MIDTVESTLIV // KLUMME – Amerikanere og danskere har masser af kulturelle lighedspunkter, men hvordan vi spiser aftensmad, er ikke ét af dem. Og børn, der forventer særmenu ved aftensmaden, vænner Julie Bendtsen sig aldrig til.
CHICAGO – Et af vores Raleigh-vennepar havde en dreng, som var på alder med vores søn, men som på forunderlig vis aldrig så ud til at blive højere end en meter gennem de fem år, vi kendte ham.
Selv om det formodentlig bundede i det faktum, at ingen af hans forældre var udpræget vertikalt velsignede, jokede vi (internt, forstås) med, at det nok skyldtes, at hans diæt udelukkende bestod af pasta med smør og hvidt sandwichbrød med peanutbutter og syltetøj.
Drengen – vi kan kalde ham Jack – har fået lavet specialaftensmad, siden han kunne tygge. “Hvis jeg ikke laver pasta til ham, så nægter han at spise”, sagde hans mor om drengen, der på det tidspunkt var fire, mens hun tyggede af munden på et stykke laks med salat og kartofler, som resten af familien – og vi gæster – fik.
Alligevel har ingen af dem problemer med at køre et aftensmadsprogram, der består af bøf til ham, fisk til hende og kyllingenuggets fra fryseren og mac’n’cheese fra en æske til deres børn
Nu er jeg ikke den, der går ind i en diskussion med andre forældre, om hvad de vælger for deres børn, fordi 1) det er ikke min butik, og 2) jeg har stadig til gode at se eksempler på situationer, hvor dén slags ender godt. Men det afholder mig absolut ikke fra at undre mig højlydt for mig selv, mine nærmeste – og jer.
Venskabet løb i øvrigt ud i sandet – dog ikke på grund af vores forskellige spisevaner. Men mens vi stadig sås, spiste vi sammen fra tid til anden, og vi har holdt både nytår, Super Bowl-fester og sommerbarbecues sammen.
Det år, hvor Jack og hans familie var til nytårsmiddag hos os, medbragte hans mor – ud over den salat, som aftalen lød på – et fad med pasta. Hun vidste, at Jack ikke ville spise af hverken oksemørbraden, den sauce, der havde simret hele dagen eller de ovnstegte kartofler. Og heller ikke den salat, hans mor havde lavet. Han skulle have sin pasta, og det var det eneste, der blev lagt på hans tallerken.
Hvis Jacks tilfælde var et særsyn, ville det ikke afstedkomme en klumme. Men hans situation er på én gang normaliseret og så karikeret og samtidig fuldstændig autentisk, at det skriger til himlen. Det gør det af mange grunde, men særlig én undrer mig altid lidt mere: Jacks mor går ekstremt meget op i sin egen kost.
Det har naturligvis især én virkelig stor fordel: det er nemt at tage sine børn med på restaurant
Det samme gør en anden ven, Lilys mor. Hun er tidligere bodybuilder og ejer af flere fitnesscentre. Hun forsager gluten og rødt kød, drikker nødig vin til under 50 dollars flasken og styrer effektivt uden om de fleste kulhydrater. Hun er ekstremt bevidst om, hvad hun indtager.
Det gælder også hendes mand, børnenes far, der laver virkelig god mad, og som plejer at proklamere, at han foretrækker at indtage sine kulhydrater i flydende (procentholdig) form.
Alligevel har ingen af dem problemer med at køre et aftensmadsprogram, der består af bøf til ham, fisk til hende og kyllingenuggets fra fryseren og mac’n’cheese fra en æske til deres børn.
Det er mystificerende, og så igen ikke. Måske er det slet ikke så underligt, når man ser på amerikanernes spisekultur. Det er velkendt, at dét med at sætte sig ved spisebordet og spise sammen som familie hver aften er et uhørt eksotisk koncept for rigtig mange amerikanere.
Men jeg tror også, at deres restaurantkultur spiller en stor rolle.
Men hun ville ikke have fisk. Hun havde aldrig smagt fisk og havde aldrig tænkt sig at smage det
Amerikanere går nemlig ekstremt ofte ud og spiser. Knap seks gange om ugen får den gennemsnitlige amerikaner et måltid ude af huset (2019-tal, præ-corona). Uanset om det foregår på en af de utallige kæde-fastfood-joints eller noget lidt mere opstyltet som f.eks. The Cheesecake Factory, så gælder det, at alle kan vælge præcis, hvad de vil have.
Der er ikke noget med, at hele familien skal sidde og stikke i den samme dampede havaborre eller rotisserikylling. Der er frit slag på alle menukortets hylder.
Måske er det i høj grad den tendens, der forplanter sig til spisning i hjemmet. Der er slet ikke den samme tradition for at være fælles om – og omkring – et måltid. Alle kan få, hvad de vil.
Det har naturligvis især én virkelig stor fordel: det er nemt at tage sine børn med på restaurant. Min referenceramme er begrænset, men jeg vil vove at påstå, at USA er blandt de lande, hvor det er gjort nemmest.
Restauranter byder i langt højere grad familier med medlemmer i varierende aldre velkommen, og ikke en eneste gang har vi følt, at vores børn ikke var absolut velkomne. Heller ikke da de var yngre og nogle små svin ved et bord. Og der er stadig masser af mere “voksne” spisesteder at vælge imellem, hvis man har brug for et måltid uden børn – egne såvel som andres.
Det er klart, at jeg ikke inviterer vores børns venner til middag og så tvinger dem til at spise makrel i tomat og sildepostej på rugbrød. Jeg er jo ikke komplet psykopat
Med flytningen fra Raleigh til Chicago har vi ret meget fokus på, at især vores 10-årige får skabt og dyrket nye venskaber i området. Efter sommeren skal hun skifte skole til det frygtede fænomen, middle school. Den overgang er kendt for at være stærk tobak i sig selv, så at have nogle gode venner og veninder under armen den første dag kan måske hjælpe lidt. Ret hurtigt fik hun en veninde – lad os kalde hende Sarah – som siden har været på besøg en del gange.
Sidste besøg faldt sammen med en dag, hvor jeg havde lovet mine børn fiskefileter til aftensmad. Det er lidt af en begivenhed herhjemme. For det først er det ikke altid lige nemt at finde den rigtige fisk til det (rødspætter findes ikke her), og for det andet involverer det også remoulade. Hjemmelavet, bevares, som jo aldrig vil kunne nå en Gråsten til de langtidsholdbare sokkeholdere.
Men lidt har jo også ret, især når man har boet uden for Danmark det meste af sit liv og ikke længere er vant til den slags luksus.
Min datter inviterede Sarah til at spise med og kunne nærmest ikke lægge låg på sin forventningsglæde over de forjættende fileter. Og det ville Sarah gerne. Men hun ville ikke have fisk. Hun havde aldrig smagt fisk og havde aldrig tænkt sig at smage det.
Da hendes far derfor kom for at hente hende før spisetid, begyndte en ti minutter lang seance/forhandlingssituation, hvor hun med babystemme og krokodilletårer og sågar et par frustrerede dask plagede ham om at køre hjem og hente noget mad til hende, som hun så kunne spise sammen med os, der spiste fisk. Det var en fuldstændig grotesk situation, og fordi den ikke blev stoppet, var det så helt igennem akavet, at jeg havde en vild trang til at løbe ud af mit eget hjem.
Maden er, som den er. Og jeg kommer aldrig til at lave smørpasta og kyllingenuggets på særbestilling
Jeg har tidligere skrevet om, hvor mudret integrationen bliver, når man er forskellige generationer i den. Jeg er selvfølgelig nødt til at tage med i ligningen, at for mig, som stadig føler mig 100 % dansk, ser situationen anderledes ud, end den gør for mine børn, der nok mest føler sig som et mix af dansk og amerikansk.
Det er klart, at jeg ikke inviterer vores børns venner til middag og så tvinger dem til at spise makrel i tomat og sildepostej på rugbrød. Jeg er jo ikke komplet psykopat. Jeg har heller ikke noget behov for at gøre mine børn forlegne.
Men hvis en middagsgæst-invitation opstår ud af det blå, er der altså pænt store chancer for, at aftensmaden i husstanden består af noget fisk, noget dansk, noget thai eller helt generelt bare noget, der er krydret med andet end ost.
Og dét er nok i virkeligheden dér, jeg ved, at danskermoren bor trygt og godt i mig. For vores amerikanske venner er uendeligt velkomne til at sende deres børn til middag hos os. Men maden er, som den er. Og jeg kommer aldrig til at lave smørpasta og kyllingenuggets på særbestilling.
LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Man kan ikke få kyllingenuggets eller smørpasta, når man er på besøg hos Julie Bendtsen, i hvert fald ikke på særbestilling. Men er man heldig, laver hun skaldyrspaella eller fiskefileter med hjemmelavet remoulade. Alle fotos: Julie Bendtsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
