
BØGER // ANMELDELSE – Michel Houellebecq skrev i 2000 en lille rejsefortælling Lanzarote, der nu er udkommet på dansk. Det er heldigvis særudgaven, anmelderen har fået fat i, for med den følger et hæfte med Houellebecqs fotografier fra selvsamme ø. Billederne bidrager i høj grad til at sætte en stemning, som gør, at den spinkle udgivelse samlet set bliver lidt mere interessant.
Ikke sådan, at Lanzarote ikke i sig selv har den sædvanlige misantropiske bæreevne, det har den, som alle Houellebecqs andre bøger. Udgangspunktet er livets håbløshed, og det bliver aldrig afkræftet, det bliver, som også her, eksemplificeret ved menneskers idioti. Men man mærker klart, at dette er et tidligt værk.
Handlingen er såre enkel: Halvgammel negativist køber en uge på Lanzarote. Her møder han Rudi, en deprimeret politibetjent og et tysk, lesbisk par.
Lidt efter lidt må jeget indrømme, at Lanzarote er okay – det er cirka samtidig med, at han opdager en lækker strand, hvor han har sex med tyskerne.
Øen beskrives i begyndelsen som, i bund og grund, kedelig, seværdighedsløs og relativt fyldt med idioter, selvom fortælleren en gang imellem glemmer det og kommer til at fortabe sig i et lille torv eller en obskøn kaktuspark. Men lidt efter lidt må jeget indrømme, at Lanzarote er okay – det er cirka samtidig med, at han opdager en lækker strand, hvor han har sex med tyskerne.

Gnaven uden vision
I denne lille sag mangler dét, der plejer at gøre hans bøger så delikate og interessante, nemlig den filosofiske overbygning.
Ja, jeg er lakonisk, og hvorfor er jeg nu det? Det kan vel ikke komme bag på nogen, at Houellebecq er mere interesseret i at fælde domme over menneskeheden end i at udøve kompliceret plot?
Nej, men i denne lille sag mangler dét, der plejer at gøre hans bøger så delikate og interessante, nemlig den filosofiske overbygning. I stedet hælder han sidst i bogen lidt science fiction og en hedonistisk sekt ind, hvilket bare virker som et ufærdigt skrummel af et påhæng.
I Underkastelse udfoldede han et helt samfundsscenarie, som hans mennesker skulle leve i med alle tænkelige omkostninger. Og igen i Serotonin flettede han smukt handlingen sammen med sin livsanskuelse – at den vestlige verden er blevet et stedse mere depraveret og kærlighedsløst sted opdelt i vindere og tabere – hvor bogens mennesker lider af forskellige former for håbløshed og autentiske måder at deale med den på. I nærværende miniroman er han simpelthen gnaven uden vision.
Houellebecq mangler koblingen
Men: Den medfølgende fotobog er virkelig fed. Hvor er det ærgerligt, at den er udkommet i stærkt begrænset oplag, så det kun er ultrafans, der får billederne at se, for de udvider virkelig romanens univers.
Blandt de nøgne, ligesom forrevne, klipper og sten der ligger som kastet af en titan ud over golde sletter findes muligheden for en anden civilisation, en anden historieskrivning, som jeg gerne havde set Houellebecq skrive sig dybere ned i.
Her, med de forvredne kaktusser, der ligger som en slags landkoraller henover brun lavasten, befinder den ægte science fiction sig. Blandt de nøgne, ligesom forrevne, klipper og sten der ligger som kastet af en titan ud over golde sletter findes muligheden for en anden civilisation, en anden historieskrivning, som jeg gerne havde set Houellebecq skrive sig dybere ned i.

Man får grundige Ursula Le Guin-konnotationer af at kigge på de billeder, og kommer i tanker om alle de øde, eksotiske steder hun tog os hen i sine bøger. Men Houellebecq får desværre ikke rigtig sammenkoblet sin idé om anderledes livsformer (den hedonistiske sekt) med landskabets science fiction-lighed – heller ikke selvom han vedlægger billeddokumentation.
Billederne ville jeg ikke være foruden, men de havde glædet mig endnu mere, hvis de havde været en integreret science fiction i fiktionen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.