ESSAY – ’Indlægges’ har de grimmeste billeder klistret på sig – som en collage om vanvid. Hvor kom det fra? Indlæggelse! Jeg måber, mens jeg maler med frygt i mit hjerte. Skulle der ikke have været en eller anden form for advarsel før eskalering til ’indlæggelse’? En stopklods, et tiltag? Et psykiatrisk eller samtaleterapeutisk greb. Et eller andet, kom nu, hvad som helst – bare ikke dette. Min datter kan ikke være indlagt. Hvordan skulle hun kunne det? Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst.
’Er det ikke på tide, at hun bliver indlagt?’ Sygeplejersken/familiebehandleren ser på mig med sit milde blå havblik, hvis omsluttende strand er den gråhvide page. Det er kun fordi hun er så mild, kun fordi K har sagt, at hun godt kan lide hende og kun fordi K har meldt ud, at det er hende, hun vil tale med, om hun skal vælge en anden udover mig. Det er kun derfor, jeg lige nu står i psykiaterens klinik og ikke skriger chokket ud, men klemmer det inde á la pæn pige i mine luftveje der allerede er fortykkede af slim og betændelse
K sidder nede i bilen og venter med sin Anais på skødet, hun gemmer sig bag den engelske bulldog, der er ren kærlighed manifesteret i store brune øjne, en muskuløs, kompakt krop og et spektakulært underbid. Det er K’s terapihund.
I dag er tredje aftale med sygeplejersken. Aftalerne er planlagt til klokken meget tidligt om morgenen, hvor der ikke er andre mennesker i centeret og på parkeringspladsen.
Det er som om, jeg hele tiden er bagefter uden at kunne huske de almindelige ting som hvornår, jeg skal hvad. Alt er i slowmotion, det føles som at løbe fremad i gigantiske marshmallows – alle bevægelser hæmmes og jeg mister mit vejr, der i stedet er flere skridt foran mig
De to første aftaler har jeg måtte aflyse i ellevte time – eller nej det er løgn, jeg aflyste ti minutter for sent.
Det er som om, jeg hele tiden er bagefter uden at kunne huske de almindelige ting som hvornår, jeg skal hvad. Alt er i slowmotion, det føles som at løbe fremad i gigantiske marshmallows – alle bevægelser hæmmes og jeg mister mit vejr, der i stedet er flere skridt foran mig.
Aflysningerne er også sket, fordi K ikke har kunne magte det. Det var for ambitiøst et mål at komme til terapien. Også derfor har jeg gjort mig umage med at formulere over for K, at der næsten ingen krav er. Hverken om at hun skal sige noget og da slet ikke sige noget bestemt eller om hvor længe, hun skal være der. Der er heller ingen krav om, at hun skal klare at komme fra p-pladsen op til klinikken på anden sal.
Tilbage står kravet om, at vi skal tage derhen. Det står i lysende neon, blinkende ikke rytmisk, men alligevel på en stressende måde som en CT-scanner, hvis infernalske lysshow forhindrer en i at lukke øjnene – eller er det en MR-scanner. Ens øjenlåg sitrer i takt med rytmen uden at kunne finde ro. K finder ingen ro, for kravet har blinket sig ind i hendes bevidsthed. Et krav, der tårner sig højere op, end jeg tror, jeg kan forestille mig.
’Indlægges!’ stråler det ind i min hjerne, mens jeg står der i klinikken med sygeplejersken foran mig og K siddende nede i bilen. Det stråler ud som nødraketter sat på ’destination lad-os-komme-væk’ og tager mig over i choktilstand, der hvor alt stivner.
Jeg fryser og står stille. Jeg græder panisk men uden en tåre eller en ansigtstrækning, jeg kaster mig bagover i afmagt uden at røre på mig, jeg skriger mig selv døv men er tavs, jeg håber, det er et mareridt men er uden håb.
Jeg er fuldstændig uforberedt på ’indlæggelse’, der dukker op som en lastbil i tæt tåge. Jeg ved K er syg, så langt er jeg med. Men ’indlæggelse’? Det er en djævelsk ligning, K og psykiatrisk indlæggelse i samme sætning. Umuligt. Ingen steder at fæstne sit blik, sætte sig, have en plads, låse en dør og skabe ro i tankemylderet
Morgenstunden har været særligt krævende, fordi vi skulle køre herhen. Alt i mig var indstillet på at hjælpe K til at lykkes. Jeg vil så gerne, at hun får sejre. Dejlige, saftige og gyldne sejre, der sprøde udløser de essentielle hormoner, hendes hjerne mangler.
Jeg er fuldstændig uforberedt på ’indlæggelse’, der dukker op som en lastbil i tæt tåge. Jeg ved K er syg, så langt er jeg med. Men ’indlæggelse’?
Det er en djævelsk ligning, K og psykiatrisk indlæggelse i samme sætning. Umuligt. Ingen steder at fæstne sit blik, sætte sig, have en plads, låse en dør og skabe ro i tankemylderet.
Indlæggelse ville medføre, at hun mistede sit kontinuerlige og livsvigtige samvær med sine elskede dyr. Måske vil hun miste sin inderste kerne, som hun på mirakuløs vis har formået at bevare. Det kan ikke lade sig gøre – at gøre hende rask, eller bedre, på en psykiatrisk afdeling. K kan ikke indlægges.
Det er ikke fordi, K er krævende af væsen, langt fra. Det er ikke derfor, at jeg hele morgenen prøvede at kontrollere alt og rumme alt, så hun kunne lykkes. Faktisk er hun bange for at være krævende, så bange, at det er blevet en del af hendes sygdomsbillede. Lige sådan med ensomheden, der som en sulten hund hurtigt fandt sin plads, i takt med at veninderne forsvandt, indtil der ingen var tilbage.
Jeg glemmer aldrig hendes sorg, da hun vraget og ydmyget blev ignoreret til en fest og mistede en stor del tillid til jævnaldrende. K har altid været bange for at være en belastning – også før Diagnose Dagen og længe før jeg begyndte at bruge ord til og om og med K, jeg normalt reserverer til mine klienter.
’Emmmm’ svarer jeg sygeplejersken, der har vendt mig ryggen for at finde en bestemt pjece og jeg ser mig om efter det gelænder, der skal forhindre mig i at falde.
Alle veje synes blinde og vi har kørt ned ad utroligt mange. Men vi bliver ved med at køre og jeg bliver stædigt ved at stampe nye veje frem – for alt andet vil være et svigt af vores K, min sol som en dag vil skinne igen
’Indlægges’ har de grimmeste billeder klistret på sig for mig – som en collage om vanvid. Hvor kom det fra? Indlæggelse! Jeg måber, mens jeg maler med frygt i mit hjerte.
Skulle der ikke have været en eller anden form for advarsel før eskalering til ’indlæggelse’? En stopklods, et tiltag? Et psykiatrisk eller samtaleterapeutisk greb. Et eller andet, kom nu, hvad som helst – bare ikke dette. Min datter kan ikke være indlagt. Hvordan skulle hun kunne det?
Sygeplejersken vender tilbage til mig, hun kunne ikke finde pjecen, men prøver at indprente mig navnet på websiden. Jeg nikker og gentager hende, samarbejdsvilligt, men jeg er der ikke.
’Jeg prøver at få fat på psykiateren senere og hører hende, ikk’? Så giver jeg besked, hun vil sikkert sende henvisningen allerede i dag.’
’OK.’ Det er som om der står hundrede køer og muh’er mig lige ind i hovedet. Larmen overdøver mine tanker, men de er alligevel ikke en pind værd, for jeg finder intet til at afværge faldet.
Det var sidste gang, i sidste måned, da K og jeg var til hendes medicinkontrol, at det blev besluttet, at hun skal starte til nogle samtaler med sygeplejersken (som også er familieterapeut).
’Jamen, det hjælper jo ikke! Så kommer jeg her og taler om mine problemer, men når jeg er hjemme igen, har jeg det stadig dårligt. Det hjælper jo ikke på min angst!’ havde K modargumenteret over for psykiateren.
’Du er meget syg, K, det er derfor det ikke føles, som om det hjælper lige i starten’, forklarede børne-og ungepsykiateren. ’Det vil tage tid, men du vil få det bedre. Medicinen kan ikke stå alene, du behøver også ordentlig kognitiv terapi
Man kan ikke manipulere med K eller sidde med en skjult agenda. Man skal sige tingene, som de er. Det havde psykiateren opdaget under udredningen.
’Du er meget syg, K, det er derfor det ikke føles, som om det hjælper lige i starten’, forklarede børne-og ungepsykiateren. ’Det vil tage tid, men du vil få det bedre. Medicinen kan ikke stå alene, du behøver også ordentlig kognitiv terapi’. K havde indvilliget i at tage samtaler. Ikke fordi hun skulle, hun ville gerne, K vil gerne blive rask. Det vil sige fri af angsten. ADD’en er noget helt andet.
Det er et gigantisk mål for K at komme ud af vort hjem, gå de cirka ti meter hen til bilen og køre et kvarters tid hen til psykiaterens klinik for så at komme ud af bilen og gå op på anden sal. Derfor havde jeg sagt til hende, at hun ikke behøvede gå med op til klinikken. At det måtte komme hen ad vejen.
’Babysteps, baby, babysteps’, jeg aede hendes pande, ligesom jeg gjorde da hun som lille lå ved mit bryst. Lige dér hvor næseroden og pandebenet kysser hinanden, lige dér aede jeg hende i søvn. Det samme som jeg havde gjort med hendes bror.
’Vi kan tage Anais med, måske vil det være mere trygt for dig?’ Terapihunden kunne passende gøre sig sin funktion værdig.
Og i dag havde K sejret over al panik og angst og alle de tanker og følelser, hun putter ind i sig i små lag, som en babusjka-dukke.
Da vi var ankommet og jeg havde parkeret lige foran opgangen, stønnede K ud gennem sine sammenpressede læber.
’Jeg kan ikke gå med op’, hendes ansigt var blegt og slukket og sagde alt det, der ikke var ord for.
’No problem, skat. Jeg skynder mig derop og fortæller, at du er her i bilen, for så ved de, hvor hårdt du kæmper og hvor meget du gerne vil ha’ det bedre. Okay? Og jeg er hurtigt tilbage!’
’Det er ikke så godt, jeg synes, det går den forkerte vej. Medicin hjælper noget, men hun har tabt sig, ved ikke hvor meget, men hun er blevet mager. Hun er så slank i forvejen, så…. Ikke fordi hun ønsker det, hun gør det ikke for at tabe sig’. Jeg plaprer hurtigt, jeg skal bare lige fortælle det og så ned til K, så vi kan køre hjem igen
Oppe på anden sal, havde jeg kort forklaret situationen til sygeplejersken.
’Det er ikke så godt, jeg synes, det går den forkerte vej. Medicin hjælper noget, men hun har tabt sig, ved ikke hvor meget, men hun er blevet mager. Hun er så slank i forvejen, så…. Ikke fordi hun ønsker det, hun gør det ikke for at tabe sig’. Jeg plaprer hurtigt, jeg skal bare lige fortælle det og så ned til K, så vi kan køre hjem igen.
’Men jeg ved ikke, om det er medicinen, der gør, at hun helt har mistet sin appetit eller om det er en forværring af depressionen, nok begge dele.’
’Ja, det tænker jeg præcis også.’
Så var det, at hun sagde det med ’indlæggelse’.
K ventede på mig, så jeg måtte tage mig sammen. Vi skulle køre hjem, så sejren kunne gennemføres.
Jeg husker ikke turen hjem. Men jeg fortalte ikke K om det, ikke den dag. Faktisk slet ingen dag overhovedet. Jeg venter stadig på den dag, hvor hun ikke er så sammenpresset af babusjka-dukken i sit indre.
Men der er heller ikke kommet nogen indkaldelse fra noget psykiatrisk hospital og det er nu over måned, siden henvisningen røg af sted.
Det er både rart og skræmmende på samme tid. Rart at kunne delete ’indlæggelse’. Skræmmende at man lader unge, der er så psykisk syge, vente.
Alle veje synes blinde og vi har kørt ned ad utroligt mange. Men vi bliver ved med at køre og jeg bliver stædigt ved at stampe nye veje frem – for alt andet vil være et svigt af vores K, min sol som en dag vil skinne igen.
Læs de fire første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3, Here Comes the Sun og afsnit 4, Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først.
Topillustration: PxHere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
