UKRAINE // INTERVIEW – Ukraine er dybt afhængigt af et Vesten, som man ikke rigtig kan regne med, lyder det fra en ung, dynamisk ukrainer, som Peter Hyll-Larsen møder i Kyiv. Men med krigen har den russiske præsident på mange måder opnået det stik modsatte af, hvad han ville. Han har aktiveret ukrainernes identitet. De svarer igen med uddannelse og skoler.
KYIV – ”Jeg er jo fra Krim,” siger Margaryta Rymarenko, da hun har sat sig ned på bænken med sin blomstrede sommerkjole, sit store smil, og et glas vin i hånden, og imens hun på denne Kyiv-sommeraften peger i en lidt ubestemmelig sydøstlig retning. ”Hele min identitet, indtil jeg var 16 år, bestod af Krim. Geografisk isoleret fra og influeret af både Ukraine og Rusland. Kig på kortet: Krim er jo som en kuffert uden håndtag. Men det var min bagage, min identitet.”
”Og nu er du her?” konstaterer jeg.
”Ja, jeg hankede op i kufferten, drog derfra, som de fleste andre unge mennesker. Jeg kom til Kyiv, på universitetet, og min identitet udvidede sig vildt. Blev til alt dette.”
Nu er håndbevægelsen ikke længere lidt vag i østlig retning, men insisterer på hele kompassets cirkel. Kyiv er præcis midt i landet: Der er 1.000 km til Rusland i øst og 1.000 km til Polen i vest.
”Og her bliver jeg, det er her, mit liv og ansvar nu er.”
Og hun synes at gentage Ukraines præsident Volodymyr Zelenskys ord fra februar 2022, hvor russerne stod i byens udkant, og kommandogrupper var ude efter ham: ”Ya tut!” sagde han – jeg er her.
Jeg møder Margaryta Rymarenko for at tale om identitet og humanisme, om det skolesystem, hun er en central aktør i, om faren ved overdreven militarisering, men også om modsvar til en kolonialisme, der kommer fra øst … og måske også fra vest.
Jeg var blevet ukrainer
Vi sidder i Ukraines vidunderlige hovedstad, på et bakkedrag under kastanjetræer, der energisk producerer små brune energibundter, som de senere på sæsonen så kan udløse i hovederne på os. Som dronerne, der bag fronten angriber ovenfra.
Putin gik ind i Donetsk samme år. Skolekammerater og venner viste sig pro-russiske og hypernationalistiske. Mange andre flygtede. Eller gik i et indre eksil
Her midt i Ukraines hovedstad snor der sig en stor og velbesøgt park – omend den kaldes for en gyde: Peizazhna Alley. Der er en fantastisk udsigt, som strækker sig ud over floden Dnipro forbi de mange spritnye og ældre sovjetiske boligblokke på den anden side og derefter så langt øjet rækker ud over det flade østukrainske landskab. Hele vejen til Rusland, hvis man kniber øjnene sammen og tror på, at man kan se rundt om jordens krumning. Eller til Krim, hvor Margaryta Rymarenkos forældre bor, men hvor hun ikke længere kan besøge dem.
For nylig lykkedes det familien at mødes i Tyrkiet, men ellers er savnet enormt for den 36-årige Margaryta og hendes lidt yngre søster. De vil dog ikke forlade Kiyv, for arbejdet er her i Ukraine. Og det er vildt vigtigt arbejde! For hende, for Ukraines børn og unge lige nu, og for landets og Europas identitet og fremtid.
Jeg har glædet mig til at høre svar på de helt store spørgsmål, og jeg er klar med blyanten – for tøver jeg et sekund, er min veluddannede og kloge ven allerede langt foran mig.
”Da jeg begyndte på geografistudiet her og mødte folk fra hele Ukraine, forstod jeg, at historien var meget større. Jeg begyndte at se mig selv i den bredere ukrainske kontekst, forstod, at jeg var en del af den. Min krimske identitet trådte i baggrunden. Og det var sundt og naturligt på det tidspunkt, omkring 2005, for den var der jo stadigvæk. Siden kom jeg til Budapest og fik en doktorgrad i forholdet mellem stormagterne Rusland, EU og Kina. Min verden ekspanderede, klassisk og lineært.”
”Men i 2014 invaderede Putin så Krim og afskar mig fra min familie. Min gamle identitet var ikke længere i spil, kunne ikke valideres, arkiveret, fordi den tilhørte et sted, der på sin vis ikke længere eksisterede. Den visuelle og sproglige repræsentation var ikke længere tilgængelig, ikke tilladt der, hvor det betød mest: på Krim og oppe i Krim-borgernes hoveder. Rusland havde ændret dette, aktivt og brutalt.”
“Det samme skete, da Putin gik ind i Donetsk samme år. Skolekammerater og venner viste sig pro-russiske og hypernationalistiske. Mange andre flygtede. Eller gik i et indre eksil.”
”Forestillede du dig at vende tilbage til Krim på det tidspunkt?”
”Nej! For den anden vigtige ting i vinteren 2013 til ’14 var revolutionen omkring Euro Maidan (Maidanpladsen i Kiyv. Red). Vi unge protesterede, fordi Ukraine blev forrådt af korrupte politikere, femtekolonner, der arbejdede for en tilbagevenden til russerne og væk fra den europæiske drøm. Jeg var på pladsen, som tusinder af andre, og identiteten var nu hele Ukraine, ikke blot Krim. Husk på, at jeg er lige så gammel som mit land. Det indså jeg, ligesom alle, der stod dernede!”
Og så peger Margaryta i den anden retning, skævt ned mod hjertet af byen. ”Jeg var blevet ukrainer.”
Her i sommeren 2025 har der igen været demonstrationer dernede, de største og mest systemkritiske i den nuværende krig, mod udvandingen af korruptionslovene. Endnu en gang førte de unge an, dem, der er ti år yngre end Margaryta. Og igen vandt de. Regeringen trak loven tilbage.
Uddannelse, uddannelse, uddannelse …
Margaryta Rymarenko leder i dag arbejdet for at koordinere genoprettelse af skoler og uddannelsessystemer i Ukraine. Hun er link mellem regering, lokale civilsamfund og store internationale nødhjælpsorganisationer.
Det var sådan, jeg først mødte hende, tilbage i foråret 2022, idet jeg i en kort overgang selv ledede dette arbejde, lokalt oppe i det nordlige Ukraine – i regionerne Chernihiv og Sumy. Russerne havde invaderet området i februar og efterladt sønderskudte skoler og traumatiserede elever og lærere.
Men meget hurtigt tog Margaryta over og fik en central rolle i arbejdet for, at lokale myndigheder kunne modtage penge og teknisk bistand fra FN, EU og de mange hundrede store og små ngo’er, der meldte sig under fanerne.
De forskellige sektorer – for sundhed, telekommunikation, vand og hygiejne, landbrug, fødevarer – har hver sådan en gruppe. Men at uddannelsessektoren var den eneste, der næsten fra start havde en ukrainer for bordenden, og endda en ung kvinde med en reel vision, understreger defekten i det tunge internationale system, og hvor lidt stemme der ofte gives til lokale kræfter. Om det så er i Palæstina, i Sudan, Congo, Syrien, Colombia, eller her i Ukraine.
Jeg bemærker, hvordan det er svært helt at ignorere den neo-koloniale diskurs, som Vesten måske også repræsenterer i hjælpearbejdet.
De har fortjent en barndom og den ro, vi andre fik. Men de har desværre også fået et lynkursus i overlevelse
”Ja Peter! Det er helt sikkert rigtigt, men alt det der er jo på en måde en anden historie, det er Vestens historie, det er noget, I må gøre op med jer selv,” siger hun. ”Vi gider den ikke længere. Ukraine er ikke Uganda. Og vi har bevist det efter mere end tre år.”
”Ja!” svarer jeg, ”du er vel personificeringen af det.”
Margaryta afviser med et smil at tage den fortjeneste på sig. Men hun vedstår, at hendes arbejde er vigtigt og at hun forstår at sno sig hver dag.
”At arbejde med børn og med lærere, der er fanget i krig, er at opdage, at de navigerer på en helt anden måde. De er skrøbelige og traumatiserede, mange er fordrevne, eller de lever med natlige bombardementer, deres fædre eller mænd er ved fronten. De har fortjent en barndom og den ro, vi andre fik. Men de har desværre også fået et lynkursus i overlevelse, og det har resulteret i enorme overvejelser om identitet. Det gælder specielt de unge, der lige nu er i slutningen af deres uddannelse, og blandt de helt unge kunstnere og digtere.”
Vi har indset, at vi er dybt afhængige af andre, men også at vi ikke helt kan regne med jer. Vi er en del af noget. Og vi er alene
“De stiller spørgsmål, som vi ikke stillede. Jeg og mine forældre var de første, der fik lov at stille spørgsmål. Vores land er på den vis ungt og har enormt travlt. Vi har meget at takke Putin for. Uden hans stormagtsdrømme var vi måske endt som et passivt landbrugsland. Med hans krig og de enorme omkostninger, den har, er Ukraine vågnet op. Jeg forsøger, på stille og subtil vis, at støtte dette i mit arbejde nu og her.”
Vi svarede igen på Putins løgne og handlinger
”Identitetsændringer er hverken gode eller dårlige i sig selv. De er nødvendige, en helt naturlig udvikling,” konstaterer hun.
Nye generationer finder nye veje. Men med krigen tvinges folk til aktivt at afprøve, udforske, udøve deres identitet – som frivillige, soldater, lærere, eller blot almindelige mennesker.
”Vi begynder samtidig at genopdage fortiden, nogle gange på en instrumentaliserende måde, nogle gange fordi vi ser mønstre. Som historikeren Timothy Snyder har påpeget, opdager vi linjer tilbage til kosakkerne, der gjorde oprør mod russerne. Eller til de tabte generationer af ukrainske kunstnere, der i 30’erne og i 60’erne blev udryddet af et paranoidt Kreml. Grupper, der rejste sig op, grupper, der var sprængfulde af energi og kreativitet. Mange blev brutalt knægtet, få overlevede.”
“Pointen er, at vi er holdt op med at se os selv som passive, vi er et land med agens, der kan udrette noget. Vi er gået op imod Putins hær i over tre år. Vi har indset, at vi er dybt afhængige af andre, men også at vi ikke helt kan regne med jer. Vi er en del af noget. Og vi er alene.”
”Alt det, som Putin sagde, grinede vi jo blot ad, fordi det var så dumt, så tragisk og fjendsk. Alt det paradoksale i hans udsagn om, at Ukraine findes ikke, og derfor må Ukraine ødelægges. Og som han jo gentog dagen før invasionen.”
Hvad vi derimod ikke grinede ad, var hans handlinger. Ligesom man ikke grinede af Stalins terror, hungersnøden i 30’erne, Gulag. I kraft af hans krig, på Krim og i Donetsk i 2014, og i hele Ukraine siden 2022, har han opnået det eksakt modsatte af, hvad han ville: at aktivere vores identitet. Vi svarer igen, med uddannelse og skoler.”
Droneundervisning i klasselokalet
”Ser du slet ingen farer i Ukraines tilgang til uddannelse, ved den til tider overdrevne nationalisme, der også sniger sig ind i klasselokalet, at der foretages alt for drakoniske valg i forhold til fortiden, den nære?”
Margaryta ser lidt træt på mig. Hun og jeg har haft mange diskussioner om dette i de forgangne år, om nationalisme, mulig censur, om hvilken rolle det russiske sprog skal have i skolen (lige nu har det ingen rolle, officielt), om de klassiske russiske forfattere skal bort fra pensum, nu hvor de fortolkes som budbringere af en russisk overherrementalitet. Ofte mener vi ikke det samme her, men jeg erkender, at det også er let for mig, fordi det ikke er mit land og min identitet.
”Jo”, indrømmer hun. ”Jeg ser masser af farer. Men det sproglige er nok ikke én af dem. Ikke umiddelbart. Dog er jeg enig i nationalismefaren. Og jeg frygter for vores humanisme. At vi ikke formår at sætte skodder mellem den nødvendige militarisme for et land i konstant krig, og så den identitet, vi i mange år også havde, som modvægt til det russiske, som fredelige og fredselskende.”
Hun standser op et øjeblik og fortsætter så:
”Nok har vi indtil videre undgået at indkalde de helt unge mænd til hæren, og det er godt, men samtidig underviser vi elever, helt ned i de små klasser, i at flyve militærdroner. Hvad er nu det? Hermed er faren, at vi ender som Israel, et lille og dybt militariseret land med en i stigende grad negativt-defineret identitet. Hvordan overlever humanismen her? Vores kunstnere og forfattere har taget kampen op og har insisteret, som al kunst, på den individuelle stemme. Der er sket en eksplosion i teater, kunst, digtere det sidste årti. Og dét er jo humanismens adgangsport: ikke staten, ikke skolesystemet som et hele, og naturligvis slet ikke hæren, men derimod det enkelte menneske, den enkelte kunstner. Eller i mit arbejde: den enkelte lærer”
– Hvordan balancerer man alt dette, hvordan overlever dine lærere i dette?
”Jeg ved det virkelig ikke, de er helte,” svarer hun og holder en lang pause.
”Jo længere denne krig varer ved, jo sværere bliver det at beholde humanismen. Jeg tror, vi har en balance nu. Der sker en masse positivt. Men jeg er bange for, om vi kan blive ved. Og jeg er bange for Vestens svigtende støtte. Jeg ser det i forhold til uddannelse og skoler: til at genopbygge og forbedre infrastruktur, og til at støtte op om flere og bedre psykosociale programmer for elever, lærere, og deres familier.”
I stedet er Ukraine nu det mest innovative land i Europa. Det er vildt, hvad der foregår
“Alle lever under konstante og tiltagende natlige bombardementer her i Kyiv, men specielt i øst. Det er ikke det tekniske, vi mangler, det er pengene. Vi ser, at støtten langsomt siver bort, eller at den kommer med alt for mange krav eller dubiøse forbindelser til store tech-firmaer etc. Og så forsvinder også det rum, der var for lokale stemmer i uddannelse, underskoven, de som har blomstret siden 2014 i det østlige Ukraine, men som nu er i fare for at forsvinde.”
Hold øje med dem, der laver profit
Jeg lytter til Margaryta Rymarenko og tænker over den udvikling, jeg selv har bevidnet i Ukraine de sidste år.
Så jeg tilføjer, at hun og hendes kollegaer har haft enorm succes med at definere egne tilgange og metoder, ikke blot overtaget, hvad Unicef eller Red Barnet måske har udviklet andetsteds – for Ukraine er jo netop ikke ”bare” et tredjeverdensland, hvor det internationale system har kunnet dumpe deres gamle redskaber. Ukraine har ikke blot haft hatten i hånden, er ikke Europas nye Afrika, uanset om visse dele af Vesten måske gerne ville have det.
I stedet er Ukraine nu det mest innovative land i Europa. Det er vildt, hvad der foregår – og ikke bare med hensyn til droner og krig. På uddannelsesfronten, hvordan de genopbyggede skoler giver finske forbilleder baghjul, hvordan psykosociale programmer og traumefokus er langt mere avancerede, end hvad folk som jeg kom rejsende med for 3 år siden. Ukrainerne tager udgangspunkt i krigens virkelighed.
”Ja,” siger hun. ”Det er alt sammen rigtigt, og vildt komplekst. Men til syvende og sidst er vores udfordring jo den samme allevegne: Vi behøver flere nye unge lærere, og vi skal tage kampen op mod big-tech og med alle de billige private skoler, der her i krigens forvirring, og i sparetider generelt, får lov at komme ind og underbyde på kvalitet, og som slet ikke er interesserede i humanisme eller fred. Hold øje med dem, der laver profit på krig, på uddannelse, på identitet.”
Margaryta smiler, mens solen går ned bag os i vest.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og