
Jeg er efterkrigsbarn, og det er i virkeligheden skide uretfærdigt, for det er jeg slet ikke gammel nok til. Men jeg fik en stedfar tidligt i livet, som havde alderen til at være aktiv i krigen. Og som havde fået store åbne sår på sjælen af det. Det skriver Thomas Milsted i POV’s sommerserie om barndom. Ville Milsted leve sit liv om igen? Det finder du ud af her. Serien om bardomserindringer varer hele juli.
Min mor var alene med tre børn. Min far var vist ikke sådan rigtig inde i billedet, og jeg så ham første gang, da jeg var 20. Og så døde han for øvrigt kort efter. Jeg nåede at give ham et håndtryk, et kram og så bar jeg hans kiste. Det var den far, jeg fik.
For min mor må det ikke bare have været en kæmpe økonomisk udfordring men også en mental.
Økonomisk kom det til udtryk ved den daglige (lige før sengetid) stille hvisken ved sengekanten, når de resterende penge fra den sparsomme kassebeholdning blev lagt sammen igen og igen, og der blev lagt nye budgetter.
Penge blev fordelt på ny i de kuverter, der tjente et særligt formål (telefon, gas, husleje) eller en dato, der viste, hvor mange penge hun kunne tillade sig at bruge den dag. En vane hun beholdt lige til sin død, selvom vi senere rykkede adskillige ”socialklasser” op. Min mor slap aldrig sit fattigdoms mønster og var sparsom samt havde en evne til at få pengene til at strække ud over det sædvanelige. Noget hendes stærkt sønderjyske aner helt sikkert også havde indflydelse på.
Emotionelt, tja… Min mor, hvis mentale tilstand knapt nok kunne holde hende selv oppe og hvis sparsomme overskud gik til at bekymre sig om egne problemer, økonomisk og ikke mindst helbredsmæssigt, var en ikke nærværende men dog en god mor.
Hans misundelsesværdige udvalg af kulørte piller gjorde min sparsomme lørdags slikdåse endnu mere latterlig
At gå til hende med psykologiske udfordringer var som at gå til slagteren efter æbler. Min mor tog sig sammen. Hver dag. Hun bed tænderne sammen og havde ikke tid, endsige råd til at ligge i fosterstilling, gå til psykolog eller coach. Men hun var en ansvarlig mor. Ansvarlig og bekymret i forhold til hygiejne, sygdom og forplejning.
Min mor var ikke doven. Hun havde sin egen frisørsalon, og jeg mindes ikke, at hun nogensinde har haft en sygedag. Med mine søskendes hjælp hang dagene sammen. Vi manglede ikke noget og var sunde og raske.
Det er lidt spøjst at få en ny far
Jeg var fire år gammel, da min mor fik en kæreste, der fik den tvivlsomme rolle at skulle fungere som min nye far. Jeg husker stadig tydeligt den underlige fornemmelse af at stå overfor en vildt fremmed mand, som jeg nu skulle forholde mig til.
Han var der morgen middag og aften, og jeg stod jo ligesom der, forsvarsløs og genert og havde ingen steder at gemme mig.
Om det var af strategiske eller romantiske grunde at hun valgte at flytte ind til min stedfar, ved jeg ikke. Men jeg tvivler på, at det var det sidste. Jeg husker min stedfar som en gammel mand. Han var 17 år ældre end min mor. Og han var da også plaget af sygdom og et stort pilleforbrug.
Jeg ved, han kun havde en nyre, led voldsomt af podagra og vist nok havde noget med hjertet. Hans misundelsesværdige udvalg af kulørte piller gjorde min sparsomme lørdags slikdåse endnu mere latterlig.
Det at han var gammel, betød begrænsninger. Der kunne ikke leges vildt, spilles fodbold og jeg skulle være stille, meget stille, når han indtog sin fosterstilling på sofaen til en af sine utallige middagslure.
Mod en løvindes unger kæmper alle forgæves. Og min stedfar var tydeligvis af den opfattelse, at hvis man vil vinde en kvindes hjerte, og det som følger med, må man, hvis denne har børn, også vinde deres
Der var ikke noget med indkøringsfaser ligesom i børnehaven, og da min stedfar var kunstmaler og havde sit atelier på 2. sal i det lille byggeforeningshus i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København, var han jo, om ikke nærværende, så altid tilstede. Og det var min mor ikke. Hun gik hjemmefra tidligt om morgen og kom hjem sent om aftenen. Også dengang var der lange arbejdsdage for den selvstændige ernæringsdrivende.
Jeg vidste i begyndelsen ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, og det må havde været frygtelig provokerende for min stedfar, at jeg kun svarede i enstavelsesord, når han så ivrigt forsøgte at skyde genvej til vores forhold.
Han gjorde alt for at virke oprigtig interesseret og spørge ind til mine interesser, livretter og hvad man nu spørger et barn på fire om. Jeg tror, at det var vigtigt for ham at vinde om ikke mit hjerte så mit venskab.
Og han vidste, som mange andre mænd, at mod en løvindes unger kæmper alle forgæves. Og min stedfar var tydeligvis af den opfattelse, at hvis man vil vinde en kvindes hjerte, og det som følger med, må man, hvis denne har børn, også vinde deres.
Og da hans tålmodighed ikke var udpræget langstrakt, ja han var, viste det sig senere, en rigtig hidsigprop, gjorde han det dummeste, man kan gøre ifølge psykologerne: han forsøgte at købe mig.
Og på trods af hvad de professionelle end må mene om den sag, så virkede det på mig. Vi blev hurtigt venner. Og hvad fanden betyder kærlighed, når man kan køre rundt på en flot blå racercykel, have legetøj i mængder, der er ufattelige og gennem det være en af kvarterets mest populære drenge.
Når de gode gør ondt
Min stedfar var skadet i traumatisk grad. Og det plagede ham helt frem til hans død i 1989.
Han blev født i London af danske forældre og kunne derfor, som 25-årig, melde sig som britisk soldat da Anden Verdenskrig brød ud. Han havde både dansk og britisk pas. Han var, som mange kunstnere på den tid, glødende kommunist, og med Den Spanske Borgerkrig i frisk erindring ville han være med til at bekæmpe nazismen.
I 1941 kom han til Færøerne som øverstbefalende for den britiske efterretningstjeneste på øerne. Briterne havde af rent strategiske grunde valgt at besætte Færøerne 12. april 1940. En udramatisk hændelse hvor to britiske destroyere anløb Tórshavn og krævede, at færingerne omgående forberedte sig på at modtage 8000 britiske soldater.
Med en befolkning på 30.000 færinger skulle der holdes styr på tropperne. For selvom briterne på det tidspunkt havde ry for at være gentlemen, kan 8000 mænd være svære at styre blandt verdens smukkeste kvinder.
Færøerne blev flere gange angrebet af tyske fly men uden de store skader. Og at være soldat på Færøerne under krigen må, i al respekt, have været en loppetjans. Det ændrede sig dog dramatisk for min stedfar, da han i krigens sidste måneder var med til at befri fangerne i koncentrationslejrene og som officer, ofte under brutale forhørsmetoder, skulle trække informationer ud af tyske officerer og gestapofolk.
Jeg fik ikke bare en stedfar, men skulle også forholde mig til en mand, der udviste grov ligegyldighed overfor andres følelser
Var krigen skånsom ved min stedfar de første år, blev den derfor på bare få måneder anderledes brutal og dybt, dybt traumatiserende. Jeg er overbevist om, at min stedfar har oplevet og gjort ting, som satte sig dybe spor i hans psyke. Og med den viden, jeg har i dag, er det helt klart, at han led af Post Traumatisk Stress Syndrom.
Han havde store personlighedsforstyrrelser og var på mange måder en farlig mand. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han kunne ud af ingenting flippe helt ud, råbe og skrige og kaste ting gennem stuen, for så derefter at falde til ro igen, som om intet var hændt. Og min mor havde jo ingen forståelse for hans problem.
For det første var hun meget yngre under krigen (15 år, da den startede) og for det andet var hendes mest dramatiske erindring, at man ikke kunne få appelsiner. Noget hun for øvrigt ofte refererede til, når jeg ikke ville spise mine rosenkål eller andre klamme udkogte grønsager. Dog uden den store effekt.
Alkohol i hjemmet
Der var meget alkohol i mit barndomshjem. Min bror og jeg lærte tidligt, hvordan alkohol kan være lindrende for angst og utryghed og samtidig være en kærkommen genvej til fortrængning. Man skal jo ikke bare som barn forholde sig til en voksen person, men også til konsekvenserne af dennes liv og oplevelser. Når en voksen person er traumatiseret, bliver de tætte relationer medtraumatiseret.
Hvis min far er sur, er det sikkert på mig, hvis min far forlader min mor, er det sikkert på grund af mig osv. Børn læser alt i denne kontekst. Vil de voksne vide af mig eller ej. Det er et simpelt spørgsmål om overlevelse
Jeg kan jo som den voksne se mit liv gennem den, jeg er nu. Eller med Kierkegaards ord forstå mit liv baglæns. Og med de refleksioner, der kendetegner den voksnes evne, når det skal forsøge at leve med begivenheder, som har haft betydning for den voksnes liv, kan disse refleksioner give nye forståelser og dermed skabe mening.
Begivenheder, der jo set med de voksne briller, er uundgåelige hændelser eller i det mindste hændelser, man ingen indflydelse har haft over selv. Men den forståelse eller refleksionsevne har børn ikke. I deres verden er det enkelte spørgsmål, der fylder deres hoveder: kan min mor og far li’ mig eller kan de ikke?
Meget af de voksnes adfærd bliver svaret på dette enkle spørgsmål, selvom denne adfærd ikke har det mindste med selve spørgsmålet at gøre. Hvis min far er sur, er det sikkert på mig, hvis min far forlader min mor, er det sikkert på grund af mig osv. Børn læser alt i denne kontekst. Vil de voksne vide af mig eller ej. Det er et simpelt spørgsmål om overlevelse.
Men stedfar gik for at være psykopat – og havde papir på det.
Ordet psykopat opfattes som stærkt nedsættende og anvendes derfor ikke længere som officiel diagnose. Men det gjorde det dengang. I dag ville han sikkert have fået diagnosen dyssocial personlighedsforstyrrelse eller antisocial personlighedsforstyrrelse.
Det er en personlighedsforstyrrelse, der er kendetegnet ved, at man har svært ved at mærke skyldfølelse eller leve op til sociale forpligtelser. Man opfører sig ligegyldigt eller afstumpet over for andre mennesker. Dette havde visse indlysende fordele, da min stedfar aldrig mødte op til møder på de skoler, jeg har gået på, eller interesserede sig for de bedømmelser, jeg fik i mine karakterbøger efter en noget halvhjertet indsats.
Det var barsk, og jeg husker mit barndoms hjem som en gyser, hvor virkeligheden overgik en fantasi af Alfred Hitchcockske dimensioner.
Min stedfar blev let frustreret, aggressiv og til tider voldelig. Han har aldrig lagt en hånd på mig men ofte truet med det. Så selvom jeg aldrig blev slået, var jeg hele min opvækst bange for at blive det.
Som dyssocial personlighedsforstyrret har man en stærk tilbøjelighed til at skyde skylden på andre og bortforklare de negative konsekvenser af sine egne handlinger. Min stedfar havde altid ret, også når han tog fejl. Han var impulsiv og gjorde, hvad han havde lyst til, når han havde lyst til det.
Og det uden at overveje konsekvenserne på længere sigt. Noget som ofte for denne type mennesker betyder, at de risikerer at komme ud i kriminalitet eller i et misbrug af alkohol eller narkotika. Det skete ikke for min stedfar. For ham var konsekvensen håbløs gæld. Da han døde var han den mand på Østerbro, der skyldte mest i skat.
Jeg fik ikke bare en stedfar men skulle også forholde mig til en mand, der udviste grov ligegyldighed overfor andres følelser, manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligtelser. En, der havde svært ved at tolerere frustrationer og havde en lav aggressionstærskel og endelig havde tendens til at komme med bortforklaringer, så han altid fremstod fejlfri. Det var barsk, og jeg husker mit barndoms hjem som en gyser, hvor virkeligheden overgik en fantasi af Alfred Hitchcockske dimensioner.
Angst blev min livsledsager
Den første og største følelse, jeg husker, er angst, decideret angst. Det var en følelse, der holdt sig stort set til hans død. Det var en angst, som dog senere i livet mere og mere blev erstattet af utryghed og usikkerhed. Men min følgesvend var den – langt oppe i livet.
Jeg var dødsensangst, hver gang han var tilstede. Når vi spiste, når vi så fjernsyn, når jeg skulle bruge telefonen, og når vi var på ferie. Og ikke mindst når jeg skulle sove. Hele min barndom har jeg sovet med en pude over hovedet for ikke at skulle høre min mor og stedfars evindelige skænderier, som startede meget tidligt i deres forhold.
På den måde havde angsten mange ansigter og årsager. For det handlede både om hans voldsomhed og den angst, det medfører i forhold til eventuelt at komme til skade, blive slået eller mishandlet (og jeg blev aldrig slået), men angsten handlede også om at være bange for hele tiden at skulle gøre noget forkert.
Om jeg ville leve mit liv om?
Helst ikke, og måske. For i dag ville den slags blive opdaget. Der ville være en pædagog eller en lærer, der havde fanget min adfærd og fået sat gang i noget. Men den slags snakkede man ikke om i de gode gamle dage
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.