KULTURHISTORIE // ESSAY – Alfred Jarrys Ubu Roi begyndte som en grotesk skoleparodi, men udviklede sig til et af modernismens mest skelsættende teaterstykker. Over 130 år senere fremstår den grådige, barnlige og magtberusede Père Ubu mere aktuel end nogensinde i skikkelse af den amerikanske præsident Trump, skriver Bo Heimann.
Det begyndte som en absurd og kaotisk skolekomedie. En parodi skåret efter Shakespeares Macbeth inspireret af en diktatorisk skolelærer. Det blev lavet om til et teaterstykke, der endte som én af kunstens mest ikoniske opførelser.
Den franske dramatiker Alfred Jarrys skuespil fra 1896, Ubu Roi, var en skarp satire, der tog pis på politik og magtmennesker og forskud på de fremvoksende dadaistiske og surrealistiske bevægelser.
Roi Ubu er blevet læst, bl.a. af den sydafrikanske professor Jane Taylor, som et profetisk billede på den moderne tids mand: grådig, uærlig, uden selvindsigt, barnligt selvoptaget, vulgær, ond og grim. Et menneske, der tromler råt og konsekvensløst hen over alt og alle, for ingen pris for lille, for at få tilfredsstillet sig selv.
Hvem får ikke Trump på nethinden? Citater som f.eks. “Hvis ikke jeg var den bedste, ville jeg ikke være her… Jeg bliver den største præsident, som Gud nogensinde har skabt… Min IQ er en af de højeste overhovedet – og alle ved det!” kunne lige så godt være taget ud af Pére Ubus mund, hovedpersonen i Jarrys stykke, som ud af Trumps.
Hvad der i 1896 var et surreelt absurdteater, er her i 2026 rykket ud i virkeligheden. Det ville være hylende morsomt, hvis det ikke er så tragisk.
Ubu er ureflekteret, egoistisk og barnlig
Père Ubu er kaptajn i den polske konges garde. Han anspores af sin kone, Mère Ubu, til at myrde kong Venceslas og gribe magten i Polen. Som konge indfører han vilkårlig terror: han henretter adelen, dommerne og finansfolkene systematisk for at overtage deres formuer og godser – ikke af ideologiske grunde, men af ren grådighed.
Han opfinder groteske skattesystemer og opkræver enorme, urimelige skatter af befolkningen, som han selv drager rundt og inddriver. Da den russiske zar og kongens søn Bougrelas samler en hær imod ham, flygter han i stedet for at kæmpe, mens hans soldater dør omkring ham.
Pére Ubu er altså defineret ved grotesk egoisme, fejhed og grådighed, så han ligner mere end én diktator igennem tiden.
Men Jarrys figur har andre karakteristika. Pére Ubu begår alle disse afskyelige handlinger uden nogensinde at reflektere over dem. Han har ingen moralsk selvindsigt, taler i et barnligt og vulgært sprog fuldt af skældsord.
Han omtaler ofte sig selv i tredje person og bruger pompøse, opskruede vendinger om sin egen storhed, som står i grotesk kontrast til hans smålige og barnlige handlinger. Han er styret af rå appetit – mad, penge, magt – og hans replikker cirkler konstant om disse ting på en absurd, ureflekteret måde.
Ikke engang Jarry selv, og nok heller ikke Taylor, der døde i 2023, havde kunnet forestillet sig, at en figur som Trump ville ende med at gestalte Pére Ubu så perfekt: “Jeg er et geni…de andre er svage og patetiske.”
Skabt i en trykkoger for kunst
I de sidste årtier i 1800-tallet var Paris en trykkoger for kunst og nye tanker. “Fin de siècle” er det brugte begreb om epoken, som Alfred Jarry var en del af. Arthur Rimbaud skrev verdenslitteratur. Eiffeltårnet blev bygget. Moulin Rouge åbnede. Odilon Redon malede drømmemalerier.
Verdensudstillingerne i 1899 og 1900 var helt centrale for hele verden. De hyldede det teknologiske fremskridt og fremtiden i det hele taget. Flere millioner mennesker så dem, og effekten ud i tænkning, litteratur og kunst kan ikke underdrives. Udviklingen tog kun større fart i begyndelsen af det nye århundrede, hvor impressionismen f.eks. blev udfordret af kubismen.
Ubu Roi blev en frontløber for den kommende dadaisme og surrealisme og var samtidig en tidlig spådom om 1900-tallets grufulde fascistoide, kommunistiske totalitære tider.
Det ubuesque fødes i Paris
Skuespillerne bar i Ubu Roi masker og historien var så mærkelig, at publikum hurtigt blev stærkt utilfreds, hvorfor det endte med optøjer ved stykkets slutning. Stykket var dog sært pirrende for nogle få. Poeten W. B. Yeats skal have været blandt publikummerne og efterfølgende have talt positivt om stykket. Stykket blev efter denne opførelse forbudt i Frankrig, men adjektivet “ubuesque” bruges i dag i Frankrig, som betegnelse for det hæmningsløse selvoptagede.
Jarry selv måtte derfra ty til dukketeater. Men han havde sat ild til noget, der ville vokse med historiens gang.
Men vi skal til Tyskland for at finde Pére Ubus mest direkte arvtagere. Den tyske ekspressionisme med Blaue Reiter og Brücke og østrigerne Oskar Kokoschka og Egon Schiele var skarpere i deres protest imod de herskende tendenser i kunsten og i deres opgør mod autoritetstroheden i samfundet.
Omkring 1915 kom Duchamp og dadaismen, der med Raul Hausmanns ord “rev hovedet af borgerskabets løgnagtighed” i det totale opgør med det forløjne og kalkulerede. Måske er det faktisk først hér midt i Første Verdenskrig, at protesterne får helt samme bid, som Pére Ubu havde allerede i 1896.
Central rolle i kulturhistorien
Ubu Roi har siden opførelsen haft en særstilling og genrekrydsende betydning i kunsthistorien. Pére Ubu har rejst flere gange fra teatret over malerkunsten og litteraturen til musikken og tilbage igen.
Andre Gide hyldede allerede i 1925 teaterstykket i bogen “Falskmønterne”, hvor stykket beskrives som “det mest interessante, der er blevet sat op meget længe.”
Stykket er blevet sat op utallige gange. Allerede i 1928 blev det sat op på tjekkisk (stykket blev dog gjort forbudt i Tjekkoslovakiet efter Sovjetunionens invasion i 1968). Senere er det blevet adopteret og sat op på serbisk i 1964, polsk i 1968, amerikansk i 1977 (New York) og engelsk 1998 (Sydafrika). I Polen blev stykket filmatiseret i 2003. Det blev sat op i Porto Rico i 2011, i Australien i 2013 og i Texas i 2016 i forbindelse med præsidentvalget i USA. For blot at nævne nogle af opsætningerne.
Musikere har også taget Ubu op. I 1975 debuterede et amerikansk rockband fra Cleveland, Ohio, med det støjende, skæve nummer “30 Seconds Over Tokyo,” der nærmest var en slags post-punk tilsat performancekunst allerede inden, at punk var skudt i gang.
Bandet hed Pere Ubu. De var maniske og vilde på scenen, spillede efter eget udsagn “avant-garage” (lige dele inspireret af avant-garde musik og rå, bluesy garage-rock), hyldede det absurde og havde en politisk brod, selvom de ikke selv kaldte sig et politisk band.
Men også sangskriveren Brendan Perry nævner Ubu i sangen The Bogus Man fra 2011. Paul McCartney var i sin tid åbenbart også omkring Alfred Jarry. Han bruger i hvert fald Jarrys begreb “patafysik” på sangen Maxwell’s Silver Hammer (Abbey Road, 1969).
“Patafysik” er filosofi skabt af Alfred Jarry, der undersøger imaginære fænomener. Billedkunstnerne har på samme måde igennem tiden brugt Pére Ubu. Dora Maar, den franske surrealistiske kunstner, der langt fra kun var Picassos muse i en årrække, navngav i 1936 et værk Père Ubu.
Det er et provokerende close up-fotografi af et meget ungt bæltedyr, der kun for en kort stund næsten er sødt at beskue, for holdningen, det halvlukkede lille øje og især forbenenes stilling, trækker hurtigt associationer hen imod en skrutrygget og grådig mandsling i en kappe.
Pére Ubus pæreform går igen i fotografiet qua bæltedyrets panserede ryg og høje pande. Således – ved den blotte navngivelse af værket og de mange medfølgende associationer – fremviser Maar det uhæmmede, dyriske i mennesket.
I begyndelsen af 1940’erne brugte Joan Miró Père Ubu som inspiration til en serie litografier (Barcelona-serien) af deforme og pæreformede skikkelser, hvor han trak paralleller fra Ubu til Spaniens daværende diktator, fascisten Franco.
Den danske billedkunstner, kurator og forfatter Christian Vind arbejdede med Pére Ubu i 2006 i forbindelse med en opgave til Den Danske Raderforening, hvor han tog udgangspunkt i voldsomme billeder af vestlige soldater med perverse trofæ-billeder af mishandlede fanger fra Abu Ghraib-fængslet i Irak. Hans lille værk fik titlen Abu & Ubu, som er et fonetisk spil imellem de to. Pére Ubu-figuren forrest og Abu Ghraib skrevet på arabisk bagved.
Jarry var skræmmende profetisk
Père Ubu blev på den måde kulturhistoriens mest utiltalende og dog vigtigste diktator, der formentlig vil blive ved med at være aktuel. Lige nu er han altså mere aktuel end nogensinde. For ingen har gestaltet Pére Ubus absurde og barnlige brutalitet så perfekt som Trump. “Du er en kæmpe fiasko…Du ville ikke have dit job, hvis ikke du var smuk,” som han sagde til en kvindelig reporter. Hvis nogen er “ubuesque”, så er det Trump.
Jarrys figur fra 1896 skulle vise sig at være skræmmende profetisk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og