Udkantsdansk: Flugten fra corona til Mors

Mette Bærbach Bas 03.04.2020

UDKANTSDANSK#1 – Idéhistoriker Mette Bærbach Bas flytter sin familie fra Gellerups ghetto til Mollerup på Mors. POV følger familiens udvikling fra byfolk til bondeknolde og sætter spot på fordomme og fakta om Udkantsdanmark.

Vi havde længe haft følelsen af at være i gang med at flygte. Med corona blev til det en reel flugt. Da vi besluttede at købe et hus på Mors, var det, fordi vi ville væk fra storbyens mennesker, larm, overforbrug og overstimuli. Nu flygter vi også fra smitte.

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede skolerne fra og med den 16. marts, var der pludselig fri bane. Min mand og jeg pakkede vores to børn og alle vores ting og flyttede op i vores nye hus. Planen var oprindeligt at flytte efter påske. Men statsministerens tale forløste en længe opbygget panik hos os begge.

Danmark lukkes ned

I dagene op til statsministerens nedlukning af Danmark havde vi fulgt med i cononavirussens udvikling og gisnet om dens konsekvenser. Min mand var begyndt at tale om at købe ekstra konserves og rugbrød. Jeg lod ham gøre det, for jeg kunne se, at han var bange. Måske kom der udgangsforbud ligesom i Kina, og så var vi fanget i den overfyldte storby.

Det var befriende at kunne handle på den frygt, der havde bygget sig op i løbet af dagene op til nedlukningen. I hast pakkede vi huset ned. Vi var stressede. Udmattede. Paniske. På det tidspunkt vidste vi jo ikke, hvordan smitten ville udvikle sig. Vi havde kun en ting i hovedet: at komme væk.

Min mand var begyndt at tale om at købe ekstra konserves og rugbrød. Jeg lod ham gøre det, for jeg kunne se, at han var bange. Måske kom der udgangsforbud ligesom i Kina.

Vores tilflugtsted var et lille hus på landet på øen Mors, der ligger i Limfjorden. Huset er fra 1930 og ligner noget, der hører hjemme i en gammel dansk film. Det samme gør omgivelserne. Fra alle vinduer kan vi se langt ud over markerne mod idylliske bondegårde. Fra vores rækkehus i Brabrand kunne vi se ind i naboens mur.

Og så er der stille. Ingen busser, ingen biler, ingen mennesker. Derfor heller ingen smittefare.

Længsel efter mådehold

Vores liv i Brabrand var godt, men det var også fuld af forstyrrelser, larm og alt for meget forbrug. Vi savnede det enkle liv. Dybest set længtes vi efter mådehold, som er så svær at finde og praktisere i en storby med forbrugsincitamenter på ethvert gadehjørne.

Det var en ren forløsning at pakke flyttekasserne ud på Mors. Endelig kunne roen indfinde sig. Vi havde længtes efter den så længe, og nu var den endda blevet forstærket på grund af coronaudbruddet. Det var vores samfundspligt at forholde os i ro.

Det har ikke været svært at skabe en hverdag i isolation. Om formiddagen laver børnene lektier, mens vi voksne arbejder. Om eftermiddagen tager vi på legeplads, og om aftenen pakker vi flyttekasser ud. I weekenden renoverer vi på huset.

Vores på det tørre

Min mand arbejder inden for IT, og omsætningen fra min selvstændige oversættelsesvirksomhed er indtil videre uændret. Økonomisk er vi derfor ikke berørt af nedlukningen. Tværtimod, for vores udgifter til hus og forbrug falder astronomisk ved at flytte til Mors og blive udkantsdansk.

Hjemmeskolingen og isolationen fungerer også udmærket for vores børn. Vi har to perlepladepiger, som trives udmærket med at dimse rundt i huset og så ellers blive luftet et par timer på en legeplads hver eftermiddag.

At vi trives med vores situation føles næsten som et bedrag mod alle de danskere, hvis liv ikke kan hænge sammen under nedlukningen.

Vi har vores på det tørre, og vi trives her på Mors, hvor smitten ikke kan nå os. Naboerne holder sig på nikke-afstand, og snakkene foregår over hækken. Kun når vi tager ind til Nykøbing for at handle, er der mange mennesker på samme sted. Så bliver jeg i bilen med børnene, mens min mand handler ind behørigt afsprittet og i behørig afstand til alle andre.

I medierne og på Aula læser vi om frustrede forældre, der skal jonglere hjemmeskole, et krævende arbejde og en skrantende økonomi. Vi læser om 40.000 danskere, der har meldt sig ledige. Det er frygteligt. Vi kan ikke gøre noget som helst ved det. Det eneste vi kan gøre er at holde afstand. At vi trives med vores situation føles næsten som et bedrag mod alle de danskere, hvis liv ikke kan hænge sammen under nedlukningen.

Udkantsdansk

Vores bevæggrunde til at tilvælge Udkantsdanmark var mange: mere plads, masser af natur og flere penge mellem hænderne. Mere frihed og mindre forbrug. Mere fløjt fra fuglene og mindre larm fra bilerne.

Men det var også en overordnet bekymring: ville vi blive for isolerede på Mors? Måske var det en fejl at flytte så langt væk fra familie, venner, legekammerater og gode naboer?

Livet ville, at vi skulle håndtere den isolation, som vi frygtede mest, sammen med hele Danmark. Derfor var vi ikke alene, og vi lærte på den hårde måde, at der er langt større ting i verden at frygte end at flytte til Udkantsdanmark.

LÆS DE ANDRE KLUMMER I SERIEN FRA MORS – FRA METTE BÆRBACH BAS:

Ny udkantsdansker: Jeg vidste ikke, at der var så kedeligt på landet

Mette Bærbach Bas: Tilflytter eller tilskuer i Udkantsdanmark?

Fordomme om Mors: Lutter indavl og idioter?

Illustration: Flickr.

Mette Bærbach Bas

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge. Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned på Mors med sin tyrkiske mand. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer. Med klummeserierne Hverdagsdansk og Udkantsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.