Dit digitale barn har brug for en voksen

i Børn & unge/Kultur & Medier/Liv & Mennesker/Medier af

BOGUDDRAG – Forfatteren Lykke Møller Kristensen kaster i sin nye bog, Dit digitale barn, et nuanceret blik på børn og unges forhold til digitaliseringen og sociale medier. Spørgsmål er, hvordan man som voksen skal forholde sig til de nye problemstillinger, som brugen af skærme har ført med sig. POV bringer her et uddrag fra bogen. 

Har vi tabt til digitaliseringen? Er løbet kørt, og er det op til børnene selv at træffe gode valg, når de med smartphonen i hånden bevæger sig ud på de sociale medier?

BOGOMSLAG, GADS FORLAG

Nej, mener forfatteren, Lykke Møller Kristensen. Børn og unge er måske nok født ind i den digitale udvikling, men de er ikke digitalt indfødte. Tværtimod skal de lære at begå sig på sociale medier, og det skal de voksne hjælpe dem med.

Hun er ikke i tvivl om, at det ikke kun er muligt at ændre den nuværende tilstand, men også at det er højst nødvendigt. Og at ansvaret er de voksnes.

For hvordan kunne vi overhovedet tro, at børnene selv kunne finde ud af det, og hvad gik der forud for, at børn helt ned i indskolingsalderen liker negative kommentarer – eller måske endda skriver dem selv? Hvordan endte børnene i en popularitetskonkurrence af likes og hjerter, delinger af ulovlige billeder eller flere hundrede notifikationer om dagen?

I det følgende bringer POINT of VIEW International et kapitel fra Lykke Møller Kristensens nye bog Dit digitale barn har brug for en voksen, der netop er udkommet på Gads Forlag:

Vi må tage magten tilbage fra industrien

”Hvordan har de sociale medier ødelagt unges liv?”, lyder spørgsmålet tit, når unge skriver projektopgave og i den forbindelse interviewer mig.

Eller: ”Hvordan afgjorde Facebook det amerikanske valg?”

Eller: ”Hvorfor er unge så afhængige af sociale medier?”

Det kan naturligvis være, at opgaven ikke har været stillet så skarpt op fra skolens side, men det er eksempler på unges indgang til en opgave, når de kontakter mig. Det lyder, som om deres opgave er defineret ud fra en negativ præmis.

Her stopper jeg dem dog altid – og inden du læser videre, hvad enten du er positivt eller negativt stemt, så stopper jeg også dig.

For de sociale medier har ikke ødelagt menneskers liv, og Facebook har ikke afgjort det amerikanske valg, ligesom Snapchat heller ikke har gjort de unge afhængige eller ukoncentrerede.

Det er måden, vi bruger sociale medier på, der har betydning for unges (såvel som voksnes) liv, følelse af afhængighed, muligheden for at misbruge data og påvirke valg etc.

Læg dertil, at den eksplosive vækst i vores anvendelse også har givet de sociale og digitale medier nemme muligheder for at påvirke os ved at eksponere os for indhold, der ser ud til at passe til os på baggrund af den færden, vi har. Og at udviklingen af de muligheder er sket hurtigt i årene, hvor de fleste sociale medier-brugere har prøvet sig selv og de mange muligheder af. Det betyder, at udviklingen af for eksempel algoritmer ikke nødvendigvis er udtænkt med etik og moral i højsædet.

Ingen af de store aktører som eksempelvis Google og Facebook kunne have gjort det uden os. For eksempel kan de ikke misbruge data, som de ikke har, og de kan ikke påvirke mennesker, der ikke er på medierne.

Den kommercielle industri forstod det først

I takt med at de digitale medier udviklede sig, og vi udviklede os med, var der nogle, der forstod konsekvenserne og mulighederne. Det var ikke dem, der har ansvaret for børn og unges trivsel eller læring. Det var derimod den industri, der skulle sælge varer og markedsføre.

I Danmark har vi et kæmpe ekspertpanel, når det kommer til at bruge de digitale medier til kommercielle formål. Der er utallige ud­dannelser og kurser i, hvordan man brander og markedsfører på sociale medier, og antallet af bureauer med det som speciale stiger markant i disse år. Samtidig udvikles der hele tiden nye muligheder for at define­re hver brugers dna med stadig større præcision.

Sociale medier og skærme er noget, som især forældre til elever i indskoling eller på mellemtrin kan blive uenige om. Hvornår skal bør­nene have deres første mobil? Hvornår skal børn have Instagram?

Det betyder ikke kun, at vi som brugere reagerer og agerer uden re­fleksion, det betyder også, at vi bliver påvirket af kræfter, der vil sælge os en vare frem for at vejlede os til refleksion og dialog.

Der findes eksperter, der ved, hvordan vi typisk agerer online, eks­perter, der ved, hvorfor vi klikker, liker og deler. Eksperter, der lynhur­tigt lærer at analysere din adfærd og skabe underholdning, der passer til dig. Når du surfer, klikker, liker og deler, er du et produkt, som andre tjener penge på.

Det betyder, at du som bruger altid vil blive præsenteret for noget, der skal vække din interesse eller din glæde ved at være på platformen. Jo mere, des flere penge er du værd.

Er det udviklernes skyld?

Da de tidligere ansatte hos Facebook og Google gik sammen om at skabe øget bevidsthed om det, som industrien faktisk gør for at påvirke os som brugere, ringede alarmklokkerne hos mange.

Problemet ved denne opfattelse af, at det er industriens eller udvik­lernes skyld, er, at når det bliver deres skyld alene, så er der alt for lidt, vi selv kan gøre for at ændre det.

At det skulle være industriens skyld eller ansvar alene, svarer til at sige, at det er tobaksindustriens skyld, at folk ryger. Det virker med restriktioner og love og regler over for industrien, men det, der for alvor ser ud til at virke, når det kommer til rygning, er oplysning og vejled­ning, regler og rammer.

Gruppens valg såvel som opdragelse og arv og miljø har betydning for, om et ungt menneske vælger for eksempel at ryge eller ej. Det kræ­ver viden og holdning og handling.

Betydningen af negativ debat

Den negative debat raser med jævne mellemrum på sociale medier, og debatten fylder også i forældregrupper, på skoler og mest af alt hos de unge selv. Men den negative debat har konsekvenser, fordi den kan handlingslamme os som forældre og gøre det sværere for børn at komme til voksne.

Det kan se ud, som om den generelle debat om forældreskab, cur­lingbørn og manglende nej’er konverteres til debatten om sociale medi­er. Der er mange debatter om forældreskab, gode og dårlige forældre på sociale medier. Debatter, som børn og unge også kan følge med i. Hvil­ket barn ville gå til sine forældre med en dårlig oplevelse eller uheldig situation, hvis de først har set deres forældre hænge unge ud på socia­le medier med ord som: ”forbandede møgunger”, ”deres forældre har sovet i timen”, ”de skulle have et lag tæsk”, ”de skulle sendes ud på en øde ø”, etc.

En af konsekvenserne ved at bevare den hårde debat og fokus på de åbenlyse problemer er, at vi ikke opnår den hverdagssårbarhed, hvor vi kan tale om emnet på en undersøgende og støttende måde for eksem­pel til forældremøder, hos vennerne og vigtigst af alt: i hjemmene.

Problemet ved denne opfattelse af, at det er industriens eller udvik­lernes skyld, er, at når det bliver deres skyld alene, så er der alt for lidt, vi selv kan gøre for at ændre det.

At vi tør tage en samtale med nysgerrighed og åbenhed som om­ drejningspunkt, er ikke det samme som ikke at lave regler og rammer. Snarere tværtimod. Det er nemmere at lave regler om noget, der ikke fylder negativt, fordomme står ofte i vejen for gode dialoger og for at prøve reglerne af sammen.

I skolen har det den konsekvens, at den tid, der er sat af til for ek­sempel sociale medier, projektopgaver eller anderledes uger, og som måske var planlagt til at skulle handle om sociale medier i skikkelse af digital dannelse, ofte kommer til at handle om overskrifter fra medier­ne og dårlige forældre mere end god sund fornuft foran skærmen.

Nøgenbilleder, hævnporno, samtykke, afhængighed og selfiekultur og lignende er da vigtige emner, men hvert emne er et ud af mere end 50 temaer, som er en del af hverdagen for børn og unge på sociale medier. Et eksempel kan være, at der før undervisningen i nøgenbilleder er undervisning i brugen af kamera, tilladelser fra andre til at have bille­der af dem på telefonen eller kulturen med, at mor og far tager billeder uden at spørge. Vejen til delingen af et nøgenbillede eller den hurtige reaktion, hvor børn og unge opretter en negativ chat eller hadegrup­pe, er med andre ord lige så vigtig at tage fat i. Ligesom det er uhyre vigtigt at tage tidligere fat end på tidspunktet, hvor børn er klar til at kende konsekvenserne ved at dele nøgenbilleder. Mellemtrinsalderen er et godt tidspunkt til at brede et tema som nøgenbilleder ud til en ge­nerel forståelse. For ofte bliver der sat for sent ind.

Den varme kartoffel i forældregrupper

Børn og unges adgang til skærme og sociale medier er et forældreansvar – det er der bred enighed om, når det kommer til børn op til skolealde­ren. Herefter er der forskellige holdninger til, hvem der har ansvaret, og der er lige så mange holdninger til, hvor meget adgang til skærme og sociale medier børn skal have, som der igennem tiden har været til mange andre emner, der berører opdragelse. For eksempel hvordan man tackler regler for alkohol og den fri eller mindre fri opdragelse.

Sociale medier og skærme er noget, som især forældre til elever i indskoling eller på mellemtrin kan blive uenige om. Hvornår skal bør­nene have deres første mobil? Hvornår skal børn have Instagram? Hvor mange timer må børn have telefonen om dagen og ikke mindst: Må de have den på værelset om natten?

Når et forældrepar har givet deres barn lov til at få en mobil, følger andre ofte trop, og når først Snapchat er indført hos flere af eleverne, er man næsten udelukket af fællesskabet, hvis man ikke også har en profil. Forældre, der holder fast i aldersgrænser, er splittede. Det er desuden svært at bede sine børn slukke mobilen kl. 20.00, fordi de andre har fri adgang hele natten.

Det er meget nemt at udpege forældre, der tidligt har givet deres barn en mobil, som dårlige forældre. Debatten er derfor ofte mest nega­tiv og handler om at pege hinanden ud som dårlige eller gode forældre mere end om, hvordan vi som forældre kan stå sammen om at skabe gode vilkår for vores børn. Med fordomme og negativ pegen fingre ad hinanden ser vi ud til at have glemt, at det her er noget, vi er nye i. De fleste voksne gør altså, hvad de kan. Det gør børn og unge også.

Sociale medier forbinder børn globalt

Trækker vi det ud i et endnu større perspektiv, kan vi kigge på, hvor­ dan den digitale udvikling har haft betydning for børn og unge globalt. UNICEF’s indsigtsrapport: ”Children in a digital world 2017” viser, at digital teknologi allerede har ændret den måde, børn og unge kan for­ binde sig med hinanden og lære af det på:

Nøglepunkter fra rapporten fortæller, at:

  • Flere og flere børn går online rundtom i verden. Statistikker viser, at børn ned i tre-årsalderen er online, at 14-årsalderen er en sen alder at starte online, og at børn i lande i Afrika også starter i tre-årsalde­ren, men at adgangen til at være online her ikke er ret stor.
  • Unge i alderen 15-24 år er den mest forbundne aldersgruppe i hele verden. 71 procent er online sammenlignet med 48 procent af den samlede befolkning.
  • Børn og unge under 18 står for anslået en ud af tre internetbrugere worldwide.
  • Børn får adgang til internettet i en stadig yngre alder. I nogle lande er børn under 15 år lige så tilbøjelige til at bruge internettet som voksne over 25 år.
  • Smartphones har understøttet en kultur, hvor børns online-adgang har betydet, at børn deler mere personlige ting og bliver mere pri­vate og mindre overvåget, fordi de har private online-rum at agere i.
  • Digitale teknologier kan levere økonomiske muligheder ved at give unge mennesker træningsmuligheder og skabe nye former for arbej­de.

Udfordringerne er dog til at få øje på. For omkostninger som mobning, pædofiles adgang til børn, radikalisering af unge og eksklusion er også en del af verdens børns liv via internettet og sociale medier.

For at fremskynde læring skal informations- og kommunikationstek­ nologi (IKT) i undervisning understøttes af læreruddannelse og stærk pædagogik.

Men digital adgang betyder samtidig ny ulighed, da millioner af de børn, der mest kunne drage fordel af digital teknologi, endnu ikke har adgang.

Omkring 29 procent af unge verden over – omkring 346 millioner individer – er ikke online.

Afrikas unge er mindst forbundet. Omkring 60 procent er ikke on­line, sammenlignet med kun fire procent ikke-forbundne i Europa.

Digital ulighed afspejler ofte økonomisk ulighed, og det betyder, at nogle børn og unge i verden ikke har samme adgang til de ressourcer, der findes online, som andre børn og unge har. Taler de et minoritets­sprog uden at kunne forstå for eksempel engelsk, kan de være endnu længere fra de ressourcer, der findes online. Det samme gælder, hvis de mangler digitale færdigheder.

I Danmark har vi et kæmpe ekspertpanel, når det kommer til at bruge de digitale medier til kommercielle formål. Der er utallige ud­dannelser og kurser i, hvordan man brander og markedsfører på sociale medier, og antallet af bureauer med det som speciale stiger markant i disse år

Det er vigtige opmærksomhedspunkter, for internettet kan ifølge rapporten være en gamechanger for nogle af verdens mest margina­liserede børn og kan støtte dem i at opfylde deres potentiale og bryde fattigdom. Ligesom digitale teknologier bringer muligheder for læring og uddannelse til børn, især i fjerntliggende regioner og under huma­nitære kriser.

Digitale teknologier giver også børn adgang til information om pro­blemer, der påvirker deres lokalsamfund, og kan give dem en rolle i at hjælpe med at løse dem.

Hvis verdens børn og unge allerede er forbundne, vidner det om en stærk udvikling, så selv om vi kalder os digitale frontløbere i Danmark, er vi blot en del af noget større.

Det, vi ikke gjorde

Et kort oprids af de vilkår, som babyen med smartphonen er født til, viser, at der med den digitale udvikling fulgte en adfærd og forståelse, der har betydning for, hvordan vi som mennesker har tacklet den digi­tale verden. Udviklingen førte nogle initiativer med sig men medførte først og fremmest en digital brugerkultur, der har været mindre bevidst og mere hovedkulds.

Måske det er på tide at kigge nærmere på de ting, vi ikke gjorde eller kun sporadisk tog initiativ til undervejs, for at finde en metode til at ændre tingenes nuværende tilstand.

  • Vi har ikke haft tilstrækkelig dialog om emnet på en nysgerrig og åben måde. Dialogen har været sporadisk og afhængig af den en­kelte forælder, gruppe, lærer eller skole. Der har været meget lidt offentlig dialog på tværs af faggrupper, fra politikere til fagpersoner, fra fagpersoner til forældre og fra fagperson til fagperson. Der har været for lidt sparring og for lidt beslutningskraft eller manglende viden til beslutning.
  • Vi har ikke taget emnet alvorligt nok og dermed ikke skilt emnet fra eksempelvis data-etik og digital udviklingskraft. Der har ikke været en offentlig konsensus i Danmark, ligesom ansvaret ligger et sted mellem flere ministerier.
  • Vi har ikke sat tidsnok ind. Hverken i forhold til, hvornår børn og unge fik adgang til skærme og sociale medier, spil og apps, eller i forhold til udviklingen. Vi var hurtigt ude, men satte for sent ind.
  • Vi har ikke formidlet love og regler – hverken de uskrevne eller gæl­ dende – til børn og unge men taget for givet, at de selv kunne regne dem ud.
  • Vi har ikke inddraget digital opdragelse i vores generelle forståelse af opdragelse. Med begrebet digital dannelse har vi i stedet skabt en opfattelse af, at den digitale verden krævede en særlig form for op­ dragelse.

Man kan argumentere for, at den digitale udvikling fik os til at droppe det, vi ellers altid har gjort. Nemlig at opdrage, sætte regler og rammer og at have dialog.

Da grundlæggeren af Apple, Steve Jobs, sagde: ”De mennesker, der er skøre nok til at tro, at de kan ændre verden, er dem, der gør det”, var han måske knap nok klar over, hvor stor forandring han var med til at skabe. Forandringen har krævet ændringer i vores tilgang, ja. Men måske skal vi ikke gøre det mere kompliceret, end det er.

Dit digitale barn har brug for en voksen, 250 sider, Gads Forlag. Kan købes her.

Alle fotos fra Gads Forlag

Lykke Møller Kristensen er 44 år og har et broget CV med udgangspunkt i journalistikken som fag og mennesker som interesse. Siden uddannelsen som journalist i 2001 har Lykke faktisk kun haft et fast job, da hun var i 2014/15 var uddannelseschef og brandmanager for International Business College. Ellers har det været livet som freelancejournalist og redaktør, senere forfatter og masser af foredrag, undervisning og rådgivning, Lykke har ernæret sig ved. Hun har været redaktør på helsemagasinet Naturli' og på DBU's store historiske samling af 973 jyske fodboldklubbers historie og af medlemsbladet Jysk Fodbold. Lykke har skrevet artikler for og til de fleste danske dagblade og magasiner og har især skrevet om livsstil og erhverv, ikke mindst efter at hun i 2010 havde eget kommunikationsbureau, hvor hun hjalp med erhvervsudvikling lokalt i Region Syddanmark samt rådgav en lang række virksomheder i strategisk kommunikation. Hun er desuden forfatter til tre bøger: ”Børn & Sociale medier,” der er en forældreguide til forældre med børn på sociale medier. Egentlig skulle den have heddet ”De 50 ting jeg gerne ville have vidst, inden jeg slap mine børn løs på sociale medier,” men i sit arbejde som rådgiver i kommunikation og sociale medier, fandt hun hurtigt ud af, at 50 ting var for lidt. Hun er desuden forfatter til bøgerne: "Barn nr. 2 – når familien vokser" samt "En der elsker mig" - og en klummesamling om provinsens branding, som hun skrev som fast klummeskribent i regionale medier. Lykke er fra Jylland men storbymenneske i hjertet – evigt splittet mellem længsel efter puls og behovet for ro. Man skal aldrig sige aldrig, siger hun imens hun igen drømmer om at købe hus et nyt sted. Men her og nu bor Lykke i provinsen, nærmere bestemt Vejle sammen med Kern og tre børn, hest og hund og mange timers engagement i skoler og samfundsforhold.