POV SPORT // UGENS INTERVIEW – Hvis han var bloddonor, ville posen blive fyldt med en tyktflydende midtsjællandsk masse, selvom Henrik Dudek da har søgt lidt vestover for en stund. Helt til Fyn før broens tid. Og lettere forræderisk til Slagelse, da han var en stor del af Slagelses Anja Andersen-projekt med mesterskaber på stribe og tre Champions League-titler. De sidste mange år har Henrik Dudek dog lagt sine sportslige kræfter i Ringsted og sin direktørtid i København.
Fikspunktet i dansk håndbold lige nu og her er til at få øje på. Denne uges papirtiger-landsholdsturnering for herrer, Golden League på dansk grund, er mest for TV’s skyld, og rettighedshaverne er også sure, fordi landstræner Nikolaj Jacobsen med god grund har valgt at give pause til stjernespillerne i et stramt liga- og internationalt program.
Slutspillene når vi til om en måneds tid, og så kommer der naturligvis spænding på, selvom det ligner et forudsigeligt slagsmål med de to førende mandskaber hos både kvinder og mænd. Odense Håndbold mod Team Esbjerg, hvis de ellers kan få lidt ro på de indre linjer eller tavshedskrigen mellem klubben og Estavana Polman, hos kvinderen, og Aalborg mod GOG hos herrerne.
Baghjul i slutspil
Naturligvis er der altid plads til en overraskelse fra baghjul i et slutspil, men det er ikke nært forestående. Aalborg Håndbold har også en vanvittig vigtig Champions League-kvartfinale mod vinderen af ottendedelsfinalen, Vardar-Veszprem, men det er først langt henne i maj. I kvindernes liga rykker Holstebro direkte ned, og der går også noget tid før afgørelsen på nedryknings-oprykningsspillet ligger fast.
Så tilbage til fikspunktet. I næste uge tager herreligaen hul på et festfyrværkeri af et nedrykningsdrama ikke set i årevis. Fordi hele syv hold kan havne i fedtefadet, og fordi der i denne sæson er to direkte nedrykkere. Det er manden, der sidder foran mig ikke direkte skyld i, men han var involveret i den skrivebordsafgørelse, der gjorde, at hans mandskab, TMS Ringsted, blev oppe i ligaen, selvom de i tabellen var rykket ned. Og dermed er turneringen i denne sæsonudgave udvidet til 15 hold og altså to nedrykkere.
Tilbage i begyndelsen af 00’erne var han en del af kvartetten, der skabte lynraketten og Anja Andersens Dream Team i Slagelse
Man fristes lidt til at titulere 58-årige Henrik Dudek elevatorfører, for TMS Ringsted har godt nok taget nogle ture op og ned mellem ligaen og den næstbedste række igennem de seneste år. Det ville dog være særdeles unfair, for formanden igennem en halv menneskealder og spiller i klubben i den anden halvdel, er så aldeles meget mere.
Han er administrerende direktør for Dansk Kabel TV, der netop har ændret navn til DKTV, som er et datterselskab til TDC Net med hovedsæde i København. I det store kryds, når man kører ind mod hovedstaden med det store Scandic Hotel ovre på den ene side og TDC-rødstensbygningerne, der rummer et par tusinde mand, på højre hån, når man kører ind mod byen og lige inden det mastodontiske H.C. Ørstedværket.
Tilbage i begyndelsen af 00’erne var han en del af kvartetten, der skabte lynraketten og Anja Andersens Dream Team i Slagelse, der i løbet af fire år vandt tre danske mesterskaber, en EHF Cup-titel og hele tre Champions League-titler.
Forræderisk træk
Naturligvis lidt af et forræderisk træk af Ringsted-drengen sådan at gøre rivalerne vestover til decideret storesøster, men sammen med Anja Andersen, formand Bjarne Steenbæk, SPAR-direktør og storsponsor Brian Mollerup beviste han som direktør i klubben, at det kan lade sig gøre at købe sig til den største titel i kvindehåndbold.
Næsten umuligt i herrehåndbolden, fordi der er så mange flere om buddet. I fodbold kan man million-milliarder købe sig et pænt stykke henad vejen. Indtil videre kun til semifinaler, hvis man spørger sig for i Manchester City og PSG.
Senest er Henrik Dudek blevet taget lidt på sengen af en anden karismatisk personlighed i dansk håndbold, sin egen træner for TMS, Christian Dalmose, der i sidste uge pludselig sagde op med udgangen af denne sæson, selvom han havde to år tilbage på kontrakten. Efter seks år på bænken, hvor han sjældent sidder ned i øvrigt, gav han udtryk for, at han trængte til nye udfordringer.
Og man kunne passende spørge Henrik Dudek, når jeg nu har ham siddende på klos hold, hvorfor han ikke på stedet fritstillede sin træner og eventuelt satte sin fra denne sæson nyansatte direktør i klubben, tidligere landsholdsspiller og træner, Ian Marko Fog, til at køre holdet igennem de sidste tre kampe, inden nedtrykningsstregen bliver trukket.
Sådan for motivationens skyld, og kan Dalmose motivere sine spillere i så afgørende fase, når de nu alle ved, at han er for udadgående? Naturligvis spørger jeg også, men sådan opererer Henrik Dudek ikke. Jo, såmænd med temperament, når han står ved banen og ser holdet spille, men ikke på en opringning og opsigelse fra sin træner.
Først og fremmest fordi han har arbejdet tæt sammen med Dalmose, de taler i telefon i gennemsnit halvanden gang om dagen. Og formanden har respekt for, at omgivelserne får nys om, at TMS-træneren er tilgængelig på markedet, at han er på en almindelig funktionærkontrakt og er i sin gode ret til at sige op, mens han også har et længere smørrebrødsseddel på potentielle afløsere. Der går mange dygtige, tidligere ligatrænere rundt uden job, som der normalt kun er 14 af, i år jo så 15.
Jeg har virkelig nydt at arbejde sammen med Christian i de seks år. Vi kunne da godt have holdt det hemmeligt, men vi havde jo også brug for at signalere, at vi skulle have en ny træner
Havde det været en ledende medarbejder i hans civile job, kan det nok være, at Henrik Dudek havde ageret anderledes.
”Jeg har virkelig nydt at arbejde sammen med Christian i de seks år. Vi kunne da godt have holdt det hemmeligt, men vi havde jo også brug for at signalere, at vi skulle have en ny træner. Han sagde op dagen efter, vi havde slået Sønderjyske sidste tirsdag. Jeg samlede bestyrelsen til et telefonmøde og meddelte dem det, det samme vores hovedsponsor, om torsdagen fortalte vi spillertruppen det og rundede det af med en pressemeddelelse fredag morgen,” som Dudek udlægger forløbet.
Men lad os begynde med at rejse tilbage i tiden, og kigge lidt nærmere på, hvad der egentlig former rigtige klubmennesker, så de gør en halv karriere ud af det og udvikler et helhjertet og livslangt tilhørsforhold, hvis man i dette tilfælde lige fraskriver Slagelses-fristelsen.
Eller hvad der former en landmandssøn fra Nakskov til at blive administrerende direktør for 550 ansatte, 800 millioner kroner i omsætning og 160 ”på bunden”, som vi har lært at sige i Løvens Hule.
Dudek fortæller
Henrik Dudek får faktisk lov til at fortælle hele historien selv, selvom jeg har blandet mig lidt undervejs, byttet rundt hist og pist og fjernet nostalgiens lokalnavne, som ingen i Esbjerg eller Randers kender alligevel:
”Jeg er født i Nakskov, hvor min far var landmand, og da jeg var et par år, flyttede mine to storesøstre og jeg med til Taastrup, da min far blev depotindehaver for Shell. Han gjorde det åbenbart så godt, at han fik et stort distrikt i Ringsted, da jeg var seks, og jeg har næsten boet i byen siden. Jeg gik på Valdemarskolen, spillede fodbold som alle drenge gjorde, jeg fik en hest, som jeg også gik meget op i at passe og ride på fra jeg var en ti år.
Alle byens friske drenge kom i lære hos BJ Electric, så jeg blev elektriker. Da jeg var 16-17 år, ret sent, begyndte jeg at spille håndbold og var vel ynglingespiller på det tidspunkt. Jeg fandt ud af, at jeg var ret god til det, venstrehåndet og høj, og det er jo godt for en håndboldspiller, så jeg blev højre back og lidt fløj. Vi spillede i 2. division, tredjebedste række, da jeg kom op som senior.
Jeg havde siddet nede bag målet i den gamle hal med kompressorhorn, da det var tilladt, siden jeg var 12. Jeg havde egentlig ikke ambitioner om at komme på førsteholdet, men det gjorde jeg allerede som førsteår-senior. Fra jeg var 19 til jeg var 30 år spillede jeg ALLE kamp i træk. Missede ikke én eneste. Jeg havde selvfølgelig skader, men dengang spillede man jo bare alligevel. Da var fysioterapeuten knap nok opfundet.
Ret hurtigt, eller faktisk allerede inden jeg var færdig som elektriker, begyndte jeg at læse til ingeniør på Københavns Teknikum. Jeg havde aldrig været en bogorm, men ville alligevel gerne bygge på min uddannelse. Jeg spillede stadig, blev anfører, og vi rykkede op i 1. division og havde efterhånden fået samlet de bedste drenge på Midtsjælland.
Jeg fik job hos Rambøll & Hannemann, som det hed dengang, senere hos FLSchmidt, og da jeg var omkring de 30 fik jeg et godt job hos Carl Bro Gruppen, der var et stort rådgivende ingeniørfirma. Man kunne kom til Tanzania i Afrika eller andre eksotiske steder, hvor da havde lokalkontorer.
Jeg blev gift med Jeanette dagen før min 30-års fødselsdag den 14. august for snart 29 år siden, og i vores honeymoon, ringed EL-chefen og sagde: ’Jeg ved, hvor du skal hen’, og jeg tænkte ’så for helvede, nu skal vi til at pakke til Tanzania.’
For jeg troede jo, jeg var en god håndboldspiller, der lavede mange mål i Ringsted, men de var var altså tophold i samme række, og jeg fik min sag for
’Du skal til Odense’, sagde han. Carl Bro havde købt rådgivende ingeniørfirma derovre, som ikke havde en EL-afdeling, og den ville han gerne have, jeg skulle bygge op. Så der flyttede vi og vores ældste søn, Mathias, der er 29 over. Det var før Broen, så det var lidt som at komme til Afrika alligevel.
Jeg fik banket en lille afdeling med fire-fem mand op, og Ole Andersen, der en kort overgang var landstræner, der var vendt tilbage som træner i Tved, ringede og spurgte, om jeg ikke skulle derned og spille videre. Det sagde jeg ja til, og fik virkelig et kulturchok. Eller det var virkelig en øjenåbner. For jeg troede jo, jeg var en god håndboldspiller, der lavede mange mål i Ringsted, men de var var altså tophold i samme række, og jeg fik min sag for. Men jeg spillede sæsonen færdig, og blev gode venner med Ole.
Hvis man lavede en fejl til træning, blev man sendt en gang rundt om hallen, udenfor. Han lavede jo mange vanvittige ting, og når jeg tænker på både ham, senere Anja Andersen og nu Christian Dalmose, kan jeg godt lide de der lidt skæve personligheder. Men jeg syntes det var synd for min hustru, fordi hun sad alene med Mathias i lejligheden, og jeg stak af ned ad Svenborgvej til Tved tre gange om ugen plus kampe, så jeg tog en sæson i Stjernen inde i Odense i stedet for, og det var rigtig hyggeligt.
Så er det trænertid
Men så kom Ole Andersen på banen igen og kontaktede mig: ’Du skal være træner nu, Henrik.’ Og det blev jeg så for Aarup i Glamsbjerg, der spillede kvalkampe om at komme i 1. division. Dér startede min trænerkarriere, som blev forholdsvis kort. Efter et år i klubben, havde Jeanette fået hjemlængsel efter Midtsjælland, vi havde fået nummer to, Mads, og det havde jeg sådan set også.
Så vi flyttede hjem til Ringsted igen, og jeg fortsatte i et chefjob hos Carl Bro. Jeg blev træner for Ringsteds damehold i to år, hvor vi rykkede fra 2. til 1. division. Og der omkring tusindskiftet blev jeg ringet op af en mand fra et fynsk elfirma, Linde EL, der fortalte mig, at han var ved at købe et firma i København, men han ville kun skrive under, hvis jeg ville være installationschef.
Jeg byggede endnu en EL-afdeling op, og vi endte på en 25 mand, men det var ikke nødvendigvis verdens største succes, fordi det var lige midt i kartellernes sammenbrud og al den ballade, der var deromkring. Jeg kunne ikke lade være at ringe til Carl Bro og spørge, om de kunne bruge mig igen. Det kunne de. Og jeg kom tilbage som ny direktør for sundhed og industri. Så var jeg ikke bare EL-mand, men chef for alt, hvad der blev projekteret hospitaler og laboratorier i Carl Bro landsdækkende.
Den position havde jeg i fire år, og endte med også at blive kontorleder for det Carl Bros Odense-kontor, jeg i sin tid byggede en EL-afdeling op i. Men da var broen der jo, så det var ikke Afrika, men jeg fes og for rundt.
Da skabte den daværende direktør i Danske Bank i Ringsted og to andre det, der i dag hedder Team Midtsjælland. Vi fik Rene Dehn, en hidsigprop inde fra Rødovre som cheftræner. En meget dygtig træner, men temperamentsfuld, og efter lidt tid, hvor jeg havde været lidt småked af det på grund af et eller andet med damerne, så kom jeg tilbage igen.
Klubben fyrede Rene Dehn, gjorde assistenten til cheftræner, og så blev jeg assistent for herrerne.
Jeg kunne godt se, at det ikke blev til meget mere med de damer, vi rykkede ned igen efter én sæson i 1. division. Det var meget hyggeligt at prøve, og måske, hvis jeg var blevet ved, kunne jeg også være kommet i spil som herretræner. På det tidspunkt fik vi så i klubben et opkald fra en anden lokal håndboldklub, om ikke vi skulle lave et holdfællesskab, og til næste år er det 25 sæsoner siden, vi kom til at hedde Team Midtsjælland og nu TMS Ringsted.
Da skabte den daværende direktør i Danske Bank i Ringsted og to andre det, der i dag hedder Team Midtsjælland. Vi fik Rene Dehn, en galning inde fra Rødovre som cheftræner. En meget dygtig træner, men temperamentsfuld, og efter lidt tid, hvor jeg havde været lidt småked af det på grund af et eller andet med damerne, så kom jeg tilbage igen. Klubben fyrede Rene Dehn, gjorde assistenten til cheftræner, og så blev jeg assistent for herrerne.
Det var den sæson, hvor Anja Andersen med Slagelse spillede mod os om at komme op i ligaen. Jeg var tilskuer nede i Slagelse i den første kamp, hvor vi taber, og jeg er assistenttræner på hjemmebane, hvor vi spiller uafgjort. Men hun rykkede op.
Jeg kan stadig drille Dalmose med den kamp, for der hang folk nærmest i loftet. Der har aldrig været så mange folk i hallen. Før det havde en god ven stukket til mig, at de gerne ville have mig til Slagelse og være en del af det der show som fuldtidsansat. Jeg var nede til et par møder med formanden Bjarne Stenbæk, Spar-sponsoren Brian Mollerup og Anja Andersen.
Det var da en slags forræderi, men der var mange, der godt kunne forstå det
Jeg syntes ikke, deres økonomi på det tidspunkt var god nok til at sige mit direktørjob op, så jeg sagde pænt nej tak, men Anja giver ikke sådan op, så hun blev ved, hun stalkede mig nærmest. Til sidst fik hun mig overbevist om, at jeg skulle være administrationschef efter fyraften. Det var noget af en dag, da jeg skulle meddele i Ringsted, at jeg stoppede, for jeg skulle til Slagelse.
Det var da en slags forræderi, men der var mange, der godt kunne forstå det. Jeg fik jo titel af administrationschef og prøvede at få lidt styr på den del i Slagelse. Og kunne beholde mit direktørjob i Carl Bro.
Anja havde ingen ide om VIP-arrangementer, og det tog jeg med fra Ringsted. ’Har du knald i låget’, sagde hun tit til mig, men jeg slog på, at vi blev nødt at gøre noget for de her mennesker, der støttede klubben Så begynder vi stille og roligt med at købe dækservietter og invitere 30 mennesker til spisning nede i kælderen. Og det udviklede sig hurtig med indlæg af assistenttræner Janne Kolling i Brøndby Hallen og op til 400 spisende gæster.
Vi blev nummer fire det første år i ligaen og kom i EHF Cup’en, som vi vandt. Og året efter blev vi danske mestre, vi skulle spille Champions League, og jeg kunne jo ikke passe mit arbejde og fløj rundt til kampe og ud at finde spillere, det ene og andet. Jeg sagde mit gode job op og blev fuldtidsdirektør i Slagelse de næste tre år. Fra 2003.
Jeg var med til at vinde Champions League to gange, men de vinder tre. Sidste gang i 2007, hvor jeg er stoppet. Det var skide skægt. Alle, der måtte sige noget andet, er løgn. Og det var en fornøjelse at arbejde med Anja. Hun var så sød. Selvfølgelig røg der en finke af panden en gang imellem. Jeg synes, hun var faglig dygtig, for jeg sad tit med tit med til taktikmøder og andre ting. Hun havde selvfølgelig så godt et materiale at arbejde med. I min anden sæson, da jeg var kommet på fuld tid, var jeg i lufthavnen og hente Bojana Popovic og ind til Brian Mollerups kontor i København, hvor det hele foregik. Og på vejen ud løb jeg ind i Camilla Andersen og Mia Hundvin, der også kom til der. Det var sgu skægt.
Men det var også hårdt. Det var en lille administration, og det var faktisk blevet en stor forretning, så jeg sagde mit job op og blev installationschef i Connect Partner, som sidenhen er blevet fusioneret ind i min nuværende forretning.
Firmabil tur-retur
Det var de ikke særlig glade for i Slagelse. Jeg var oppe at hente min firmabil hos Connect Partner, inden jeg skulle begynde den 1. januar. Brian Mollerup og Anja fik overbevist mig om, at jeg skulle blive. At jeg kunne få en billetdame, det ene og det andet og lidt mere i løn. Jeg ringede pænt til Connect Partner og sagde, at jeg ikke kom alligevel, og at jeg lige ville kigge forbi med firmabilen.
Det holdt kun et halvt år, inden jeg definitivt stoppede. Der skete det berømmelige oppe i Aalborg, da Anja bare forlod banen og tog hele holdet med, og mange mente, jeg skulle have stoppet hende.
Hun havde lidt sygdom i kroppen i forvejen, var lidt træt. Først fik Mette Melgaard (Slagelsespiller, red.) et rødt kort, Anja fik lagt en hånd på dommeren og fik også rødt kort, og så vinkede hun hele holdet. Keld Andersen (Anja Andersens far og holdleder, red) lå i benlås.
Og Christian Dalmose, der var Aalborg-træner på det tidspunkt, gik bare rundt inde på gulvet og grinede og sagde til mig: ’I kommer ikke til at spille Champions League, hvis du ikke får dem på banen igen.’ På min første dag som administrationschef blev han cheftræner Ikast. Han havde vist søgt jobbet som direktør, men de manglede en træner, og han var der et par år, inden han kom til Aalborg. Jeg havde kun et sporadisk kendskab til ham dengang. Vi har spillet mod hinanden, da han var i Ajax København, samt et par gode byture.
Efter jeg blev direktør i Slagelse, har jeg været med til at skille ham og Anja ad mange gange. Anja fik så et helt års karantæne. Der tikkede en telefax ind på kontoret på jeg ved ikke hvor mange sider, og Hans Pilgaard var dernede og lave Go’Aften Danmark for TV2. Det var eddermame gang i butikken.
Anjas forlængede arm
Så sad hun nede i køkkenet derude, hvor hun boede, Keld og Vibe (hendes forældre, red.). ’Jeg træner dem, og du skifter ud.’ Jeg fik jeg brug for min trænergerning igen. I fem-seks kampe. Jeg, eller vi, vandt ude over Viborg med 800.000 tv-seere. Det var i kvartfinalen i Champions League, og i den omvendt kamp blev vi slået ud på hjemmebane. Det var ikke særlig godt.
Jeg var udskiftningsleder, da vi skulle spille DM-finale, men Mathias, vores knuste søn, skulle konfirmeres, så Peter Bruun Jørgensen tog dem i stedet. Han blev færdig i Roskilde i samme sæson. Vi forsøgte jo også at flytte hele molevitten til Roskilde. Da lå jeg og forhandlede kontrakter på plads, så vi havde et slagkraftigt både herre- og damehold i 1. division, så jeg havde ret travlt hen over nytår 2005-06.
Og lige pludselig ringede de to fyre fra Connect Partner, hvor jeg blev ansat som installationschef: ’Ved du hvad Henrik, vi synes, du er den rigtige, og vi er færdige her – vores earn out er ude, så vi går ind til direktøren i Yousee og siger, at han kan tage en god snak med dig.’ Det var dem, jeg næsten lige havde sagt til, at jeg ikke kommer alligevel. De var stadig varme på mig, og det var egentlig flot, og direktøren ringede til mig, og jeg sagde mit job op definitivt op pr. 1. august 2006.
Da blev jeg administrerende direktør i en virksomhed med 125 mand, der hed Connect Partner, som var et datterselskab til YouSee. Der var jeg i to et halvt år, og fandt ud af hvordan den forretning hang sammen, hvad vi kunne bruge og solgte halvdelen til Eltel. Resten blev fusioneret ind i Dansk Kabel TV.
Vi er et selvstændig datterselskab med 550 ansatte, selvstændig bestyrelse og mig som administrerende direktør, omsætter for 800 millioner
Her har jeg så været siden. Dansk Kabel TV var et datterselskab til YouSee, som passede de danske antenneforeninger. Jeg blev salgs- og produktionsdirektør, fordi der var en administrerende direktør i forvejen. Efter to år blev jeg så også administrerende direktør, og det har jeg været de sidste 11 år.
Vi har det nye Nuuday, der har YouSee, Telmore og alt det der, der har alt indholdet. Så har vi TDC Net, som er alt netværket, fiberen, kobberet, mobilnetværket og herunder hænger et datterselskab, der hedder Dansk Kabel TV eller DKTV hedder vi nu, og vi er et selvstændig datterselskab med 550 ansatte, selvstændig bestyrelse og mig som administrerende direktør, omsætter for 800 millioner. Stor forretning.
Vi har headquarter her på Teglholmen og kontorer i Vordingborg, Roskilde, hvor vi har købt en graverforretning, fordi vi graver så meget fibernet ned, i Odense, i Vejle, Esbjerg, Aarhus og Aalborg. Omkring 300 teknikere, som jeg kan se på min store skærm, hvor befinder sig.
Sideløbende med det, så pustede jeg ud, for det havde været fem år i Slagelse, de tre på fuldtid, hvor jeg tænkte håndbold 24/7.
Anja passede sin ting. Jeg kunne sætte mit ur efter hende. Hun ringede klokken 10, når hun var ude og lufte sin hund, Happy. Hun var ikke så meget på kontoret, men var selvfølgelig med ude og lukke nogle store sponsorater en gang imellem. Ellers blandede hun sig ikke i driften. Især i begyndelsen var hun jo sindssygt aktiv bare til at hente sponsorer ind.
Jeg har ikke set Anja i ti år. Jeg vil stadigvæk sige, at det var de sjoveste tre år i min erhvervskarriere. Simpelthen. Det var hårdt, men det var så skide skægt. Hun var verdens bedste håndboldspiller og en dygtig håndboldtræner.
Efter Anja havde jeg ikke noget håndbold. Jeg fulgte min ældste søn Mathias. Han var dygtig, spillede i HIK allerede som drengespiller, som jeg havde fulgt meget med i hele vejen, men han fik springerknæ senere i karrieren, og så gik det ikke længere.
Men selvfølgelig kom der én ned i TMS og lige trak mig ærmet og spurgte mig, om jeg ikke skulle være ungdomsformand: ’Det kunne du godt trænge til’. Så efter et halvt års pusteri tog jeg den udfordring op, for det trængte jeg til. Og målte, ligesom man gør herinde med KPI og det hele, på de bedste rækker, fik en blandt andet en træner ned, der støvsugede hele Sjælland og fik et godt U16-hold, og vi var faktisk i ligaen hele vejen ned.
Ned i fire år med Dan Hansen som træner, og vi fyrede ham. Han smækkede med døren, så karmen var ved at ryge ud
Efter to år som ungdomsformand sagde Vagn Sanggaard, advokat, og formand for TMS Ringsted, at nu skulle han i gang med et større projekt, og havde ikke mere tid: ’Henrik, er det dig.’ Jeg sagde jo altid ja, og vi brugte for mange penge, det skar jeg væk, og vi røg ud af ligaen. Da havde man været oppe i ligaen i syv år i træk , og vi rykkede ned i den sæson. Det er 13 år siden, og jeg er formand endnu.
Så var vi nede et par sæsoner, rykkede op i to år. Ned i fire år med Dan Hansen som træner, og vi fyrede ham. Han smækkede med døren, så karmen var ved at ryge ud. Jeg ringede til Dalmose, vi havde drillet hinanden lidt og snakket om, at han skulle herud. Han sad nede i Ungarn og trænede et kvindehold, Siofok. Det passede ikke lige, han havde et år tilbage af kontrakten.
Vi prøvede alle mulige andre trænere, og jeg faktisk et rimelig prominent navn til samtale køkkenet, da der tikkede en facebook-besked ind fra Dalmose: ”Hvad, har du stadig det job, for jeg stopper hernede?” Jeg sagde farvel til træneren i køkkenet, og Christian har så været her i seks år. Vi fik ham fløjet ind til pressemøde, ryddede lokalerne hos vores gode venner hos Nordea til det, havde lavet ny tøjaftale og nye hovedsponsor i Det Faglige Hus. De havde været med længe, men opgraderede sponsoratet. Og vi havde hentet Rune Ohm hjem.
Elevatoren
Første blev vi nummer tre efter Ian Marco Fog og Nordsjælland, året efter nummer ét og rykkede op, fik ikke ret mange point i ligaen og røg ned igen. Rykkede op endnu én gang, og så sørgede advokaterne for, at vi blev oppe. Det var ikke vores skyld, men dårlig håndtering af Dansk Håndbold Forbund. (TMS blev oppe på grund af en konkurs i Aarhus og sammenlægning med Skanderborg, der ikke blev meldt rettidig ud, red.). Og nu bliver det så spændende igen med de sidste kampe, om vi kan redde os.
Jeg bruger rigtig mange timer herinde på mit job, har et par bestyrelsesposter ved siden af, og sidste år blev det bare for meget med nye kontrakter og samtaler med at lukke aftaler med agenter, og jeg stod nok også for at skaffe 75 procent af sponsorerne til TMS. Dem har jeg så lavet mange af i telefonen, når jeg sidder køen ind eller hjem Teglholmen.
Vi har holdt aftenmøder og masser af netværksmøder om morgenen med klubbens sponsorer og gæster. Da jeg begyndt som formand for 13 år siden, havde vi en omsætning på fire millioner, hvor vi i dag har dannet et selskab med herrernes første- og andethold og U19-drengene, mens kvindeholdet hører til i amatørafdelingen, og omsætter nu for tilsammen 13 millioner kroner.
Så det er ikke sponsoraterne, der holder mig søvnløs længere. Det skal vi nok klare. Vi har penge i banken og betaler endda strafrenter.
Selskabet handlede også om at få nogle helt nye sponsorer ind. Selskabet har i dag 20 ejere, hvoraf foreningen eller moderklubben er en af dem, og vi har en samlet selskabskapital på 3,7 millioner kroner. Så vi hører til i top-5, når vi snakker velpolstrede klubber i Danmark. Førhen lå vi og rodede med en egenkapital på 400.000, og tingene hang lige nøjagtig sammen. Det er anstrengende år efter år.
Så det er ikke sponsoraterne, der holder mig søvnløs længere. Det skal vi nok klare. Vi har penge i banken og betaler endda strafrenter. Jeg har prøvet at få lavet en særaftale, men det er kun Kræftens Bekæmpelse og den slags organisationer, der kan få det.
Med den fundats fremlagde jeg for bestyrelsen, at vi kunne bruge en fuldtidssælger, og det har vi fået, og fra 1. juli sidste år tiltrådte Ian Marko Fog som administrerende direktør. Og det var i virkeligheden for at aflaste mig, for jeg kunne ikke blive ved. Jeg er snart 60 og skal passe lidt på mig selv. Igennem mange år har jeg nok brugt 20-25 timer om ugen i TMS udover mit direktørjob i DKTV.
Fog har også kunnet udfordre både mig og Dalmose på forskellige ting og på setuppet omkring holdet, styrketræner, mental- og målmandstræner.
Vi fik lavet en professionel bestyrelse med fem af vores investorer og de, og vi må så selv vælge foreningens formand. Det virker prof, og det er vel dér, man rigtig kan se overgangen fra forening til forretning. Nu har vi begge dele med et professionelt selskab bag herrerne og U19, og kvindeholdet, der skal spille om oprykning til ligaen, i foreningen. Dem satser vi selvfølgelig også på, men de kan ikke trække hinanden økonomisk ned, som man har set i andre klubber.
På den måde kan vi udvikle vores klub og holde fast i både dyderne som forening og forretning. Der er en samarbejdsaftale, som kommer fællesskabet i hele klubben til gode. Foreningen har lejet licensen ud til selskabet, der er forpligtet til at skaffe moderklubben nogle penge.
Jeg tror kun, jeg har set én damekamp i år, og det er ikke fordi, jeg ikke holder af dem, men jeg har også andet at lave, og Jeanette og jeg har solgt huset og båden ned på Sydsjælland og fået en lejlighed inde ved Gråbrødretorv, så vi kan nyde storbylivet lidt.
Mads, der jo ellers var en god fløj for os i mange år, men har fået et godt job som ejendomsmægler, bor inde i København og arbejder i Køge, og jeg tvivler på, at det kun bliver til et sabbatår. Han kommer nok ikke til at spille igen. Til gengæld valgte Mathias og hans hustru at flytte fra København til Næstved, så det er lidt den anden vej.
Mere attraktive
TMS kan ikke hente spillere fra øverste hylde, som Aalborg der henter Mikkel Hansen hjem og i den dur. Han koster mere end vores samlede spillertrup. Men ambitionen med at lave selskabet var, at vi kunne rykke spillerne lidt mere på lønnen med et par hundrede tusinde oveni det samlede lønbudget på cirka tre millioner kroner.
Lige nu ligger vi vel over Skive, lige omkring Lemvig og plus-minus i forhold til Nordsjælland. Men skal op omkring Mors-Thy og Skanderborg, der gør det rigtig godt økonomisk og sportsligt. Det ville hjælpe med en million mere. Så nærmer vi os vel Ribe-Esbjerg, Sønderjyske og lige nu Kolding. Vi er nået til et niveau, hvor vi er i stand til at flyve spillere ind fra det jyske. Vi er blevet mere attraktive.
Til en trænerlønning skal vi bruge, for der var én, der fortalte mig det i morges, fra 350.000 til 1,2 millioner, så man selv fundere over, hvem der får hvad.
Vi må tage det trin for trin. Planen var ikke, at vi både skulle have en fuldtidsansat sælger og direktør, men det er vi ganske enkelt nødt til, for vi kan ikke klare på frivillig basis at finde 220 sponsorer og passe og pleje dem. Så er du nødt til at være full time, eller have en idiot som mig der gider lave så meget. Med en administrerende direktør, er jeg nok faldet ned til en 10-15 timer om ugen, og det var, som nævnt, nødvendigt for mig personligt.
Nordsjælland gør det lidt bedre end os lige nu, men med vores geografiske placering og de sidste mange års arbejde skal vi være Sjællands håndboldhold
Vi har jo landssponsorer i Det Faglige Hus og Borup Kemi. Borups direktør bor jo i byen, og han har været rigtig god ved TMS igennem årene. Jeg kan ikke navnene på alle sponsorerne til fællesspisningen længere. Engang kunne jeg deres telefonnumre.
Nu er vi ved at få hele Ringsted Sportscenter bygget sammen, de tre haller, gymnastikhallen og svømmehallen med sådan en rambla, så vi får bedre en bedre sammenhæng og ikke mindst et langt større VIP-område til spisende gæster, og vi har selv lagt billet ind på forpagtningen af det nye cafeteria. Så må se på, om vi kan få gjort noget ved Arenaen. Måske en GOG-løsning ved at forlænge hallen og tribuner bag målene. Vi skal jo gøre noget. Nordsjælland gør det lidt bedre end os lige nu, men med vores geografiske placering og de sidste mange års arbejde skal vi være Sjællands håndboldhold.
Søndag er fodbolddag
Jeg har misset to kampe i Dalmoses tid. En af dem var med i Klub 100 på en netværksrejse til Montenegro. Jeg har set alle i hjemmekampe i de 13 år, jeg har været formand. Jeg har altid min kone og min svigermor med. Og min mor, da hun levede. Mathias var også en talentfuld spiller, men fik karrieren ødelagt af et springerknæ. Så håndbolden er og har været et familieforetagende, og der bliver snakket meget håndbold derhjemme.
Men jeg sidder ikke og ser håndboldkamp hjemme i weekenden eller til slutrunder. Fodboldkampe til gengæld om søndagen Jeg har sådan et fast ritual hver evigt eneste søndag, at jeg ligger på sofaen og ser superliga fra ved 16-tiden og forbereder mig til ugen, der kommer.
Jeg vil ikke sige, at jeg holder decideret med et hold. Jeg og drengene driller lidt hinanden, fordi de tror de er 100 procent FCK-fans, men det giver et lidt større gib i mig, når Brøndby scorer. Vi kan alle tre godt lide fodbold, og vi har snakket længe om en tur til Premier League, så det skal vi i en weekend i begyndelsen af april. Til London og se Chelsea-Brentford om lørdagen og Tottenham-Newcastle om søndagen.
Jeg har en bestyrelse i mit civile job at svare til. Så da vi købte navnet på hallen i Ringsted for otte år siden, Ringsted Kabel TV Arena, vendte jeg det med min daværende formand, om han syntes, det var okay. ’Herregud, gør da det’, sagde han bare til det. Vi kan bruge det til at invitere vores sjællandske antenneforeninger til håndbold, og jeg har fået lavet målinger på det. Det er temmelig meget værd.
Jeg ved sgu ikke, om jeg inspirerer dem, men jeg bliver i hvert fald inspireret af at være med i det forum
Der er mange, der kender mig i håndboldverdenen og selvfølgelig i Ringsted. Og sådan er det vel rundt i håndboldbyerne. Jeg er næstformand i Divisionsforeningen, og meget er bundet op på enkeltpersoner rundt omkring. Kasper Jørgensen i GOG, Jan Larsen i Aalborg, Carsten Thygesen i Skjern, John Mikkelsen i Holstebro og så videre.
Jeg ved sgu ikke, om jeg inspirerer dem, men jeg bliver i hvert fald inspireret af at være med i det forum. At prøve at være med til at skabe fælles retningslinjer for klubberne og ligaerne. Ligesom i fodbold med eksempelvis nogle krav til hallerne. Måske 1.000 siddepladser. Sådan nogle ting er vi begyndt at kigge på. Og det er endnu et netværk. Netværk er uundværligt i sport.
Men det er en god familie også…”
Læs også:
Har Jess Thorup knækket FCK-koden
Jakob Kvist – biografiernes ambassadør
Fra tabloid-agenda til PR-agent
DR’s OL-vært: “Jeg burde have været død”
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
