MENNESKER MED HANDICAP // KRONIK – Når afstumpethed, latterliggørelse og hån normaliseres som journalistisk tone, smitter det af på resten af samfundet. Derfor er en episode fra Radio IIII-podcasten med Mikkel Lind Sorgenfrey og Ditte Okman ikke en bagatel. Sagen har udløst en berettiget shitstorm, skriver Lisbeth Riisager Henriksen: “Det er en stor magt at have taleret i public service-medierne. Så kan man virkelig trække samfundet i en bestemt retning”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Før folketingsvalget den 24. marts skrev jeg i en kronik i POV, at jeg ønsker mig en regering og et folketing, der ikke betragter mennesker med handicap som en byrde. Det skrev jeg på baggrund af endnu en valgperiode, hvor Folketinget på lange strækninger har ført en kynisk politik over for mennesker med handicap, hvor det endnu engang har udsat mennesker for strukturel diskrimination på baggrund af en favorisering af kropskapable, herunder neurotypiske, personer – med stor skade til følge.
FN’s Handicapkomité kritiserede i 2024 Danmark alvorligt for ikke at leve op til Handicapkonventionen på en lang række områder, blandt andet i forhold til artikel 8 om positiv bevidstgørelse om mennesker med handicaps ret til respekt for deres menneskelige værdighed og om deres rettigheder. Uden retvisende synlighed i mediebilledet bliver deres vej til grundlæggende rettigheder, retssikkerhed og inklusion svært fremkommelig. Derfor spurgte jeg i en anden kronik om, hvorfor socialpolitikken, herunder handicapområdet, glimrede ved sit fravær i valgkampen i blandt andet DR og TV 2.
Det problematiske er derfor ikke kun deres latter, men hele deres grundlæggende afvisning af at ville forsøge at forstå Rasmus og andre som ham
Jeg bemærkede også, at valglederdebatten den 10. marts fra Fængslet i Horsens, som var arrangeret af TV 2 og TV 2 Østjylland, var en undtagelse fra reglen om handicapområdets fravær. Her fik blandt andet førtidspensionist Rasmus Lund-Sørensen, som lever med cerebral parese (tidligere benævnt spasticitet), mulighed for at stille et spørgsmål direkte til partilederne: ”Hvorfor fanden fylder mennesker med handicap så lidt i valgkampen, men også generelt på Christiansborg?”
Selvom hans stemmeføring var påvirket af den cerebrale parese, blev han udmærket forstået af TV 2-vært Mads Frimann og de deltagende partiledere. Det blev en meget rosværdig og væsentlig debat, som var fint og respektfuldt modereret af Mads Frimann.
Nu er folketingsvalget overstået. Mens Mette Frederiksen er kongelig undersøger af muligheden for at danne en ny regering, har Radio IIII den 2. april bragt et stærkt kritiseret indslag i deres podcast ”Vi ser på det”.
Hvorfor fylder mennesker med handicap så lidt i valgkamp og på Christiansborg?
Værten for podcasten var Mikkel Lind Sorgenfrey, og de tre gæster var Ditte Okman, Camilla Boraghi og Jacob Weil. Programmets koncept er, at der ’anmeldes’ forskellige medieindslag i en meget let og bramfri tone.
Podcasten den 2. april handlede om ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Ingen af de medvirkende har meget til overs for tv-programmet, som de kalder useriøst og irrelevant. De taler mest om det, som et generelt tv-koncept, men også om konkrete eksempler.
På et tidspunkt udtaler Ditte Okman: ”Sådan har jeg det faktisk hver eneste gang, jeg ser ”Go’ morgen Danmark”: Nu leger vi, at det her er et rigtigt problem, eller vi leger, at det her er en kæmpestor befolkningsgruppe, som står med denne her udfordring eller glæde eller et eller andet.”
På den optakt følger i podcasten et klip fra ”Go’ morgen Danmark” den 16. marts. Heri siger en studievært, at formueskat, drikkevand og klasseloftet i folkeskolen har været nogle af de store emner og temaer i valgkampen. ”Men spørger man borgere med ét tema på dagsordenen, så er der noget, vi mangler. Hør bare her,” siger han og afspiller et klip fra netop TV 2 og TV 2 Østjyllands valgdebat i Horsens med Rasmus Lund-Sørensens spørgsmål.
Under og efter afspilningen af klippet hører man Ditte Okman bryde spontant ud i fnis og latter. ”Vi skal da ikke sidde og grine af det,” siger Camilla Boraghi, men Okman fortsætter med at le. ”Nej,” siger også Mikkel Lind Sorgenfrey, men han fniser alligevel og spørger: ”Kunne I være værter på det her program?”
Herefter følger en forrået og afstumpet ordveksling.
(teksten fortsætter efter faktaboksen)
Dét sagde de i ”Vi ser på det” 2. april 2026
Ditte Okman udtaler på et tidspunkt: ”Sådan har jeg det faktisk hver eneste gang, jeg ser Go’ morgen Danmark: Nu leger vi, at det her er et rigtigt problem, eller vi leger, at det her er en kæmpestor befolkningsgruppe, som står med denne her udfordring eller glæde eller et eller andet.”
På den optakt følger et klip fra ”Go’ morgen Danmark” 16. marts. I klippet siger en studievært, at formueskat, drikkevand og klasseloftet i folkeskolen har været nogle af de store emner og temaer i valgkampen. ”Men spørger man borgere med ét tema på dagsordenen, så er der noget, vi mangler. Hør bare her,” siger han og afspiller et klip fra netop TV 2 og TV 2 Østjyllands valgdebat i Fængslet i Horsens 10. marts med Rasmus Lund-Sørensens spørgsmål.
Under og efter afspilningen af klippet hører man Ditte Okman bryde spontant ud i fnis og latter. Camilla Boraghi prøver at få hende til at dæmpe sig, men Ditte Okman fortsætter med at grine ustyrligt over Rasmus Lund-Sørensens spastiske stemmeføring.
”Vi skal da ikke sidde og grine af det,” siger Camilla Boraghi.
”Nej,” fortsætter Mikkel Lind Sorgenfrey, fniser og spørger: ”Kunne I være værter på det her program?” En forrået og afstumpet ordveksling følger.
En anden anslår tonen ”Øh”, som hun holder i flere sekunder, hvilket understøtter latterliggørelsen af emnet.
Mikkel Lind Sorgenfrey tager selv ordet tilbage og siger: ”Nej, jeg ville ikke kunne lade være med at grine. Og det er ikke kun det her program, den her udsendelse eller den her historie. Det er rigtig mange historier.”
Jacob Weil tager over: ”Det er ikke så meget dét. Jeg ville ikke kunne være det, fordi der er for mange af historierne, hvor jeg ikke ville kunne fake interesse…” Han er ikke færdig med at svare, men der følger fortsat en række ordvekslinger, hvor de taler i munden på hinanden som en slags polyfoni:
Ditte Okman spørger: ”Hvad var problemet her?”
Camilla Boraghi siger: ”Det ved jeg så heller ikke lige.”
Mikkel Lind Sorgenfrey: ”De er sure over, at handicappedes problemer ikke er repræsenteret nok i valgkampen og i det hele taget heller ikke på Christiansborg. Og det er jo fair nok.”
Ditte Okman afbryder: ”Der er sygt mange handicappede.”
Mikkel Lind Sorgenfrey fortsætter med at sige det, han var ved at sige: ”Det her var bare en ny historie, jeg faldt over, som er et billede på, at der altid er handicappede med i ”Go’ morgen Danmark”. Når man kigger på det her program, så får man jo en oplevelse af eller forestilling om, at [nærmest] alle i Danmark er handicappede …”
Så følger en episode, hvor Ditte Okman fortæller, at hun har læst om en ny undersøgelse, som fastslår, at der er en million mennesker med handicap i Danmark. Det gør hun nar af, for det tror hun ikke på. Flere af de medvirkende diskuterer, hvem der så ”er handicappet”, og det fremgår, at de f.eks. ikke forbinder mennesker med solsikkesnor og ADHD med dét at have et handicap.
Dele af den oprindelige podcast kan høres her.
Den redigerede podcast kan høres her.
Mikkel Lind Sorgenfrey siger, at han ikke ville kunne være journalistisk vært for et menneske med handicap, for så ville han ”ikke kunne lade være med at grine”. Jacob Weil siger, at han heller ikke ville kunne være det, fordi der er for mange af historierne, som han ikke ville kunne ”fake” interesse for.
Det er chokerende at høre flere journalister sidde og sige direkte, at de ikke professionelt hverken evner eller er villige til at dække historier om mennesker med handicap og handicapområdet, svarende til et omfang på op til en million borgere. Har de virkelig så lidt empati og interesse i nogle af deres medborgere?
Latteren opstod ikke i et tomrum. Den opstod i en kultur, vi alle er en del af
De tager aldrig Rasmus Lund-Sørensens spørgsmål alvorligt, og samtalen løfter sig aldrig op til at handle om den virkelighed, som han henviser til. Endog vender de virkeligheden helt på hovedet, fra spørgerens opfattelse af underrepræsentation til deres egen påstand om overrepræsentation af mennesker med handicap.
Det problematiske er derfor ikke kun deres latter, men hele deres grundlæggende afvisning af at ville forsøge at forstå Rasmus og andre som ham.
Kritik og shitstorm
Selv blev jeg, ligesom Rasmus Lund-Sørensen, først opmærksom på Radio IIII-podcasten efter at have læst et Facebook-opslag fra påskesøndag af socialrådgiver og tidligere kommunalpolitiker i Aarhus, Almaz Mengesha. Hun skriver blandt andet: ”Når toneangivende stemmer griner af mennesker med handicap, flytter det grænsen for, hvad vi som samfund synes er acceptabelt. Derfor er det nødvendigt at sige fra over for mobning.”
Mengesha har tidligere i et debatindlæg i Dagbladet Information skrevet kritisk om en lignende episode i sladderpodcasten ”Det, vi taler om” på samme radiokanal i december sidste år. Her gjorde Ditte Okman, denne gang som vært, og de deltagende gæster sig morsomme over en historie om Thomas Markle, faren til Hertuginde Meghan (der er gift med britiske Prins Harry), der havde fået amputeret et ben som følge af akut alvorlig sygdom. Mengesha er selv dobbelt benamputeret efter en ulykke som barn, og derfor blev hun ked af og vred over deres udtalelser. Hun lod sig også interviewe om sagen af blandt andet journalist Sara Bovin.
I december fik hun svar fra Radio IIII på sin kritik af podcastepisoden. De afviste, at der var noget at komme efter.
Spejl på samfundsproblem: stigmatisering, diskrimination, disrespekt og dehumanisering
Efterfølgende har Rasmus Lund-Sørensen, som individ og repræsentant for mennesker med handicap, mere bredt fået utroligt stor opbakning fra mange sider af, ligesom mange også har kritiseret og istemt en shitstorm over for Mikkel Lind Sorgenfrey, Ditte Okman, chefredaktør Marie Rask Glerup og ansvarshavende chefredaktør og direktør Nicolai Thyssen.
For eksempel tager CP Danmark i et Facebook-opslag 2. påskedag kraftigt afstand fra, at man på statsfinansieret radio griner af og mobber mennesker på grund af handicap. ”Det kan og må vi aldrig acceptere,” pointerer de. De beder programmets redaktion og Nicolai Thyssen ”om at løfte niveauet, undgå lignende situationer i fremtiden – og give en undskyldning til Rasmus. Det centrale spørgsmål må være: Er programmet værdigt til de knap 100 millioner kroner (…) i [årlig] statsstøtte?”
En lignende opfattelse af sagen fremlægger journalist Rasmus Elmelund i en leder i Dagbladet Information den 7. april: ”Den egentlige skandale er (…) at Radio IIII har vurderet, at netop den type indhold styrker stationens public service-profil. Og at hun [Ditte Okman, red.] og hendes program var det mest oplagte at kaste penge efter i kampen for at forlænge sendetilladelsen.”
Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, fortæller i en yderst oplysende, nuanceret og respektfuld udsendelse på ”Go’ aften Live” 7. april om, hvordan sagen har rystet ham. Forud for sin deltagelse i studiet skrev han i et Facebook-opslag: ”… der bliver overskredet en grænse, når man i et radiostudie griner af et menneske med handicap og hans måde at tale på. Men hvis vi nøjes med at kalde det en fejl, snyder vi os selv.”
”Latteren opstod ikke i et tomrum. Den opstod i en kultur, vi alle er en del af,” skriver han og tilføjer, at latteren ikke bare var et øjebliksbillede, men et spejl.
”Spørgsmålet er,” spørger han, ”om vi er villige til at kigge i det – og ændre både vores egen adfærd og de strukturer, vi har skabt.” Det kræver ”politisk handling”, ”en ny retning for handicappolitikken, så flere bliver en del af arbejdspladser, uddannelser og fællesskaber, og så vi får gjort op med den usikkerhed, der stadig præger vores samfund.”
Her siger han noget af det samme, som handicapforsker og tidligere folketingsmedlem Kristian Hegaard (R) formulerede i P1 Orientering 7. april, som jeg i øvrigt skal fremhæve.
Rigtig mange andre repræsentanter for handicapbevægelsen, for handicapforskning, for Folketinget og andre sider har udtrykt lignende synspunkter på sociale eller i publicistiske medier. Mange publicistiske medier har dækket sagen. Det gælder f.eks. TV 2, DR, Kristeligt Dagblad, Dagbladet Information, JydskeVestkysten, Politiken, Berlingske, NB Social, Socialmonitor og fagbladet Journalisten. En del af dem har også på lederplads taget afstand fra forråelsen af menneskesynet.
Det er et paradoks, at shitstormen har været med til at åbne en ellers meget tung og lukket dør til både DR og TV 2 for mennesker med handicap og deres spørgsmål. Hvis det skal have nogen reel betydning, må det også føre til, at deres chefredaktører forholder sig aktivt til, hvilken repræsentation de vil give mennesker med handicap ret til og handler på det.
Undskyldninger, beklagelser, forklaringer og bagatelliseringer
Marie Glerup har 2. påskedag givet en ”uforbeholden”, skriftlig undskyldning til Rasmus Lund-Sørensen via en Facebook-kommentar fra sin private Facebookprofil. Hun har endvidere samme dag afpubliceret udsendelsen, klippet grinesekvensen med Ditte Okman ud fra afspilningen af Rasmus Lund-Sørensens udtalelse, klippet flere andre ordvekslinger væk og genpubliceret podcasten i redigeret form.
Hun har også undskyldt over for Rasmus Lund-Sørensen i et andet program, ”Eftermiddag”, på Radio IIII samme dag, hvor værterne Katrine Volsing og Maria Bohm talte med Rasmus Lund-Sørensen og hende om episoden på Radio IIII.
Det, hun undskylder for, er at episoden ikke var blevet klippet væk inden udgivelsen. Hun forklarer, at redaktionen havde bedt gæsterne om at være ”umiddelbare” i deres deltagelse i podcasten, og at de ikke var blevet ”forberedt på” Rasmus Lund-Sørensens spastiske stemmeføring inden optagelsen. Argumentet synes at være, at man ikke kan forvente, at gæster på en public servicekanal kan udvise empati og situationsfornemmelse uden forberedelsestid. Hun siger, det er redaktionens ansvar alene. I øvrigt virker det, som om hun mener, at det er de indledende grin alene, som er uacceptable.
Kommer undskyldningerne, hvis de kan betragtes som sådanne, så til at ændre noget som helst hos Radio IIII?
Den tilrettede version indeholder dog, efter min opfattelse, stadig mange grove og helt uacceptable udtalelser fra både Mikkel Lind Sorgenfrey og Ditte Okman, og den afspejler en grundlæggende disrespekt for mennesker med handicap. Den disrespekt tager Marie Glerup slet ikke afstand fra.
Mikkel Lind Sorgenfrey har i et skriftligt svar til Ekstra Bladet 2. påskedag også undskyldt over for Rasmus Lund-Sørensen og tilsluttet sig sin chefredaktørs undskyldning.
Ditte Okman havde frem til og med 2. påskedag ikke reageret på kritikken. Hun henviste, skrev TV 2 dengang, til Marie Glerups udtalelser. Tirsdag den 7. april har hun dog givet en undskyldning på sin Facebook-væg, ligesom hun har ringet og undskyldt over for Rasmus Lund-Sørensen. Hun skriver blandt andet: ”Episoden er selvsagt enormt skamfuld, jeg er selv skamfuld, så tusind tak til Rasmus for det [at han ville tage imod hendes undskyldning, red.]. Til andre personer med handicap, der er blevet stødt, kommer her en uforbeholden undskyldning. Undskyld.”
Den skal hun have tak for, selvom hun kommer meget sent med den og kun på grund af shitstormen. Også hun formulerer sig, som om hendes eneste fadæse er grineepisoden. Hun får også lige nævnt, at hun selv allerede efter optagelsen gjorde sin redaktion opmærksom på, at grineflippene burde blive klippet væk inden udgivelse. Det valgte redaktionen at se bort fra, hvilket Marie Glerup bekræfter.
Når Marie Glerup så beklager udgivelsen og vil redigere den fire dage efter udgivelsen, virker undskyldningen endnu mindre troværdig.
I P1 Orientering 7. april fortalte retorikprofessor Lise Storm Villadsen om, hvordan undskyldningerne fra folk fra Radio IIII mest lignede bortforklaringer, og at de derfor er svære at tro på.
Får shitstormen reelle konsekvenser for Radio IIII eller andre medier?
Kommer undskyldningerne, hvis de kan betragtes som sådanne, til at ændre noget som helst hos Radio IIII? Vil de få radiostationen til at stramme op omkring menneskesyn og journalisternes jargon?
Det er jeg desværre ikke overbevist om. Som Sara Bovin skriver i et Facebook-opslag den 8. april, så har det f.eks. ”aldrig haft ægte konsekvenser for Ditte Okman at tale hånende og groft nedsættende om mennesker med psykiske sårbarheder eller andre lidelser. I mediebranchen har det kun givet medvind op ad karrierestigen.”
Der er også andre magtfulde journalister, der slår ring om hende. For eksempel citeres Mads Brügger for at sige, at ”Ditte siger, hvad andre tænker” – hvilket, han vurderer, i de fleste tilfælde er en god og profitabel journalistisk egenskab. Han er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Frihedsbrevet, men var Okmans tidligere journalistiske chef på den hedengangne Radio24syv – den, der satte hende i gang med at lave ”Det, vi taler om”. Men er en så afstumpet indstilling til andre mennesker virkelig repræsentativ for, hvad ”andre” journalister tænker?
Opfordringen bør stiles til alle medier. For alle medier kan faktisk gøre det meget bedre
En anden er Anne Sophia Hermansen, der blandt andet laver radio for DR og er kulturkommentator for Berlingske og Weekendavisen. Hun har i et opslag på LinkedIn den 7. april kaldt sagen for ”hysteri”. Jeg opfatter det som om, hun nærmest selv gør grin med de nævnte mennesker med handicap, idet hun gør ord fra en andens debatindlæg i Berlingske til sine egne: ”En dårlig, klodset eller upassende reaktion er ikke ensbetydende med, at nationens moralske fundament vakler. Vi behøver ikke at mobilisere hele følelsesapparatet, som om civilisationen står og falder med en radioværts latter …”
Jo, dette handler om det moralske fundament, om menneskesynet og dét, der skaber civilisation. Men ingen har sagt, at hele civilisationen står og falder med en radiovært eller gæsters latter. Det er hendes egen påstand og overdrivelse.
Når menneskelig afstumpethed, latterliggørelse og hån normaliseres som journalistisk tone, smitter det af på resten af samfundet. Derfor er episoden fra Radio IIII ikke en bagatel.
Det er en stor magt at have taleret i public service-medierne. Så kan man virkelig trække samfundet i en bestemt retning. Den magt bør Mikkel Lind Sorgenfrey, Ditte Okman og de øvrige på Radio IIII forvalte med omtanke, medmenneskelighed, ydmyghed og respekt for deres medmennesker.
Men opfordringen bør stiles til alle medier. For alle medier kan faktisk gøre det meget bedre.
Her er et læsværdigt indlæg af en ung studerende, der har fået nok af forloren moralisme. Hurra for ham. Han tager radioværten Ditte Okman, som i sidste uge fik et upassende grineanfald, i forsvar, efter hun er blevet kritiseret i nærmest samtlige medier. P1 Morgen gjorde hende endda i morges til en nyhed på linje med Trumps altødelæggende krig mod Iran. Proportioner? Helt væk.
Ja, hun kom til at grine af en mand med handicap. Ja, det var upassende. Radiollll har sagt undskyld. Hun har sagt undskyld. Passér gaden.
Men nej. Blodtørsten lader sig ikke lige sådan slukke, og skribenten skriver derfor følgende:
“En dårlig, klodset eller upassende reaktion er ikke ensbetydende med, at nationens moralske fundament vakler. Vi behøver ikke at mobilisere hele følelsesapparatet, som om civilisationen står og falder med en radioværts latter i et studie.
Vi er blevet et samfund, hvor alt skal føles, fordømmes og straffes maksimalt. Et samfund, hvor proportionerne er forsvundet, og hvor den største synd ikke er at deltage i forargelsen.”
Til sidst en opfordring: “Lad os i stedet stoppe hysteriet og komme videre.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og