TOUR DE FRANCE // KLUMME – Hvis den store fortælling om det store menneske er død, har det lille menneske så vundet? Har Tour de France bevæget sig ud af den mytologiske æra og ind i historisk tidsregning? spørger Inger Tejlgaard Olesen Ravn i sin anden af to klummer om cykelløb.
I modsætning til andre sportskommentatorer slår Jørgen Leths stemme ikke knæk eller går i falset, når det bliver spændende. Det hører ikke fortællingen til: Han er, selv i det øjeblik virkeligheden udspiller sig, på fortolkende afstand af begivenhederne, der hvor betydningen allerede er skabt og blot ordene skal finde vej.
Det er hans kunst.
Vi er vant til den tætte association mellem Jørgen Leths stemme og virkeligheden, fordi hans fortælling så langt hen ad vejen er blevet fulgt op af dokumentation for dens sandhedsværdi i form af livetransmissionen af cykelryttere, der, ligesom Leth, starter i bunden og arbejder sig op ad bjerget.
Det er improvisationens kunst, der dyrkes.
Men selv improvisationen har sine spilleregler, der er etableret, allerede før koncerten går i gang.
Også Jørgen Leth har en grundfortælling, som han improviserer ud fra: I del 1 fastlagde jeg grundfortællingen som en klassisk splittelsesfortælling. I Jørgen Leths grundfortælling er mennesket, dvs. manden, uperfekt, han er nok en helt, men som alle helte har han en akilleshæl, en heroic flaw. Macbeths uhæmmede ambitioner, mørket i Colonel Kurtz’ hjerte, magtliderligheden i den gamle, hvide koloniherres pik.
Faktisk kunne man måske gå så vidt som at påstå, at det er denne splittelse mellem godt og ondt, mellem lys og mørke, mellem krop og ånd, mellem liv og død, mellem skønhed og grimhed, mellem sandt og falsk, der definerer manden som begreb.
Manden er ikke mennesket. Han er bare et menneske
Lad os lige spole tilbage til Leine-Krasnik-gate, som jeg sidst brugte lidt tid på. En reaktion på deres podcast dengang, der udfordrer den traditionelle splittelsesfortælling kom fra de altid interessante (og altid irriterende kloge) Center for Vild Analyse en måned senere, i et af deres jævnlige indlæg i Moderne Tider, Information.
“Det indtryk, man efterlades med, efter man har hørt podcasten, er et næsten metafysisk billede af mandens natur, som på den ene side ikke virker specielt gennemtænkt, men som på den anden side virker sørgeligt genkendeligt: Et reduktionistisk billede, hvor manden på bunden er et ureflekteret driftsvæsen, som ganske vist er pakket ind i et tyndt lag civiliserende fernis, men hvor alle godt ved, hvad det på bunden handler om. […] Den udstikker linjer for, hvad man må, og hvad man ikke må, men også for, hvad man i det hele taget begærer og ikke begærer.”
Det er faktisk muligt at fortælle andre fortællinger om mennesket, end splittelsesfortællingen
Grundfortællingerne og spillereglerne forudsiger alle mulige resultater. Her får jeg lyst til at tilføje min egen påstand:
Kvinden som begreb er et dobbelt spejlbillede helt afledt af påstanden om mandens splittede natur: Den konsekvente fremstilling af hende som den lyse eller den mørke kvinde, englen eller skøgen, luder eller madonna. Enten eller. Også kvinden gøres til et redskab, hvorigennem billedet af manden projiceres ud på verden i en art lukket kredsløb, der foregriber slutningen allerede ved begyndelsen, som et skakspil, med en vis mængde endelige træk, godt nok uoverskueligt mange, men dog et endeligt, absolut, sluttet kredsløb.
Det er her, man takker sine veninder – og alle andre, der ser, at kvinder er mennesker, mere end de er “kvinder”.
Det er faktisk muligt at fortælle andre fortællinger om mennesket, end splittelsesfortællingen.
I de smukkeste løb er det (ikke) eneren, der vinder
Man kan fortælle andre fortællinger om cykling.
Det står et hundrede procent for egen regning, jeg har selv fundet på det, det er det, jeg ser udspille sig for mine øjne under Tour de France i disse år.
Muligvis iblandet en vis grad af fanfiction.
Jeg vil skrive om cykelløb.
Jeg vil prøve at beskrive, hvordan Wout van Aerts ansigt har ændret udtryk. Jeg ville prøve at beskrive, hvordan han er blevet en anden på cyklen.
I starten af Tour de France 2022 er Wout van Aert arketypen på den rytter, der formår at “skabe løbet og gøre det sit eget” for at bruge en Lethsk vending og i hele hans udtryk er det den misforståede, vrede enspænder, der er sig selv nok. Hans ansigt er en smuk, stiv gudemaske.
Altid sig selv nærmest, aldrig stole på nogen.
Så i Rocamadour på 20. etape af Tour de France giver Jonas Vingegaard Wout van Aerts en gave: en sejr i enkeltstarten. Kvit og frit, ingen gældspost, bare fordi.
Verden sitrer, mens Wout van Aert sidder i den varme stol, der er forbeholdt den til enhver tid førende rytter på enkeltstarten og for åben skærm opløses masken, mens han ser Vingegaard sætte farten præcist så meget ned, at van Aert får sejren.
Bag masken er der følsomhed.
Året efter, 16. etape af Tour de France og Wout van Aert sidder igen i den varme stol. Jeg sammenligner ham med den, han var i samme stol for et år siden. Den samme mand er ikke længere den samme. Vreden er gledet af ham, enspænderen og det selvtilstrækkelige er gledet af. Menneskeligheden bag Gudemasken er trådt frem.
Han er ikke længere en ener, han er blot en af mange. Det klæder ham, han er kun blevet smukkere.
Han har i øvrigt annonceret, at han forlader touren i utide: Han skal hjem til sin kone, der venter parrets andet barn. Any day now. Det betyder noget.
Jeg vil skrive om Rolf og Ritter. De er ikke Mader og Leth. Ethvert forsøg går i hårknude – saboteres af dem selv:
Dennis Ritter fortæller om Game of Thrones og optagelserne i Biscayen, om sceneri og storhed.
Rolf Sørensen afbryder og citerer Skæg fra Rasmus Klump-bøgerne:
“Det minder mig om dengang, at jeg la’ i en ordentlig brandstorm nede i Biscayen, og kokken kom farende… ”
Hvis Dennis Ritter vil være Leth, vil Rolf være – sig selv.
Dennis Ritter fortæller en historie om et hjemsøgt slot som helikopterkameraet zoomer ind på.
Rolf Sørensen afbryder med et: “Uha, det gør mig bange.”
Hvis Ritter er Mumitrolden, er Rolf det lille dyr, Snif.
Jeg vil først og fremmest skrive om Vingegaard og om Tadej, den sidste af de tragiske helte, Pogačar.
Pogačar er lavet af det stof myter skabes af. Han er helten i hvidt på sin noble stålganger, han er den evige drengerøv med en kæk grimasse, glorie om hovedet og gas i håndbremsen, han er den fattige dreng i eventyret på vej ud i verden for at vinde prinsessen og det halve kongerige.
Pogačars tragedie er, at de store fortællingers tid er forbi
Vingegaard er skabt af virkeligheden i Hillerslev og rundt omkring i Thy, hans knoklede fingre om filetkniven på fiskefabrikken i Hanstholm, hans kejtede krop gennempisket af vind og vejr ved vandkanten af Vesterhavet.
Og så vil jeg beskrive, hvordan mødet mellem disse to aldrig bliver til dysten i en stor fortælling, om mødet mellem godt og ondt.
Jeg vil beskrive, hvordan mødet mellem Pogačar og Vingegaard er mødet mellem drøm og virkelighed, det er det øjeblik om morgenen, hvor man er ved at vågne: øjnene begynder at glippe, og man bliver sig sin krop bevidst.
Pogačars tragedie er, at de store fortællingers tid er forbi.
I stedet har vi et Tour de France, hvor begge ungersvende har ret og ære i behold, uanset udfaldet af touren, fordi dette ikke er en stor fortælling, en dyst til døden, det er to unge mænd, der kører cykelløb, og når cykelløbet er overstået, giver de hinanden hånden.
Eller nej, jeg tror faktisk, de giver hinanden et kæmpe, svedigt, lettere homo-neurotisk, kram.
Når de om femten år begge er lykkeligt pensionerede, så sidder de med deres begyndende bamsemaver foran pejsen med levende ild, og de griner, og de siger på skift: “Ej, ka’ du så huske dengang … ?”
For mig at se, er den største heltegerning af alle at være i verden, som den er, uden slør for blikket og stadig udvise omsorg for andre
Ude i køkkenet står deres koner og diskuterer Wittgenstein, den tidlige og den sene, mens de bæller årgangswhisky. De har bestilt take-away til aften.
Dennis Ritter siger: Maskerne faldt
“Enten bliver han nummer en eller også bliver han nummer to, begge dele er kanon-godt gået.”
Sådan siger han midt under touren i 2023. Vingegaards far.
Hvis den store fortælling om det store menneske er død, har det lille menneske så vundet? Har Tour de France bevæget sig ud af den mytologiske æra og ind i historisk tidsregning? Måske.
Jeg har et bud på en anden vinkel på den store fortælling:
For mig at se, er den største heltegerning af alle at være i verden, som den er, uden slør for blikket og stadig udvise omsorg for andre. Egentlig ikke for at vise sig eller bevise noget, ikke for at være en helt eller for fortællingens skyld, ikke fordi der er kamera på, men bare fordi, det er sådan, man gør.
Længere er min store fortælling ikke og ja, den bliver hurtigt opløst i de små fortællinger, i røverhistorier, anekdoter, vandrehistorier, sladder og anonymitet.
Til gengæld har vi alle sammen del i den. Vi står op hver dag og gør det. Vi går ud i verden og gør vores pligt.
Det er der også storhed i.
Dengang jeg begyndte at se cykelløb, blev det gendigtet til en fortælling om skurke og helte, skønhed og grimhed, godt og ondt af Jørgen Leth, nationaldigter.
Dengang var jeg 25, nu er jeg 53.
Dengang var jeg en femmer med hul i, nu er jeg uden for nummer og andres bevidsthed.
Måske er det ikke en forringelse – måske er jeg et skridt nærmere en erkendelse?
Ellers er det også fint nok, ikke alt kan opgøres i tal og placeringer, erkendelse og fortællinger. Måske slet ikke det vigtigste.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
