USA OG VENEZUELA // ANALYSE – De militære spændinger stiger i Caribien, hvor USA truer med at angribe Venezuela. Den officielle forklaring er, at præsident Donald Trump vil stoppe narkotikasmugling, men det sydamerikanske land er ikke hovedleverandør til amerikanerne. Til gengæld har Venezuela verdens største kendte oliereserver. Det åbner for en række scenarier for udviklingen mellem de to lande, som kan ende i krig.
BRASÍLIA – Præsident Trump har i de seneste måneder øget den amerikanske militære tilstedeværelse i Caribien betydeligt. Officielt er formålet at sætte en prop i indsmuglingen af narkotika fra Sydamerika, primært Venezuela og Colombia. Indtil nu er mindst 20 formodede smuglerbåde blevet beskudt, og mindst 80 personer er blevet dræbt.
I weekenden ankom USA’s – og dermed verdens – største hangarskib, det atomdrevne Gerald R. Ford, til området sammen med en række andre krigsskibe. Det har øget spekulationerne om, hvorvidt Trump forbereder en egentlig invasion af Venezuela eller måske pønser på en anden aktion, som kan føre til afsættelsen af landets præsident Nicolás Maduro.
Landet er i forvejen hårdt presset af en mangeårig økonomisk krise, der betyder, at millioner af venezuelanere har forladt landet i en af de største flygtningekriser i verden.
Fem mulige scenarier
Hvis Trump ønsker at afsætte Maduro, er der flere mulige scenarier. De kan sammenfattes til følgende, ordnet efter faldende grad af amerikansk militært engagement.
Første scenarie er, som da Taleban i Afghanistan blev afsat i 2001. USA angreb Afghanistan efter terrorangrebet 11. september 2001, og i løbet af et par måneder lykkedes det at vælte Taleban-regimet. Det skete med minimale amerikanske tab, men Taleban var ved magten igen 20 år senere.
Andet scenarie er som afsættelsen af Manuel Noriega i Panama i 1989. USA angreb Panama for at afsætte landets de facto leder og tidligere CIA-medarbejder, Manuel Noriega. Der var tale om en begrænset militæraktion. Det lykkedes at fange Noriega, som havde søgt tilflugt på Vatikanets ambassade, og få ham stillet for en domstol og dømt i USA for narkotikasmugling.
Tredje scenarie er som afsættelsen af Salvador Allende i Chile i 1973. Det chilenske militær gennemførte i september 1973 et blodigt kup mod landets socialistiske præsident Allende. Kuppet blev støttet aktivt af USA, men det skete uden direkte militær deltagelse.
Fjerde scenarie er som afsættelsen af Baby Doc Duvalier i Haiti i 1986. Haitis mangeårige diktator Jean-Claude Duvalier flygtede i 1986 til Frankrig, efter at amerikanerne, som tidligere havde støttet ham, lagde pres på ham for at forlade landet.
Femte scenarie er, at der ingenting sker. Hvis det ikke lykkes amerikanerne at fremprovokere, at Maduro flygter, væltes eller dræbes ved et internt kup, er det ikke sikkert, at Trump har mod på et militært eventyr i Latinamerika.
Amerikansk militær overmagt
Hangarskibet Gerald R. Ford er umiddelbart det mest opsigtsvækkende symbol på den amerikanske globale militære magt. Det vil med sin eskorte af mindre, men stadig imponerende krigsskibe sandsynligvis være i stand til at påføre de venezuelanske væbnede styrker afgørende tab. Gerald R. Fords Carrier Strike Group har således en kampstyrke på omkring 70 fly.
Hangarskibet har desuden følgeskab af en atomdrevet ubåd og krigsskibene USS Bainbridge, USS Mahan og USS Winston S. Churchill, der er såkaldte Arleigh Burke destroyers. Disse kan både bruges til at forsvare hangarskibet mod angreb og til angreb på fjenden med krydsermissiler. Den amerikanske tilstedeværelse omfatter også Iwo Jima Amphibious Ready Group, der er en landgangsstyrke af marineinfanterister.
Mens der således ikke er tvivl om det grundlæggende militære styrkeforhold, er det langt mere uklart, hvor store tab Venezuela kan påføre USA i en eventuel krig
Dertil kommer, at en ellers nedlukket flybase i Puerto Rico er blevet taget i brug igen, og her er der udstationeret ti af de helt moderne amerikanske F-35-kampfly. Derudover kan amerikanerne også trække på for eksempel bombefly af typerne B-1 og B-52, som opererer fra baser i USA, samt endnu flere skibe, der endnu ikke er i Caribien.
Heroverfor står de venezuelanske væbnede styrker. På trods af, at de råder over flere relativt moderne våbensystemer, anses de generelt for at være i dårlig stand. Manglende træning og vedligehold på grund af landets mangeårige økonomiske krise skulle have sat sine spor.
Flyvevåbnet købte i sin tid 24 russiskbyggede SU30 MK2V kampfly. Tre er gået tabt, og det er et åbent spørgsmål, hvor mange af de resterende 21 der er operationelle. Venezuela har også et ukendt antal ældre amerikanske F-16-jagerfly, men de lider også under manglende opgraderinger og vedligehold på grund af den amerikanske embargo mod landet. Samtidig er den venezuelanske flåde stort set ikkeeksisterende.
Der er derfor ikke tvivl om den amerikanske militære overlegenhed, men et angreb kan alligevel godt være risikabelt. I oktober offentliggjorde det venezuelanske flyvevåben således en video, hvor et SU30 fly affyrer et russisk Kh-31A antiskibs-missil, der kan nå en hastighed på 3,5 gange lydens hastighed. Diverse fora på nettet flyder over med diskussioner om, hvorvidt et SU30 fly overhovedet har en chance for at komme tæt nok på de amerikanske krigsskibe til at affyre et missil. I sidste ende skal det nok afprøves, før man ved det med sikkerhed.
Maduro råder også over det russiske S-300VM missilsystem, som kan bruges mod fly, ballistiske missiler og krydsermissiler. Hæren har også flere kortrækkende antiluftskytsvåben, der kan være effektive mod for eksempel helikoptere. Endelig har landet et samarbejde med Iran om bygning af militære droner, men det er uklart, hvor mange der er kampklar.
Mens der således ikke er tvivl om det grundlæggende militære styrkeforhold, er det langt mere uklart, hvor store tab Venezuela kan påføre USA i en eventuel krig. Dertil kommer, at Venezuela ikke alene har en regulær hær, men også en milits.
Maduro påstår, at den har otte millioner medlemmer, men det er formodentlig en overdrivelse af de større. Kombinationen af en regulær hær og en milits kan imidlertid medføre, at eventuelle amerikanske landstyrker kan blive mødt af guerillatropper, som laver asymmetrisk krigsførelse.
Trump og den militære ledelse har derfor ikke en nem beslutning foran sig, hvis/når de skal beslutte sig for en eventuel invasion.
Narkotika eller …?
Trump har gentagne gange sagt, at kampen mod Maduro-regimet skyldes, at det sydamerikanske land oversvømmer USA med narkotika, og at præsident Maduro selv står i spidsen for narkokartellet Cartel de los Soles. Den amerikanske regering har derfor udlovet en dusør på 50 millioner dollars for at fange Maduro.
Flere eksperter stiller imidlertid spørgsmål ved hele argumentationen. For det første er det ikke klart, om Cartel de los Soles overhovedet eksisterer som et traditionelt narkotikakartel. Her forestiller de fleste sig måske noget i stil med en stærkt centraliseret organisation med en bagmand a la colombianske Pablo Escobar som den, der trækker i trådene og tjener de store penge.
Det åbner spørgsmålet, om Trumps interesse i virkeligheden bunder i en anden faktor – olie.
Organisationen InSight Crime har imidlertid i en rapport fra september 2025 beskrevet Cartel de los Soles som en løs organisation i de venezuelanske væbnede styrker. Officerer modtager på decentral basis bestikkelse for at lade colombianske karteller sende deres varer over landenes fælles grænse og herfra videre til USA og Europa.
Hvis dette er rigtigt, er der altså ikke tale om, at Maduro sidder i spidsen for et kartel. Situationen er snarere, at regimet tolererer en udbredt korruption, hvilket kan være med til at sikre de væbnede styrkers loyalitet.
Der er endnu en svaghed ved Trumps historie om et Maduro-ledet kartel, der smugler narkotika til USA, som retfærdiggørelse af den militære trussel. Venezuela er ikke hovedleverandør af stoffer til USA! I den seneste rapport fra USA’s Drug Enforcement Administration (DEA) fra 2025 vurderer DEA, at USA’s største problem er fentanyl, der ifølge New York Times (bag betalingsmur) produceres i Mexico og herfra smugles over grænsen.
Med hensyn til kokain foregår den største produktion af kokablade i Bolivia, Peru og Colombia. Herfra smugles kokain fortrinsvis til USA via Stillehavet. DEA vurderede i en rapport fra 2020, at 74 procent af transporten af kokain til USA fra Sydamerika skete via Stillehavet, mens at kun 8 procent kom fra Venezuela via en østlig caribisk rute. De sidste 16 procent kom via en vestlig caribisk rute med udgangspunkt i Colombia.
Til gengæld viser et studie fra Center for Strategic & International Studies, at meget af det kokain, som kommer til Europa, faktisk har Venezuela som transitland, før det fortsætter til Caribien og til sidst ender i Europa.
Hvis det hele primært drejer sig om olie, og hvis et kup ikke er muligt, kan Maduro måske få lov til at sidde på magten nogle år endnu.
Trumps aktion mod narkotikasmugling i Venezuela ser derfor ud til at være centreret omkring et løst organiseret kartel, der kun i begrænset omfang smugler kokain til USA, og som ikke er involveret i fabrikation, smugling og handel med fentanyl, der i de senere år har udgjort den største sundhedsmæssige risiko blandt amerikanske narkomaner. Det åbner spørgsmålet, om Trumps interesse i virkeligheden bunder i en anden faktor – olie.
Eller olie?
Venezuela har verdens største oliereserver, men der er tale om en meget tung råolie, og det kræver specialiserede raffinaderier at omdanne den til brændstof. Den tunge råolie er desuden relativt dyr at udvinde, så landets de facto oliereserver er afhængige af verdensmarkedsprisen.
Udvindingen af olie i Venezuela er kontrolleret af det statslige selskab Petróleos de Venezuela S.A. – PDVSA – som også er i stand til at raffinere en del af produktionen. Historisk set er det imidlertid amerikanske olieselskaber med Chevron i spidsen, som har stået for raffineringen og siden salget af brændstof på det amerikanske marked. Chevron var også blandt bidragyderne til Trumps indvielsesceremoni tidligere i år.
De historiske bånd til den amerikanske olieindustri er ikke forbigået nogens opmærksomhed. New York Times kunne således rapportere (bag betalingsmur) i oktober, at Venezuela havde forhandlet med den amerikanske regering om at lette sanktionerne mod til gengæld at åbne for amerikanske investeringer i den venezuelanske olieindustri. Forhandlingerne førte dog ikke til noget resultat.
Den venezuelanske oppositionspolitiker María Corina Machado, som modtog Nobels fredspris for næsen af Trump, turnerer ifølge Washington Post med det samme budskab. Her er det dog med omvendt politisk fortegn. Hvis Maduro bliver væltet, og hun kommer til magten, vil hun både privatisere PDVSA og åbne for amerikanske investeringer. Indtil det sker, støtter hun fuldt ud Trumps politik over for sit hjemland.
I det lys kan man igen overveje de fem mulige scenarier ovenfor. Trump ville givetvis ikke være utilfreds med, at Maduro enten pakkede kufferten ”frivilligt” eller blev væltet af et internt kup, med lidt diskret amerikansk assistance.
Hvis det ikke sker, er en militær invasion en mulighed, men måske i virkeligheden ikke særlig sandsynlig. Trump virker generelt ikke meget opsat på militære eventyr med usikkert udfald, og det er nok heller ikke alle i hans MAGA-base, som kan se pointen.
Så hvis det hele primært drejer sig om olie, og hvis et kup ikke er muligt, kan Maduro måske få lov til at sidde på magten nogle år endnu. Det skyldes ikke mindst Trumps velkendte syn på energiforsyning generelt og olie specifikt. Udsagnet Drill baby drill, siger ikke noget om, hvor der skal bores.
Hvis Maduro kommer med et bedre tilbud om amerikansk olieudvinding og måske også lokker med en tilladelse til et Trump Tower og en golfbane i Caracas, kan scenarie fem måske blive resultatet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og