Serie: Vold, oplysning og et forskruet billede af forbuddet mod slavehandel

af

Afsnit 7 af DR’s “Historien om Danmark” er netop rullet over skærmen. Også denne gang er historiker Asser Amdisen positivt stemt, men måden, hvorpå programmet udlagde forbuddet mod slavehandlen, får ham op i det røde felt

Historien om Danmark er nu nået til enevældens indførelse og denne uges afsnit handlede om perioden fra 1660 til lige omkring år 1800. Jeg må hellere, inden selve anmeldelsen kommer i gang, melde klart ud: Dette er min periode – og især det forbudte kys, som Struensee gav Caroline Mathilde som åbning på udsendelsen, er mit.

Jeg har en skummel fortid som Struenseeforsker og har bidraget til episoden med mails og informationer i en grad, så jeg endda er kommet med i underteksterne. Så er det sagt.

Afsnittet var lidt anderledes end de øvrige afsnit i serien. Indtil nu har kongerne og adelens historie fyldt det meste af udsendelserne, men nu er vi nået så langt op i tiden, at det ikke længere er særligt svært at finde enkeltpersoner også fra bondesamfundet, som kan eksemplificere almindelige menneskers liv.

Sjælden brug af træhest

De personer, som man kan finde, er dog stadig typisk personer, som på den ene eller anden måde er kommet på kant med samfundet og især personer, som har været i konflikt med loven. Og selvom Peter Henningsen uden tvivl har ret i, at datidens samfund var bygget på vold, så er trods alt stadig usædvanligt at blive henrettet. Peter Lundin er jo også en del af vor tid, men han er vel næppe typisk.

Det er også noget vrøvl at sige, at Struensee lavede et barn på dronningen. Han gik ganske vist i seng med hende, men det var han ikke ene om

Eksemplerne på bondeliv var fine med undtagelse af eksemplet med bonden på træhesten. Træhesten er et militært strafferedskab, som ikke måtte bruges mod almindelige bønder. Igennem århundreder har man brugt træhesten, som eksempel på enevældens hårde behandling af bønderne, hvilket er det rene vrøvl.

Den blev stort set aldrig brugt mod bønder og de få tilfælde, hvor en eller anden psykopatherremand alligevel gjorde det, blev han dømt for det – som det også var tilfældet med herremanden i eksemplet.

Landbosamfundet var voldeligt og disciplinerende og der blev både slået og slået rigeligt ihjel – så der er ikke grund til at bruge tænkte eksempler for at overdrive sin pointe.

Forfriskende usminket beretning

Den overordnede fortælling var, at i begyndelsen af århundredet var kirken styrende for loven, men i 1746 kom Frederik V og han var festlig og lod oplysningen komme til. Dernæst blev vi mere og mere civiliserede.

Den historie er selvfølgelig ikke helt ved siden af. Det var ærligt talt befriende, at se en usminket beretning om enevælden, som et hårdt diktatur, hvor man ikke lod 1800-tallets nationalistiske skønmaleri af 1700-tallet dominere fortællingen. Dette var nyt på tv og selvom udsendelsen ikke kunne holde stilen til slut (hvilket jeg vender tilbage til), så var det forfriskende at se netop den tolkning.

Man kunne måske indvende, at selvom loven var stram i 1700-tallet, så var håndhævelsen langt mindre stram. Stavnsbåndet forbød ganske vist bønderne, at flytte fra deres gårde, men forskning har vist, at det gjorde folk alligevel. Lejermål (sex uden for ægteskabet) var forbudt, men man kan nok godt gå ud fra, at det var de færreste tilfælde, som er endt for en dommer. Og sådan kunne man nævne flere eksempler.

De fleste ideer var importeret

Det virker dog temmelig søgt, at forsøge at forklare de store idemæssige og lovgivningsmæssige ændringer i perioden med danske forhold. Den danske overklasse var i denne periode ekstremt knyttet til den europæiske overklasse og de nye ting, som man beskriver er oftest ikke opfindelser men import.

Enevælde fik vi ikke fordi borgerne forsvarede København, men fordi Thomas Hobbes i årene inden havde opsamlet erfaringerne fra en lang krigsperiode i en bog ”Leviathan”, som satte sit præg på hele Europa og helt ligegyldig i den sammenhæng er naturligvis heller ikke solkongen, Ludvig XIV, som skabte den moderne enevælde, som Frederik III bare importerede.

Jeg havde egentligt forventet at skulle være voldsomt kritisk over for afsnittet om ”mit” århundrede og selvom der var mange fejl, som den krakilske historiker i mig skal anstrenge sig for ikke at påpege, så synes jeg faktisk, at afsnittet i det store og hele fungerede godt. Men den afskyelige afslutning med romantiseringen af Schimmelmann og slavehandelsforbuddet var nærmest kvalmende

Landboreformerne var ikke et resultat af, at Struensee havde ændret på forståelse af, hvordan staten skulle hjælpe borgerne. Den opfattelse var meget ældre og har sine forbilleder i Preussen og Østrig, hvor Frederik den Store og Maria Theresia allerede fra 1740erne havde regeret efter de ideer.  Og desuden havde gennemført en stor del af de landboreformer, som ofte bliver nævnt som noget særligt dansk. Det er de ikke – der laves landboreformer i stort set alle europæiske lande – i de fleste af dem endda lidt før vi gør det heroppe.

Sober fremstilling af Struensee

I Historien om Danmarks første afsnit var alting importeret udefra fra landbosamfundet til bronzealderens kvinder, men nu i nyere tid, hvor vi ikke tror, der bliver importeret ideer, men ved det, så forsvinder det fra fortællingen, hvilket er fjollet og giver et fortegnet billede. Der er ikke ret meget i 1700-tallet, som er særligt dansk.

Og så til Struensee: Faktisk var dette en meget sober fremstilling. Selvfølgelig er det lidt noget vrøvl at sige, at Struensee manipulerer kongen til at skrive under på noget. Hvem ved om ikke kongen var enig i reformerne på sine gode dage? Det er også noget vrøvl at sige, at Struensee lavede et barn på dronningen. Han gik ganske vist i seng med hende, men det var han ikke ene om.

Mere rigtigt er at sige, at alle var sikre på, at han havde lavet et barn med dronningen. Det passer heller ikke, at strømpebåndene var afgørende for dommen. Den var afsagt inden retssagen, som jo bare var en skueproces, gik i gang. Men de store linjer var i orden.

Gik helt galt til sidst

Dagens afsnit var skarpt og havde rigtigt mange gode momenter og en klar ide fra start til slut. Oplysningen og videnskaben trækker fremskridtet frem. Enevælden var ikke god, men kombineret med videnskaben kunne den skabe forbedringer for almindelige mennesker. Jeg er ikke helt enig i den tolkning, men den var klar og sammenhængende om end lidt gammeldags. Dog gik det helt galt for afsnittet til sidst.

Det er brandbrøleme nærmest kriminelt at gentage myten om, at det danske slavehandelsforbud i 1793 havde noget med humanisme at gøre. Afsnittet antyder, at der også var økonomiske argumenter, men det forbud er udelukkende økonomisk. Man ønsker ganske simpelt at motivere plantageejerne på de Dansk-Vestindiske øer til at avle egne slaver, så man ikke skal betale for at købe nogen. Det handler om betalingsbalance og ikke om humanisme.

Det var ret tydeligt, at det, eksperterne med Kaare Lauring i spidsen sagde, var rigtigt nok, men det lykkedes alligevel dramatiseringen og fortælleren at få slavehandelsforbuddet til at fremstå som en human foranstaltning.

Jeg er personligt modstander af at give en undskyldning for gerninger begået, af mennesker, som for 300 år siden boede samme sted, som jeg bor i dag, men når jeg ser sådan noget vrøvl, bliver jeg næsten nødt til at ændre holdning.

Danmark var en grusom slavenation og efter det ”humanistiske” slavehandelsforbud i 1793 blev slaver udnyttet, pint, plaget, voldtaget og undertrykt helt frem til 1848, hvor vi blev tvunget til at afskaffe slaveriet. At humanisere og relativisere slaveriet er ikke bare forkert – det er en hån og en ydmygelse både af de mennesker, det gik ud over, og af de mennesker, som lever med konsekvenserne af slavehandelen i dag. Det er skammeligt.

Jeg havde egentligt forventet at skulle være voldsomt kritisk over for afsnittet om ”mit” århundrede og selvom der var mange fejl, som den krakilske historiker i mig skal anstrenge sig for ikke at påpege, så synes jeg faktisk, at afsnittet i det store og hele fungerede godt. Men den afskyelige afslutning med romantiseringen af Schimmelmann og slavehandelsforbuddet var nærmest kvalmende.

Topfoto: Pressefoto fra DR. Foto: DR

Links til tidligere anmeldelser:

Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Asser Amdisen
Historiefortæller |

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Født på Als, opvokset på Tåsinge, uddannet i København og med karrierestop i Odense, Bellinge, Randers, Aabenraa og Ryslinge og Sandager. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee og senest ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie”, som underholdende fortæller hele Danmarks historie på 256 sider. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.

Seneste indlæg fra

Gå til Top