
FØDE FOR SJÆLEN // MADKLUMME – Theils Cantina disker op med kanelsnegle, bedesalat og syltede peberfrugter i en uge, hvor verdens geopolitik forvises fra køkkenregionerne.
Det er let at blive overvældet af en følelse af magtesløshed for tiden. Verden ligner ikke sig selv, og fremtiden kan virke utryg og ude af vores hænder. I den slags tider skal man øve sig på det nære, på at være god ved andre mennesker. Det er det perfekte tidspunkt at gå i køkkenet.
Selvfølgelig ved jeg godt, at det ikke løser de store problemer verden står over for lige nu. Og at der også kommer en tid, hvor man slet ikke skal i køkkenet, men må være mere aktiv.
Men lige her og nu, så kan man om ikke andet øve sig i at forsøge at gøre verden lidt bedre. Og en af de hurtigste og mest behagelige måder jeg kender, er at lave mad til andre mennesker.
Forleden inviterede jeg mine naboer til kanelsnegle. Der er et eller andet ved deres hvide blødhed og sukrede, krydrede indmad, der signalerer noget trygt og hyggeligt.
På den måde kan man gøre verden en lille smule bedre. I sneglefart
Kanelsnegle er noget jeg har haft på mit repertoire, siden jeg var teenager, men det er også en af den slags ting man kommer til at tage lidt for givet. Man kan jo altid lave kanelsnegle. Men så hænder det, at man glemmer det. Og selv havde jeg ikke lavet dem i flere år. Hvor blev det et skønt gensyn.
Det man skal huske, inden man går i gang er, at kanelsnegle skal hæve virkelig længe. Man skal gå i gang helst 2-3 timer før servering. Og så skal man ikke være nærig med fyldet eller friskkværnet kardemomme.
Den her gang kunne jeg nærmest ikke få det svampet nok som kontrast til verden derude, så jeg besluttede mig for at lægge sneglene tæt i en bradepande og lade dem vokse sammen til en blød organisme, som man skulle brække snegledele af fra.
Og så kunne jeg jo ikke dy mig for at lige få lidt blodappelsin ind i billedet. Trofaste læsere af Theils Cantina ved, at jeg elsker denne frugt lidt højere end de fleste andre, og når det er sæson benytter jeg enhver lejlighed til at få den ind i madlavningen.
En bedre verden i sneglefart
Der bliver til cirka 12 snegle af denne opskrift.
Til selve dejen
50 gram gær, 2 dl sødmælk, 50 gram sukker, en knivspids salt, 2 æg, 1 tsk frisk kværnet kardemomme (jeg bruger grøn og smadrer den ud af skallen i en morter og knuser de små sorte frø), cirka 550 gram mel og 100 gram blødt smør.
Til fyldet
200 gram blødt smør, 200 gram farin (den mørke), 2 spsk kanel
På toppen
1 æg til at pensle med
Glasur
Ca. 100 gram flødeost (jeg bruger Philadephia)
Saften fra en blodappelsin (riv skallen inden du presser)
Flormelis, så konsistensen passer perfekt
Revet appelsinskal til at pynte med (køb usprøjtede appelsiner, hvis du vil bruge skallen, ellers udelad den del).
Sådan gør du
Lun mælken og kom den i en skål sammen med gæren – sørg for at gæren er rørt ud i mælken. Tilsæt sukker, æg, salt og kardemomme.
Bland det godt, inden du tilsætter mel og de 100 gram smør i små stykker. Ælt delen i omkring fem minutter, til den hænger godt sammen og ikke er for klistret. Mærk efter om der skal mere mel i, men husk også at jo mere mel, jo tørrere bliver det færdige produkt.
Læg et lettere fugtigt viskestykke over dejen, og lad den nu hæve i halvanden time. Ja, det er lang tid, og det er klart værd at gøre, for det endelige resultat bliver blødt og luftigt.

Ventetiden kan man meget passende bruge på at gøre både fyld og glasuren klar.
Når hævetiden er forbi, drysser man en smule mel ud på bordoverfladen og ruller dejen ud til en aflang firkant. Den smører man fyldet på, og så ruller man forsigtigt sammen.
Det er jo en individuel sag hvor tykke man synes sneglene skal være, men for mig er den her mængde passende til 12-15 stykker. De skal skæres forsigtigt ud i skiver og man kan fint gøre det med en god kniv. Jeg kan nu godt lide at bruge min plasticdejskærer. Den virker mere nænsom. Men hvis det er en kniv du bruger, så skær forsigtigt, så sneglene ikke bliver for fladmaste.
Læg dem på bagepapir på en ovnplade med det fugtige viskestykke over igen. Nu skal de hæve 45 minutter.
Når der er 20 minutter tilbage af tiden, så sæt ovnen på 200 grader.
Når sneglene er klar, pensles de med et sammenpisket æg. Det sørger både for en skinnende overflade og at sneglene holder på fugten.
Sneglene skal bages i 15-20 minutter (ovne varierer, så begyndt at hold øje med dem efter 15 minutter).
Tag dem ud og lad dem køle af, inden du pynter med store bløde klatter af glasurcreme.
Det fine ved at bage en så stor portion er, at man kan invitere sine naboer forbi og endda sende flere af dem hjem med snegle. På den måde kan man gøre verden en lille smule bedre. I sneglefart.
Bløde beder og trøstesylt
Siden sidst har jeg været i Odense på en lørdag og faldt der over det fineste marked, der ligger på Sortebrødre Torv og så vidt jeg kan forstå har været der i mange, mange generationer.
Der var den fineste grønthandler, der solgte økologiske sager, og jeg kom hjem med en dejlig saftig fennikel, fine og smagfulde lokale æbler og en anden af mine yndlingsting: Gule beder. De er blødere og mildere i smagen end deres mørkerøde fætre, og jeg elsker at lave dem til en salat med feta.

Først koger jeg dem og lader dem køle af, inden jeg nænsomt trykker skindet af dem. Så skærer jeg dem i både, lægger dem i en skål med en virkelig god hvid balsamico, rigeligt med hakket bredbladet persille og feta i store hvide klumper, der er smuldret med let hånd.
Det er den fineste frokost og hvis der er en rest tilbage, er det næsten bedre dagen efter. Og den her salat fungerer naturligvis også som en del af noget mezze eller som tilbehør til en større ret.
En anden ting, jeg har tendens til at gøre når jeg er utryg, er at sylte. Og tilfældigvis var jeg lige kommet til at købe en lille kasse minipeberfrugter (det kan jo smutte), og selv om jeg elsker at få dem om morgenen sammen med ost, så kan jeg dårligt nå at spise dem alle sammen.
Så sidste weekend skar jeg dem i stykker og lagde dem i en opkogt lage med eddike, salt, lidt sukker, hvidløg og en lille teskefuld chiliflager. Nu ligger de der og hygger sig og trækker smag, mens vi venter på at verden igen bliver normal.
Måske når jeg at spise dem inden.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.