”Store patter” – hvad har kvinders kroppe med mandesportens sejre at gøre?

af i LIGESTILLING/Liv & Mennesker/Mænd/Sport

KØN // LIGESTILLING – Da herrelandsholdet i håndbold fredag aften bragte sig i VM-finalen efter en historisk velspillet semifinale mod Frankrig, kogte landet forståeligt nok over af stolthed. Sådan en glæde tager mange former, og én af mine mandlige journalistkollegaer fra et stort dansk dagblad valgte på sin FB-profil at poste opdateringen ”STORE PATTER!”, skrevet med versaler og udråbstegn, som jeg gengiver det her.

Det overraskede mig pænt meget, fordi der er tale om en journalist, jeg nærer næsegrus beundring for grundet hans altid professionelle, kompetente håndværk skrevet med menneskekendskab og begavet analyse. Så jeg spurgte ind til de ”STORE PATTER!”. Hvem det mon var, der havde dem, om det var nogen kvinder han kendte, eller måske endda nogen han holdt af?

Jeg undrer mig over, hvorfor selvhævdelsen, terrænpisseriet, disrespekten og magtpositioneringen i handlingen er usynlig selv for mænd, der er på kønsligestillingens side. Hvorfor afviser de, at der skulle være et problem?

I den efterfølgende dialog, gjorde jeg gældende, at jeg ser vendingen som udtryk for strukturel hverdagssexisme, men jeg talte for døve ører. Han afviste, at der skulle være et problem, og havde ingen forståelse for, at jeg kerede mig om så diminutiv en sag.

Men er det en bagatelagtig sag?

Det synes jeg ikke.

Det handler om at vinde hævd

Siden det for et års tid siden kom til offentlighedens kendskab, at herrelandsholdet i fodbold brugte ”STORE PATTER!” som sejrsråb i omklædningsrummet, når de havde vundet en kamp, er vendingen blevet kopieret af smådrenge ude i landets lokalklubber, ligesom store bannere med udtrykket har fundet vej til tilskuertribunerne, når voksne mænd spiller fodbold i de mere estimerede rækker, og ad den vej er ”STORE PATTER!” nu kommet ind i vores stuer, når kampene transmitteres på tv.

Tag ikke fejl af symbolværdien og den kontekst vendingen råbes i. De gør hævd på at tale om kvinders kroppe, som det passer dem, når det passer dem.

Vendingen er altså trængt ud af de lukkede rum ud i offentligheden og benyttes som et legitimt offentligt statement. Små drenge kan tillade sig at skrige ”STORE PATTER!”, når de har vundet, uden at der er en kat, der reagerer.

Men hvorfor råber mænd i det hele taget ”STORE PATTER!”, når de har vundet? Hvorfor råber de ikke: ”Solen er rød”, ”der er sne på taget”, ”livet er stort” eller noget andet, der har lige så lidt med sejren at gøre som de store patter?

Når man råber efter at have vundet, gør man hævd på sejren, tænker jeg. Så når min datter sammen med sine medspillere råber: ”Hvem var det der vandt i dag, det var dem fra Virum af!” efter en fodboldsejr over Albertslund, så gør de hævd på den sejr, de lige har hentet hjem til klubben.

Det samme gælder herrespillere. Men når de råber ”STORE PATTER”, forstærker de deres sejrsoplevelse ved også at gøre hævd på kvinders kroppe. Tag ikke fejl af symbolværdien og den kontekst vendingen råbes i. De gør hævd på at tale om kvinders kroppe, som det passer dem, når det passer dem. Gør hævd på deres ret til at værdisætte den og seksualisere den langt uden for nogen rimelig sammenhæng.

Det er sådan, jeg tolker det.

Jeg ville ønske vi kunne tale om det

Gennem livet har jeg erfaret, at min og andre kvinders kroppe er tilgængelige. Vi forstår, at mænd kan kommentere, beglo, berøre og udskamme vores kroppe uden at spørge os om lov. Det betyder ikke, at alle mænd vil gøre det. Men det betyder, at muligheden findes for dem strukturelt i vores kultur, og at kulturen giver dem lov til at sidde vores eventuelle grænsesætning overhørig.

Når herrefodboldlandsholdet i råber ”STORE PATTER!”, fordi de har vundet, spejler og cementerer de – i mine øjne – deres samfundsmæssige magt.

Som kvinde har jeg ikke den tilsvarende adgang til mænds kroppe. Jeg er ikke sanktioneret af kulturen, historien og det sociale kodeks til uhindret at gribe ud efter, berøre eller højlydt kommentere mænds kroppe uden at skænke deres personlige grænser en tanke. Af samme grund råber kvindelandsholdet i fodbold heller ikke ”STORE PIKKE!” inde i omklædningsrummet, når de har vundet en kamp og deler sejrsråbet på deres FB-profiler, sådan som herrelandsholdet gjorde.

I et ligestillingsorienteret samfund kan det umuligt være en diminutiv sag, at drenge og voksne mænd råber ”STORE PATTER”, når de har vundet en fodboldkamp.

Jeg undrer mig over, hvorfor selvhævdelsen, terrænpisseriet, disrespekten og magtpositioneringen i handlingen er usynlig selv for mænd, der er på kønsligestillingens side. Hvorfor afviser de, at der skulle være et problem? Hvordan kan selv kløgtige mænd tage ordene i munden uden at forstå, hvad de betyder? Og hvad sker der, hvis de tænker deres hustru, datter, søster, mor og farmor ind i ligningen?

Jeg ville ønske, vi kunne tale om det.

Men hvordan får vi en dialog, hvor mænd sænker paraderne og lytter? Og hvor jeg måske kan blive klogere på, hvad mænd oplever, når de råber ”STORE PATTER!”.


Foto: Wikipedia.

Journalist med egen medievirksomhed. Oprindelig uddannet cand.mag. i historie og kønsstudier. Har de sidste 20 år arbejdet med journalistik og kommunikation dog med enkelte sidespring til køns- og medieforskningen.

Har blandt meget andet skrevet bagsideklummer til Information, blogget om køn og medier på journalisten.dk, lavet undervisnings- og oplysningsmateriale om køn og grænser til folkeskolen,
anmeldt tv, fag- og skønlitteratur for Politiken gennem 15 år, stået i spidsen for digitaliseringen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, været forskningsleder for nordisk forskningsprojekt om unge, køn og pornografi, og de senere år slået sine folder som moderator og interviewer på diverse litteraturfestivaler.

Erkendelsen af køn som social og hierarkisk forskelsmarkør ramte frontalt første skoledag, da Anette D sammen med klassekammeraterne skulle afhente lyseblå og sorte meddelelsesbøger hos læreren efter et kønnet trampe/listemønster, man nemt regner ud, når man får oplyst, at det foregik kort efter amerikanernes første månelanding.

Oplevelsen gik i blodbanerne på det syvårige barn og udstak kursen for hendes liv ligesom den også blev afgørende for både partnervalg og børneopdragelse. Og ja tilværelsens næstmest udskældte position – den kønspolitiske - har været pest og driver for de valg af stofområder hun har truffet som forsker, journalist, litteraturanmelder og debattør.

Dertil kan lægges, at hun efter opfordring fra sine forældre har brugt det meste af tilværelsen på at fægte sig frem som mønsterbryder, men stadig i bestemte situationer er i tvivl om, hvorvidt hun befinder sig i middelklassen på en badebillet.

Privat er hun gift med Peter og har to døtre, der ofte beder deres mor ”vente med kønsanalysen til efter filmen”.

Anette Dina skriver om køn og medier for POV.

Seneste artikler om LIGESTILLING