GLOBAL POLITIK // ANALYSE – Trumps andet præsidentskab sætter hele den vestlige verdens politiske system under et kraftigt pres. Men hvordan adskiller Trump sig fra traditionelle politiske bevægelser, når man ser bagom støjen, overskrifterne og skandalerne? En væsentlig forskel er, at Trump og hans ligesindede har en vision for fremtiden, og selvom det hverken er unikt eller kun findes i politik, er det et kraftigt brud med vestlige demokratiske normer i de sidste godt 100 år.
BRASÍLIA – Som beskrevet i del 1 og del 2 i serien Vision og visionsløshed i politik og religion har den danske politiske scene i det 20. århundrede været domineret af visionsløse politiske partier. I de seneste årtier er de dog blevet udfordret af flere visionsbaserede partier, men de har hidtil haft svært ved at opnå en egentlig magtposition, og flere af dem har også vist sig at være relativt kortlivede.
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har begge stået i dilemmaet om, hvorvidt de skal holde den ideologiske visionære fane højt eller prioritere direkte politisk magt. Dansk Folkeparti valgte det første i 2015, mens Liberal Alliance valgte at gå i regering, men begge valg viste sig at have store vælgermæssige konsekvenser, som sendte partierne i knæ. I Danmark har det altså indtil nu været svært for visionsbaserede partier at slå igennem for alvor.
Visionsbårne politikere med magt
Hvis man retter blikket uden for landets grænser, er der imidlertid flere eksempler på, at visionsbaserede partier eller politikere kan komme til magten. Brexit-bevægelsen, med dens stærke tråde til De Konservative i Storbritannien, er et oplagt eksempel på, at man succesfuldt definerede en historieorienteret vision, som man kunne sælge til vælgerne.
Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro er et andet eksempel på en historieorienteret visionær politiker, hvis ganske vist rudimentære politiske pejlemærker var det militærdiktatur, som regerede landet fra 1964 til 1985. Bolsonaro var med et meget begrænset politisk program i stand til at samle en heterogen koalition af blandt andet militærfolk, evangelikale ledere og liberale økonomer, som alle forsøgte at få realiseret deres politiske mål i ly af Bolsonaro.
Lige syd for Brasilien er Argentinas præsident Javier Milei et eksempel på en politiker med en fremtidsorienteret vision baseret på en ekstrem økonomisk liberalisme. Milei mener, at den vil bibringe de hårdt plagede argentinere et idealsamfund, som endda kan retfærdiggøre, at han skulle have Nobelprisen i økonomi.
Men det er naturligvis Donald Trump og hans slogan Make America Great Again, som er indbegrebet af en historieorienteret visionær politiker, der er kommet til magten. Trumps mål er at rulle den amerikanske økonomi og tilsyneladende også hele verden tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor USA dominerede på den internationale scene, Kina endnu ikke var en stormagt, der ingen latinamerikanske immigranter var, og woke var et ukendt begreb. Trump har desuden taget idéen om den visionære leder til nye højder med sine absurde påstande om, at han både kunne løse inflationen, krigen i Ukraine og konflikten i Mellemøsten med et knips med fingrene.
Mange af Trumps vælgere er formodentlig fløjtende ligeglade med Gaza og Ukraine, men økonomien ser allerede nu ud til at blive et problem for Trump. Man behøver ikke at være uddannet nationaløkonom for at gennemskue, at hans politiske økonomi ikke vil levere det, som han påstår. Det kan give Trump problemer, for mens vælgerne kan vælge at ignorere krigene og kriserne uden for landets grænser, kan den økonomiske politik mærkes direkte i hverdagen.
Vælgernes utålmodighed
Eksemplerne ovenfor peger imidlertid også på, at selv magtfulde visionsbaserede politikere kan have problemer med at opretholde vælgernes gunst, og at problemet måske er større end for de traditionelle visionsløse politikere. Når man stiller vælgerne et idealsamfund i sigte, er skuffelsen så meget større, hvis det ikke materialiserer sig hurtigt nok. Vælgerne kan nå at blive skuffede mellem to demokratiske valg, og det koster.
I Storbritannien har både vælgerne og Det Konservative Parti måttet erkende, at Brexit ikke var den mirakelkur, som med et slag bragte ”de gode gamle dage” tilbage. Det Konservative Parti er ude i noget, som minder om en dødskamp, hvor nogle af de skuffede vælgere flygter videre til den næste historieorienterede vision i Reform-partiet, mens andre vender tilbage til de traditionelle visionsløse partier.
I Danmark flirtede Liberal Alliance kraftigt med undergangen for nogle år siden, efter at partiet havde deltaget i regeringen. I Latinamerika blev Bolsonaro ikke genvalgt, mens det endnu er for tidligt at sige noget om, hvordan Milei klarer sig ved næste valg.
Den mest oplagte delvise undtagelse fra, at visionsbaserede politikere bliver fældet af vælgernes utålmodighed, er Donald Trump. Han tabte ganske vist valget i 2020, men fik alligevel et come back i 2024. De seneste meningsmålinger peger imidlertid på, at Donald Trump allerede efter få måneder af den nye præsidentperiode også er blevet ramt af vælgernes utålmodighed.
Det ser ud til, at han forsøger at løse den udfordring ved at rette fokus væk fra økonomien og i stedet foretage en meget aktiv eksklusion af personer, som ikke er en del af eller deler hans vision.
Visionernes eksklusioner
Vælgernes utålmodighed med visionsbaserede politikere kan, som i tilfældet Trump, lede over i en aktiv eksklusion af, hvad der opfattes som modstandere. Det er i givet fald ikke et særtilfælde, men blot en konkretisering af et indbygget kendetegn ved visionsbaseret politik som sådan.
Visionerne om en kommende samfundsmæssig idealtilstand kan være mere eller mindre tydeligt definerede. Som vi har set, er det ikke nødvendigvis en ulempe, hvis idealet er lidt løst defineret, da flere mennesker så potentielt kan identificere sig med definitionen. I alle tilfælde vil visionen være kendetegnet ved, at den er et ideal om noget radikalt ”andet” end den nuværende situation, og den vil derfor som udgangspunkt være ekskluderende på mindst to måder.
For det første en eksklusion af dem, som foretrækker den eksisterende situation, og for det andet en eksklusion af dem, som måtte foretrække en anden vision. En visionsbaseret politik indeholder derfor latent et totalitært element, hvor en eller flere grupper defineres som værende uden for det gode selskab. Det er en afgørende forskel i forhold til den vestlige demokratiske tradition i de sidste godt 100 år.
I et visionsløst politisk system kan partierne have forskellige prioriteter, men grundlæggende accepterer de, at de handler inden for nogle fælles spilleregler. For en visionsbaseret politiker vil en politisk modstander derimod ikke blot være en person, som er uenig i forhold til politiske nuancer, men vedkommende vil i stedet repræsentere noget, som er langt mere radikalt. Modstanderen forhindrer, at idealsamfundet bliver realiseret, og det er et langt mere alvorligt problem, end hvis man betaler lidt mere i skat eller får lidt mindre i løn eller udbytte.
Eksklusionen kan være mere eller mindre udtalt, men risikoen for eksklusioner er der latent og kan aktiveres efter behov. Eksemplerne fra Trumps USA er legio, hvor det går ud over immigranter, ”woke-aktivister”, politiske modstandere, advokater, demokrater, dommere og så videre.
Eksklusionen kendes også fra den danske politiske kontekst. Her har xenofobien været en fast bestanddel af de historieorienterede visionære partiers partiprogrammer i de sidste årtier. Men afhængigt af de specifikke omstændigheder behøver det ikke kun at være ”de fremmede”, som bliver ramt af eksklusion. Der kan også være tale om indre fjender.
Det gælder således i Brasilien, hvor Bolsonaro og en række af hans nærmeste støtter står over for en retssag, hvor de er tiltalt for kupforsøg og forsøg på omstyrtelse af demokratiet. Bolsonaros eksklusion var rettet mod den nuværende præsident Lula og hans Arbejderparti, som havde vundet valget i 2022. I nabolandet Argentina angriber Milei utrætteligt den ”politiske kaste”. Det er hans betegnelse for landets traditionelle partier, og Milei forsøger at fratage dem enhver form for politisk legitimitet.
Man finder også eksklusionen i Kina, hvor regimet er baseret på en vision, der kan beskrives som en blanding af en kulturelt og politisk fokuseret ”Make China Great Again” og en højteknologisk og statsdirigeret økonomi. På trods af den på mange måder succesfulde realisering af idealsamfundet holder Kommunistpartiet i Kina sig ved magten med brug af totalitære midler, som blandt meget andet inkluderer voldelig eksklusion af politiske dissidenter og minoriteter.
Alt i alt ser det ud til, at vælgernes utålmodighed kombineret med deres skuffelse over, at idealsamfundet ikke realiseres, gør det svært for visionsbaserede politiske partier og ledere at holde fast i magten i længden uden at ende i totalitarisme, som er latent indbygget i de visionære politikeres tilgang til politik.
Konkurrerende visioners udryddelseskamp
Selvom eksklusionen er et indbygget fællestræk for de visionsbaserede bevægelser, viser eksemplerne ovenfor, at det langtfra altid er de samme grupper, som bliver udsat for eksklusion. De ”fremmede” er selvfølgelig altid et godt bud, fordi det kan skabe en nem identifikation. Det behøver imidlertid ikke altid at være minoriteter, som bliver ekskluderet. Visionerne kan også være gensidigt ekskluderende.
Hannah Arendt havde i sit klassiske værk Totalitarismens oprindelse et skarpt blik for fællestræk mellem stalinismen og nazismen, om end hun ud fra flere parametre overdrev fællestrækkene og ignorerede nogle af forskellene. Men det, hun korrekt analyserede, var, at to af de mest betydningsfulde visionsbaserede ideologier i det 20. århundrede indeholdt en omfattende indenlandsk eksklusion, som førte til millioner af døde.
Samtidig var stalinismen og nazismen ikke alene uforenelige. De var en gensidig eksistentiel fare for hinanden. Den tysker eller sovjetrusser, som tilsluttede sig modpartens vision, havde pr. definition ekskluderet sig selv fra det hjemlige ideal. Hvis et enkelt eller nogle få individer gjorde det, kunne det håndteres af en politistat. Hvis tilstrækkeligt mange gjorde det, var hele visionen i fare, og nazismen og stalinismen blev derfor dødsfjender forbundet i en udryddelseskamp.
Visioner og de tilhørende problemer er imidlertid ikke afgrænset til det politiske område, men kan også findes i for eksempel religiøse bevægelser, også selvom de ikke nødvendigvis stræber efter politisk magt. Nogle af de mekanismer, som gælder for de visionære politiske bevægelser, kan man derfor også finde i de religiøse bevægelser, hvilket jeg ser nærmere på i den fjerde og afsluttende artikel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og