MIDTVESTLIV // KLUMME – Hvilke danske værdier lægger vi vægt på ved vores børns opvækst? For Julie Bendtsen bliver det spørgsmål sværere og sværere at svare på i takt med, at årene som udlandsfamilie går. For sorgen over at slippe den danske barndom – og dermed identitet – er altid til stede – men hvad bunder den egentlig i?
CHICAGO – For få dage siden delte jeg en artikel på min Facebook-profil. For stort set alle andre end lige udlandsdanskere virker den nok relativt nicheagtig og måske ikke videre interessant – men når man, som vi, har valgt at bosætte os tusindvis af kilometer fra den kultur, vi selv voksede op i, og lade vores børn vokse op i en anden, ramte den plet. Og den ramte hårdt.
For ikke alene fik den mig til – endnu engang, suk, stopper det aldrig – at svælge i hjemve, blandet op med den altid aldeles ukonstruktive skyldfølelse. Den gav også stof til lidt yderligere eftertanker i form af undren: Hvad er det egentlig, jeg føler, at jeg berøver mine børn? Hvordan havde jeg forestillet mig, at deres barndom ville have set ud, havde vi ikke flyttet?
Den ganske glimrende artikel, jeg delte, handler om det at have såkaldte third culture kids – eller TCKs. Et third culture kid er kort fortalt et barn, hvis forældre er vokset op i og med en anden kultur end barnet selv: Rødderne til hjemlandet er stadig udtalte og stærke i familien, men ikke i samme grad for barnet, der kender og er præget af forældrenes kultur, men som selv i højere grad identificerer sig med elementer fra den “nye” kultur.
Med et hop, tre hink og en spytklat nappede vi lige Jugoslavien
Udfordringerne ved – og de mange, mange tanker om – at lade sit barn vokse op i en anden kultur er mange, og de bliver ikke hverken færre eller mindre med årene, der går.
Tværtimod. For jo længere tid der går, jo mere kan man som forældre få følelsen af, at det er for sent at lave om på. Man kan ikke bare beslutte, at nu er det da vist også på tide at få noget dansk barndom ind i de dunede små, at hive rødderne op og flytte hjem. For hvad er hjem? Og hvad ville det blive?
Salmiaksnus og sommeraftener
Jeg voksede op i en lille by i det sydøstsjællandske. Under 3000 mennesker boede i byen. Til gengæld var oplandet omfattende, og vores lokale folkeskole havde – byens størrelse taget i betragtning – et imponerende antal elever.
Med undtagelse af ganske få børnehaveklassemåneder tilbragte jeg hele min folkeskoletid på samme skole, mine eftermiddage i samme fritidsklub og mine lyse sommeraftener på vejen med de andre børn. Når vi ikke hang ud i hallen efter badminton og så dagens afsnit af Glamour i cafeteriet, mens vi spiste salmiaksnus og cowboytoast.
Vi legede i skoven, cyklede ned i byen, løb ind og ud af hinandens haver, og med et hop, tre hink og en spytklat nappede vi lige Jugoslavien, når vi legede “Jeg melder krig mod”.
Hverken spytklatten eller krigserklæringerne ville forekomme særligt passende i dag, men derudover er minderne forbundet med ren nostalgi, uskyld og – når alt kommer til alt – en blatant og naiv virkelighedsdistance.
Det vemod og den dårlige samvittighed – ind imellem blandet kraftigt op med en snert af fortrydelse – der rammer, når jeg tænker lidt for meget over den barndom, mine børn ikke får, ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med.
For når fornuften i korte glimt får lov at tage over for nostalgien, er jeg nok godt klar over, at den barndom jeg forestiller mig, at de ville have, er en illusion. De ville nok hverken tænde bål i skoven (det gjorde vi ikke, mor og far!) eller kridte krigserklæringer op hele aftenen. Og jeg kan sige, at de med 100 % sikkerhed ikke ville se Glamour.
Til gengæld ville de formentlig være på snapchat, spille Animal Crossing og hoppe på en trampolin. Som alt sammen er noget, de også gør i USA.
Irreversibel identitetsdeling
Så hvad er det ved den frarøvede danske barndom, der for en dansk mor (og far) kan føles så bydende nødvendigt? Jeg tror, det bunder i en sorg over en slags eksternt identitetstab.
Det at være dansk er så stor en del af min identitet, og uden en dansk kultur til at ramme den ind, kan min mand og jeg kun i et meget begrænset omfang give den videre til vores børn. Som i øvrigt selv er herrer og damer over, hvor meget af den, de selv vil tage til sig og dyrke videre.
Det er en til tider smertefuld og lidt angstprovokerende erkendelse af noget irreversibelt. Vi kan ikke bare trække stikket, tage til Danmark og leve dansk igen. Der er løbet for meget amerikansk vand gennem floden til, at den beslutning er ukompliceret.
Vi kan lave dansk mad, insistere på at tale dansk derhjemme, se dansk fjernsyn og dyrke vores danske traditioner – men det værdisæt, der følger med at vokse op i Danmark, er for bredt og abstrakt til, at vi kan give det ubrudt videre. Og med et 100 % amerikansk skoleliv og socialt netværk bliver det fortyndet uanset hvad. Det kan ingen mængde af frikadeller, lakridspiber og karrysild lave om på. Og det, det bliver fortyndet med – tosprogethed, skolekammerater fra utallige kulturer, den amerikanske optimisme og åbenhed – er jo heller ikke det værste at blande op med.
Der ligger også en god portion arrogance i det. Vi danskere er langt mere arrogante, end vi kan lide at indrømme, og måske er det ok. Måske er man nødt til at rette ryggen lidt ekstra og overkompensere en smule, når ens land er en knop, ingen kan finde på verdenskortet, og ens sprog er noget, ingen ved deres fulde fem frivilligt ville bruge deres tid på at lære.
Vi er så lille en nation, men vi er gamle og stolte, og den stolthed kan godt komme til udtryk i arrogance.
Vi har fjernet os selv og vores børn fra en dansk opvækst
Jeg kender det fra mig selv – jeg er ikke stolt af at sige det højt, men jeg har helt klart en eller anden underliggende, men oksestærk overbevisning om, at danskere bare er lidt mere cool end amerikanere. Sådan overordnet set.
Vi er mere berejste, taler flere sprog, kender mere til historie og geografi. Danske unge er mere selvstændige, danske kvinder mere frigjorte. Og så har vi den der tørre, sorte humor, som på en eller anden måde med lidt god vilje sagtens kan forveksles med en skarpere intelligens. En lille nation med et stort ego og en facade, der er cool as a cucumber.
Barndommens bidemærker
Den følelse af at være et produkt af det mindste land med den største personlighed drypper nedad, og den sætter sig som en nagende tvivl, når man som forældre ser sine børn gå en anden vej. En vej, som vi i øvrigt har valgt for dem.
De navigerer den sådan set bare, og de gør det godt. Men tanken om den barndom, de i min fantasiverden ville have haft – uanset hvor virkelighedsfjern den er – har alligevel bidt sig så meget fast, at den ikke er til at slippe af med.
Tandmærkerne bliver siddende.
Hvordan ser en dansk barndom ud i dag? Sandheden er jo, at det aner jeg ikke en hat om. Vi har fjernet os selv og vores børn fra en dansk opvækst, og det, jeg tror, de går glip af, er alt sammen et produkt af mine egne minder. Minder, der går flere år tilbage, end jeg har lyst til at italesætte i dette åbne forum, men lad os bare sige, at det er over 30.
I virkeligheden hænger alle bekymringerne over den tabte danske barndom nok langt mere sammen med min egen sorg over, at dansk identitet ikke længere er noget, vi deler.
At deres nationale identitet er ikke så “ren” som min. Det manifesterer sig i en frygt for, at en mere broget national identitet nødvendigvis er mindre lykkelig – men det er mit eget snævre verdensbillede, der taler. Fordi det at vokse op i Danmark, er det eneste, jeg kender, og derfor er det trygt. Det er hjemme, og det hjem, troede jeg, at jeg skulle give videre.
Mine børn ville have haft en dejlig dansk opvækst, var vi blevet boende. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men de ville ikke have fået min barndom. De ville have fået deres egen, og når alt kommer til alt, er det også det, de får nu. Det kan godt være, den ud over frikadellerne ikke ligner min – men den ser nu ret lykkelig ud alligevel.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her