GLOBAL POLITIK // ANALYSE – Trumps andet præsidentskab sætter hele den vestlige verdens politiske system under et kraftigt pres. Men hvordan adskiller Trump sig fra traditionelle politiske bevægelser, når man ser bagom støjen, overskrifterne og skandalerne? En væsentlig forskel er, at Trump og hans ligesindede har en vision for fremtiden, og selvom det hverken er unikt eller kun findes i politik, er det et kraftigt brud med vestlige demokratiske normer i de sidste godt 100 år.
BRASÌLIA – Som beskrevet i den første artikel i serien om “Vision og visionsløshed i politik og religion” afspejler det overvejende visionsløse danske politiske system, at det efter international målestok fortsat går økonomisk og socialt relativt godt i Danmark.
Det lykkedes, trods kriserne i 1970’erne, fattigfirserne, finanskrisen i 00’erne og de demografiske forandringer, at få omstillet den danske økonomi og samtidig opretholdt en relativ høj levestandard for langt den største del af befolkning. Der blev ikke efterladt millioner af arbejdsløse kul- og industriarbejdere på perronen i områder uden alternativ beskæftigelse som i Storbritannien eller i rustbæltet i USA.
Når det er sagt, var der dog også danskere, som blev efterladt på perronen, hvilket blandt andet skete i ”den rådne banan”. Jobsene forsvandt, friværdien i folks boliger skrumpede, og folks økonomiske råderum blev mindre. Valgene i 2015 og i 2022 viste en reaktion på denne udvikling, som i lille målestok afspejler det opgør, der har fundet sted i for eksempel Storbritannien, Frankrig, USA og Tyskland.
Enhedslisten og Liberal Alliance har fået følgeskab af flere historieorienterede visionære partier i form af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne
Situationen i Danmark er derfor nu også den, at de traditionelle visionsløse partier ikke længere er totalt dominerende. De bliver nu udfordret af partier med en vision, som enten kan være fremtidsorienteret eller historieorienteret, men indtil nu har succesen for disse partier været moderat og sjældent langtidsholdbar.
De fremtidsorienterede visionære partier
Den danske politiske scene har i de senere år huset to fremtidsorienterede visionære partier, det vil sige partier som på afgørende punkter ønsker et opgør med den eksisterende politiske og/eller økonomiske situation. På venstrefløjen er der Enhedslisten, som ikke repræsenterer nogen antalsmæssig betydelig samfundsgruppe, men som har formået at samle den fremtidsorienterede visionære venstrefløj efter murens fald. Partiet er dog på vej i retning af en mere pragmatisk politik, om end det ser ud til at ske med en del interne sværdslag.
På højrefløjen finder man Liberal Alliance, som heller ikke repræsenterer nogen betydelig samfundsgruppe, når man ser bort fra kredsen omkring Lars Seier Christensen og andre multimillionærer. Liberal Alliance tilbyder en fremtidsorienteret visionær liberalisme om et skattefrit idealsamfund, hvor den enkelte kan akkumulere rigdom og samtidig med god samvittighed ignorere resten af samfundet.
Det er dog indtil nu lykkedes for de visionsløse politiske partier at fastholde de fremtidsorienterede visionære partier i en ret marginal rolle, og Enhedslisten og Liberal Alliance er fælles om at have en meget lang vej til Statsministeriet. Enhedslistens rolle er, at man trofast – men uden megen tak – får lov til at støtte en socialdemokratisk statsminister, mens Liberal Alliance måske kan få lov til at få et par ministerposter igen, hvis partiet har de afgørende mandater. Det kræver dog nok, at partiet lover, at det ikke igen maler sig op i et hjørne, som Anders Samuelsen gjorde det for et par år siden.
De historieorienterede visionære partier
Enhedslisten og Liberal Alliance har fået følgeskab af flere historieorienterede visionære partier i form af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. De har det til fælles, at de også er visionsbaserede, men på den anden side er de ikke forankrede i et håb om en ny strålende fremtid. Partierne baserer i stedet deres visioner på en tabsfortælling om, at “alting var bedre i de gode gamle dage”.
Ved de seneste valg var der en del vælgere i ”den rådne banan”, som købte ind på Dansk Folkepartis, Nye Borgerliges og Danmarksdemokraterne – bredt definerede – xenofobisk og ”anti-woke” baserede forklaringer på, hvorfor nogle folk var blevet efterladt på perronen.
Det bemærkelsesværdige er, at det naturligvis hverken var ”muslimernes” eller ”woke-bevægelsens” skyld, at tekstilproduktionen var flyttet fra Ikast til Kina, eller at husmandsbrugene og de fleste landbrug ikke længere var rentable. Hvis grænserne havde været lukket for indvandring siden 1960, hvis homoseksuelle hverken kunne gifte sig eller adoptere, hvis der ikke havde været kønsneutrale toiletter på universiteterne, og hvis transkvinder ikke kunne stille op i kvindeboksning, havde “den rådne banan” alligevel været rådden.
Det er i denne sammenhæng givetvis en kommunikationsmæssig styrke at komme med vage og uformelle beskrivelser af den historieorienterede vision, fordi hver enkelt vælger kan putte sin version ind i den tilbudte ramme. Det er også en fordel at være vag, fordi partierne i alle tilfælde ville have meget svært ved at beskrive, hvordan man ville rulle en global udvikling tilbage, når man ser bort fra ”at smide muslimerne ud”.
Som en partner i en flertalsregering ville Dansk Folkeparti ikke have haft hverken politisk muskel eller praktisk mulighed for at gennemføre en politik, som på troværdig vis ville have ført vælgerne mod realiseretingen af visionen
Den historieorienterede vision om “at alting var bedre i gamle dage” er også med til at forklare, hvorfor Inger Støjbergs dom i Rigsretten ikke betød enden på hendes politiske karriere. Dommen understregede visionen og gjorde det dermed muligt for Støjberg at genstarte sin karriere, nu som formand for sit eget parti.
Der er selvfølgelig nuanceforskelle mellem de tre partier. Den mest bemærkelsesværdige er, at Nye Borgerlige – hvis der er nogen i dag, som kan huske partiet – formåede at kombinere to historieorienterede og en fremtidsorienteret vision. Den sidste var en ultraliberal økonomisk position, mens de historieorienterede visioner var xenofobien og – i forlængelse af covid19-pandemien – en anti-system og anti-ekspert ideologi, hvor bodegasnusfornuften blev anset for lige så valid som eksperternes viden og det politisk-administrative systems erfaring.
Forløbet med Nye Borgerliges storhed og fald viste imidlertid med al tydelighed, at det ikke nødvendigvis er en fordel af kombinere flere visioner i den samme politiske gryderet. I dette tilfælde så det ud til, at man blot tiltrak tre gange så mange landsbytosser, som man ellers ville have formået. Resultatet blev, at Nye Borgerlige imploderede i intriger og inkompetence for åben skærm.
De visionære partiers dilemma
Indtil nu har det altså været en relativt begrænset succes at starte et visionært parti i Danmark. Det hidtil både mest succesfulde og langtidsholdbare eksempel er selvfølgelig Dansk Folkeparti efter, at det blev omfavnet af Anders Fogh Rasmussen for godt 20 år siden. Samarbejdet gjorde det muligt for Dansk Folkeparti at køre på et bekvemt frihjul i årevis, mens statsministeren og regeringen måtte tage de tæsk, der måtte komme for de upopulære beslutninger, som fulgte med ved at være regeringsbærende.
Da Dansk Folkeparti fik chancen for at komme i regering i 2015, viste partiet sig imidlertid at være sig pinligt bevist om, at det nu var befandt sig mellem a rock and a hard place. Hvis Kristian Thulesen Dahl sagde ”ja tak” til ansvaret, ville han ikke længere kun skulle stå til regnskab for den urealiserbare historiebaserede vision men også for den daglige visionsløse politik. Hvis han sagde ”nej tak”, ville han skuffe vælgerne, som havde set frem til, at partiets vision endelig ville materialisere sig.
Thulesen Dahl turde ikke tage ansvaret og håbede formodentlig på, at vælgerne ville være ligeglade. Det viste sig at være et fejlskøn. Der kom tilsvarende historieorienterede visioner på hylderne, og Dansk Folkepartis vælgere viste sig at være troløse efter, at Thulesen Dahl ikke kunne eller ville forsøge at realisere sin vision.
Det er dog ikke sikkert, at slutresultatet havde været anderledes, hvis Thulesen Dahl havde sagt ”ja tak”. Som en partner i en flerpartiregering ville Dansk Folkeparti hverken have haft politisk muskel eller praktisk mulighed for at gennemføre en politik, som på troværdig vis ville have ført vælgerne mod realiseringen af visionen. Liberal Alliance gennemlevede dette drama under Anders Samuelsen, hvilket var på nippet til at koste partiet livet.
I Danmark har det altså indtil nu været svært for visionære partier at slå igennem for alvor. Selv for dem, som er lykkedes bedst, landede man i et dilemma mellem ansvar og vision. Det samme mønster kan man se uden for landets grænser, hvilket jeg ser nærmere på i den næste artikel i serien, som du kan læse her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og