OVERLOAD // KLUMME – Det er let at føle, at vi alle er med i en indholdskrig. Som udkæmpes mellem brands, personer og lande. En tungtvejende grund til al indholdsproduktionen er derudover, at meget indhold er nemt at forstå. Rapport fra en tid, hvor fodboldkampe varer flere dage, og et comedyshow er en undskyldning for at tage billeder.
Om sommeren er det nemt at komme til at gøre to ting: Se (for) meget sport i tv, og at doom scrolle gennem sine forskellige sociale medier. Man kan sikkert gøre det året rundt, men kombinationen ramte i hvert fald mig, da jeg faldt over et opslag, der længtes tilbage til dengang, da fodbold bare var fodbold. En kamp varede ca. 90 minutter – og det var så dét. I dag er alt for mange ting ikke længere en isoleret aktivitet. Vores liv er blevet indholdsficeret. Her kommer et tip til selvhjælp.
På dr.dk kunne man den 9. juli læse, at ”over seks millioner tilskuere har spist 63 kilometer hotdogs”. Det er egentlig en uskyldig historie. En enkelt vinkel på VM i fodbold, der brager ud af skærmene i øjeblikket. Hvis du bare tænker og hvad så? Ja, så har du misset noget bemærkelsesværdigt ved verden i 2026. For er hotdog-indtaget virkelig væsentligt? Er det ikke bare endnu et eksempel på en grasserende tendens?
Alt det rundt om essensen får konstant mere og mere plads
Det er bestemt ikke kun i fodbold, at der er op- og nedtakt, mere eller mindre skarpe analyser plus alverdens spøjse side-historier. Alt det rundt om essensen får konstant mere og mere plads. Da Keir Starmer gik af, lavede Reuters eksempelvis en historie på Larry the Cat, som har overlevet seks premierministre. Eller mere præcist: De skabte indhold.
Indholdskrig
Som markedsføringsperson ved jeg godt, hvorfor vi er endt, hvor vi er. Storytelling og content creation er bare to begreber, som fortæller en lille del af historien. Store brands som eksempelvis Apple og Nike er gået forrest, når det gjaldt om at udvide oplevelsen af de to virksomheder.
De har kort fortalt opfundet og vedligeholdt universer, der har haft til hensigt at etablere det stærkest mulige bånd mellem forbruger og brand. Den tilgang har mange andre end virksomheder kastet sig over, fx politikerne. Bare tag Donald Trump, der lavede Truth Social for ucensoreret at kunne pumpe sin verdensversion ud. Sit indhold simpelthen.
Da Iran og USA kom i krig tidligere på året, var det derfor også meget 2026-agtigt, at Iran som en form for soft power-modsvar lavede USA-kritisk indhold til sociale medier.
Det er let at føle, at vi alle er med i en indholdskrig. Som udkæmpes mellem brands, personer og lande. En tungtvejende grund til al indholdsproduktionen er derudover, at meget indhold er nemt at forstå. Det skyldes bl.a., at et succesparameter for meget indhold er klik og likes.
Men Mellemøsten-konflikten er utrolig svær at overskue, alene forholdet mellem Iran, Israel og USA er ekstremt komplekst. Små weird film gør ikke det komplekse forståeligt. Indholdskrigen er bare nemmere at gå ind og ud af, end de faktiske, dødbringende krige er.
Når underholdning bliver til noget andet
Til live-optrædener som koncerter og teaterforestillinger har det i årevis været diskuteret, hvordan god opførsel og mobiler hænger sammen. Derfor blev jeg også overrasket, da jeg for nylig oplevede, at en speaker-stemme lige inden et Simon Talbot-show, direkte opfordrede publikum til at lave fedt indhold. Der var carte blanche til at tage fotos og filme løs.
Det er nemt at have alle mulige mere eller mindre puritanske holdninger til forbindelsen mellem underholdning og indholdsproduktion. Men det er jo hverken interessant eller konstruktivt at mene, at stand-uppere eller influencere eller hvem det nu måtte være, lægger vores civilisation i graven med mobiltelefoner. Jeg synes da også selv, at det var sjovt at se Birte Kjær og Tobias Rahim synge sammen. Selv om de gjorde det midt om natten, og jeg ikke stod foran Orange Scene og oplevede det.
Reklame, musik, sceneoptræden – mange underholdningsgenrer har fået tilført mindst en ekstra dimension med den indholds-ekstravaganza, der er blevet helt normal.
Homo ambivalens
Du kender endnu ikke underoverskriftens mennesketype. Det er ikke engang rigtigt latin. Men det kunne være dig. Vi er alle (eller mange, i hvert fald mig, der skriver og dig, der læser) blevet til indholdsproducenter og -konsumenter.
Og det udsætter os for så rigelige mængder modstridende indtryk, at det giver modstridende følelser. Fordi vores sociale feeds alt for hurtigt fører os fra jordskælv i Venezuela over søde kattekillinger til kilometervis af hotdogs til en fodboldturnering. Fordi tv-nyhederne går direkte fra NATO-møde i Ankara til larver i Odense. Følelserne fylder. Måske endnu mere i disse år end tidligere. De er helt sikkert centrale i indholdskrigen.
Mange underholdningsgenrer har fået tilført mindst en ekstra dimension med den indholds-ekstravaganza, der er blevet helt normal
Før nogen tænker, ja ja, er du måske psykolog, vil jeg skynde mig at sige – nej. I denne klumme-sammenhæng er jeg udelukkende indholdskreatør. For denne tekst er (også) indhold. Men måske kan den pirre din ambivalens.
Selv en amatør-psykolog ved imidlertid, at følelser helst ikke skal styre ens liv. Men de findes, og de er både gode, dårlige og meget andet. I denne sammenhæng skal de tages alvorligt, og følelserne kan anvendes, som en slags distancerende redskab. Hvis følelser bliver til bevidste tanker og derefter forvandler sig til et redningsbælte i det konstant voksende indholdsocean.
For måske skal vi til selv at redigere indholdet. På en temmelig lavpraktisk facon. Ved at slukke for fodboldkampen, når dommeren fløjter af. Ved ikke at tage billeder til en koncert eller et comedy-show. Der er flere muligheder. Tænk over det, du nye menneske – homo ambivalens.
Svaret på denne artikel – dette stykke indholds – overskrift er derfor også et nej. Man behøver ikke absolut at udholde alt for meget indhold. Selv tak.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.