det tog til. Der er nogle andre oplevelser forbundet med at køre offpiste, fordi det typisk er på steder, hvor der ikke er så mange mennesker. Sorte pister kan sagtens være svære nok, men det var mere det der med at komme ud og opleve det uforudsigelige uden for pisterne.”
”Du tager en lift op, og så går du væk fra skiområdet og møder ikke andre mennesker. Det, synes jeg, er fedt. Og ja, der er flere og flere, der gør det. Fordi udstyret er blevet bedre, skiene er blevet bredere, folk bliver bedre på pisten og vil have nye udfordringer, og det er blevet lettere at stå offpiste.”
”Jeg brugte pengene, jeg havde tjent derhjemme på at bo, købe ski, drikker bajere og spise god mad. Alle pengene til det syv år i træk. Bare for at få det til at hænge sammen. Det var også det, sådan overført, der slog mig ihjel til sidst, for jeg havde ingen lejlighed, og når jeg kom hjem, skulle jeg bo hos mine forældre eller venner. Det var et skibumseliv, men jeg savnede også det med at have et hjem. Og ja, ja, jeg var langhåret, afbleget, øreringe i begge ører, baggy pants, damer nok også. Det var det fede liv. Jeg har joket helt vildt med min kone, Kristina, på det seneste om, at jeg godt gad ”på sæson” igen. Med børn. Tage familien med derned.”
”Jeg har været afsted to gange i denne sæson, og det er afgjort det sted, der stadigvæk gør mig mest lykkelig, når jeg er ude at køre offpiste. I dag tænker jeg mig mere om, men jeg kører kun offpiste. Min kone har det ok med det. Hun ved godt, at jeg passer på. Vi har en datter på to, og jeg har en søn på otte, som jeg deler med min tidligere kæreste.”
Dødstabellen
”Tomas har fortalt mig, at jeg ligger cirka 100 meter fra ham og han begynder at gå op imod mig, men det er i sne, der går ham til livet. Han ryger helt ned til livet for hvert skridt. Han vidste godt, for han har taget en masse sikkerhedskurser som skilærer, at hvis der ikke var noget reaktion efter fire minutter, så ville det være rigtig, rigtig kritisk. Han kan ikke nå op til mig på fire minutter, selvom der kun er 100 meter. Nok nærmere et kvarter. Mens han kæmper sig op mod mig, råber han, og prøver få kontakt til mig. Lige pludselig, midt i det hele, så løfter jeg min ene arm. Det er sådan et signal, vi har: ’Alt er okay.’ Det kan jeg heller ikke huske, og det var det jo heller ikke på nogen som helst måde.”
”Det gav ham nye kræfter, for han troede, jeg var død. Han kommer op til mig og kan godt se, at jeg trækker vejret, men sneen hele vejen rundt om mig er rød af blod. Jeg har tit tænkt, at hvis klipperne havde været lodret, og jeg i stedet var røget 35 meter ned i blød sne, havde nok bare brækket et ben eller noget. Men det var i det mindste godt, at der ikke var klippe der, hvor jeg landede til allersidst. Tomas har fortalt mig, og hans tidsfornemmelse kan man heller ikke stole på, for han er jo også fuldstændig rundt på gulvet, men han siger, at de to pisteurs ovre fra liften kommer relativ hurtigt derover. To franskmænd, som arbejder professionelt med at redde folk fra pisterne, og de kan godt se, at det er helt galt.”
”De havde ikke drop eller noget med, og jeg tror heller ikke, at de gav mig sprøjter, men det første de gør, er at få fat i en helikopter. Det er sindssygt at tænke på, at de først gør det dér. Helikopteren kommer ret hurtigt. Det tager ikke meget mere end fem minutter, fordi den kommer nede fra byen. Der er en læge med, og det gør de kun, når det er virkelig slemt. Han kommer op, og Tomas får at vide, at han bare skal holde mig i live, så han slår mig på kinderne og råber, for jeg vender bare det hvide ud af øjnene og siger hele tiden: ’Bare lad mig sove, bare lad mig sove.’ Så jeg er ved en form for bevidsthed. Men jeg vil bare sove, vil bare dø, tror jeg, fordi kroppen var fuldstændig færdig og slået til plukfisk. Det er også derfor, at jeg ikke kan huske noget, fordi kroppen er gået i choktilstand.”
”Lægen bliver firet ned med helikopteren, og med det samme han kommer, så tilkalder de politiet. De kommer kun, når det er dødsfald. Men de kommer op med helikopter, og da vidste Tomas ligesom godt, hvor kritisk det var. Thomas får at vide, at de vil lægge drop på mig for at stabilisere mig på en eller anden måde, og jeg får også blod på bjerget, fordi jeg har mistet så meget. Først droppet for også at få mig bedøvet, og det får de lagt ind i min arm. Min højre arm er knust, fuldstændig smadret. Alligevel får jeg på en eller måde fat i droppet og flår det af. Det skal jeg bare ikke have. Jeg skal bare sove.”
”Men de får stabiliseret mig, og Tomas har sagt, at alt det her varer mellem 40 minutter og en time. Det går sådan set rimelig hurtigt, selvom det føles som lang tid for ham at være deroppe. Også fordi han kan se, at jeg bare svæver mellem liv og død, og jeg gider ikke snakke med dem, de skal bare lade mig være og råber ad dem. Ind og ud af bevidsthed. De får mig ind i helikopteren, og flyver mig direkte til Grenoble, hvor jeg har besøgt min bror en uge tidligere. I kørsel en time væk og et kvarter, 20 minutter i helikopter. På turen har de sådan en slags risikotabel over, hvor hårde folks skader er. Da de starter på bjerget, er jeg på en 7’er ud af 10, 0 er død, så der er jeg rimelig godt kørende alligevel. Det her handler kun om død, ikke om lammelser eller brud. Jeg starter på en 7’er, og da vi lander, er jeg på 2.”
Brødrene Hansen
”Man bliver jo ældre, og jeg havde sværere og sværere ved at komme hjem og være så rodløs, som jeg var. Flere og flere af mine venner begyndte at studere, være i seriøse forhold, min bedste kammerat fik børn på det tidspunkt, og det spillede også ind, at de blev voksne. Det var jeg jo ikke. Jeg havde det fede liv, men alt det andet savnede jeg. At være til paraften, jeg havde ingen fast kæreste. Om vinteren var det stadig fedt. Også fordi jeg stadig havde min bror dernede og mange venner, som både var jævnaldrende og havde de samme interesser. Min bror og jeg var nok lige gode til at stå på ski.”
”Vi brandede os godt. Som dansk skiløber får du ingen penge, men du kan være heldig at få ski, tøj og udstyr. For det første skal du være god på ski, men det kræver også, at du er god til at brande dig selv. Det var min bror og jeg. Vi førte os frem som ”Brødrene Hansen”. I skiblade, og vi lavede vores egen skihjemmeside og i skimiljøet vidste folk 100 procent, hvem vi var. Vi lavede danske skifilm. På den måde var det ikke bare et rakkerliv, for så havde man nogle ting, man skulle, noget man ville opnå. Der var også lidt journalistik dér, for jeg syntes, at vores hjemmeside adskilte sig fra mange andre. Det var kvalitet, vi tænkte meget over billeder, og at det, der blev skrevet, var i et ordentligt sprog, selvom det også var fis og ballade.”
Operationerne
”Alt i kroppen er bare smadret. Jeg bliver lagt i kunstig koma på hospitalet. Bliver opereret fire-fem gange. Lange operationer. Min arm er knust, min milt opererer de ud. De åbner mig simpelthen, da jeg kommer ned, fordi de kan se, at der er indre blødninger og er bange for, at det er leveren. Det var det heldigvis ikke, men milten, og den kan man godt leve uden. Mit bækken er helt smadret, bækkenet sidder fast på rygsøjlen og er rykket helt fra den, mens skambenet omme foran er knust. Der sidder en plade i dag, og holder det sammen. Jeg har også en skrue, der sidder fra bækkenet ind i rygsøjlen. Den skal være der altid, og det er fint nok.”
”De her operationer er alle sammen inden for en uge, jeg er i koma hele tiden, og de passer meget på med at operere til at begynde med, fordi kroppen har nok at gøre med bare at overleve, så den skal ikke til at slås med operationer oveni. De vurderer hele tiden, hvad de kan gøre for ikke at slå mig ihjel. Jeg kan af gode grunde heller ikke huske noget af det. Der går syv-otte dage, inden de vækker mig fra komaen, hvor mine forældre er der. Min mor og far var allerede kommet ned dagen efter. Min lillebror var der jo. Det var ham, der havde ringet hjem, som jeg havde gjort om ham en uge tidligere. Det må have været hårdt.”
”Jeg ligger på intensiv i Grenoble i ti dage og syv dage på en almindelig stue. 17 dage i alt, og så bliver jeg fløjet hjem og ligger en måned på Aarhus Kommunehospital. Og det husker jeg egentlig som en god tid, fordi det var jo dér, jeg havde alle mine venner, så jeg fik besøg hele tiden. Jeg var ikke i livsfare i de syv dage, jeg var lagt i kunstig koma, men de vidste ikke, om jeg ville blive lam. Jeg mærkede ikke noget, men for mine forældre og bror har det været vanvittig hårdt, fordi de ikke vidste, om jeg kunne bevæge min storetå, når jeg vågnede.”
”Det første, jeg selv kan huske fra jeg vågner, og det er jo ikke sikkert, at det er første gang, jeg er vågen, det er bare første gang, jeg kan huske. Jeg vågner, kigger ned ad mig selv, og min lillebror står ved siden af, mine forældre for fodenden, og så kan jeg bare se, at der er slanger overalt, min krop er fuldstændig gul og blå. Men da jeg kigger ned ad mig selv, er det første jeg ser, at jeg har fået stomi, og det er det første jeg tænker på: ’Jeg skal kraftedme ikke have stomi.’ Det er før, jeg ved, om jeg er lam. Mit første øjebliksbillede af at jeg vågner, er, at jeg spørger min lillebror: ’Den der skal jeg ikke have resten af mit liv, vel?” Og så griner de, fordi det er så fuldstændig latterligt. Den er ligegyldigt. Det var for at spare på mine kræfter, og det blev opereret væk efter omkring otte måneder.”
Journalisten
”Hvis det havde været i dag. Du skulle se niveauet i Danmark i dag. Det er fuldstændig vanvittigt. Altså, vi ville ikke have haft en chance. Det er helt hjernedødt, hvad de kan i dag. Skiløb kan jo bare noget. Vi skal afsted her i uge 10 hele familien. Jeg glæder mig helt enormt. Nu har jeg været afsted to gange med gutterne, og det er fedt, men jeg kan mærke, at jeg bliver aldrig så god som jeg var dengang før mit styrt, så det går egentlig bare ned ad bakke. Jeg synes stadig, det er det sjoveste, du kan lave i hele verden. Men den der glæde ved, og det lyder som en kliche, men det er det ikke, at give det videre til mine børn, er så fedt. Min søn på otte skal nok blive god, hende på to har ligesom ikke prøvet det endnu. Hun skal ned og lege i sneen og drikke noget varm kakao.”
”Jeg tager aldrig til Les Deux Alpes, men det er nu mest fordi, det var et ret dårligt skiområde. Ucharmerende by og så ligger det langt væk. Det er svært at komme dertil i forhold til så mange andre steder. Nu tager vi meget til St. Anton og Val d’Isere. Det er de to bedste områder i Europa. Vi flyver eller kører bil.”
”Det med at blive journalist tror jeg altid, jeg har vidst, jeg skulle være. Ikke fordi, jeg skulle vælte regeringer eller noget, men jeg var altid bare god til at skrive i både folkeskolen og gymnasiet, så folk har sagt, at jeg da skulle være journalist. Og jeg har tænkt, at det skal jeg så nok. Sport er i højere grad formidling for mig. Så da jeg var ved at være lidt træt af at leve på den måde, gjorde jeg op med mig selv, at jeg hellere måtte forsøge mig med den der optagelsesprøve til Journalisthøjskolen. Jeg havde ingen forventninger om at komme ind, men nu ville jeg se, hvad det var for noget. Så kom jeg ind første gang, og jeg tænkte: ’Fint.’
”Jeg følte måske ikke sådan helt, at det var dér, jeg hørte til, for jeg holdt også meget fast i, at jeg også var ham den vilde. Jeg kørte rigtig meget mountainbike, kitesurfede meget også. Ikke ekstremsport, og jeg spillede også fodbold. Endda på højeste niveau helt indtil seniorårene i Ikast FS. Jeg har spillet danmarksseriekamp med Claus Steinlein og Ove Hansen.”
”Men jeg kom i gang med uddannelsen og kom i praktik på DR. Jeg tog stadigvæk på skiture så snart, jeg kunne slippe afsted med det. I bil eller med bus. Jeg havde folk, jeg kunne komme ned at besøge og altid også folk, der gerne ville med, så det var bare at samle en flok. Jeg var hele tiden sådan kun halvt til stede på skolen. Det kan stadig irritere mig i dag, at jeg ikke var grundig nok, og folk lidt fik indtryk af, at ham dér, han springer altid over, hvor gærdet er lavest. Og det gjorde jeg jo også, fordi jeg havde nogle interesser, der var mindst lige så vigtige for mig. Mit sociale liv var i andre kredse, så jeg gad ikke at sidde og drikke mig ned nede i kælderen på skolen hver fredag. Jeg var altid lidt flyvsk, og det kan jeg ærgre mig over på den måde, fordi jeg ved, at der er mange fra min egen årgang, der stadig ses. Det gør jeg ikke med nogen af dem. Jeg havde så nogle andre venner, 100 procent, og jeg fortryder det ikke, men ærgrer mig bare lidt.”
”Jeg begyndte i praktik i det gamle TV-Byen i sommeren 2006, og kommer så med ud til DR-byen, hvor du kommer, og da vi når til april, sker det her så. Jeg manglede tre måneder. Jeg kan huske, at Tine Bendix, der var chef for sporten i begyndelsen, sagde til mig til et eller andet møde. Det glemmer jeg aldrig: ’Tobias, jeg kan mærke, du bliver til noget’, ha, ha. Det er mange år siden, jeg har set hende, men når jeg en dag gør, vil jeg sige tak for den bemærkning.”
”Da jeg var færdig med uddannelsen, kom jeg på TV2 Sport. De gav mig chancen på fransk fodbold. Og da Michael Laudrup blev træner i Moskva, købte de rettighederne til russisk fodbold. Det var fedt nok, mens Laudrup var der, men han var der vel ikke længere end fire-fem måneder, inden han blev fyret, og så sad jeg ellers der og kommenterede russisk ligafodbold. Derefter kom jeg ud til Discovery og var der nogle år, og endelig ringede Henrik Brandt (Radiosporten, red.), og nu har jeg har været på DR i ti år, siden 2012.”
”Jeg har fået noget opereret ind i min knuste arm fra min hofte. Den er aldrig blevet helt god. Jeg kan ikke kaste særlig godt, ikke spille badminton, tennis eller håndbold. Det gør ondt. Heller ikke tage armbøjninger, men kan løfte mig op i en ribbe nedefra. Jeg cykler rigtig meget, og har spillet masser af fodbold siden, kører på ski. Jeg kan jo alt. Jeg kører mest på racercykel og gravel. Min bror ejer en skibutik i dag. Danmarks største. Surfline, der har butikker i både København, Odense, Aarhus og Aalborg.”
Erkendelsen
”Holger (Rasmussen, tidligere håndboldkommentator og vært, red.) og Ulrik (Jensen, tidligere Sport på 3’eren-vært, red.) var mine praktikantvejledere, og de var ovre at besøge mig, efter jeg var kommet hjem fra sygehuset. Jeg lå hjemme hos mine forældre, da jeg blev udskrevet. Mikkel Bartholdy og Mark Norup og vist en mere, som jeg var praktikanter sammen med, var der også. Heldigvis fik jeg jo så godkendt min praktik, men måtte vente helt indtil februar 2008 med at begynde på mit sidste år på Journalisthøjskolen.”
”Jeg var på ski i december 2007. Min arm var blevet opereret et par gange, fordi der var nogle problemer med den, men det var nærmest med en brækket arm, jeg tog på ski. Jeg havde det sådan: ’Jeg skal bare på ski.´ Jeg var i Ischgl i Østrig, og det var en sindssyg oplevelse. Vi kørte også offpiste, men meget, meget forsigtigt. Altså, på en helt anden måde. Jeg havde aldrig en følelse af, heller ikke lige efter, jeg var kommet til bevidsthed, at jeg aldrig skulle stå på ski igen. Aldrig. Jeg tænkte, at jeg aldrig skulle stå på ski på samme måde igen. Og det synes jeg heller ikke, at jeg har gjort.”
”Jeg var sgu nok ikke helt mobil dér. Mine forældre kunne jo ikke sige noget, og jeg boede heller ikke hjemme længere, men jeg skulle have hjælp hele tiden. Især de første måneder. Da kunne jeg ikke gå. Den tur til Østrig var skiløb på et helt andet niveau. Det var nok mere for at komme ned at mærke det. Prøve det igen. Der var noget mentalt i det. Jeg blev nødt til at tage ned og vise, at jeg stadig kunne. Ikke på skituren, men i begyndelsen efter ulykken var jeg nede at veje 55 kilo. Jeg var på helt vildt meget morfin. Også da jeg lå hjemme hos mine forældre. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor på et tidspunkt, for jeg har aldrig prøvet at ryge hash eller tage noget, men hold kæft, den morfin var god, og at hun blev nødt til at tage det fra mig, for jeg kunne ikke styre det længere. Jeg havde masser af piller og havde fået at vide, at jeg endelig bare skulle tage løs af dem, for jeg måtte ikke have ondt. Så trappede jeg ned over en måneds tid. Jeg har ikke fået det siden. Heller ikke røget hash.”
”Jeg havde ingen problemer med at komme ned og konfrontere sneen igen. Der var ikke noget. Året efter ulykken ringede Aftenshowet, dengang Mads Steffensen var vært, og spurgte, om de måtte tage mig med ned til Alpe d’Huez og genopleve det. Filme det, bare ikke på ski, komme tilbage og konfrontere stedet. De tænkte, at det var en god historie, og jeg gad ikke at stå og tude på TV, men tænkte, at det kunne jeg sagtens klare.”
”Jeg var dernede sammen med en journalist og en fotograf. Jeg brød fuldstændig sammen, da jeg så det igen. Jeg kunne slet ikke kontrollere det. Også i dag, når jeg ser billeder af stedet. Altså, jeg burde have været død. Alle, der har set den klippevæg, tænker, at det er helt vanvittigt, at jeg ikke døde. Det er sådan nogle vulkanagtige klipper, der bare stikker op og vil spidde dig. Så da jeg så det igen, var jeg sådan, at det er helt hjernedødt, at jeg lever. Rent held.”
”Det blev lynhurtigt normalt igen. Jeg blev ved med at stå på ski, også lidt på samme måde, og så alligevel ikke. På det tidspunkt arrangerede min bror og jeg det, der hed free ride-DM. Altså danmarksmesterskabet i offpiste-skiløb. Og det kunne vi også selv deltage i, hvis vi ville. Jeg havde det sådan, at jeg gad godt lige én gang til over for alle vise, at jeg faktisk var den bedste. Det var tæt på. Jeg var i hvert fald en af de fem bedste. Både mig og min bror. Til det DM bestemte jeg mig for at deltage.”
”Det var i påsken lige præcis et år efter min ulykke. Jeg stod og kommenterede det over højttalere dernede og deltog så også. Man skulle køre to løb. Første løb blev jeg nummer to, og så tænkte jeg ved det andet løb, at nu giver jeg den bare én over nakken, så skal jeg nok vinde det lort. Jeg var godt kørende. Og så laver jeg det vildeste styr igen, og ryger ud over klipper én gang til. Ikke nært så vildt, jeg kunne ikke dø af det her. Da gik det op for mig: ’Nu må du kraftedme tage dig sammen. Jeg var så pinlig berørt over det. Jeg var ved lægen, havde brækket et ribben og sådan lidt, ikke noget alvorligt. Men det var så pinligt, fordi alle i skiverdenen vidste, hvem jeg var. Og der var mange, der så op til mig, fordi jeg var dygtig. Og jeg havde det bare sådan: ’Fuck, hvor er du dum, så skal du ikke gøre sådan noget dér.”
”Jeg havde fuldstændig nedtur over mig selv og viste mig ikke de næste tre dage, fordi jeg var så flov. Og den tredje dag, da der skulle uddeles medaljer eller noget, gik jeg op på scenen og sagde undskyld. Sagde, at jeg håbede godt nok ikke, at der var nogen, der var lige så dumme, som jeg var.”
”Siden da har jeg tænkt mig om. Jeg kører stadig offpiste, men tager ikke lige så vilde ruter, og der er steder, hvor jeg slet ikke kører, for så bliver jeg nervøs og ved, at det ikke er det værd. Jeg kører måske nok vilde steder, men ikke steder, hvor jeg kan dø. Som sagt, min kone har det fint nok med det. Jeg tror, det er min mor, der har det værst. Hun hader hver gang, jeg er på ski. Virkelig. Den opringning dengang sidder bare i hende.”
UGENS INTERVIEW
Dette er premieren på ”Ugens interview” på POV Sport, som vi bringer hver onsdag med kendte og ukendte personligheder omkring eller i sportens verden.
Interviewet med Tobias Hansen er på helt eget initiativ, men fremover er det faktisk også muligt at bestille og købe sig til ”Ugens interview”.
Det foregår efter samme journalistiske integritet og habilitet, som POV tilstræber, og vil derfor blive udført efter gældende redaktionelle og uafhængige principper, hvor hovedpersonen får lov til at læse sine citater igennem og rette fejl. Interviewet vil i de tilfælde naturligvis blive deklareret som ”sponsoreret indhold”.
Man kan derudover tilkøbe en boks, hvis man søger en sponsor, eller en sponsor ønsker at vise nogle nøgletal eller andet i forbindelse med interviewet.
Topbanneret kan altid tilkøbes med link, også uafhængigt af andre, men hvis det en sponsor til hovedpersonen på et bestilt interview, gælder de samme retningslinjer.
Husk i forbindelse med topbanneret, at det altid vil følge artiklen i hele dens levetid. At det er en fordel for en virksomheds SEO og med sikkerhed for, at interviewet altid kan læses af alle, fordi POV Sport ingen betalingsmur har.
Hvis du er interesseret, så kontakt POV Sport på kurt@pov.international
Med venlig hilsen,
Kurt Lassen, sportsredaktør
Se resultater og stillinger fra vinter-OL her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.