VELFÆRDSSTATEN // KOMMENTAR – Socialdemokrater har i denne uge skældt ud på danskerne, fordi vi ikke arbejder nok. Et budskab, der måske var sexet i velfærdsstatens barndom, men tiden er en helt anden nu, påpeger Morten Holm-Nielsen i denne kommentar.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
To udtalelser tiltrak sig min opmærksomhed i den her uge. Begge fra socialdemokrater.
Først hyldede udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek de forældre, der først henter deres børn kl. lidt i fem i institutionen. De forældre bør være stolte, mener Dybvad Bek.
Siden fulgte Bjørn Brandenborg, partiets retsordfører, med en formaning. Pegefingeren var løftet så højt, at den ramte loftet på Borgen, da han sagde:
“Derfor kan man ikke bare flytte på landet og lave ingenting.”
Budskabet var sikkert sexet i velfærdsstatens barndom. Men tiden er en anden nu
Begge udtalelser er rundet af samme holdning som den, statsministeren luftede, da hun talte om “dovenskab” og “uvirksomhed”: Borgerne er til for Staten – groft sagt. Budskabet var sikkert sexet i velfærdsstatens barndom. Men tiden er en anden nu. Og den her kommunikation rammer kilometer ved siden af tidsånden. Aldrig har så mange været i arbejde. Aldrig har så mange lidt af stress. Aldrig har så mange ønsket mere tid med deres familie.
Læg hertil, at flere og flere vægter et meningsfuldt arbejdsliv lige så højt som attraktiv løn.
Så hvorfor kommunikerer S på den her måde? Hvorfor går den politiske ordfører i flæsket på iværksætteren Martin Buch Thorborg, fordi han taler om at arbejde mindre? Det er, fordi det er nemt.
Af to årsager. Han kan nemlig opstille en modsætning mellem den arbejdssky millionær og den nedslidte slagteriarbejder. Det er godt konfliktstof, og det elsker medierne.
Den politiske ordfører glemmer bare, at man som politiker skal levere løsninger – ikke likes.
Socialdemokratiet kommunikerer på den her måde, fordi det er nemmere end at tage det nødvendige livtag med gamle støvede dogmer og forstenede paroler
Den anden årsag stikker dybere.
Socialdemokratiet kommunikerer på den her måde, fordi det er nemmere end at tage det nødvendige livtag med gamle støvede dogmer og forstenede paroler. Det er også nemmere end at sætte sig ned sammen med erhvervslivet og finde nye løsninger.
Løsninger, der sikrer, at vores velfærdssamfund fortsat kan tilbyde skolegang, hospitalsophold, ældrepleje osv. Socialdemokratiet mangler to ting: 1) idéer, der flugter med den nye tid 2) ord, der kan sælge idéerne til danskerne.
Hvis jeg tager fejl, må du kalde mig Stauning
Der er nødt til at ske noget.
Med den nuværende kommunikation er partiet ved at miste kontakten med en del af kernevælgerne. Det kan koste partiet magten.
Hvis jeg tager fejl, må du kalde mig Stauning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her