MIDTVESTLIV // KLUMME – Integration er ikke bare noget, der dukker op i politiske diskussioner. Det er også en tilbagevendende del af hverdagen, når man som Julie Bendtsen og hendes familie skal finde balancen i at være danskere, der prøver at høre hjemme i en anden vestlig – men stadig fremmed – kultur. For børnene kører integrationen tilsyneladende problemløst, mens Julie Bendtsen gladeligt tager nogle elementer af amerikansk kultur til sig og vender øjne af andre. Hun vil gerne være den, der integrerer sig, men noget kommer på tværs. Integration er dybt kompliceret, fastslår klummeskribenten.
CHICAGO – “Måske var det en ding dong ditch”, sagde den 10-årige henkastet, da jeg kom tilbage til sofaen efter at have åbnet døren, der lige var blevet banket på, til det rene ingenting.
“Undskyld, en hvad?”
“Ding dong ditch”, svarede barnet, stadig med næsen rettet mod fjernsynet. “Er det det, vi kalder dørfis?” spurgte jeg usikkert. “Øh mm … ja?”, var det lige så usikre svar. And there you have it. De kulturforskelle, der uundgåeligt fødes og breder sig, og ind imellem, viser sig tydeligt mellem børn og forældre på hver deres plads i mødet mellem to kulturer.
For ja, vi dyrker vores danskhed. Ikke på en demonstrativ eller komisk måde, hvor vi har danske flag hængende foran huset eller går med klaphat og træsko, men på den måde, hvor man glædes over og føler sig tryg i det, der føles som ens “eget”
Som hvide, privilegerede danskere er vi muligvis ikke et typisk billede på immigranter eller indvandrere, og da vores ophold her aldrig har været planlagt at skulle være permanent, er vi heller ikke immigranter pr. definition. Men vi er udlændinge – fremmede – med en identitetsfølelse, der for min mands og mit vedkommende nok altid vil være fuldstændig dansk, men som for vores børn bliver mere og mere nuanceret, som tiden herovre går.
Rødder i amerikansk jord
Den ældste har boet her i over halvdelen af sit liv, den yngste kom hertil som halvandetårig og har absolut ingen erindring om danske vuggestuer, ladcykler og S-tog.
De ved naturligvis godt, at de er danske, og de har heldigvis bunkevis af gode minder fra deres hjemland fra ferier i Danmark (suk, bare vi dog snart kunne genoptage dem). Men som årene går, er der mindre og mindre tvivl om, at dele af deres rødder støt og roligt også vokser ned i amerikansk jord.
Dyrker danskheden i hjemmet
De kommer til at sidde lidt midt mellem to stole på den måde. Den ene stol, hvor de forstår dele af den amerikanske kultur, som deres forældre ikke gør og måske aldrig kommer til, og den stol, hvor de gennem os forældre er yderst bevidste om deres danske ophav og hjemland og fortrolig med dyrkelsen af det i hjemmet.
På samme tid var det en ‘reminder’ om den rolle, vi som forældre er med til at fastholde dem i: rollen som udlændinge
For ja, vi dyrker vores danskhed. Ikke på en demonstrativ eller komisk måde, hvor vi har danske flag hængende foran huset eller går med klaphat og træsko, men på den måde, hvor man glædes over og føler sig tryg i det, der føles som ens “eget”.
Vi bliver glade, når vi finder dansk design. Vi husker børnene på at bryde Wild Kratts– og Victorius–bingingen op med Ramasjang og DR Ultra. Og den nærmest hysteriske jublen over at være flyttet tæt på en IKEA kommer til udtryk, når vi forlader varehuset med en indkøbsvogn proppet med rugbrødsblanding, kanelgifler og en dørmåtte, der står “Hej” på.
Et af de spørgsmål, der oftest går igen – både fra danskere og amerikanere – er, hvorvidt vi taler dansk med vores børn derhjemme. Det gør vi. Det kan måske virke oplagt, men vi har faktisk boet i USA så længe, at begge børn føler sig mere hjemme i det engelske sprog end i det danske. De taler engelsk sammen, og de taler også engelsk til os, indtil vi husker dem på at slå over.
Rollen som udlænding
Da vi flyttede fra North Carolina, og børnene skulle skifte privatskolen i Raleigh ud med den lokale folkeskole i Chicago, var der et hav af skolepapirer at udfylde om dem. Et af papirerne handlede om, hvorvidt der blev talt andre sprog i hjemmet end engelsk.
Og fordi vi kunne svare bekræftende, skulle begge børns engelskkundskaber testes, da de begyndte i deres nye skole. Det er udramatisk og helt standard og påkrævet af skolesystemet i staten Illinois, men det virkede fjollet, når vi nu ved, at deres engelske er helt på niveau med det hos deres jævnaldrende venner, der er født her i landet.
På den anden side tøver de, altså børnene, ikke et sekund med at lægge hånden på hjertet, når den amerikanske nationalsang spilles før en hockeykamp. De sværger ved det amerikanske flag hver morgen i skolen, når dagen starter
På samme tid var det en reminder om den rolle, vi som forældre er med til at fastholde dem i: rollen som udlændinge. De er børn i et hjem, hvor forældrene holder fast i noget, der for dem er hjemligt og en fast forankret del af en identitet, men som for børnene nok mere og mere føles som tynde rødder.
Integrationslyst med en snert arrogance
Jeg synes egentlig, vi har integreret os godt her, og vi har gjort en indsats. Men jeg ved også godt, at der bag al vores velvillige integrationslyst og gåpåmod gemmer sig noget andet, og vi kan godt kalde det arrogance. Det er følelsen af, at vi spiller med på udvalgte elementer, så længe vi lyster, og – hvis vi skal være helt ærlige – vender vi det hvide ud af øjnene af lige så mange; eller smiler overbærende.
Der er en grund til, at jeg som regel holder mine klummer ude af mine amerikanske venners Facebook-feeds, for jeg ved godt, hvordan de – også – fremtræder.
Jeg holder så meget fast i min danskhed, at min velvilje til at leve og forstå amerikansk kultur og hverdagen herovre hurtigt kommer til at virke forloren. Ikke mindst fordi det kan være svært at lægge skjul på følelsen af, at ens egen kultur og historie på så mange områder er den anden overlegen.
Nu står jeg i (en version af) den anden lejr og kan helt uden at knibe øjnene sammen se, hvordan man nemt ender som én, der i andres briller ikke sådan rigtigt ønsker at integrere sig. Det er dybt kompliceret
Den fernis har vores børn ikke, og deres tilgang til de to kulturer er et hundrede procent uskyldsren. De ser på den ene side det groteske og stadig ufarlige i John Dillermand, som jeg i øvrigt ikke engang har turdet bringe op blandt folk her, fordi jeg ikke kan overskue konsekvenserne af den Pandoras æske, det utvivlsomt ville afføde. Danskerne synes muligvis, at John Dillermand er åndsbollet, men amerikanerne finder det decideret upassende og frastødende at lade en mand med en lang tissemand føre an i et børneprogram – det burde være forbudt!
Integration på dagsordenen
På den anden side tøver de, altså børnene, ikke et sekund med at lægge hånden på hjertet, når den amerikanske nationalsang spilles før en hockeykamp. De sværger ved det amerikanske flag hver morgen i skolen, når dagen starter. De rynker ikke på næsen af mac’n’cheese og peanut butter & jelly sandwiches (PB & J’s, red).
Men de løfter altså heller ikke et øjenbryn, når deres mor går i let ekstase over at finde makrel i tomat i et niche-supermarked for europæere.
Integration har været på dagsordenen i Danmark al den tid, jeg kan huske, og det er ikke ligefrem et område, pressen ynder at fremhæve solstrålehistorier fra. Nu står jeg i (en version af) den anden lejr og kan helt uden at knibe øjnene sammen se, hvordan man nemt ender som én, der i andres briller ikke sådan rigtigt ønsker at integrere sig.
Det er dybt kompliceret, for ikke at sige umuligt, at lade sig opsluge af en kultur, man ikke er vokset op i, og hvis hjørner og kroge ikke allerede ligger i ens kulturelle DNA. Det er ikke (kun) modvilje – det er identitet.
LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Amerikansk skolebus. Julie Bendtsen bemærker, hvordan hendes børns integration i det amerikanske samfund ruller derudaf. Foto: EB Pilgrim, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her