
2. VERDENSKRIG // HISTORIE – Tyskerne havde oprettet kæmpe rottefarme i flere lufthavne i Danmark og ville kaste pestbefængte rotter ned fra lavtflyvende fly som en form for biologisk våben mod Danmark. Historiker Jacob Vrist Nielsen har opdaget det pudsige rygte under sit arkivarbejde. Men er det sandt?
I januar 1944 kunne danskerne læse en opsigtsvækkende og skræmmende nyhed i det illegale blad De Frie Danske med overskriften:
“Er pestbefængte Rotter Tysklands nye hemmelige Vaaben?”
Bladet kunne fortælle, at tyskerne havde oprettet kæmpe rottefarme i flere lufthavne i Danmark, blandt andet i Kastrup Lufthavn.
Ifølge artiklen ville tyskerne kaste “pestbefængte Rotter” ned fra lavtflyvende fly som en form for biologisk våben.
Rotter havde faktisk været i spil tidligere. Den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE) eksperimenterede med at sy sprængstof ind i døde rotter
Jeg stødte på rygterne om de flyvende pestrotter i forbindelse med arbejdet til min kommende bog “Flugten over Sundet”, der handler om danske officerer i eksil under 2. verdenskrig.
Men historien er så pudsig, at jeg simpelthen måtte dele den. Samtidig giver den indblik i hverdagen i det besatte Danmark, hvor troværdige oplysninger ikke altid var nemme at komme i besiddelse af.
Rygtebørs Danmark
Rygter og sladder oplevede gyldne dage under krigen.
Besættelsesmagten masseovervågede kommunikationsforbindelserne og kontrollerede pressen, så rygter blev en væsentlig kilde til information, men også til mis- og desinformation.
På grund af pressecensuren nærede danskerne en skepsis over for de almindelige medier, og hundreder af illegale aviser voksede frem i medielandskabet.
Men de illegale blade og aviser videregav ofte rygter, som de ikke havde mulighed for at be- eller afkræfte.
Og ofte var det så godt som umuligt at skille skidt fra kanel og vide, om noget var sandt eller ej.
I den situation valgte mange redaktører hellere at advare en gang for meget end en gang for lidt.

De flyvende rotter
Den absurde nyhed om de flyvende pestrotter var en af de historier, som ikke kunne verificeres – og den vakte bekymring.
Rygter om, at tyskerne arbejdede på et “vidundervåben” (Wunderwaffen), der kunne ændre slagets gang, havde længe floreret.
Rotter havde faktisk været i spil tidligere. Den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE) eksperimenterede med at sy sprængstof ind i døde rotter.
Tanken var, at tyskerne skulle finde de døde dyr og smide dem i ilden for at slippe for sygdomme, hvorefter rotterne ville eksplodere.
Planen blev aldrig realiseret.
Til gengæld skabte kendskabet til de eksplosive rotter panik.
Ifølge en SOE-rapport blev den tyske frygt og det ekstra kontrolarbejde faktisk en større succes for os, end hvis rotterne rent faktisk var blevet brugt.
Pestrotterne lægges til hvile
Historien om pestrotterne nåede også Sverige, hvor den danske militære efterretningstjeneste var flygtet til i efteråret 1943.
Efterretningstjenesten erfarede, at rygterne var begyndt hos en dansk kvinde, der arbejdede for besættelsesmagten i Kastrup Lufthavn.
En tysk officer havde fortalt hende, at en masse pestbefængte rotter var kommet til Danmark.
Efterretningstjenesten fandt også en anden kilde til historien: En Siemens-ansat, der havde spist på en restaurant i Indre By i København.
Historien viser, hvordan mis- og desinformation opstår i et tomrum, når tilliden til etablerede medier svækkes
Han overhørte en samtale mellem to mænd, hvor den ene fortalte, at han dagen før havde mødt en lastbilchauffør, der kom kørende med en masse bure.
Der var fyldt med rotter, som skulle ud til lufthavnen.
Rotterne var tilsyneladende endnu ikke inficeret, da de var livlige og åd franskbrød.
Efterretningstjenesten afskrev dog pestrotterne som falske rygter.
I deres rapport i Stockholm konkluderede de, at hele historien var baseret på andenhåndsberetninger.
Rygter som våben
Historien om rottefarmen i de danske lufthavne er næppe sand, men den illustrerer, hvordan rygter kan være et våben i sig selv.
Som det satte frygten i bevægelse, så gjorde rygterne det også.
Og i krig kan frygt være lige så effektiv som krudt og kugler.
Historien viser, hvordan mis- og desinformation opstår i et tomrum, når tilliden til etablerede medier svækkes.
Når borgerne ikke kan stole på officielle kilder, vokser rygterne.
POV bringer historien i samarbejde med Videnskab.dk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og