GLOBAL POLITIK // ANALYSE – Trumps andet præsidentskab sætter hele den vestlige verdens politiske system under et kraftigt pres. Men hvordan adskiller Trump sig fra traditionelle politiske bevægelser, når man ser bagom støjen, overskrifterne og skandalerne? En væsentlig forskel er, at Trump og hans ligesindede har en vision for fremtiden, og selvom det hverken er unikt eller kun findes i politik, er det et markant brud med vestlige demokratiske normer i de sidste godt 100 år.
BRASÍLIA – Medier i hele verden har nu i fire måneder dagligt ryddet forsiderne for at berette om Donald Trumps nyeste politiske initiativer, konfrontationer og skandaler. Samtidig er det globale politiske system under pres, og politiske ledere i det meste af verden er kun langsomt ved at finde ud af, hvordan man bedst agerer i den nye verdensorden.
Selvom det danske samfund gennemgik en kraftig modernisering i løbet af disse 100 år, og danskerne oplevede en enorm stigning i velstanden, forblev mange af de underliggende sociale strukturer ganske stabile i denne periode
Hvis man vil forstå det pres, som Trump og ligesindede lægger på det politiske system, er det imidlertid en god idé at tage en pause fra overskrifterne, de konkrete politiske initiativer, støjen og skandalerne for i stedet at tage udgangspunkt i en analyse af det politiske system, som dominerede i den vestlige verden i store dele af det 20. århundrede. I den sammenhæng er Danmark trods sin lidenhed faktisk et paradigmatisk eksempel og dermed et godt udgangspunkt for at forstå udfordringen fra Trump og hans ligesindede på globalt niveau.
”De gode gamle dage”
I ”de gode gamle dage”, som strakte sig fra slutningen af 1800-tallet til slutningen af 1900-tallet, var det politiske system i Danmark i det store og hele baseret på, at de politiske partier varetog en række relativt veldefinerede sociale gruppers interesser. Man kan groft sagt sige, at Socialdemokratiet repræsenterede arbejderklassen, Venstre tog sig af det meste af landbruget, Radikale Venstre sørgede for husmænd og småborgerskabet, mens Højre/Det Konservative Folkeparti repræsenterede byborgerskabet og landaristokratiet.
Selvom det danske samfund gennemgik en kraftig modernisering i løbet af disse 100 år, og danskerne oplevede en enorm stigning i velstanden, forblev mange af de underliggende sociale strukturer ganske stabile i denne periode. Den sociale stabilitet er bemærkelsesværdig, fordi landet flere gange oplevede voldsomme økonomiske, sociale og udenrigspolitiske udfordringer, hvor de tre største var 1. Verdenskrig, krisen i 1930’erne og besættelsen.
Det politiske system var også forbløffende stabilt, selvom de forskellige sociale grupper havde delvist modsatrettede økonomiske interesser. Det skyldtes, at datidens naturdeterminerede produktionsstrukturer medførte, at der var en høj grad af gensidig økonomisk afhængighed mellem de sociale grupper.
Landbruget skaffede de eksportindtægter, som det råstoffattige Danmark skulle bruge for at kunne importere de råvarer, halvfabrikata og færdige produkter, der var nødvendige for at skabe økonomisk udvikling og arbejdspladser i byerne. Selvom den største del af landbrugets indtægter kom fra eksporten til Storbritannien og Tyskland, var erhvervet også afhængigt af, at der var et hjemmemarked af byboere, som havde råd til at aftage en del af produktionen.
I denne situation havde industrien og arbejderklassen ikke råd til at udsulte landbruget, og landbruget kunne ikke tillade sig at beholde hele kagen for sig selv. Der var – til tider voldsomme – diskussioner og politiske kampe om, hvordan kagen konkret skulle fordeles mellem de sociale grupper, men det samlede billede var det vanskeligt at lave om på, uanset hvem der havde regeringsmagten.
Pragmatik frem for visioner
Kombinationen af, at partierne primært repræsenterede sociale gruppers interesser, og at disse samtidig befandt sig i en gensidig økonomisk afhængighed, førte til, at de politiske partiers strategi og diskurs var baseret på to rationaler: Den samlede økonomiske kage skulle vokse, og det enkelte partis bagvedliggende interessegrupper skulle have en relativt større del af den evigt voksende kage.
Denne situation førte til, at det politiske system mere var præget af pragmatik end politiske visioner. De etablerede partier var derfor visionsløse i den forstand, at de ikke var baseret på en vision om et radikalt anderledes samfund. Kun Socialdemokratiets vision om, at arbejderklassen skulle blive en økonomisk, social, kulturel og uddannelsesmæssig ligeværdig partner i samfundet, var en delvis undtagelse fra reglen.
Arbejderbevægelsen skabte sine egne andelsvirksomheder, undervisningsinstitutioner, servicevirksomheder med meget mere for at skabe et selvstændigt parallelt samfund, men der var tale om et reformistisk politisk program inden for rammerne af en overordnet kapitalistisk logik.
Hvis man skulle finde visioner for radikale brud med den økonomiske og politiske logik og struktur, skulle man til de politiske yderfløje. Til venstre var der DKP med dets vision om et kommunistisk idealsamfund, og til højre var der Nazi-partiets kortlivede vision om et racebaseret idealsamfund.
Karl Marx og hans efterfølgere så historien som fremadskridende og sluttende med arbejderklassens overtagelse af den politiske og økonomiske magt, og nazismen hyldede også et nyt revolutionært samfund. Selvom de to bevægelsers slutmål var vidt forskellige, var de fælles om, at midlet var en revolutionær samfundsomvæltning. Begge partier var dermed, hvad man kan kalde for fremtidsorienterede visionære partier.
Den ene hovedfaktor bag opbruddet i det politiske system var, at arbejderklassen holdt op med at være klassisk arbejderklasse
Begge de fremtidsorienterede visioner havde imidlertid en meget begrænset tilslutningskraft i Danmark selv i 1930’ernes krisetid og under besættelsen, og begge partier forblev i det store og hele marginaliserede. Marginaliseringen af de fremtidsorienterede visioner viser, at de etablerede visionsløse politiske partier i en periode på omkring 100 år formåede at fremstå som værende i stand til at repræsentere vælgernes interesse inden for deres samlede samfundsforståelse. Alt andet lige er det en cadeau til de politiske ledere i de visionsløse partier.
Den langvarige politiske stabilitet og succes for de visionsløse partier indeholdt imidlertid også kimen til systemets potentielle undergang. Set i bakspejlet var jordskredvalget i 1973 det officielle startskud til en tilsyneladende evigt voksende stresstest af det politiske system. De to hovedfaktorer, som begyndte at presse systemet, var ironisk nok begge afledt af de forudgående 100 års succesrige økonomiske udvikling.
Arbejderklassen og bønderne forsvinder
Den ene hovedfaktor bag opbruddet i det politiske system var, at arbejderklassen holdt op med at være klassisk arbejderklasse. Den arketypiske arbejderfamilie boede ikke længere i en toværelses lejlighed uden bad og varmt vand på Islands Brygge, hvor manden var smed på B&W, kvinden vaskede trapper, hvor drengene blev sat i lære, når de blev konfirmeret, og pigerne ventede på at blive gift, få børn og derefter bidrage til familiens økonomi med et ufaglært job.
Arbejderklassen blev middelklasse, de faglærte og ufaglærte job forsvandt, manden blev funktionær, kvinden blev pædagog, børnene kom i gymnasiet, og familien flyttede i rækkehus eller parcelhus i Hvidovre eller Ballerup.
Den anden hovedfaktor i systemets opløsning var en tilsvarende forandring på landet, hvor husmændene og bønderne forsvandt. Ved besættelsens afslutning var der omkring 200.000 landbrug i Danmark, og langt, langt de fleste var intensivt dyrkede familiebrug. Det usædvanlige – i forhold til mange andre lande – var, at de via andelsslagterierne og andelsmejerierne var fuldt integrerede i den internationale økonomi. Eksporten af animalske produkter gjorde det muligt at importere foderstoffer og maskiner.
Det gør det politiske system mere ustabilt, for vælgerne er ikke længere forenede med et nærmest forudbestemt parti fra vugge til grav
Landbrugssektoren var efter international målestok både effektiv og moderne, og det lykkedes i årtier at modernisere sektoren og lave gradvise tilpasninger inden for den overordnede produktionsmodel. I 1960’erne begyndte vanskelighederne dog at melde sig. Et forringet bytteforhold mellem landbrugsprodukter og industriprodukter gjorde det nødvendigt at øge produktionen på den enkelte gård, hvilket krævede større brugsstørrelser, en endnu højere grad af modernisering og dermed investeringer.
Det førte til, at først forsvandt de små husmandsbrug og bagefter de familiedrevne landbrug, som i cirka 100 år havde været grundstenen i det danske landbrug. Landarbejderne, husmændene og bønderne flyttede til byen eller fik job uden for landbruget.
Det var altså ikke kun arbejderklassen, som forsvandt. Yderligere to sociale grupper holdt stort set op med at eksistere og havde dermed ikke længere interesser, som skulle repræsenteres af henholdsvis Radikale Venstre og Venstre.
Politisk opbrud
Da industri- og landarbejderne, husmændene og bønderne forsvandt, smuldrede grundlaget for 100 års tradition for, at partierne repræsenterede veldefinerede sociale grupper. De sociale opbrud førte til et politisk opbrud, som Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup var de første til både at fremme og lukrere på i stor stil i starten af 1970’erne. De formåede at indfange nogle af de vælgere, som havde flyttet sig ud af de traditionelle sociale klasser og derfor ikke længere følte sig repræsenteret af de gamle partier. Erhard Jakobsen repræsenterede de nyslåede bilejere, mens Mogens Glistrup i starten repræsenterede dem, som syntes, at de betalte for meget i skat af deres lønforhøjelser.
Det politiske opbrud er kun fortsat siden da, hvilket er en refleksion af, at den største del af den danske befolkning nu udgøres af en nogenlunde homogen økonomisk, social og kulturel middelklasse. Der er ikke længere nogen entydige sammenhænge mellem vælgernes økonomiske, sociale og kulturelle interesser og bestemte politiske partier. Socialdemokratiets, Radikale Venstres og Venstres traditionelle sociale bagland er ophørt med at eksistere, og de fleste partier taler til og repræsenterer nu den altdominerende middelklasse.
Der blev ikke efterladt millioner af arbejdsløse kul- og industriarbejdere på perronen i områder uden alternativ beskæftigelse, som det skete i Storbritannien eller i rustbæltet i USA
Det gør det politiske system mere ustabilt, for vælgerne er ikke længere forenede med et nærmest forudbestemt parti fra vugge til grav. Vælgerne kan hoppe mellem partierne, uden at de føler, at de krydser en afgrundsdyb økonomisk, social og kulturel kløft, som en smed på B&W ville have følt det, hvis han havde meldt sig ind i Venstre i 1950, eller en landmand ville have følt det, hvis han havde meldt sig ind i Socialdemokratiet i det samme år.
På trods af disse grundlæggende ændringer i vælgerkorpset er de fleste partier fortsat pragmatiske og repræsenterer nu blot middelklassen. Det danske politiske system er derfor i det store og hele fortsat visionsløst. Moderaterne er endda opstået som indbegrebet af visionsløshed, hvor den politiske håndværker Lars Løkke Rasmussen forsøger at lave den perfekte administration af staten. Det ansigtsløse bureaukrati er blevet til et politisk ideal.
Det i det store og hele visionsløse politiske system afspejler, at det fortsat går økonomisk og socialt relativt godt i Danmark efter international målestok. Det lykkedes trods kriserne i 1970’erne, fattigfirserne, finanskrisen i 00’erne og de demografiske forandringer at få omstillet den danske økonomi og samtidig opretholdt en relativt høj levestandard for langt den største del af befolkningen. Der blev ikke efterladt millioner af arbejdsløse kul- og industriarbejdere på perronen i områder uden alternativ beskæftigelse, som det skete i Storbritannien eller i rustbæltet i USA.
På trods af det er de traditionelle visionsløse partier i de seneste årtier blevet udfordret af nye visionsbårne partier. Det ser jeg nærmere på i den næste artikel i serien, som du kan læse her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og