NARKO // ANALYSE – Der er aldrig blevet produceret mere kokain og fentanyl end i disse år. Myndighederne i mange lande har reageret ved at øge den militære og politimæssige indsats over for narkotikahandelen. For nylig opsporede og dræbte de mexicanske og amerikanske myndigheder således i fællesskab lederen af det magtfulde Jalisco-kartel i Mexico. På trods af det er der lange udsigter til en sejr i krigen mod narko.
BRASÍLIA – Da lederen af det mexicanske narkotikakartel Cártel de Jalisco Nueva Generación, Nemesio Oseguera, blev dræbt af den mexicanske hær 22. februar, satte det punktum for jagten på en af de mest eftersøgte forbrydere i Mexico i de senere årtier. Kartellet svarede igen med omfattende uroligheder og vold, hvilket førte til mere end 50 dødsfald blandt politi og bandemedlemmer. På trods af reaktionen betragtede de mexicanske myndigheder drabet på Oseguera – kendt som El Mencho – som en sejr i kampen mod den organiserede narkotikakriminalitet. Mexico havde fået hjælp fra USA i jagten på El Mencho, og aktionen indgik derfor også i den amerikanske præsident Donald Trumps War on Drugs – krig mod narkotika.
Det var imidlertid ikke Trump, som oprindeligt lancerede denne krig mod narko. Det var hans forgænger Richard Nixon, som lancerede den i en tale 17. juni 1971. Dengang sagde Nixon: ”America’s public enemy number one in the United States is drug abuse. In order to fight and defeat this enemy, it is necessary to wage a new all out offensive. I’ve asked the Congress to provide the legislative authority and the funds to fuel this kind of an offensive. This will be a worldwide offensive dealing with the problems of sources of supply, as well as Americans who may be stationed abroad wherever they are in the world.”
Drabet på El Mencho viser, at krigen fortsat er i fuld gang, men der er ikke udsigt til, at den bliver vundet lige med det samme. Måske tværtimod.
Fokus på udbudssiden
Der bliver ifølge FN produceret mere kokain i Colombia, Peru og Bolivia end nogensinde før. Det sker på trods af, at de lokale myndigheder i årtier har ført deres lokale udgaver af denne ”krig mod narko” med ivrig støtte fra USA.
I mere end 50 år har indsatsen primært fokuseret på bekæmpelsen af udbudssiden af narkotikahandlen. Det lagde Nixon vægt på i sin tale i 1971, og Trump har det samme fokus i dag. Ingen har imidlertid været i stand til at vinde det afgørende slag mod den enorme globale forretning, som narkotikahandlen udgør. Det er derfor relevant at se, om den manglende succes i krigen kan forstås med økonomiske briller.
Udbuddet af narkotika afspejler, at der er en efterspørgsel, og den findes i højere grad i Europa og USA end i producentlandene. Forskere har vist, at denne efterspørgsel er pris-uelastisk, fordi mange af brugerne er meget afhængige af stofferne. Det vil sige, at hvis prisen stiger x antal procent, falder efterspørgslen relativt mindre end prisstigningen. Det har betydning for krigens forløb.
Hvis myndighedernes kamp mod narko har effekt, som tilfældet var med drabet på El Mencho og den dermed forventede svækkelse af Jalisco-kartellet, vil det føre til et fald i udbuddet af narkotika. Som med alle andre varer vil det få prisen til at stige. Men for de tilbageværende narkokarteller er det en fordel. Da efterspørgslen er pris-uelastisk, bliver reduktionen i salget mere end opvejet af prisstigningen. Resultatet bliver, perverst nok, at den umiddelbare ”succes” med bekæmpelse af narkotikaudbuddet fører til, at narkotikakartellerne tjener flere penge end før.
Samtidig gør en stigende profit det mere økonomisk attraktivt for nye aktører at bevæge sig ind på markedet. Det vil sige, at nedkæmpelsen af ét kartel vil gøre det mere økonomisk attraktivt for et konkurrerende kartel eller et nyt kartel at udvide handlen med narkotika. Man siger derfor også, at der er en ”balloneffekt” i narkotikabekæmpelsen. Hvis man presser en ballon ind på et sted, buler den blot tilsvarende ud et andet sted.
Drabet på El Mencho betød, at ”narkotikaballonen” blev presset ind ét sted. De basale økonomiske principper om udbud og efterspørgsel peger på, at ”ballonen” blot vil bule ud et andet sted. Det forhindrer dog ikke Trump i at opruste yderligere.
Ny offensiv
De sidste 55 års kamp mod narkotika har ikke mindsket narkotikaproduktionen. Alligevel tyder Trump-regeringens angreb på formodede smuglerbåde på, at han tror, at den rette løsning er at fortsætte krigen. Den strategi fik tilføjet endnu et lag med den nylige lancering af initiativet ”Shield of the Americas” – Amerikas Skjold.
Det amerikanske udenrigsministerium havde på forhånd beskrevet Shield of the Americas, som en ”historisk koalition af nationer, som vil samarbejde om at fremme strategier, der stopper fremmed intervention i vores verdensdel, kriminelle og narko-terroristiske bander, samt illegal og masseimmigration”. To dage før havde forsvarsministrene fra de samme lande, som deltog i konferencen, underskrevet en counter cartel–deklaration. Her erklærede de, at landene ville indgå i en alliance for at bekæmpe ”narko-terrorisme” og andre trusler.
Det var imidlertid ikke alle latinamerikanske præsidenter, som var inviteret til det nye initiativ. Med undtagelse af den nyvalgte bolivianske præsident Rodrigo Paz kom de øvrige præsidenter fra den Trump-venlige højrefløj. Trump havde derimod ikke inviteret hverken den mexicanske præsident Sheinbaum, den brasilianske præsident Lula eller den colombianske præsident Petro, som alle tre er kritiske over for Trump. Det er vel at mærke de to største økonomier i Latinamerika, og Colombia henholdsvis Mexico er de største producenter af kokain og fentanyl til det amerikanske marked.
Trump har udpeget Kristi Noem til USA’s repræsentant i Shield of the Americas. Han havde lige fyret hende som minister for intern sikkerhed, men må have ment, at hendes hårdhændede metoder i USA var en kvalifikation i forhold til hans ”krig mod narko”. Erfaringerne peger på, at ”krigen” heller ikke vil være en succes denne gang, men den vil sikkert give nogle valgkampsegnede videoer, som viser, at ”der bliver gjort noget”.
Narkoterrorisme
Det er i den sammenhæng interessant, at begrebet ”narkoterrorisme” har en fremtrædende rolle i Trumps anden præsidentperiode. Brugen af begrebet ”narkoterrorisme” er retorisk smart, for hvem er ikke imod terror, der for de fleste er defineret som vold mod sagesløse for at opnå politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst grundlag? Når man knytter terror sammen med narkotika, er det svært at være imod en ”krig mod narko”.
Narkokartellerne udøver imidlertid sjældent terror i normal forstand, men der er undtagelser. Jalisco-kartellets svar på drabet på El Mencho var til en vis grad terror, da det både gik ud over det mexicanske politi og sagesløse mexicanere. Men som udgangspunkt er det ikke i narkotikakartellernes interesse at påkalde sig for meget opmærksomhed, som er terrorens logik.
Kartellerne lever af illegale økonomiske aktiviteter, og det vil normalt være bedst at holde sig uden for rampelyset. Åbenlys produktion, transport og handel med narkotika tiltrækker opmærksomhed fra myndighedernes side. Det er dårligt for forretningen, og det øger risikoen for, at deltagerne mister deres frihed og måske endda deres liv. Kartellerne ønsker derfor som regel så lidt opmærksom som muligt fra myndighedernes side. Der er dog også undtagelser fra dette generelle mønster.
Pablo Escobars terror
Terror kan være et middel, hvis et narkokartel forsøger at opnå kontrol med statsmagten. Det er dog en risikabel strategi, fordi staten som regel har adgang til flere magtmidler end kartellerne. Det har dog ikke forhindret, at nogle karteller har forsøgt at gå den vej, og colombianske Pablo Escobar er et af de mest kendte eksempler.
I slutningen af 1980’erne var Escobars Medellín-kartels magt på det højeste. Flere colombianske politikere svarede igen ved at forsøge at indføre, at kriminelle skulle kunne udvises til retsforfølgelse i udlandet. Escobar risikerede i givet fald at blive udvist til USA, og han svarede med en terrorkampagne for at forhindre, at det kunne ske. Kampagnen omfattede blandt andet bombningen af et passagerfly og utallige bilbomber i Medellín.
Kampagnen virkede, for politikerne vedtog ikke, at colombianere kunne udvises til retsforfølgelse. Til gengæld for den indrømmelse gik Escobar med til at blive fængslet i Colombia. Herfra fortsatte han med at drive sin forretning, men det gik kun i en tid. Rivaliserende karteller overtog magten lidt efter lidt. Det lykkedes til sidst Escobar at flygte fra fængslet, men hans magt var brudt, og det colombianske politi opsporede og dræbte ham i december 1993.
Escobars historie viser, at terror er et vanskeligt våben at håndtere for kriminelle organisationer. Historien stiller også spørgsmål ved, om begrebet ”narkoterrorisme” giver mening generelt.
Den voldelige kamp om markederne
Når narkotikagrupper generelt trives bedst ved at drive deres forretning uden for rampelyset, kan det virke paradoksalt, at et land som Mexico er så voldspræget af netop narkotikakartellerne. Det skyldes dels kampene mellem myndighederne og kartellerne, dels de indbyrdes kampe mellem kartellerne om de illegale markeder.
Hvis kartellerne kan indgå indbyrdes aftaler om at dele markedet, behøver det ikke at føre til vold, men den normale markedssituation er sat delvist ud af kraft, fordi markedet er illegalt. Der er ingen lovgivning, som regulerer produktion, handel og salg, og kartellerne kan ikke få afklaret eventuelle uenigheder ved domstolene. Det efterlader volden som den sidste udvej.
Narkotikahandelens illegale natur fører ikke kun til indbyrdes vold, men også til flere andre afledte problemer. Det kan være en væsentlig del af et lands økonomi, som fungerer uden for de legale rammer. Staten går glip af skatteindtægter, og de kriminelle kan ikke oplyse, hvor pengene kommer fra. For at hvidvaske pengene bliver profitten derfor ofte kanaliseret over i andre økonomiske sektorer.
Handel med narkotika giver også god erfaring med smugling, som kan bruges i andre sammenhænge. Narkotikakarteller er for eksempel involveret i menneskesmugling over den mexicansk-amerikanske grænse.
Politikere: Skift taktik
Krigen mod udbudssiden har nu stået på i mere end 50 år, og der er ikke udsigt til, at den bliver vundet. Trumps ”krig mod narko” risikerer nemt at blive endnu et dyrt, fejlslået forsøg, som blot øger voldsspiralen.
Flere politikere fra producentlandene af kokain har i årenes løb foreslået, at man skifter taktik og i stedet fokuserer på dem, der efterspørger kokain. De har argumenteret for, at det sandsynligvis er væsentligt billigere at reducere narkotikahandelen ved at bruge de enorme summer, som nu går til de militære indsatser, på forebyggende indsatser og behandling af misbrugere. Argumentet er, at hvis efterspørgslen falder, falder priserne, og derefter vil produktionen og handlen med narkotika være mindre profitabel. For de primære producenter som koka-bønderne i Andesregionen, der er længst nede i hierarkiet og tjener absolut mindst på handelen, vil alternative afgrøder dermed blive relativt mere profitable at dyrke.
Det ultimative dødsstød til den illegale narkotikahandel ville være at legalisere salget under kontrollerede former. I sine yngre dage luftede Alex Vanopslagh tanken om at tillade salg af kokain på apoteker. Det har han efterfølgende taget afstand fra, for det er ikke acceptabelt for en politiker, der gerne vil være statsminister.
Ud fra en snæver økonomisk synsvinkel ville et kontrolleret salg imidlertid kunne føre flere fordele med sig. Statens momsindtægter og en eventuel profit ville kunne bruges på forebyggelse og afvænning, og kriminaliteten ville blive formindsket. Producenterne af koka-blade ville blive sikret bedre vilkår end nu, hvor de er underlagt kartellernes trusler om vold og økonomisk afpresning. Det ville også være bedre fra et ”forbrugersynspunkt”. Misbrugerne ville være sikre på, at produktet var rent og ikke blandet med andre ingredienser for at øge kartellernes profit.
Et kontrolleret salg af afhængighedsskabende stoffer vil imidlertid både være et moralsk problem for mange og samtidig kunne føre til et stigende misbrug i aftagerlandene. Netto-effekten for menneskeheden på globalt plan kunne imidlertid i princippet være positiv. Det øgede antal ofre i aftagerlandene kunne blive mere end opvejet ved, at færre personer i producentlandene bliver tvunget ud i en kriminel løbebane eller bliver ofre for kartellernes voldsregimer.
Vanopslaghs aktuelle problemer og Trumps Shield of the Americas-initiativ er blot to eksempler på, at den vej er lukket i øjeblikket. Der er derfor udsigt til, at den hidtil mislykkede ”krig mod narko” kommer til at fortsætte en rum tid endnu.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og