
I Ukraine er kampen om historien og retten til at definere sin egen fortid og fremtid i fuld gang. Krigen er på en gang overalt og ingen steder i hovedstaden Kyiv, som ved første øjekast ligner enhver anden moderne storby, men ingen får lov at glemme Ukraines kamp for selvstændighed – selv ikke i kirken.
KYIV – Ukrainske Alla Porplytsja Vihman studerede psykologi og var god til sit fag. Og hun havde troet, at hun skulle bruge sine evner som en del af det ukrainske politikorps’ særlige efterforskningsafdeling. Men så mødte hun Andrij, og han ændrede alt.
Andrij var i hæren og en del af det lige dele berygtede og berømte Azov-regiment. Berygtet fordi det oprindeligt var præget af ekstremistiske nationalistiske holdninger. Berømt fordi netop Azov-regimentet siden Ruslands udvidede invasion af Ukraine i februar 2022 har spillet en afgørende rolle for Ukraines forsvar, og regimentet regnes for Ukraines måske bedste soldater.

Alla var vild med Andrij, og hun beundrede Azov-regimentet. Hun opgav tanken om en karriere i politiet. I stedet ville hun gøre tjeneste side om side med Andrij blandt elitesoldaterne – også selv om det betød lange perioder væk fra familien, som hun var stærkt knyttet til; navnlig til søsteren Dasja og broren Sasja. Og hun var jublende glad og stolt, da Azov-regimentet bød hende velkommen.
Alla var med sit regiment i byen Mariupol, da russerne invaderede den 24. februar 2022, og netop der blev kampene særligt intense. Russerne belejrede byen, og selv om de ukrainske soldater kæmpede, måtte de til sidst trække sig tilbage til Azovstal-stålværket og forsøge at holde stand der.
Situationen var desperat, men soldaterne holdt ud. De vidste, at selv om de næppe kunne sejre, kunne de skabe så store problemer for de russiske styrker, at Ukraine fik bedre tid til at mobilisere og organisere sit forsvar.
Den 10. april blev Alla og Andrij viet i stålværket. Mindre end en måned efter blev hun dræbt i et russisk luftangreb på Azovstal.
Allas drøm om Azov-regimentet blev til virkelighed, men som der står på hendes mindesmærke i Kyivs nationale historiemuseum: ”Mange af hendes drømme blev aldrig opfyldt.” Hun blev 22 år.
En kamp om krigsfortællingen
Belejringen af Mariupol, de hårde kampe i Azovstal og soldaternes tapperhed er overalt i Ukraines hovedstad, Kyiv, i disse dage. Den 20. maj var det to år siden, at Ukraine beordrede de sidste soldater i Azovstal til at overgive sig, så de i det mindste kunne redde livet.
Det er uvist, præcis hvor mange der blev dræbt under de 86 dages belejring, og hvor mange der blev taget til fange af de russiske styrker, men i ukrainske medier nævnes tallet 2.500 krigsfanger ofte.

Deres skæbne er i vidt omfang uvis. Det Internationale Røde Kors og andre organisationer har mod Genève-konventionen ikke fået fuld adgang til at besøge krigsfanger i de russisk-besatte områder, og derfor frygter ukrainerne, at de er udsat for tortur og andre former for overgreb.
På et kæmpe banner foran Kyivs rådhus står ”Azovstal – Free Mariupol Defenders”, og mange steder i byen fortælles på plakater og udstillinger om belejringen og soldaternes tapperhed.
På Ukraines nationale historiemuseum bliver det for alvor tydeligt, at det ikke alene handler om at mindes en begivenhed. Det er også et led i en kamp om historiefortællingen om krigen og om Ukraines identitet. Dermed er det en del af den meget aktive kommunikationsstrategi, som Ukraine har udviklet siden Ruslands annektering af Krim i 2014 og intensiveret siden invasionen i 2022.
Ukraine arbejder hårdt på at fremme en fortælling om en unik ukrainsk identitet, der er adskilt fra Rusland, både nationalt og internationalt. På museet fremhæves kampene for selvstændighed, der er fortællinger om det ukrainske flag og de ukrainske bidrag til alt fra videnskab og sport til Eurovisionens Melodi Grand Prix.
Det viser den dårlige moral blandt de russiske soldater
Også forbindelsen til resten af Europa understreges gang på gang. Det er tydeligt, at Ukraine i museets vinkling er en moderne europæisk nation, der har mere til fælles med sine vestlige naboer end de østlige.

Sal efter sal er dedikeret til krigen og forskellige aspekter af den. Rusland omtales som ”aggressoren Rusland” og ”det chauvinistiske Rusland”.
I forskellige montrer er der udstillet genstande fra diverse kampe, blandt andet en flok tomme spiritusflasker fundet hos russiske soldater. ”Det viser den dårlige moral blandt de russiske soldater,” konkluderer teksten på montren. Grænsen mellem kommunikation og propaganda er hårfin.
Krigen er alle steder
Azovstal-kampene har fået deres egen udstilling. Engang var stålværket en ukrainsk industriel stolthed, men den fortælling er nu mørklagt, helt bogstaveligt.
Den oprindelige udstilling kan skimtes i baggrunden, men i forgrunden vises billeder fra soldaternes sidste dage i stålværket, og en række af de dræbte soldaters historier fortælles kort ved siden af deres portrætter. Det er her, jeg læser Allas historie, som jeg gengav i indledningen.
De er så unge, så unge, de ansigter, der stirrer ud på mig. Nogle af soldaterne er afbildet med deres noter eller tegninger og malerier, som de har skabt, når der har været ledige øjeblikke. En har malet sin hund. En anden sine tegneseriehelte. De bliver mennesker og ikke bare krigere. Væg efter væg er fyldt med liv, der blev alt for korte, og alt for mange drømme, der ikke gik i opfyldelse.
Den type udstillinger er overalt i Kyiv. På Selvstændighedspladsen, Majdan Nesalesjnosti, hvor gigantiske demonstrationer og protester i vinteren 2013-2014 endte med, at den pro-russiske præsident Viktor Janukovitj måtte flygte, blafrer flag for de faldne.

Et blågult hav af ukrainske flag blandet med regimentsflag og flag fra andre nationer – Japan, Canada, USA, Wales, Skotland, Estland, Georgien … listen er lang. Vi får øje på tre danske, der skiller sig ud med deres røde farver. Mange flag ledsages af portrætter af de faldne og gravlys.
Selv i byens ældgamle Sankt Sofia-katedral med forgyldte mosaikker og farvestrålende freskoer fra byzantinsk tid er krigen nærværende
På pladsen får man også hele historien om de skæbnesvangre revolutionsdage for ti år siden, komplet med kort over, hvilke områder demonstranterne kontrollerede, og hvilke der var regeringens.
Selv i byens ældgamle Sankt Sofia-katedral med forgyldte mosaikker og farvestrålende freskoer fra byzantinsk tid er krigen nærværende. Den bliver en del af den større historiefortælling om en særlig ukrainsk identitet, også når det gælder religion.
Og krigen er ingen steder
På en måde er det surrealistisk at læse og se så meget om krigen, for selv om den på den måde er overalt i Kyiv, er den også sært fraværende.
Your overconfidence is your weakness
En gang imellem lyder en luftalarm, men den bliver højst mødt med et skuldertræk. De fleste ukrainere har for længst slået de apps fra, der advarer om mulige angreb.
Kun vores bimler og bamler på fuld volumen med sirenelyde efterfulgt af en alvorlig herrestemme, som belærer os om at tage alarmen alvorligt: ”Your overconfidence is your weakness.” “Din overdrevne selvtillid er din svaghed.”

God livslektie generelt, men praktisk ubrugelig hvis man skal have en hverdag til at fungere og ved, at risikoen for at blive alvorligt såret eller blive dræbt i Kyivs tætte og aggressive trafik sædvanligvis langt overstiger risikoen for at dø i et russisk luftangreb. Ikke mindst fordi antiluftskytset virker.
Alt er afslappet og hverdagsagtigt. Ukrainerne drikker kaffe på et af de talrige kaffesteder, de går i byen, på restaurant, de promenerer seneste mode – pufærmer er en ting – de griner, de bryder ud i forbandelser, når medtrafikanter er idioter. De opfører sig kort sagt som mennesker i alle andre storbyer, krig eller ej.
På den måde tjener de mange krigsudstillinger også til at minde millionbefolkningen i Kyiv om, at selv om indbyggerne her ikke mærker meget til krigen, er den kun alt for virkelig for ukrainerne længere østpå og for de soldater, som kæmper for et selvstændigt Ukraine, der er frit til at definere sin egen skæbne og identitet.
Fremtiden ligger bag os?
Historien er med til at forme os, og det er den ukrainske regering fuldt bevidst om og bruger det aktivt. Den ved også, at fortiden ikke er hugget i sten. Vi kan lægge vægt på nogle aspekter og underspille andre og på den måde bruge fortiden til ikke bare at definere, hvem vi er, men hvem vi gerne vil være. Vi er ikke slaver af historien.
Ukraine vil være en moderne, europæisk og demokratisk nation
Jeg læste engang, at Madagascars befolkning ser fremtiden som det, der ligger bag dem. Fremtiden er usynlig, den sniger sig op på os bagfra. Fortiden derimod kan man se, så den ligger foran os og kan formes. Det, der er sket, er sket, men det er op til os, hvad vi vil bruge det til.
Ukraine bruger lige nu de aspekter af historien, der gør Rusland og russisk kolonimagt til skurkene og noget, som Ukraine ønsker frihed fra. Ukraine vil være en moderne, europæisk og demokratisk nation.
Jeg synes, vi skylder ukrainerne at hjælpe dem i det. Kolonimagter bør være fortid. Vi var på vej væk fra en verdensorden, hvor de stærkeste kunne gøre, som det passede dem. Vi skal ikke tilbage til den.
Ruslands fortælling om Ukraine er til gengæld fortællingen om et land, som ikke er en rigtig nation, men som på grund af nazistiske tilbøjeligheder og Vestens utidige pres og fjendskab mod Rusland er blevet revet væk fra Moderlandet. Russerne er i egen optik befriere.
Et sted i Rusland er der utvivlsomt udstillinger som dem, vi ser i Kyiv, men med modsat fortegn. Unge russiske helte, der tappert kæmpede for deres land. Også i Rusland er der en hel generation, der mister drømmene og håbene fra titusindvis af unge, der bliver dræbt alt for tidligt.
Men Rusland kan stoppe krigen lige nu og her, hvis det ellers er regimets ønske. Ukraine kan ikke. Ukraine kæmper for sin ret til at eksistere på egne præmisser – og i det hele taget.

Vi spiser på en fortovscafé under lindetræer. Hyldetræerne blomstrer, solsorte og nattergale, den ukrainske nationalfugl, synger, gråspurve stjæler brødkrummer fra bordene, floden glitrer længere ude, børn leger, hunde og hormoner luftes i Kyivs mange grønne områder eller i skyggen fra de forgyldte løgkupler på kirkerne.
Luftalarmen afblæses. Den alvorlige herrestemme i appen lyder mere afslappet. ”May the force be with you,” siger den. Det er formentlig kun os, der stadig hører efter.
Susanne Sayers var i Ukraine som frivillig for organisationen Biler til Ukraine, som baseret på private bidrag hjælper det ukrainske forsvar med biler og diverse udstyr, blandt andet nødhjælp og beskyttelsesdragter. Biler til Ukraine har foreløbig kørt 400 biler til landet. POV har her tidligere skrevet om organisationen. Man kan donere via hjemmesiden eller et valgfrit beløb på Mobilepay-nummer 669994.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.